Korahitter; Koras sønner

ko'-ra-its (qorchi), (beno qorach; i King James Version forekommer også Korhite, Kohathite, Kore): Dette udtryk bruges til at betegne Assir, Elkana og Abiasaf, Koras 3 enkelte sønner (2 Mos 6,24; jf. 4 Mos 26,11). Men dets hyppigere brug, og den brug som interessen knytter sig til, er i overskrifterne til nogle af Salmerne.

De genealogiske oplysninger om korahitterne er ret udførlige. Tre steder finder vi listen over de 7 på hinanden følgende slægtled, der slutter med profeten Samuel og hans søn Joel (1 Krøn 6,31-38; 1 Krøn 6,22-30; 1 Sam 1,1; 1 Sam 1,20; 1 Sam 8,2); de to steder i Krøn nævner de fleste af slægtleddene mellem korahitterne og Joel. De fragmentariske lister i 1 Krøn 9,25; 1 Krøn 9,26 forbinder listen med de 4 slægtled, der følger efter Joel (1 Krøn 6,33; 1 Krøn 9,19-31; 1 Krøn 26,1), og med 2 slægtled i de allerseneste bibelske tider (1 Krøn 9,31).

Tillægsordet »Korhite« forekommer også i King James Version som »Korathite«, »Kore« og »Korahite«, hvor den sidste form er den, der foretrækkes i English Revised Version. Det bruges 4 gange i ental. Én gang betegner det en enkeltperson (1 Krøn 9,31); 3 gange betegner det korahitternes efterfølgere taget under ét (2 Mos 6,24; 4 Mos 26,58; 1 Krøn 26,19); 4 gange bruges det i flertal og betegner medlemmerne af denne række af mænd (1 Krøn 9,19; 1 Krøn 12,6; 1 Krøn 26,1; 2 Krøn 20,19). Som varianter af denne brug forekommer »korahitternes sønner« én gang og »korahitternes børn« én gang (1 Krøn 26,19; 2 Krøn 20,19).

I disse forskellige passager regnes korahitternes slægter på samme måde som de andre levitiske slægter. I 1 Krøn 12,6 har vi en beretning om 5 mænd, der betegnes som »korahitterne«, og som sluttede sig til David, da han var i Siklag — Elkana, Jisshija, Azarel, Joezer, Jashobeam. De beskrives som dygtige krigere, især med bue og slynge, og som værende »af Sauls brødre, af Benjamin«. Nogle af dem kan med rimelighed identificeres med mænd af samme navn, som nævnes andre steder. Disse korahitter kan have været fætre til Samuels slægt, og de kan have boet ikke særlig langt fra hinanden.

Beretningen taler med en vis vægt om en linje af korahitiske dørvogtere.

I de seneste gammeltestamentlige tider havde en Mattitja, »den førstefødte af Shallum, korahitten«, »tillidshvervet over de ting, der blev bagt på pander« (1 Krøn 9,31). Shallum var »søn af Kore, søn af Ebjasaf, søn af Kora«. I dette udtryk er 15 eller flere slægtled udeladt mellem Ebjasaf og Kore, og måske lige så mange mellem Kore og Shallum. Beretningen fortsætter med at give nogle af de udeladte navne mellem Kore og Shallum. Linjens repræsentant på Davids tid var »Zakarias, Meshelemjas søn« (1 Krøn 9,21). I alle perioder var korahitterne »vogtere ved teltets tærskler«. Tilbage på »Pinehas, Eleazars søns« tid havde »deres fædre haft tilsyn med Jahves lejr« (1 Krøn 9,19; 1 Krøn 9,20). Zakarias var på sin tid »dørvogter ved indgangen til mødeteltet« (1 Krøn 9,21), og Shallum var stadig den øverste blandt dørvogterne (1 Krøn 9,17). Beretningen om Davids tid støtter og supplerer dette. Den siger, at dørvogterne, efter de ordninger David havde truffet, omfattede et korahitisk kontingent, hvis ledende mænd var Meshelemja og hans søn Zakarias (1 Krøn 26,1; 1 Krøn 26,2; 1 Krøn 26,9; 1 Krøn 26,14), og at Meshelemja var »søn af Kore, af Asafs sønner«. Hvis man antager den almindelige formodning, at Asaf her er en variant for Ebjasaf, har vi her den samme forkortelse af den genealogiske liste som i 1 Krøn 9.

Mere interessante end de kæmpende korahitter, der gjorde krav på en efterfølgelse fra Moses til Nehemias, er dog »Koras sønner«, som på en eller anden måde var knyttet til sangtjenesten. En af slægtsregistrene indledes med udsagnet: »Dette er dem, som David satte over sangtjenesten i Jahves hus, efter at arken havde fået ro. Og de gjorde tjeneste med sang foran boligen, mødeteltet, indtil Salomo havde bygget Jahves hus i Jerusalem« (1 Krøn 6,31; 1 Krøn 6,32). Derefter fortsætter forfatteren med først at nævne »sangeren Heman, søn af Joel, søn af Samuel« og så videre, idet han fører slægten tilbage til Kora og Levi. Efter således at have nævnt Heman taler han om »hans bror Asaf, som stod ved hans højre hånd«, og fører Asafs afstamning tilbage til Gershom, Levis søn; og derpå siger han: »og ved venstre hånd deres brødre, Meraris sønner«. Af disse er den vigtigste leder Etan (ellers kaldet Jedutun), og hans afstamning føres her tilbage til Levi.

På denne måde bliver vi præsenteret for Davids 3 store ledere inden for kor- og orkestermusik. Blandt dem har korahitten Heman i begyndelsen den fornemste plads, skønt Asaf senere træder i forgrunden. De begivenheder, der netop er henvist til, nævnes igen, mere udførligt, i beretningen om Davids føring af arken til Jerusalem. Der siges det, at på Davids forslag »indsatte levitterne Heman, Joels søn«, og også Asaf og Etan, »og sammen med dem« flere andre, »deres brødre af anden rang« (1 Krøn 15,17; 1 Krøn 15,18). Beretningen fortsætter med at omtale tjenesten ved »sangerne Heman, Asaf og Etan« og deres medarbejdere i festoptoget, da arken blev ført til Jerusalem. Derefter siger den, at Asaf havde ansvaret for takkegudstjenesterne og lovprisningen foran arken i Jerusalem, mens Heman og Jedutun gjorde tjeneste på offerhøjen i Gibeon (1 Krøn 16,4; 1 Krøn 16,37; 1 Krøn 16,39-42). Senere siger beretningen (1 Krøn 1), at David oprettede en omfattende organisation under Asaf, Heman og Jedutun til at profetere med sang og instrumentalmusik.

Ligesom beretningerne om Davids tid ifølge Krønikebøgernes forfatter således tillægger ham store bedrifter inden for hellig musik og sang, gentager beretningerne fra senere tider det samme. Davids interesse for hellig musik nævnes i forbindelse med Salomos tempel, i forbindelse med Joashs, Hizkijas og Josijas tider, i forbindelse med ordningerne og bedrifterne i tiden efter eksilet (f.eks. 2 Krøn 7,6; 2 Krøn 23,18; 2 Krøn 29,25 ff; 35,15; Ezra 3,10; Neh 12,24; Neh 12,36; Neh 12,45; Neh 12,46). Asaf, Heman og Jedutun ledede det storslåede kor og orkester ved indvielsen af templet (2 Krøn 5,12). En af Asafs sønner profeterede, og korahitternes sønner sang under krisen på Joshafats tid (2 Krøn 20,14; 2 Krøn 20,19). Asafs sønner, Hemans sønner og Jedutuns sønner var til stede, og der var instrumentalmusik og høj sang efter den ordning, David og hans medarbejdere havde fastsat, ved Hizkijas påske (2 Krøn 29,13). Sang, og Asaf, Heman, Jedutun og David, har en vigtig plads i beretningen om Josija. Og beretningerne fra tiden efter eksilet gør sangerne og “Asafs sønner” og Davids ordninger lige så fremtrædende som selve Moses' lov.

Læg hertil, at navnene Asaf eller Heman eller Etan eller Jedutun, eller betegnelsen “Koras sønner”, er knyttet til 25 eller flere af salmerne (f.eks. Salmerne 42-49; 50; 62; 72-85), og vi har en mængde vidnesbyrd, som i det mindste er righoldigt og forståeligt. Det går ud på, at der fandtes en udførlig organisation i stor skala i forbindelse med musiktjenesterne i templet i Jerusalem; at dette begyndte på Davids tid som en del af forberedelsen til at bygge templet, under indflydelse af profeten Samuels familietraditioner; og at bevægelsen fortsatte i generationerne efter David, enten ved at overleve eksilet eller ved at blive genoplivet efter eksilet. I forbindelse med denne bevægelse betegner udtrykkene “Koras sønner”, “Asafs sønner”, “Hemans sønner”, “Jedutuns sønner” i nogle tilfælde blot direkte afstamning; men i andre tilfælde betegner de hver især en sammenslutning af personer med interesse for hellig sang og musik--et lav eller selskab eller en rækkefølge eller gruppe--som udsprang af den bevægelse, der havde sin oprindelse på Davids tid. Se for eksempel “Asafs sønner” (1 Krøn 25,1; 1 Krøn 25,2; 2 Krøn 20,14; jf. 2 Krøn 20,19; 2 Krøn 29,13; 2 Krøn 35,15; Ezra 2,41; Ezra 3,10; Neh 7,44; Neh 11,22) og “Koras sønner” i overskrifterne til Salmerne 42-49 og 84; 85; 87-89. Spor af disse sammenslutninger viser sig på Salomos, Joshafats, Joashs, Hizkijas, Josijas, Zerubbabels, Ezras og Nehemias' tid.

Hvis en person mener, at omtalen af en begivenhed i Krønikebøgerne skal betragtes som bevis for, at begivenheden aldrig fandt sted, vil vedkommende naturligvis benægte, at det således citerede vidnesbyrd svarer til de faktiske forhold. Han vil sandsynligvis mene, at sangernes lav opstod i eksilet, og at de nogle generationer efter Nehemias fabrikerede de kirkelige og fysiske slægtslinjer for sig selv, som nu findes i Krønikebøgerne. Hvis vi derimod giver Krønikebøgernes forfatter rimelig behandling som vidne, vil vi være langsomme til at miskreditere det minutiøse og indbyrdes sammenpassende vidnesbyrd, han har lagt frem for os.

Willis J. Beecher