Joel

jo'-el (yo'el, populært fortolket som "Jahve er Gud"; men se HPN, 153; BDB, 222a):

(1) Samuels førstefødte (1 Sam 8,2; 1 Krøn 6,33), og indsat i Revised Version (British and American) til 1 Krøn 6,28, korrekt).

(2) En simeonitisk fyrste (1 Krøn 4,35). (3) En rubenitisk høvding (1 Krøn 5,4; 1 Krøn 5,8).

(4) En gaditisk høvding, måske den samme som (3) (1 Krøn 5,12). Han kunne være høvding for "en familie eller klan, hvis medlemmer kunne regnes som hørende til den ene eller begge stammer" (Curtis, Chronicles, 122).

(5) En levitisk forfader til Samuel (1 Krøn 6,36), kaldet "Shaul" i 6,24 (hebraisk 9)).

(6) En høvding af Issakar (1 Krøn 7,3).

(7) En af Davids vældige krigere (1 Krøn 11,38), bror til Natan. 2 Sam 23,36 har "Igal, Natans søn", og Septuagintas Codex Vaticanus har "søn" i 1 Krønikebog, en læsemåde som Curtis antager.

Se IGAL.

(8) En levit (1 Krøn 15,7; 1 Krøn 15,11; 1 Krøn 15,17), sandsynligvis Joe i 1 Krøn 23,8 og 26,22.

(9) Davids stammehøvding over halvdelen af Manasse (1 Krøn 27,20).

(10) En levit på Hizkijas tid (2 Krøn 29,12).

(11) En af dem, der havde giftet sig med fremmede kvinder (Ezra 10,43) = "Juel" i 1 Esdras 9,35.

(12) En benjaminitisk "opsynsmand" i Jerusalem (Neh 11,9).

(13) Ioel, profeten (Joel 1,1; ApG 2,16). Se følgende artikel.

David Francis Roberts

(yo'el; Ioel):

I. PROFETEN

II. BOGEN

1. Litterær form

2. Oversigt over indholdet

3. Fortolkning

(1) Bogstavelig

(2) Allegorisk

4. Tegn på datering

(1) Plads i kanon

(2) Sprog og stil

(3) Citater

(4) Situationen

(a) Politisk

(b) Religiøs

(c) Ritualistisk

(5) Fremmede folkeslag nævnt eller udeladt

(6) Nogle bemærkelsesværdige udtryk

5. Professor Merx' synspunkt

6. Forbindelser med Det Nye Testamente LITTERATUR

I. Profeten.

Joels Bog står som nummer to i samlingen af de tolv profeter i den hebraiske kanon. Navnet (yo'el), der betyder "Jahve er Gud," synes at have været almindeligt, for vi finder et dusin andre personer, der bærer det i forskellige perioder af den bibelske historie. Ud over den kendsgerning, at han var Petuels søn, findes der i bogen ingen antydning af hans hjemsted, tid eller personlige historie; heller ikke nævnes han noget andet sted i Det Gamle Testamente. Derfor må enhver oplysning om disse punkter være et spørgsmål om slutning, og overvejelsen af dem må følge efter en vis undersøgelse af selve bogen.

II. Bogen.

1. Litterær form:

Den har i vid udstrækning form af taler, hvis anledning og sigte må udledes af indholdet. Der er ingen egentlig fortælling, bortset fra ét sted (Joel 2,18): "Da blev Jahve nidkær for sit land," osv., og selv dér fortsættes fortælleformen ikke. Men selv om i det mindste de tidligere dele kan være en afskrift af virkelige taler, hvor taleren havde sit publikum foran sig, ville dette ikke gælde de senere dele, hvor den direkte tiltale også stadig opretholdes (f.eks. Joel 3,11: "Skynd jer, og kom, alle I folkeslag rundt omkring"). Denne form for direkte tiltale er faktisk karakteristisk for stilen hele vejen igennem (f.eks. Joel 2,21; Joel 3,4; Joel 3,9; Joel 3,13). Om dens litterære karakter må også siges, at "Joels stil er lys og flydende," hans "billedsprog og sprog er fint" (Driver, LOT); "hans bog er en beskrivelse, klar, velordnet og udført med smag og livlighed, af den nærværende nød og af den ideale fremtid. Joel kan regnes blandt den hebraiske litteraturs klassikere. Behovet for en kommentar til detaljer, som det er tilfældet med Amos og Hoseas, mærkes her næppe" (Reuss, Das Altes Testament).

2. Oversigt over indholdet:

Bogen består i originalen af 4 kapitler, som dog i vores oversættelse er reduceret til 3, idet det afsnit, der udgør kapitel 3 på hebraisk, gøres til den afsluttende del (3,28-32) af kapitel 2. Bogen begynder i mørke, og dens afslutning er lys. Frem til Joel 2,18 er der en stor trængsel eller en række trængsler, der kulminerer ved 2,28-32 (Joel 3 på hebraisk). Og den afsluttende del, Joel 3 (Joel 4 på hebraisk), hvor profeten retter sit blik mod fremtiden, begynder med dom, men ender med endelig salighed. Der er en fremadskriden i tanken, der hæver sig fra den faste, hårdt ramte jord til en æterisk sfære, og fremrykningens trin markeres af pludselige, skarpe kald (1,2.14; 3,9), eller af trompetstød, som indleder de skiftende scener (2,1.15).

Joel 1 begynder med en tiltale, skarp og bydende, hvor den ældste indbygger spørges, om en sådan ulykke som den nærværende nogensinde er blevet oplevet, og alle opfordres til at lægge mærke til den, så beretningen om den kan gives videre til den fjerneste eftertid. Landet har lidt under en række ulykker, de største, der kunne ramme et landbrugsland: tørke og græshopper. De to er faktisk uløseligt forbundne, og træk fra begge blandes sammen i beskrivelsen af deres virkninger. Ulykkens omfang skildres levende ved, at de grupper, som ulykken er faldet over, udpeges enkeltvis: vindrikkerne, præsterne,

vingårdsmændene, landmændene; og hen imod kapitlets slutning indføres de lavere dyr gribende, idet de med deres stumme appel råber til himlen om hjælp (1,18-20). Særligt bemærkelsesværdig er den måde, hvorpå præsterne indføres (1,9), og hvordan lidelsens højdepunkt forbindes med dem. Profeten havde netop sagt "mit land" (1,6), "min vinstok" og "mit figentræ" (1,7); og selv om mange moderne fortolkere tager pronominet som en henvisning til nationen eller folket, ville det synes mere passende, eftersom folket tiltales objektivt, at betragte profeten som én, der identificerer sig med den Gud, i hvis navn han taler. Og da bliver overgangen til Joel 1,8 forståelig, hvor landet bestemt personificeres som en kvinde: "Klag som en jomfru, klædt i sæk, over sin ungdoms mand." Den underliggende tanke synes at være forestillingen om landet som Jahves og om Jahve som ba`al, "herre," eller ægtemand for folk og land. Dette er den tanke, der i så høj grad træder frem i Hoseas' Bog, og som blev så stærkt forvansket af det folk, han talte til, som tilskrev deres korn og vin og olie de kana'anæiske Ba'aler. Tanken i sin renere form findes i "landet Beulah," "det gifte land" (Es 62,4; Es 62,5). Hvis det var dette, Joel havde i tankerne, kommer omtalen af præsterne naturligt. Landets produkter var Jahves gaver, og anerkendelsen af hans herredømme blev givet ved ofringer af afgrøden, lagt på hans alter. Men hvis intet blev givet, kunne intet ofres; at mad- og drikofrene blev "afskåret," var mærket på landets enkestand og armod. Derfor det gribende håb (Joel 2,14), at i det mindste så meget må være tilbage, at det kan forsikre det udsultede land om, at den højeste ulykke, tabet af Gud, ikke er indtruffet. Således sættes hjemsøgelsen i et religiøst lys: den levende beskrivelse er mere end et poetisk billede. Det er Herrens land, der er lagt øde; derfor kommer opfordringen (Joel 1,14) til at "råbe til Jahve," og i de følgende vers bønnen fra menneske og dyr om befrielse.

Joel 2 frem til vers 17 synes at gennemgå det samme stof som Joel 1, og det har også to dele, der henholdsvis er parallelle med to dele af dette kapitel: 2,1-11 er parallel med 1,2-12, og 2,12-17 med 1,13-20. Den første del er i begge tilfælde hovedsagelig en beskrivelse af ulykken, mens den sidste del er mere formanende. Alligevel sker der en udvikling; for mens opmærksomheden i 1,2-12 er rettet mod ødelæggelsen, er det i 2,1-11 ødelæggeren, græshoppen, der især beskrives; desuden er tonen i 2,12-17 mere intenst religiøs: "Sønderriv jeres hjerte og ikke jeres klæder" (2,13). Endelig skal det bemærkes, at det er ved afslutningen af dette afsnit, vi får den første henvisning til ydre folkeslag: "Giv ikke din arvelod til spot, så folkeslagene bruger et mundheld imod dem: hvorfor skulle de sige blandt folkene: Hvor er deres Gud?" (2,17 randnote). Hvis den opfattelse, der ovenfor er givet af 1,6-8, er rigtig, er dette blot en udfoldelse af den spirende tanke, der ligger deri. Og således bliver det et omdrejningspunkt, som det følgende afsnit drejer sig om: "Da blev Jahve nidkær for sit land og fik medynk med sit folk" (2,18).

Der sker en skarp vending ved Joel 2,18, markeret ved den pludselige ændring i verbalformerne. Ligesom vi i Am 7,10, midt i profetens tale, støder på beretningen: "Da sendte Amasja, præsten i Betel, bud til Jeroboam" osv., sådan må vi her tydeligvis forstå fortællingen som fortsættelsen af den foregående tiltale, eller, mere præcist sagt, vi må slutte, at det, Joel havde rådet til, var blevet gjort. Fasten var blevet helliget, den højtidelige forsamling var blevet indkaldt, alle klasser eller deres repræsentanter var blevet samlet til Herrens hus, bønnen var blevet fremført, og "da blev Jahve nidkær for sit land og fik medynk med sit folk." Faktisk vil den, der studerer hebraisk, se, at alle verber fra 2,15 kan læses, med en ændring af vokalpunkterne, som simple perfektumsformer, med undtagelse af verberne for "græde" og "sige" i 2,17, som kunne være beskrivende imperfektumsformer. Men uden tvivl skal imperativformerne læses, idet de mere anskueligt udtrykker udførelsen af det foreskrevne. Og når denne skarpe vending er foretaget, vil man lægge mærke til, hvordan talen fortsætter på et højere trin og danner et modstykke til den foregående sammenhæng. Skridt for skridt, i omvendt rækkefølge, passerer vi de tidligere punkter, idet vi begynder over for det, der sidst var "spot blandt folkeslagene" (2,19; sammenlign 2,7), går videre til ødelæggelsen af den store hær (2,20; sammenlign 2,1-11), derpå berører de forskellige slags vegetation, der blev ramt (2,21-24; sammenlign 1,12.10 osv.), og ender med omvendingen af den firedobbelte ødelæggelse, som profeten begyndte med (2,25; sammenlign 1,4). Således bliver det, der fra begyndelsen blev forkyndt som en ulykke uden fortilfælde og uden sidestykke, nu til en udfrielse, der varer lige så længe, som Guds nærvær hos hans folk er sikret for evigt.

Indtil dette punkt har der været en tydelig rækkefølge og sammenhæng, så vi, mens profeten stadig er gået opad, kan se ned fra det nåede punkt og overskue hele den vej, der er blevet tilbagelagt. Men nu, i Joel 2,28-32 (Joel 3 på hebraisk), går han brat over til det, der "skal ske derefter." Og alligevel var der uden tvivl en tankeforbindelse i hans sind, som vi får antydninger af i de nye træk i beskrivelsen. Der er "lyden af rigelig regn" (1 Kong 18,41) i denne udgydelse af Ånden over alt kød; i sønnerne og døtrene, de gamle og de unge, tjenerne og tjenestepigerne synes vi at genkende den repræsentative forsamling i Joel 2,15 f, dem der er optaget af den præstelige funktion, bønnen, her udrustet med profetiske gaver, "et kongerige af præster og et helligt folk" (2 Mos 19,6), hele Herrens folk gjort til profeter (4 Mos 11,29). Igen ser vi himlen overskyet og sol og måne formørket før Herrens store og frygtelige dag, som om profeten havde sagt: Der skal ske større ting end disse; en ny tidsalder kommer, hvor Guds hånd vil hvile tungere på verden, og hans folk vil blive vakt til et klarere syn på hans virke. "Jahves dag" skal endnu komme i en fyldigere betydning, end græshoppeplagen antydede, og der vil være en mere virkningsfuld udfrielse end fra tørke og mangel; men dengang som nu vil der findes tryghed på Zions bjerg og i Jerusalem. Dette indebærer imidlertid en eller anden fare, som Jerusalem har været truet af; en "rest," en "undsluppet" del forudsætter en katastrofe eller krise, som nyt liv kommer ud af. Og således fortsætter profeten i Joel 3 (Joel 4 på hebraisk), stadig talende om "de dage" og "den tid," med at fortælle os om den større udfrielse fra den større trængsel, som han har hentydet til. Der er intet i de foregående kapitler, der angiver, hvad "den tid" og "de dage" er, eller hvad profeten mener med igen at vende Judas og Jerusalems fangenskab. Dette er fortolkningsspørgsmål. I mellemtiden kan vi bemærke de almindelige træk ved den scene, der nu stilles frem for os. En stor domshandling skal holdes i Joshafats dal, hvor "alle folkeslag," samlet der ved guddommelig indkaldelse, skal dømmes for overtrædelser mod Guds folk og arvelod (3,1-8). Og igen, ligesom profeten i Joel 1; Joel 2 fremstillede græshoppeplagen i to billeder, sådan forvandles her i 3,9-21 billedet af den store domshandling til et blodigt billede i den samme dal, ikke så meget af kamp som af nedslagtning, en nedtrædning af vinpersen. Der er en forvirret mængde i "afgørelsens dal"; sol og måne formørkes, og stjernerne trækker deres glans tilbage; "Jahves dag" er endelig kommet; og når larmen er bragt til tavshed, og klart lys igen falder over scenen, er alt fred og velstand, den sidste af fjenderne tilintetgjort, og Herren bor på Zion.

3. Fortolkning:

(1) Bogstavelig.

Således danner bogen et ret forståeligt og sammenhængende hele, når vi læser den i sprogets bogstavelige betydning. Det vil sige: en tid med vedvarende tørke, forbundet med et hidtil uset græshoppeangreb, giver profeten anledning til at kalde sit folk til at erkende Guds hånd og til alvorlig bøn om, at den truende ødelæggelse af folk og land må blive afværget. Fjernelsen af ulykken tolkes som et tegn på genoprettet guddommelig gunst og en forsikring om velstand, grundet på Guds uforanderlige gode hensigt med sit folk. Men disse store gerninger af naturens Gud peger frem mod endnu større gerninger af Israels Gud, af en mere åndelig art: udgydelsen, som rigelige regnskyl, af guddommelig velsignelse, så hele fællesskabet ville blive løftet op på et højere niveau af åndelig indsigt. Og således føres profeten videre til at tale om »de sidste ting«. Juda og Jerusalem, højt udmærket og særligt beskyttet, er knyttet sammen med en verdensomspændende hensigt; Israel kan med ét ord ikke tænkes adskilt fra ikke-Israel. Og da ikke-Israel i fortiden havde været en modstående magt, skulle uret på den store »Jahves dag« til sidst gøres ret, folkeslagene dømmes, og Israel og Israels Gud herliggøres. Uden tvivl er fortolkningen ikke uden vanskeligheder. Vi er måske ikke i stand til at opdage motiverne bag de pludselige overgange eller at sige, hvor meget af meningen i den sidste del der var i profetens tanke, da han arbejdede med den første del. Og beskrivelsen af græshoppen er så stærkt poetisk, at der er en fristelse til at se en henvisning til en stor invaderende hær i den.

(2) Allegorisk.

Disse overvejelser, kombineret med den utvivlsomme eskatologiske tone i bogens afsluttende del, førte tidlige kommentatorer (og de har haft efterfølgere i moderne tid) til en allegorisk fortolkning af græshoppen og til at betragte hele bogen som noget, der peger frem mod fremtidig historie. Således mente man på Hieronymus’ tid, at de 4 navne på græshoppen i 1,4 betegnede

(1) assyrerne og babylonierne,

(2) mederne og perserne,

(3) makedonerne og Antiokus Epifanes, og

(4) romerne.

Men bortset fra den overvejelse, at profetiens analogi ville få os til at søge en faktisk situation eller begivenhed i hans egen tid som udgangspunkt for Joels tale, bekræfter nøje iagttagelse af og kendskab til græshoppens vaner profetens beskrivelse som minutiøst nøjagtig i alle detaljer, selv om den er stærkt billedlig og poetisk. Det skal bemærkes, at selv om der tales om den som en hær (og den dag i dag kalder orientaleren græshoppen »Guds hær«), nævnes der intet blodbad. Betegnelsen »den nordlige«, som er blevet anset for upassende, fordi græshoppen kommer fra den udtørrede slette i det østlige indland, behøver ikke at skabe forvirring; for hebraisk har ganske vist navne for kompassets 4 hovedretninger, men ingen for de mellemliggende retninger: Judæa kunne blive hjemsøgt af græshopper, der kom fra nordøst, eller, hvis de kom fra øst, kunne de ramme landet på et punkt nord for Israels land og bevæge sig sydpå. Så ville vinden, som ødelægger græshoppen (Joel 2,20), være en nordvestenvind, der drev den forreste del ned i Det Døde Hav og den bageste del ud i Middelhavet.

4. Tegn på datering:

Joels Bog er af forskellige autoriteter blevet dateret meget forskelligt, over et spænd på 4 eller 5 århundreder; men, som det vil fremgå i det følgende, bliver det et spørgsmål om, hvorvidt bogen er meget tidlig eller meget sen, ja, om Joel måske er den allertidligste eller den allersidste eller blandt de sidste af de skrivende profeter. Denne meningsforskel skyldes, at der ikke findes nogen direkte dateringsangivelser i selve bogen, og at de indirekte angivelser, den giver, anses for at kunne forklares ud fra det ene eller det andet synspunkt. Man vil også bemærke, at mange af de anførte argumenter, hvilket øger usikkerheden, er af negativ art, dvs. overvejelser over, hvad profeten ikke nævner eller henviser til, og argumentet ud fra tavshed er som bekendt usikkert. Det vil derfor være hensigtsmæssigt at angive de tilgængelige tegn og bemærke de argumenter, der udledes af dem til støtte for de respektive dateringer.

(1) Plads i kanon.

Et argument for en meget tidlig datering bygger på bogens plads i samlingen af de »tolv« små profeter.

I den hebraiske bibel står den mellem Hoseas og Amos, som normalt omtales som de tidligste »skrivende profeter«. Det er sandt, at rækkefølgen i Septuaginta-samlingen er en anden, nemlig Hoseas, Amos, Mika, Joel, Obadias, Jonas; hvilket kan tyde på, at der allerede på tidspunktet for dannelsen af profetkanonen var usikkerhed om placeringen af Joel, Obadias og Jonas, som ikke indeholder nogen direkte angivelse af deres dateringer. Men eftersom der tydeligvis er taget hensyn til en vis kronologisk orden, idet bøgerne er ordnet efter de assyriske, babyloniske og persiske perioder, kan det ikke være uden betydning, at Joel har fået en så høj plads i samlingen. De tre ubestrideligt eftereksilske bøger står samlet til sidst. Hvis Joel er sen, må den være lige så sen som den seneste af disse, muligvis meget senere. Men hvis det er tilfældet, var der desto større sandsynlighed for, at dens datering var kendt af samlerne. Det ville være en meget dristig antagelse, at profetiske bøger ikke blev læst eller kopieret fra tidspunktet for deres første tilblivelse, indtil de blev samlet i en kanon. Og hvis de blev læst og kopieret på den måde, tog de mennesker, der håndterede dem, sikkert en vis interesse i at bevare kundskaben om deres oprindelse og forfatterskab.

I denne forbindelse rettes opmærksomheden mod lighederne med Amos' Bog, som Joel står foran. Disse betragtes af Reuss som noget, der taler for den tidlige datering. Det store og smukke afsnit, som Amos' Bog indledes med, dvæler ved tanken om, at de trusler, som tidligere var blevet udtalt mod folkeslagene, nu står foran deres opfyldelse, og at Jahve ikke kunne tage sit ord tilbage. Nu er det netop en sådan trussel, der fylder den sidste del af Joels Bog. Ja, Amos begynder sin bog med netop den vending, hvormed Joel indleder sin afsluttende tale: "Jahve vil brøle fra Zion og lade sin røst lyde fra Jerusalem" (Am 1,2; Joel 3,16). Også ved slutningen af Amos beskrives Kanaans lykkelige frugtbarhed med ord, der ligner dem hos Joel (Am 9,13; Joel 3,18). Reuss gør desuden opmærksom på det bemærkelsesværdige udtryk, der findes hos Joel, og også, om end i ændret form, hos to profeter fra den assyriske periode: "Smed jeres plovjern om til sværd og jeres vingårdsknive til spyd," siger Joel (3,10), mens vi har udsagnet i Es 2,4 og Mika 4,3: "De skal smede deres sværd om til plovjern og deres spyd til vingårdsknive"; og det foreslås, at hvis disse var gængse vendinger, var det mere sandsynligt, at de var blevet præget i den form, Joel bruger, i tidligere og mindre stabile tider, da pludselige krigsalarmer kaldte den fredelige jordbruger til forsvar for hans marker og hjorde. Endvidere påpeges det, at Amos bebrejder folket på sin tid deres ubodfærdighed, skønt Jahve havde givet dem "rene tænder" og "mangel på brød" og havde "holdt regnen tilbage .... da der endnu var tre måneder til høsten", og slået dem med sved og meldug og græshoppen (Am 4,6-9); og alt dette er desto mere påfaldende, fordi Joel fremstiller nøden på sin tid som uden fortilfælde i omfang.

Til alt dette svarer fortalerne for den sene datering, at vi ikke kan afgøre en bogs datering ud fra dens placering i kanon; for samlerne blev ledet af andre hensyn. Hvad angår lighederne med Amos, kan det have været netop på grundlag af disse ligheder, at Joels Bog, som ikke selv bærer nogen datering, blev placeret ved siden af Amos' Bog. Desuden hævdes det, som vi straks skal se, at Joel har ligheder med andre profeter, hvoraf nogle indrømmet er af sen datering, hvilket viser, at han kendte skrifter fra en meget sen tid.

(2) Sprog og stil.

Et andet argument for en tidlig datering bygger på sprogets renhed og stilens karakter. Bogen er skrevet på, hvad man kan beskrive som klassisk hebraisk, og viser intet spor af sprogligt forfald. Det er uden tvivl sandt, at "stilen er manden", sådan som det på slående måde illustreres i de meget forskellige stilarter hos Amos og Hoseas, som i praksis var samtidige; derfor er argumenter af denne art usikre. Alligevel skal det bemærkes, at selv om der ikke er noget arkaisk i Joels stil, er der heller ikke noget arkaisk i Amos' stil, som, hvis Joel udelukkes, ville være vores tidligste eksempel på skriftlig profeti.

Fortalerne for den meget sene datering svarer, at Joels stil er for god til at være arkaisk; og at hans indrømmet klassiske stil skal forklares ved den antagelse, at han, fordi han levede på et sent tidspunkt, var en flittig studerende af den tidligere profetiske litteratur og formede sin stil efter den klassiske.

(3) Citater.

Her må derfor nævnes et argument, som fortalerne for en meget sen datering lægger stor vægt på. Det siges, at der er så mange ligheder i tanke og udtryk med andre gammeltestamentlige bøger, at det er utroligt, at så mange forfattere, der ligger efter den tidlige datering, som hævdes for Joel, skulle have citeret fra denne lille bog eller udvidet tanker, der findes i den. En meget udførlig sammenligning af Joel med sene forfattere er foretaget af Holzinger i ZATW, 1889, 89-131; hans argumentationslinje er, at mens ligheder med utvivlsomt tidlige forfattere kan forklares som værket af en forfatter i renæssancen, der efterligner ældre forbilleder, kan lighederne med andre, som vides at være sene, såsom Jeremias, Ezekiel, Deutero-Esajas, Salmerne, Nehemias, Krønikebøgerne osv., ikke forklares sådan, hvis Joel anses for at være tidlig. De vigtigste af de pågældende steder gives i Cambridge Bible for Schools and Colleges, "Book of Joel", af professor Driver, som også indtager det synspunkt, at Joel er sen.

Listen er måske ikke så frygtindgydende, som dens længde kunne antyde. Begge forfattere indrømmer, at der fra flere af stederne ikke kan drages nogen konklusion af værdi, og at der altid er vanskelighed ved at afgøre prioritet, når der findes ligheder i ordvalg. Mange af de citerede udtryk ser ud, som om de kunne have været almindelige vendinger i den profetiske litteratur; og hvis det var muligt for en meget sen forfatter at citere fra så mange forudgående skrifter, var det lige så muligt og langt lettere for en række sene forfattere at gå tilbage til de allerførste profeter, især hvis deres ord var mindeværdige og kimdannende. Vi har hørt om manden, der havde indvendinger mod Shakespeare, fordi han var fuld af citater; og der er måske ikke en linje i Grays "Elegy", som ikke er blevet citeret et eller andet sted, mens nogle af hans linjer er blevet dagligdags udtryk. Men den stærkeste indvending mod dette argument er denne: Hvis Joel havde det indgående kendskab til forudgående forfattere og fulgte dem så nøje, som det forudsættes, så afviger han ikke blot fra dem i væsentlige enkeltheder, men står tilbage for dem, som vi skal se, i sine forventninger til fremtiden.

(4) Situationen.

Vi skal nu se på træk af mere konkret og håndgribelig karakter, som lover at give mere positive resultater. Tilhængerne af den sene datering hævder, at profetens situation og umiddelbare udsyn ikke blot stemmer med den sene datering, men helt udelukker enhver før-eksilsk datering. Situationens elementer er disse: Mens alle profeterne før Samarias fald (722 f.Kr.), og endog Jeremias og Ezekiel, nævner Nordriget, bliver det ikke én eneste gang nævnt eller henvist til hos Joel; for forekomsten af navnet "Israel" i 2,27; 3,2.16 kan ikke støtte denne betydning. Juda og Jerusalem udfylder vor profets faktiske horisont (2,1.32; 3,6.16 f.20); ingen konge nævnes eller forudsættes, men de ældste sammen med præsterne synes at være den fremtrædende og herskende klasse. Endvidere står templet og dets gudsdyrkelse i centrum (1,14; 2,15 f) og er så vigtig, at afskæringen af afgrødeofferet og drikofferet er ensbetydende med national undergang (1,9.13.16; 2,14). Igen nævnes der ikke de fremherskende synder fra før-eksilsk tid, offerhøjene med deres fordærvede gudsdyrkelse, eller i det hele taget nogen bestemt synd, som folket skulle ydmyge sig for, mens faste og det at iføre sig sæk synes at have en særlig kraft. Alle omstændighederne, hævdes det, passer nøjagtigt til tiden for templet efter eksilet og til ingen anden tid. Nordriget fandtes ikke mere, der var ingen konge i Jerusalem, templet var centrum og samlingspunkt for det nationale liv, dets ritual pantet og garantien for Guds nærvær og gunst; legalismens periode var begyndt. Det påstås med sikkerhed, at der i ingen periode før det styre, som blev indledt af Ezra og Nehemias, fandtes en sådan sammenstilling af omstændigheder.

(a) Politisk:

Som svar fremføres det til fordel for den tidlige datering, at der var en periode i før-eksilsk tid, hvor en sådan situation fandtes, nemlig de tidlige år af Joashs regering, da denne fyrste endnu var et spædbarn; for præsten Jojada fungerede i praksis som regent efter Ataljas død, 836 f.Kr. (2 Kong 11,1-17). Dette ville tilstrækkeligt forklare, at der ikke nævnes en konge i bogen. På en sådan tid må præsteskabet have indtaget en fremtrædende stilling, og templet ville overskygge paladset i betydning. Udeladelsen af Nordriget kan forklares ved, at de to riger på den tid stod på venskabelig fod; for de to kongehuse var forbundet ved ægteskab, og rigerne var i forbund (2 Kong 3,6; 2 Kong 8,28). Eller udeladelsen har måske ikke større betydning end den kendsgerning, at Joel var optaget af en umiddelbar og nærliggende nød og ikke havde anledning til at nævne Nordriget. For at vise, hvor usikkert det er at drage slutninger ud fra en sådan tavshed, kan det bemærkes, at i hele de første 5 kapitler af Esajas, som i omfang er større end hele Joels Bog, nævnes kun Juda og Jerusalem; og selv hvis man ville hævde, at en del af eller hele disse kapitler stammer fra tiden efter bortførelsen af de ti stammer, er det stadig bemærkelsesværdigt, at profeten, når han kunne have gjort lige så god brug af en henvisning til begivenheden som Jeremias og Ezekiel, ikke gør det.

(b) Religiøst:

Den kendsgerning, at der ikke nævnes bestemte nationale synder, og især ikke dyrkelsen på offerhøjene, som før-eksilske profeter har så meget at sige om, tillægges stor vægt af tilhængere af den sene datering; Dr. A.B. Davidson erklærer f.eks., at det er "tvivlsomt, om en sådan tilstand fandtes på noget tidspunkt før genoprettelsen fra eksilet" (Expos, marts 1888); men måske beviser dette argument for meget. Hvis vi skal udlede religionens tilstand på Joels tid af, hvad han ikke siger om emnet, kan det betvivles, om en sådan tilstand på noget tidspunkt, enten før eller efter eksilet, var fremherskende. Profeterne efter eksilet kendte bestemt til synder i deres tid, synder, som også holdt regnen tilbage og ødelagde vin, olie og korn (Hag 1,11). Efter alt, hvad Joel siger om emnet, er den tilstand, der forudsættes, lige så forenelig med Jojadas tid som med Nehemias' tid. Og hvad skal vi sige om Esajas' positive beskrivelse af Jerusalems tilstand før hans tid: "den trofaste by .... hun, som var fuld af ret! retfærdighed boede i hende" (Es 1,21)? Hvornår var det? Ligeledes hans løfte: "Jeg vil genoprette dine dommere som i begyndelsen og dine rådgivere som i starten; derefter skal du kaldes Retfærdighedens by, en trofast by" (Es 1,26). Højere ros kunne næppe gives, og der er intet i Joels Bog, der antyder, at han forudsatte så meget.

(c) Ritualistisk:

Der er blevet gjort for meget ud af henvisningerne til ritual, som om de nødvendigvis indebar en datering efter eksilet. Det er ikke berettiget her at antage, at tanken om centralisering af gudsdyrkelsen opstod på Josijas tid, og at den præstelige lovgivning er eftereksilsk. Omtalen af "gamle mænd" eller "ældste" er ikke en sådan indikation. Wellhausen selv fastholder, at udtrykket overalt hos Joel ikke betyder mere end "gamle mænd"; og selv hvis det havde en officiel betydning, er de officielle ældste en gammel stammeinstitution i Israel. Det kan her igen bemærkes, at i de første 5 kapitler af Esajas nævnes ældste også, og mere utvivlsomt i officiel forstand, skønt tiden var monarkiets tid (Es 3,2; Es 3,14). Og hvad angår templets hellighed, vil man næppe nægte, at Jerusalem-templet på Jojadas tid var et sted af langt større betydning end nogen formodet lokal helligdom, og især når der var kald til en samlet national bøn (se 2 Kong 2). Faktisk er de påståede henvisninger til ritual meget få og holdt i de mest generelle vendinger. "Fasten" betegnes ikke med de vendinger, der findes i lovsamlingerne, og den stod åbenbart på linje med sådanne skikke, som er almindelige og instinktive til alle tider og blandt alle mennesker (Dom 20,26; 1 Sam 7,6; 2 Sam 1,12; Jon 3,5). Og hvor i nogen lovsamling pålægges præster at ligge hele natten i sæk (Joel 1,13)? Eller hvilken forskrift i nogen samling kræver, at unge og gamle, brudgom og brud, skal trænge sammen i templet (Joel 2,16)? Og hvorfor skulle ikke nogen eller alle disse ting være blevet gjort over for en pludselig nødsituation, der truede med at ødelægge et landbrugsfolk? Desuden er Joel, langt fra at tillægge disse ydre tegn på ydmygelse kraft i en legalistisk ånd, idet han straks efter at have nævnt dem siger: "Sønderriv jeres hjerte og ikke jeres klæder, og vend om til Jahve jeres Gud" (Joel 2,13).

De eneste rituelle henvisninger er til afgrødeofferet og drikofferet (Joel 1,9; Joel 1,13; Joel 2,14), og disse var ikke karakteristisk eftereksilske. Ja, de kan betragtes som primitive offerformer, jordens afgrøde, uden hvilken vi blandt et landbrugsfolk næppe kan forestille os, at et offersystem kunne eksistere. De er begge gamle. Amos betragter afgrødeofferet som velkendt (Am 5,22; Am 5,25), og Esajas bruger ordet "tomme offergaver", når han taler om misbruget af det (Es 1,13). Og selv om substantivet for drikoffer ikke nævnes hos de ældre profeter, kender Hoseas det beslægtede verbum og den handling at udøse vin for Herren (Hos 9,4), og man kan spørge, om det er sandsynligt, at folket udførte handlingen og ikke havde noget navn for selve offeret. Desuden nævnes begge ofre i et ubestridt afsnit (2 Kong 16,13; 2 Kong 16,15) på Akaz' tid. Hvad angår påstanden om, at vor profet tillægger disse ofre så stor betydning, at deres ophør ville være skæbnesvangert, ville den tidligere datering være langt mere passende, hvis vores fortolkning af Joel 1,8 f ovenfor er korrekt. Det var ikke, fordi offeret truede med at høre op, men fordi det, der blev ofret, truede med at blive afskåret, at Joel var så foruroliget. Den folkelige opfattelse af Jahves forhold til sit land var gammel og havde et grundlag af sandhed; og faktisk ville Hoseas' lære passende følge efter og fuldende Joels. Endelig må det siges, at Joels fine forudsigelse af Åndens udgydelse og af den universelle udbredelse af profetisk virksomhed er så langt som muligt fra den "legalistiske" tendens, der satte ind efter eksilet. Og hvis argumentet ud fra tavshed overhovedet har nogen kraft, er det sandelig meget bemærkelsesværdigt, at der i en bog fra eftereksilsk tid ikke skulle være nogen omtale af fyrste eller statholder, ja ikke engang af ypperstepræst.

(5) Fremmede folkeslag nævnt eller udeladt.

Hentydninger til fremmede folkeslag, eller fraværet af hentydninger, ville åbenlyst synes at kunne give indikationer af profetens tid; og dog er også her hentydningerne blevet fremført til støtte for hver af de afvigende dateringer. Kendsgerningerne her er følgende: I de første to kapitler, hvor profeten, som det almindeligvis forstås, taler om sin egen tid og dens presserende nød, er der ingen omtale af noget fremmed folkeslag, ikke engang af ti-stammerigets kongedømme. Det eneste udtryk, som er blevet anset for betydningsfuldt i denne forbindelse, er ordet, der oversættes med "den nordlige" hær (Joel 2,20), som nogle henfører til assyrerne, mens andre forklarer det som en nordlig hær i sen eller apokalyptisk tid. I Joel 3 derimod, når profeten taler om "de dage" og "den tid" i fremtiden, når Herren "skal vende Judas og Jerusalems fangenskab", skal der ske en samling af "alle folkeslag" i Joshafats dal (3,1 f); og senere kaldes "alle folkeslagene" til at træde frem i den samme dal til dom (3,11 f). "Tyrus og Sidon og alle Filistæas områder" irettesættes særligt (3,4), fordi de har båret de hellige skatte ind i deres templer og har solgt Judas og Jerusalems børn til "grækernes sønner" (3,6); som gengæld for dette skal deres sønner og døtre sælges i Judas børns hånd, for af dem at blive solgt til "mændene fra Saba, til et fjernt folk" (3,8). Endelig, ved slutningen (3,19 f), "Egypten skal blive en ødemark, og Edom skal blive en øde ørken, for volden mod Judas børn, fordi de har udgydt uskyldigt blod i deres land."

Det anerkendes, at der på begge hypoteser er vanskeligheder ved at forklare tilstedeværelsen eller fraværet af fremmede nationers navne i denne fremstilling. De, der forsvarer den sene datering, peger med sikkerhed på tavsheden om tistammeriget eller om kongeriget Damaskus, som efter deres hypotese var forsvundet, og på den lige så betydningsfulde tavshed om Assyrien, som for længst var blevet afløst af Østens babyloniske og Pets-riger. Om omtalen af Tyrus og Sidon og filistrenes kyster (Joel 3,4-6) siger Driver: "Den særlige anledning, som Joel henviser til, må forblive usikker; men fønikerne fortsatte med at optræde som slavehandlere længe efter Amos' tid; og omtalen af Javan (Grækenland) passer bedre til en senere tid, da syriske slaver var efterspurgte i Grækenland" (Cambridge Bible, "Joel," 17). Den samme forfatter siger om Joel 3,19: "Der er så lidt, der er specifikt i det, der siges i dette vers med henvisning til enten Egypten eller Edom, at begge lande sandsynligvis nævnes (på et tidspunkt, hvor assyrerne og kaldæerne begge var ophørt med at være frygtindgydende for Juda) som typiske eksempler på lande, der var fjendtlige mod jøderne." Det påpeges desuden, at Edoms fjendskab var særligt tydeligt i en sen periode, da Jerusalem blev ødelagt af kaldæerne, og at dette længe efter blev husket og mødt med harme (Obad 1,10-16; Ez 25,12; Ez 25,35; Sl 137,7).

På hypotesen om den tidlige datering fremføres det, at der ikke var nogen anledning til at henvise til Nordriget. Hvis det var venligtsindet, var det omfattende navn Israel for hele folket tilstrækkeligt til at betegne dette, og at det ikke var fjendtligt i Joashs tidlige dage, er allerede blevet påpeget. Hvad Damaskus angår, var det først i de sidste år af Joashs regering, at Hazael viste fjendtlighed mod Jerusalem (2 Kong 12,17); og faren fra Assyrien var endnu ikke trådt frem og viser sig kun svagt hos Amos (Am 3,11; Am 6,14). Dernæst påpeges det, at historien beretter, hvordan, i Jorams, Joashs farfars, regeringstid, "Edom gjorde oprør mod Judas hånd og satte en konge over sig selv" (2 Kong 8,20; 2 Krøn 21,8), og historikeren tilføjer, at oprøret fortsatte "indtil denne dag." Det kan meget vel have været, at de bosatte judæere i Edoms land under et sådant oprør led den vold, der henvises til i Joel 3,19. Desuden nævner Krønikeskriveren, at i samme regeringstid "vakte Jahve filistrenes ånd og arabernes, dem der boede ved siden af etiopierne, mod Joram; og de drog op mod Juda og brød ind i det og førte alt det gods bort, der fandtes i kongens hus, og også hans sønner og hans hustruer," osv. (2 Krøn 21,16). Dette kunne være det, der henvises til i Joel 3,4-6. Hvis kongefamilien blev ført bort, ville der højst sandsynligt også være en deportation af andre fanger, som, taget af filistrene ved kysten, gennem datidens store sømagt ville blive solgt til de fjerne grækere. Og her påpeges det, at Amos udpeger netop de folkeslag, som Joel nævner: filistre, Tyrus og Sidon og Edom, og bebrejder dem forseelser af den slags, som Joel angiver (Am 1,6-12). Og derefter tilføjes det: Hvis bogen er så sen som Nehemias, hvorfor siges der da intet om samaritanere, moabitter og ammonitter, som udviste så udpræget fjendtlighed i hans dage (Neh 2,19; Neh 4,7; Neh 6,1)? For også Ezekiel, fra hvem det antages, at Joel hentede sin henvisning til edomitterne, nævner også moabitter og ammonitter som fjendtlige mod Israel (Ez 25,1-11). Og Tyrus og Sidon var så langt fra at være fjendtlige på Nehemias' tid, at vi læser om lignende aftaler indgået med dem, som på Salomos tid, om levering af materialer til genopbygningen af templet (Ezra 3,7). Og hvorfor siges der ikke et ord om babylonierne, ved hvis hænder Israel havde lidt så meget? Disse indvendinger føles faktisk så stærkt af Reuss, at han erklærer, at hvis synspunktet om den sene oprindelse til sidst skulle blive accepteret som det mere sandsynlige, ville han beslutte sig for en datering efter det persiske herredømme, dvs. efter 332 f.Kr. For, siger han, navnene på de folk, der indføres i slutningen af bogen, fønikere, egyptere, filistre, edomitter, må ganske sikkert på en eller anden måde have haft en faktisk betydning for forfatteren, som ikke af lunefuldhed kan have forbigået syrere, assyrere, kaldæere og persere. Følgelig, hvis vi ikke skal have noget at gøre med den førassyriske periode, må vi ned til de sene seleukidiske og ptolemæiske dynastier, hvis fjendtlige sammenstød bestemt inddrog Judæa i alvorlige vanskeligheder. Men hvordan skal vi da forklare Joels placering så højt oppe i samlingen af profetiske forfattere? For efter denne antagelse ville vi forvente, at hans bog stod i Kanons tredje afdeling.

(6) Nogle bemærkelsesværdige udtryk.

Tilbage står at bemærke nogle betydningsfulde udtryk, som har betydning for spørgsmålet om datering og ved første øjekast synes at pege på en sen oprindelse. Og dog er der en vanskelighed. For der er ingen tvivl om, at vores fortrolighed med detaljerne i den jødiske stats store fald får os til at tænke på Jerusalems ødelæggelse, når vi læser om folkets fangenskab eller spredning. Der findes imidlertid et ord i Talmud om, at en større nød får en mindre til at blive glemt; og spørgsmålet er, om der ikke kan have været nationale erfaringer på et tidligere tidspunkt, som sådanne udtryk kunne anvendes på: eller, med andre ord, hvor tidligt sådanne vendinger blev præget og kom i omløb.

(a) "Før fangenskabet tilbage":

Der er først og fremmest usikkerhed om oprindelsen til udtrykket "føre fangenskabet tilbage". Nogle forbinder ordet "fangenskab" (shebhuth, shebhith) med verbet "at tage til fange" (shabhah), mens andre gør det til det beslægtede substantiv til verbet "at vende tilbage" (shubh), som det står i forbindelse med i udtrykket "føre Judas og Jerusalems fangenskab tilbage" (Joel 3,1). I det første tilfælde ville henvisningen være til tilbagevenden for fanger, der var taget i krig, eller til landflygtiges tilbagevenden fra fangenskab; og denne opfattelse har ført til oversættelsen i vores version. Efter den anden opfattelse ville udtrykket betyde genoprettelse af velstand, og et utvivlsomt eksempel på denne brug har vi i ordene: "Jahve vendte Jobs fangenskab" (Job 42,10). Vi kan forestille os, at begge opfattelser kan have været den oprindelige, og at begge kan være ganske tidlige. Et hovedtræk ved tidlig krigsførelse var bortførelsen af fanger, og sådanne fangers tilbagevenden svarede til en genoprettelse af velstand. Eller igen kunne lettelsen fra enhver sygdom eller nød udtrykkes ved at sige, at der var sket en vending, som f.eks. i Skotland, hvor man siger om en syg person, at han har "fået vendingen". Hvad angår udtrykkets betydning hos Joel, peger fortalerne for den tidlige datering på, at landflygtigheden på Nehemias' tid var til ende, og fangenskabet var "ført tilbage" (Sl 126). På den anden side siges det, at selv om den nye orden var indført i Jerusalem, var der stadig mange israelitter i fremmede lande, og Joel, som ikke var tilfreds med det magre samfund i landet, så frem til en mere fuldstændig genoprettelse; eller også at ordene bruges i den bredere og mere generelle betydning af genoprettet velstand. At udtrykket var i tidlig brug, og i betydningen at føre fanger tilbage, ses i Am 9,14 og Hos 6,11. Og det kan bemærkes, at den fraseologi, Amos bruger til at betegne at gå i fangenskab (Am 1,5; Am 1,15; Am 5,5; Am 5,27; Am 7,17), bruges af jøderne til at betegne det babyloniske fangenskab og endda bruges af moderne jøder til at udtrykke den nuværende adspredelse. Og dog taler Amos om et "fuldstændigt fangenskab" for folk på hans tid (Am 1,6; Am 1,9 randnote).

(b) "Delte mit land":

Dernæst synes udtrykket "delte mit land" (Joel 3,2) ikke at være særlig anvendeligt om statens opløsning, for landet blev ikke delt, men opslugt i de store østlige riger; heller ikke udpeger Joel assyrere, babyloniere og persere, ved hvem, hvis overhovedet ved nogen, en eftereksilsk deling af landet blev gennemført. Udtrykket ville passe bedre på sådanne begivenheder som Edoms og Libnas oprør (2 Kong 8,22) og de successive tab af territorium, hvorved Davids og Salomos store herredømme blev reduceret. Denne proces, beskrevet som at "afkorte Israel" (bogstaveligt, "afskære enderne", 2 Kong 10,32 KJV), er omtalt som begyndt på Jehus tid, før Joashs regering, da yderområder af territoriet blev slået af Hazael fra Damaskus; og Joel kan, idet han talte i Guds navn, have brugt udtrykket "mit land" som en henvisning til hele landet.

(c) "Spredt blandt folkeslagene":

Om udtrykket "spredt blandt folkeslagene" (Joel 3,2) ville kunne anvendes på de israelitiske indbyggere i sådanne erobrede områder eller på dem, der blev solgt som slaver (Joel 3,6), kan diskuteres. Udtrykket peger ganske vist snarere på den adspredelse, der fulgte efter statens fald. Og dog er det bemærkelsesværdigt, at hvis det er sådan, er Joel den eneste profet, der i denne betydning bruger det verbum, som her er anvendt, hvad der ville være meget mærkeligt, hvis han fulgte og lånte fra dem alle; for både hos Jeremias og Ezekiel såvel som i Femte Mosebog bruges andre verber. Jeremias bruger ganske vist verbet, når han sammenligner Israel med et spredt (eller isoleret) får, som løverne har jaget bort (50,17); men det eneste andet sted, hvor ordet tydeligt bruges om Israel som spredt blandt folkene i alle Persiens provinser, er Est 3,8.

(d) "Folkeslagenes forhånelse":

Dernæst er der stedet: "Giv ikke din arv til forhånelse, så folkeslagene skulle herske over dem" (eller "bruge et spotteord om dem"): "hvorfor skulle de sige blandt folkene: Hvor er deres Gud?" (Joel 2,17; Joel 2,19; jf. randnote). Her skal det bemærkes, at den tanke, der ligger heri, bestemt er meget ældre end eksilets tid. På Hizkijas tid overbragte Sankeribs udsendinge deres spottende budskab, som beskrives som en forhånelse af den levende Gud (2 Kong 19,4). Det var den gamle krigsførelses metode, sådan som det ses i Goliats pral; for det er det samme ord, der bruges i den beretning, skønt det i vores version gengives med "udfordre" (1 Sam 17,10; 1 Sam 17,25; 1 Sam 17,36). Og hvis vi læser mellem linjerne i de historiske bøger, vil vi se, hvor almindelig denne vane med at "udfordre" eller "forhåne" var, og hvor følsomt folket var over for den (f.eks. 1 Kong 20,2 ff., 5 ff., 13, 18). Alt dette ligger før den tidligst mulige datering af Joel og beviser, at der på et tidligt tidspunkt fandtes en bevidsthed i Israel om, at folkets skæbne var bundet sammen med den nationale Guds ære. Det må ikke overses, at det er i bogens tidlige del, hvor han beskæftiger sig med tørken og græshoppen, at Joel bruger dette udtryk.

(e) "Fremmede, der drager igennem":

Hen imod bogens slutning forudsiges det, at fremmede i den endelige herligheds tid ikke længere skal drage gennem Jerusalem (Joel 3,17). Dette ville igen bestemt kunne anvendes på en sen tid, efter at landet havde lidt under mange fjendtlige invasioner. Alligevel kan man godt forstå, hvordan en profet i en meget tidlig periode, når han tænkte på Zions herliggørelse, kunne forestille sig en tilstand, hvor ingen »fremmed« eller udlænding skulle have fodfæste på den hellige jord, og Israel skulle bo i ensom og fremtrædende afsondrethed. Hvis det er tilfældet, er ideen igen af en mere oprindelig art, end den sene datering ville antyde, især hvis vi forudsætter en profet, som havde studeret tidligere profeter grundigt, for hvem fremtidens Jerusalem var verdens religiøse hovedstad, og Zion det sted, som alle folkeslag ville strømme til (Es 2,3; Es 56,7).

(f) »Jahves dag«:

Afslutningsvis må der siges et ord om »Jahves dag«, som spiller en så fremtrædende rolle i Joels Bog. I hvilken betydning udtrykket end oprindeligt kan have været brugt, om det varslede lykke eller ulykke, var det et gammelt udtryk; for Amos omtaler det som gængs på hans tid (5,18); og næsten alle profeterne henviser til det på den ene eller anden måde (Am 5,18-20; Es 2,12; Es 13,6; Es 13,9; Es 34,8; Jer 46,10; Klag 2,22; Ez 30,3; Obad 1,15; Zak 1,8; Zak 1,18; Zak 2,2; Zak 2,3; Zak 14,1; Mal 4,5). For så vidt som det har betydning for dateringen af Joel, er spørgsmålet: Hvordan står hans brug i forhold til de andre profeters? Vi finder, at han bruger udtrykket to gange i forbindelse med græshoppeplagen (1,15; 2,1), én gang efter omtalen af Åndens udgydelse (2,31) og endnu én gang nær bogens slutning (3,14). Hvad nu de tidligste forekomster angår, vil man bemærke, at Joel står på et lavere plan end de efterfølgende profeter. Han forbinder Herrens dags nærmelse med en tung hjemsøgelse af den materielle natur, præcis som den enkle orientaler i nutiden ved en solformørkelse eller ved en græshoppeplage eller pest begynder at tale om verdens ende. Og skønt synsvinklen forskydes, og horisonten er bredere mod slutningen, bør det bemærkes, at det højeste punkt, der nås, er forestillingen om Herrens dag som Israels udfrielse og herliggørelse: der er ikke antydning af, at den dag er en tid, hvor Israel selv prøves og sigtes, sådan som hos Amos og andre steder (Am 5,18-20; Es 2,12). Faktisk er han så langt fra at gå videre end de andre profeter i sin opfattelse, at vi kan sige, at Joel efterlader sagen på det punkt, hvor Amos tager den op.

5. Professor Merx’ synspunkt:

I betragtning af alle disse forvirrende spørgsmål havde professor Ad. Merx nogen grund til at beskrive Joels Bog som den gammeltestamentlige eksegeses »smertensbarn« (Schmerzenskind); og i 1879 udgav han et værk, Die Prophetic des Joe und ihre Ausleger von den aeltesten Zeiten bis zu den Reformatoren, hvori han, foruden at give en fortolkningshistorie, bekæmpede den hidtil anvendte metode og fremsatte et nyt synspunkt af egen art. Idet han, på de grunde som sædvanligvis fastholdes af fortalerne for den sene datering, konkluderer, at Joel er eftereksilsk, sammenligner han bogen med den forudgående profetiske litteratur for at vise, at Joel hentede sine ideer fra et studium af den, og især at han fulgte Ezekiels profetier skridt for skridt. I Ezekiels udsyn spiller oversvømmelsen af Judæa ved folket fra nord, Gog, en vigtig rolle (Ez 38,2; Ez 38,3; Ez 38,16; Ez 38,18; Ez 39,11), og dette forklarer Joels henvisning i 2,20.

Hvad den præcise datering angår: Ikke alene står det andet tempel, men byen er omgivet af en mur (Joel 2,9); og dette fører os ned til Nehemias’ styre, efter 445 f.Kr.; og Nehemias’ Bog viser, at andre profeter foruden Malakias levede og fandt tilslutning i de dage (Neh 6,7; Neh 6,14). Omstændighederne var disse. Ikke alene eksilet, men også genoprettelsen, hører fortiden til. Vi skal tænke på Jerusalem og Juda i snævreste forstand: de ældste og alle landets indbyggere tiltales, en slags senatus populusque Romanus, og sammen med dem præsterne, som forestår en ordnet rituel tjeneste ved templet. Juda er uberørt af politiske bevægelser; konflikten med samaritanerne er stilnet af; Juda lever et stille liv, hvorom intet er optegnet, fordi der ikke er noget at optegne; og folket fra de ti stammer er praktisk talt forsvundet, opslugt blandt hedningerne. Denne uforstyrrede periode bruges til litterært arbejde, sådan som det kan udledes af den velkendte notits om Nehemias’ samling af bøger (2 Makk 2,13 f), og af frembringelsen af sådanne værker som Ester, Jonas, Prædikeren, Malakias, Krønikebøgerne, Ezra-Nehemias osv. Fremstillingen af bøger (Præd 12,12) var ikke ophørt.

Men hvis nu de ældre profeter blev studeret alvorligt (jf. Dan 9,2), hvilket indtryk ville de så gøre på sindet hos en mand som Joel? Var det daglige liv, der fulgte efter Nehemias’ tid, i nogen grad en opfyldelse af håbene hos en Deutero-Esajas, en Jeremias, en Ezekiel, en Zakarias? Kunne et medlem af det genoprettede samfund uden smertefulde følelser betragte den beklagelige tilværelse under det persiske styre, folkets begrænsning til et snævert område, adskillelsen fra dem, der stadig var i adspredelsen, irritationen over de halvt hedenske samaritaneres gudsdyrkelse, de blandede ægteskaber og den almindelige lave tilstand, set i modsætning til de strålende billeder hos de profeter, som havde talt om de sidste dage? En sådan modsætning mellem profeti og begivenhed må have foruroliget de mere eftertænksomme; og således, mens nogle sagde: “Det er forgæves at tjene Gud” (Mal 3,14), “De, der frygtede Jahve, talte med hinanden” (Mal 3,16), ventende i håb og i tro på, at den nuværende genoprettelse ikke kunne være den sande og endelige tilbageførelse fra fangenskabet.

For at lette sit sind vil Joel skrive en bog, resultatet af hans studium; og den må skildre den fulde og endelige fuldendelse. Men fordi han levede, som han gjorde, i rolige tider, havde han ikke, som tidligere profeter, en historisk situation at tage udgangspunkt i. Her kommer, ifølge Merx, Joels geni i spil. Da han søgte efter et forbillede på verdens ende, som skulle være modbilledet, fandt han ét i Israels udfrielse fra Egypten i den fjerne fortid. Ligesom folket ved den store krise blev reddet fra trældom og ført ind i et vidt og frugtbart land, sådan ville Jahve ved enden underlægge sig alle Israels fjender og sætte dem i et ædelt land, ubesmittet af fremmede, mens han selv ville trone i majestæt på Zion. Men ligesom denne udfrielse blev indvarslet af plager, sådan vil “Jahves store dag” også blive det; og som et markant forbillede på den omfattende ødelæggelse af Israels fjender griber han fat i græshoppeplagen og former sin indledning efter 2 Mos 10,4 ff. Joel havde uden tvivl set mange hjemsøgelser af græshopper; men det, vi har foran os i Joel 1 og 2, er ikke egentlig beskrivelse, men et idealiseret billede, grundlaget for hans eskatologi.

Ifølge Merx’ opfattelse er hele Joels Bog derfor ét sammenhængende stykke. Der er ingen historisk overgang ved 2,10; faktisk er der slet intet historisk element i den. Da bogens slutning er apokalyptisk, må begyndelsen, som sammen med den udgør en enhed, heller ikke vedrøre nogen begivenhed på Joels tid, men bevæger sig ligeledes i perioden ved tidens afslutning. Det folk, der tales til, er ikke menneskene på Joels tid, men dem, som skal være i live, når “den dag” er nært forestående: kort sagt bliver læseren i 1,2 løftet op i luften og placeret ved begyndelsen af den endelige dom, i det øjeblik da de apokalyptiske græshopper viser sig som dagens forkyndere.

Merx’ opfattelse kan betragtes som en yderliggående og noget fantasifuld fremstilling af sagen for en sen eftereksilsk datering; og den synes ikke at have vundet tilslutning hos de kritikere, som tager udgangspunkt i et historisk grundlag. Merx selv er fuldt klar over, at den er en genoplivning af den allegoriske og typologiske fortolkning, som havde sin udbredelse på tidligere stadier af udlægningen. Men han forsvarer sig med, at det ikke var de gamle, der påtvang Skriften den allegoriske fortolkning, men de oprindelige forfattere, som var de første typologer og allegorister, sådan som det især ses i senere bøger som Ezekiel og Daniel. Hvilken mening man end måtte have om dette emne, må vi i det mindste anerkende bogens stærkt markerede eskatologi. Men dette indebærer ikke nødvendigvis en sen datering. Det er uden tvivl sandt, at den fuldt udviklede eskatologi, som vi ser den i de ekstra-kanoniske bøgers apokalyptiske litteratur, kom efter ophøret af den egentlige profeti. Dog betragtede profetien, i sine tidligste faser, den fjerne fremtid og havde sin støtte i et sådant udsyn. Professor A.B. Davidson har sagt: “Esajas er skaberen af Det Gamle Testamentes og kristendommens eskatologi, og den kommer fra hans hånd i en form så fuldkommen, at hans efterfølgere næppe kan føje et eneste træk til den” (Expository Times, V, 297). Det gamle orakel, som findes både hos Esajas og Mika (Es 2,2-4; Mika 4,1-5), vidner om de ældre seeres triumferende og vidtrækkende håb; og før Esajas’ tid har både Amos (9,11-15) og Hoseas (14,4-8) deres udsyn mod den endelige fremtid. Det bemærkelsesværdige ved Joel, som gør bestemmelsen af hans datering så vanskelig, er, at han snart synes at gå ud over og snart at komme til kort i forhold til andre profeter. Hvis han er senere end Ezekiel og Jeremias, har han intet at sige om hedningers inddragelse i Israels arv, men forestiller sig den endelige ødelæggelse af alle Israels fjender. Hvis han er samtidig med Malakias eller senere, er han mindre legalistisk end den profet; og mens vi hos Malakias ser begyndelsen til profetiens bortsvinden, ser Joel frem til den tid, da Ånden skal udgydes over alt kød, og sønner og døtre skal profetere (2,28).

6. Forbindelse med Det Nye Testamente:

Det er dette sidste element i Joels profeti, der knytter hans bog særligt til Det Nye Testamente, for Peter citerede Joels ord i dette afsnit som opfyldt på pinsedagen, da Ånden blev udgydt over den forsamlede mængde (ApG 2,16). Men ligesom de gammeltestamentlige profeter én efter én tog tanken op, udfoldede og udvidede den, sådan ser de nytestamentlige forfattere Herrens dags komme nærme sig i deres egen tid (1 Thess 5,2; 2 Pet 3,10); for den dag er altid på vej, altid nær, skønt den stadig ligger i fremtiden. Paulus så hele skabningen sukke og vånde sig i smerte, ligesom Joel gjorde, og Åndens udgydelse ved pinsen var en del af, og også mere end, den udgydelse, Joel så. Det, Joel sagde, sagde han sandt, skønt han ikke kunne sige alt. For »den dag« er vokset i betydning, efterhånden som tiderne er rullet frem; mennesker har set dens komme nærme sig i verdens forskellige rystelser og omvæltninger og har skildret dens træk i de skiftende tiders farver, snart bedt om den, snart frygtet dens komme; og hvor langt fra præcise er vore tanker om den stadig! Dog, tidligt eller sent, ufejlbarligt er profetiens sikre ord i sin væsentlige kerne. De konkrete historiske situationer smuldrer bort og efterlader den evige sandhed lige så frisk som altid: »Jahve hersker; jorden skal juble« (Sl 97,1); det er den håbefulde kerne i Det Gamle Testamentes profeti, for »retfærdighed og ret er grundvolden for din trone« (Sl 89,14).

LITTERATUR

(Ud over det, der er citeret ovenfor).--Credner, Der Proph. Joe ubersetzt u. erklart (1831); Wuensche, Die Weissagungen des Proph. Joe ubersetzt u. erklart (1872); kommentaren til De Mindre Profeter af Pusey, Orelli, Keil, Wellhausen, G.A. Smith; Meyrick i Speaker's Commentary; Nowack, i Handkommentar zum Altes Testament; Marti, i Kurzer Hand-Commentar zum Altes Testament.

James Robertson