Samuel

Hørt af Gud. De særlige omstændigheder ved hans fødsel er nedskrevet i 1 Sam 1,20. Hanna, en af Elkanas to hustruer, som drog op til Shilo for at tilbede for Herrens ansigt, bad inderligt til Gud om, at hun måtte blive mor til en søn. Hendes bøn blev nådigt opfyldt; og efter at barnet var vænnet fra, bragte hun ham til Shilo og indviede ham til Herren som en livslang nasiræer (1,23-2,11). Her blev hans legemlige behov og oplæring varetaget af de kvinder, som gjorde tjeneste ved tabernaklet, mens Eli tog sig af hans religiøse dannelse. Sådan gik sandsynligvis tolv år af hans liv. “Drengen Samuel voksede til og fandt velvilje både hos Herren og hos mennesker” (2,26; jf. Luk 2,52). Det var en tid med stor og voksende fordærvelse i Israel (Dom 21,19-21; 1 Sam 2,12-17, 22). Filistrene, som i den seneste tid var vokset stærkt i antal og magt, var i praksis herrer over landet og holdt folket underkuet (1 Sam 10,5; 13,3).

På denne tid begyndte nye meddelelser fra Gud at blive givet til det fromme barn. En gådefuld stemme kom til ham om natten, kaldte ham ved navn, og efter at være blevet vejledt af Eli svarede han: “Tal, Herre; for din tjener hører.” Budskabet, som kom fra Herren, var et budskab om ulykke og undergang for Eli og hans udsvævende sønner. Samuel fortalte det hele til Eli, hvis eneste svar på de frygtelige domsord (1 Sam 3,11-18) var: “Det er Herren; lad ham gøre, hvad der er godt i hans øjne” — en svag karakters passive underkastelse, ikke, i hans tilfælde, udtryk for den højeste tillid og tro. Herren åbenbarede sig nu på mange måder for Samuel, og hans ry og hans indflydelse voksede i hele landet som en, der var guddommeligt kaldet til profetembedet. En ny periode i Guds riges historie begyndte nu.

Filistrenes åg var tungt, og folket, som sukkede under den vidt udbredte undertrykkelse, rejste sig pludselig i oprør og “drog ud til kamp mod filistrene.” Et voldsomt og ulykkeligt slag blev udkæmpet ved Afek, nær Eben-Ezer (1 Sam 4,1, 2). Israelitterne blev slået og efterlod 4.000 døde “på marken.” Folkets ledere mente, at de kunne rette op på denne store ulykke ved at føre pagtens ark med sig som symbolet på Jahves nærvær. Uden at rådføre sig med Samuel hentede de den derfor fra Shilo til lejren nær Afek. Da folket så arken iblandt sig, “råbte de med et stort råb, så jorden rungede.” Et nyt slag blev udkæmpet, og igen slog filistrene israelitterne, stormede deres lejr, dræbte 30.000 mænd og tog den hellige ark. Budskabet om dette skæbnesvangre slag blev hurtigt bragt til Shilo; og så snart den gamle Eli hørte, at Guds ark var taget, faldt han bagover fra sit sæde ved indgangen til helligdommen, brækkede halsen og døde. Tabernaklet med dets inventar blev sandsynligvis, efter råd fra Samuel, som nu var omkring tyve år gammel, flyttet fra Shilo til et sikkert sted og til sidst til Nob, hvor det blev i mange år (21,1).

Filistrene udnyttede deres fordel og rykkede mod Shilo, som de plyndrede og ødelagde (jf. Jer 7,12; Sl 78,59). Dette var en stor epoke i Israels historie. I tyve år efter dette skæbnesvangre slag ved Afek lå hele landet under filistrenes undertrykkelse. I alle disse dystre år var Samuel en åndelig magt i landet. Fra Rama, hans fødested, hvor han boede, gik hans indflydelse ud til alle sider blandt folket. Med utrættelig iver drog han omkring fra sted til sted, irettesatte, revsede og formanede folket, idet han søgte at vække dem til erkendelse af deres syndighed og føre dem til omvendelse. Hans arbejde lykkedes så vidt, at “hele Israels hus klagede efter Herren.” Samuel kaldte folket sammen i Mizpa, en af de højeste høje i det centrale Israels land, hvor de fastede og bad og dér, under hans ledelse, forberedte sig på en stor krig mod filistrene, som nu rykkede frem med hele deres styrke mod Mizpa for at knuse israelitterne én gang for alle. På Samuels forbøn greb Gud ind til fordel for Israel. Samuel var selv deres leder, den eneste lejlighed hvor han optrådte som leder i krig. Filistrene blev fuldstændig slået på flugt. De flygtede i rædsel for Israels hær, og en stor nedslagtning fulgte. Dette slag, der sandsynligvis blev udkæmpet omkring 1095 f.Kr., gjorde ende på de fyrre år med filistrenes undertrykkelse. Til minde om denne store udfrielse og som tegn på taknemmelighed for den hjælp, der var blevet skænket, rejste Samuel en stor sten på slagmarken og kaldte den “Eben-Ezer”, idet han sagde: “Hidtil har Herren hjulpet os” (1 Sam 7,1-12). Dette var det sted, hvor israelitterne tyve år tidligere havde lidt et stort nederlag, da Guds ark blev taget.

Denne sejr over filistrene blev fulgt af en lang fredsperiode for Israel (1 Sam 7,13, 14), hvor Samuel udøvede dommerens opgaver og “år efter år” drog på rundrejse fra sit hjem i Rama til Betel, derfra til Gilgal (ikke den i Jordandalen, men den som lå vest for Ebal og Gerizim) og vendte tilbage over Mizpa til Rama. Han indførte faste gudstjenester i Shilo, hvor han byggede et alter; og i Rama samlede han en gruppe unge mænd omkring sig og grundlagde en profetskole. Profetskolerne, som således fik deres begyndelse og senere også blev oprettet i Gibea, Betel, Gilgal og Jeriko, øvede en vigtig indflydelse på folkets nationale karakter og historie ved at opretholde den rene religion midt i den voksende fordærvelse. De fortsatte til den jødiske stats ophør.

Der gik nu mange år, hvor Samuel udøvede sit dommerembedes opgaver som folkets ven og rådgiver i alle sager af privat og offentlig interesse. Han var en stor statsmand såvel som en reformator, og alle betragtede ham med ærefrygt som “seeren”, Herrens profet. Ved slutningen af denne periode, da han nu var en gammel mand, kom Israels ældste til ham i Rama (1 Sam 8,4, 5, 19-22); og fordi de følte, hvor stor en fare nationen var udsat for på grund af Samuels sønners dårlige opførsel — dem havde han indsat i dommerfunktioner som sine medhjælpere og placeret i Be'ersheba ved filistrenes grænse — og også på grund af en truende invasion fra ammonitterne, krævede de, at en konge skulle sættes over dem. Denne anmodning mishagede Samuel meget. Han protesterede mod dem og advarede dem om følgerne af et sådant skridt. Til sidst, efter at have forelagt sagen for Gud, gav han dog efter for deres ønsker og salvede Saul (se dette) til at være deres konge (11,15). Før han trak sig tilbage fra det offentlige liv, sammenkaldte han folket til en forsamling i Gilgal (kap. 12) og talte dér højtideligt til dem om sit eget forhold til dem som dommer og profet.

Resten af sit liv tilbragte han tilbagetrukket i Rama; kun lejlighedsvis og under særlige omstændigheder trådte han igen frem offentligt (1 Sam 13, 15) med meddelelser fra Gud til kong Saul. Mens han sørgede over de mange ulykker, som nu ramte nationen, blev han pludselig kaldt (kap. 16) til at gå til Betlehem og salve David, Isajs søn, til konge over Israel i stedet for Saul. Efter dette vides der kun lidt om ham indtil hans død, som fandt sted i Rama, da han sandsynligvis var omkring firs år gammel. “Og hele Israel samledes og holdt klage over ham og begravede ham i hans hus i Rama” (25,1), ikke i selve huset, men i gården eller haven ved hans hus. (Jf. 2 Kong 21,18; 2 Krøn 33,20; 1 Kong 2,34; Joh 19,41.)

Samuels hengivenhed for Gud og den særlige velvilje, som Gud viste ham, omtales i Jer 15,1 og Sl 99,6.