Konkordans

kon-kor'-dans:

1. Værkets art

2. Klasser af konkordanser

3. Deres uundværlighed

4. Konkordanser til den latinske Vulgata

5. Konkordanser til Det Hebraiske Gamle Testamente

6. Konkordanser til Septuaginta

7. Konkordanser til Det Græske Nye Testamente

8. Konkordanser til den engelske Bibel

LITTERATUR

1. Værkets art:

Formålet med en konkordans til Skriften er at lede læseren til ethvert sted, han søger efter, ved hjælp af en alfabetisk ordning af de ord, der findes i Skriften, og ved under hvert ord at samle alle de steder, hvor dette ord forekommer. Således vil læseren i verset: "Kast din byrde på Jahve" (Sl 55,22) slå op i konkordansen under ordene "kast" eller "byrde" og der finde en henvisning til teksten. En konkordans' værdi ligger åbenlyst i dens fuldstændighed og klare opbygning. Der findes forkortede konkordanser til Bibelen, som kun medtager de vigtigste ord og steder. Disse er sjældent tilfredsstillende, og i sidste ende må man ofte ty til et mere fyldigt værk.

2. Klasser af konkordanser:

Den almindelige læser er naturligt nok mest fortrolig med konkordanser til den engelske Bibel, men det vil ses, at konkordanser til lærde formål er lige så nødvendige for Skriften på dens originalsprog og for bibeloversættelser på andre sprog end engelsk. Der er brug for konkordanser til Det Gamle Testamente på hebraisk, til Det Nye Testamente på græsk, til Septuaginta-versionen (græsk) af Det Gamle Testamente, til Vulgata-versionen (Hieronymus' latinske Bibel, 390-405 e.Kr.) af Det Nye Testamente, såvel som til oversættelser af Skriften til tysk, fransk og andre levende sprog. Der er nu desuden brug for konkordanser til RVV af det engelske Gamle Testamente og Nye Testamente, såvel som til King James Version. Der er derudover behov for gode konkordanser til Apokryferne, både i deres King James Version-form og i Revised Version (British and American)-form. Tekstkritik fører til ændringer i de tidligere konkordanser til de hebraiske og græske tekster. Det er sædvane i konkordanser til den engelske version at lette opslag ved ikke blot at anføre enkeltord, men også vendinger, under hvilke flere steder grupperes, og at gøre værket mere nyttigt ved at give lister over Skriftens egennavne med deres betydninger og, i de større værker, henvisninger til de hebraiske eller græske ord, som de engelske ord gengiver.

3. Deres uundværlighed:

Uundværligheden af en god konkordans for et ordentligt studium af Bibelen er så indlysende, at det ikke er overraskende, at der, siden ideen først blev undfanget, er blevet brugt megen arbejdskraft på udarbejdelsen af sådanne værker. Det forunderlige er snarere, at ideen ikke opstod tidligere, end den gjorde. Ingen enkelt forsker kunne nogensinde håbe på ved egen indsats at frembringe et fuldkomment værk af denne art. Moderne konkordanser bygger på tidligere generationers arbejde.

4. Konkordanser til den latinske Vulgata:

De ældste konkordanser stammer fra det 13. århundrede og bygger, som det dengang var naturligt, på den latinske Vulgata. En Concordantiae Morales tilskrives Antonius af Padua (død 1231). Den første konkordans, som vi har egentlig viden om, er Hugo af Caros, dominikanermunk og kardinal (død 1263). Den blev kaldt Concordantiae S. Jacobi efter det kloster, hvor den blev udarbejdet. Det siges, at 500 munke var beskæftiget med dens forberedelse. Hugos konkordans blev grundlag for andre, hvori der efterhånden blev indført forbedringer. Ordene i skriftstederne, som først manglede, blev indsat; ubøjelige partikler blev tilføjet; alfabetisk ordning blev anvendt. Versinddelinger var ukendte indtil Robert Stephens' tid (1555).

Se Bibelen.

5. Konkordanser til Det Hebraiske Gamle Testamente:

Den tidligste hebraiske konkordans synes at have været den af rabbiner Mordecai ben Nathan (1438-48). Den udkom i flere udgaver og blev oversat til latin af Reuchlin the (1556). Både originalen og oversættelsen indeholdt mange fejl. Den blev forbedret af Calasio, en franciskanermunk (1621), og mere grundigt af John Buxtorf, hvis konkordans blev udgivet af hans søn (1632). Denne sidste dannede grundlag for dr. Julius Fürsts Libr. Sacrorum Vet. Test. Concordantive Heb atque Chaldaic; 1840 (engelsk oversættelse, Hebrew and Chaldean Concordance). En senere hebraisk konkordans i Tyskland er Solomon Mandelkerns (1896). I England udkom i 1754 den værdifulde Hebrew Concordance, Adapted to the English Bible, af dr. Taylor fra Norwich. Sammen med den kan The Englishman's Hebrew and Chaldaic Concordance (1843; revideret udgave, 1876) placeres.

6. Konkordanser til Septuaginta:

Selv om man hører om tidligere forsøg, var den første trykte konkordans til Septuaginta (Det Græske Gamle Testamente) Trommius', udgivet i Amsterdam i 1718, i forfatterens 84. år. Dette vigtige værk forblev standarden indtil ganske nylig.

Det er meget fuldstændigt og giver henvisninger ikke blot til Septuaginta, men også til andre versioner (Aquila, Symmachus, Theodotion), hvori ordene forekommer, og viser ved et register til sidst de hebraiske eller kaldæiske ord, som de græske ord svarer til. I 1887 udgav Bagster A Handy Concordance of the Septuagint. Tidligere værker er blevet afløst af den nylige udgivelse (1892, 1897, 1900) af Hatch og Redpaths lærde Concordance to the Septuagint, and Other Greek versions of the Old Testament.

7. Konkordanser til Det Græske Nye Testamente:

Konkordanser til Det Græske Nye Testamente begyndte med Xystus Betulius' (hans egentlige navn var Birck) i 1554. Erasmus Schmids Concordance (Tameion) (1638) er ofte blevet genoptrykt og nyredigeret. På den bygger den nyttige forkortede konkordans, udgivet af Bagster. Nyere værker er Bruders (1842; 4. udgave, 1888; baseret på Schmid, med mange forbedringer); i Amerika Hudsons Critical Greek and English Concordance, revideret af Ezra Abbot (1870); i England Moulton og Gedens Concordance to the Greek Testament according to the Texts of Westcott and Hort, Tischendorf, and the English Revisers (1897).

8. Konkordanser til den engelske Bibel:

Listen over konkordanser til den engelske Bibel er lang; her er det nødvendigt kun at fremhæve nogle få af de vigtigste. Den ældste er en konkordans til Det Nye Testamente, udgivet før 1540 af en Thomas Gybson, skønt det, som det fremgår af forordet, hovedsagelig var bogtrykkeren John Days arbejde (udgiveren af Foxe's Book of Martyrs). Den første konkordans til hele Bibelen var John Marbecks (1550). Samme år udkom Walter Lynnes oversættelse af Bullinger, Conrad Pelican og andres Index Librorum under titlen A Briefe and a Compendious Table, in manor of a Concordance, openying the waye to the principall Histories of the whole Bible, osv. Alex. Cruden, hvis egen konkordans, den mest fyldestgørende af alle, blev udgivet i 1737, opregner de fleste af sine forgængere i den mellemliggende periode. Crudens personlige historie er sørgelig. En tilbagevendende sindslidelse kastede skygge over hans livsbane; men hans ukuelige udholdenhed og faste mål, forenet med en klar forestilling om, hvad han ønskede at udrette, satte ham i stand til at overvinde alle hindringer og frembringe en bog, som den kristne verden er taknemlig for. Værket har titlen A Complete Concordance to the Holy Scriptures of the Old and New Testaments, osv.; hvortil er føjet en konkordans til de bøger, der kaldes apokryferne. Hr. Spurgeon sagde om den: »Sørg for, at du køber en ægte, uforkortet Cruden, og ingen af de moderne erstatninger, hvor gode de end kan være til prisen. .... Du behøver kun én; hav ingen anden end den bedste.« Mange udgaver af denne værdifulde bog er blevet udgivet. Den står dog ikke længere som den eneste autoritet, eller endog som den mest fuldstændige og brugbare, skønt måske stadig den mest bekvemme, til den studerendes formål. I 1873 udkom Analytical Concordance to the Bible af Robert Young, LL. D., hvortil der siden er blevet føjet et tillæg. Dette omfangsrige værk indeholder »hvert ord i alfabetisk orden, ordnet under dets hebraiske eller græske original; med den bogstavelige betydning af hvert ord og dets udtale.« Det angiver 30.000 tekstvarianter og giver geografiske og antikvariske noter. Endnu mere omfattende er The Exhaustive Concordance of the Bible af James Strong, LL. D. Den omfatter det nye træk, en sammenlignende konkordans over de autoriserede og reviderede (engelske) oversættelser. Den omfatter også sammenfattede ordbøger over de hebraiske og græske ord, hvortil der henvises fra de engelske ord ved tal. Den adskiller sig således i plan fra Youngs, som giver de hebraiske og græske ord i selve konkordansens hoveddel som overskrift for de skriftsteder, der hører under dem. Til sidst må nævnes det meget værdifulde værk, der samme år (1894) blev udgivet i Amerika af J. B. R. Walker, Comprehensive Concordance, med en indledning af Marshall Curtiss Hazard. Det oplyses at give 50.000 flere skriftsteder end Cruden.

LITTERATUR.

Se artikler om »Concordance« i de forskellige ordbøger og encyklopædier; artikler af Dr. Beard i Kittos Encyclopedia (bind I); og af Dr. C. R. Gregory i The New Schaff-Herzog Encyclopedia of Religious Knowledge Encyclopedia (bind III); forordet til Crudens fuldstændige Concordance og Hazards indledning til Walkers Comprehensive Concordance.

James Orr