Kora

ko'-ra, (~qorach], »skaldethed«, muligvis; Kore):

(1) En af Oholibamas tre sønner, Esaus hivvitiske hustru. Beretningen siger, at de tre blev født i Kanaan, før Esau drog bort til Seirs bjergland. De nævnes tre gange i den korte beretning fra tre synsvinkler (1 Mos 36,5; 1 Mos 36,14; 1 Mos 36,18; 1 Krøn 1,35), og tredje gang nævnes de i listen over »høvdinge«.

(2) En af Elifaz' sønner, søn af Ada, Esaus hittitiske hustru (1 Mos 36,16). Han nævnes som en af Edoms »høvdinge«.

Hvis man har den vane, når man finder en udtalelse et eller andet sted, at tænke at udtalelsen bør ændres til noget andet, vil man være interesseret i forsøgene på at identificere disse edomitiske Kora'er med Kora (3).

(3) En søn af Hebron (1 Krøn 2,43), søn af Maresha, nævnt i Kaleb-gruppen af slægter i Juda.

(4) Søn af Jishar, søn af Kehat, søn af Levi (2 Mos 6,16; 4 Mos 16,1; 1 Krøn 6,18; 1 Krøn 6,31-38), en yngre samtidig med Moses. Der kan have været slægtled, udeladt i optegnelsen, mellem Jishar og Kora; det er en naturlig måde at forklare Amminadab på (1 Krøn 6,22-30).

1. Katastrofen i ørkenen:

Denne Kora er bedst kendt som den mand, som den åbnende jord siges at have opslugt sammen med hans fæller, da de udfordrede Moses' og Arons myndighed i ørkenen (1 Krøn 16; 1 Krøn 17). Kora fremstilles som hovedpersonen i sagen. Flokken omtales som hans flok, og de, der blev opslugt, som »alle de mænd, der hørte til Kora« (4 Mos 16,11; 4 Mos 16,32). Det er under hans navn, sagen omtales (4 Mos 26,9; 4 Mos 27,3). Men Datan og Abiram af Rubens stamme er ikke meget mindre fremtrædende end Kora. I 4 Mos 16 og 26 nævnes de sammen med Kora, og de nævnes uden ham i 5 Mos 11,6 og Sl 106,17. En anden rubenit, On, Pelets søn, var med i sammensværgelsen. Man har sluttet, at han trak sig tilbage, men der er ingen grund hverken for eller imod denne slutning. Lige så grundløs er slutningen, at Selofhad af Manasse sluttede sig til den, men trak sig tilbage (4 Mos 27,3). Beretningen antyder, at der var andre levitter med i den foruden Kora (4 Mos 16,7-10), og den nævner særligt 250 »anseelige mænd«, fyrster, sådanne mænd som ville blive indkaldt, hvis der var en offentlig forsamling (4 Mos 16,2; 4 Mos 16,17; 4 Mos 16,35). Disse mænd var tilsyneladende fra forskellige stammer.

Den holdning, som de utilfredse indtog, var, at »hele menigheden er hellig, hver enkelt af dem«, og at det derfor var en tilranelse, at Moses og Aron begrænsede funktionen som røgelsesbrændende præst til Aron alene. Logisk set rettede deres indvending sig lige så meget mod udskillelsen af Aron og hans sønner fra resten af levitterne og mod udskillelsen af levitterne fra resten af folket. På dette grundlag rettede Moses en indtrængende formaning til levitterne. Han ordnede det sådan, at Kora og de 250, sammen med Aron, skulle indtage deres pladser ved indgangen til mødeteltet med deres røgelsespander og ild og røgelse, så Jahve kunne tilkendegive sin vilje i sagen. Datan og Abiram afviste uforskammet hans forslag.

Optegnelsen siger, at Koras »hele menighed«, inklusive ham selv og de 250 med deres røgelsespander, mødte Moses og Aron og »hele menigheden« af Israel ved indgangen til mødeteltet. Med henblik på den handling, der nu skulle finde sted, var teltet nu »Koras, Datans og Abirams mishkan« og deres tilhængeres. Jahve pålagde Moses at advare alle andre personer om at forlade området. Datan og Abiram var dog ikke ved mishkan. Beretningen siger, at Moses, fulgt af Israels ældste, gik hen til dem ved deres telte; at han advarede alle personer om også at forlade det område; at Datan og Abiram og husstandene stod nær teltene; at jorden åbnede sig og opslugte dem og deres ejendom og alle Koras tilhængere, der var på stedet; at ild fra Jahve fortærede de 250, som ofrede røgelse. Fortællingen siger ikke, om dødsfaldene ved ild og ved jordens åbning skete samtidig. Den siger ikke, om Koras sønner deltog i oprøret, eller hvad der blev af Kora selv. I hentydningen i 4 Mos 26 får vi tilsyneladende at vide, at Kora blev opslugt, og at »Koras sønner døde ikke«. De ledende forbryderes død, ved ild og ved at blive opslugt, blev fulgt af en plage, hvor 14.700 omkom (4 Mos 16,49 (hebraisk 17,14)).

2. Kritiske behandlinger af denne fortælling:

Enhver værdsættende læser ser straks, at vi her enten har en historie om bestemte mirakuløse kendsgerninger eller en underfortælling udformet for at lære religiøse lektier. Som fortælling er den kunstnerisk beundringsværdig--tilstrækkeligt kompliceret til at være interessant, men klar og malende og lige til sagen. På hebraisk er der 2 eller 3 tilfælde af ufuldstændig grammatisk konstruktion, sådan som der findes mange af i ethvert sprogs tidlige litterære produkter, når disse har været så heldige at undgå redaktionel polering. I et sådant tilfælde er det muligvis ikke uklogt blot at tage en fortælling, som den står. Der tilføjes intet til hverken dens religiøse eller dens litterære værdi ved at underkaste den tvivlsomme, påståede kritiske processer.

Hvis man imidlertid har bundet sig til bestemte kritiske traditioner vedrørende Hexateuken, forpligter det én til at bringe denne fortælling i overensstemmelse med resten af ens teori. Forsøg af denne art har været talrige. Nogle hævder, at Kora i denne beretning er edomitten Kora, og at Pelet betyder filister, og at vores fortælling oprindelig voksede frem af et eller andet krav, som edomitter og filistre fremsatte. Man hævder, at fortællingen om Kora oprindelig var én fortælling, og den om Datan og Abiram en anden, og at nogen bearbejdede de to og satte dem sammen. Se behandlingerne af Fjerde Mosebog i Driver, Introduction; Addis, Documents of the Hexateuch; Carpenter and Battersby, Hexateuch; Bacon, Exodus; Paterson om Fjerde Mosebog i Polychrome Bible. Disse og andre lignende værker giver kildeanalyser af vores fortælling. Nogle af de punkter, de fremfører, er plausible. I et sådant tilfælde gør ingen krav på at have noget tilstrækkeligt faktuelt grundlag for sit arbejde; hver teori er ganske enkelt en ophobning af sindrige gætterier, og ikke to af gætterne gætter ens.

Som i mange andre bibelske tilfælde er et af resultaterne af det påståede kritiske studium, at en særligt fin fortælling opløses i to eller flere formodede tidligere fortællinger, som hver især er fuldstændig nøgne, rå og uinteressante; både de tidligere fortællinger og sammenføjningen af dem til deres nuværende form betragtes som processer af legendarisk tilvækst. Den nødvendige slutning er, at den fine fortælling, vi nu har, ikke var produktet af et begavet sind, ledet af kendsgerninger og af litterær og religiøs inspiration, men et tilfældigt resultat af rent lapperi. En sådan teori anbefaler sig ikke til personer med litterær sans.

Willis J. Beecher