Koptiske versioner

kop'-tik vur'-shunz:

I. SPROG OG ALFABET

1. Alfabet

2. Dialekter.

II. VERSIONER

III. VIGTIGSTE UDGAVER

LITTERATUR

I. Sprog og alfabet.

1. Alfabet:

Det koptiske alfabet består af de græske uncialbogstaver plus syv tegn, der er taget fra egyptisk demotisk skrift for at udtrykke lyde, som ikke findes repræsenteret i græsk. Det kan føres tilbage til det 4. århundrede, da de ældste koptiske håndskrifter hører til slutningen af det 4. eller begyndelsen af det 5. århundrede. Sproget var stadig udbredt i Egypten i det 9. århundrede, men blev ikke længere forstået i Mellem-Egypten i det 12. Dets sidste taler døde i 1633.

2. Dialekter:

Der fandtes mindst fem skrevne dialekter og underdialekter af koptisk. Af disse var den vigtigste fra et litterært synspunkt

(1) buchairisk, dialekten i Nedre Egypten, ofte kaldt koptisk par excellence, og også (fejlagtigt) memfitisk. Den bruges som kirkesprog ved gudstjenesterne i den koptiske kirke. De andre fire dialekter er noget nærmere beslægtet med hinanden end med buchairisk, som viser større spor af græsk indflydelse. Disse dialekter er:

(2) sahidisk (Sa`idi, eller dialekten i Øvre Egypten), også kaldt thebaisk;

(3) bashmurisk--eller rettere bushmurisk--(som man har foreslået at kalde fayyumisk);

(4) egentlig mellem-egyptisk (kendt fra håndskrifter fundet i Jeremias' kloster nær det thebanske Serapeum), som kun adskiller sig lidt fra (3); og

(5) akhmimisk (Akhmim = det gamle Chemmis). Akhmimisk er mere primitivt og nærmere beslægtet med oldegyptisk end nogen af de andre. Kun få fragmenter på dette sprog (af Anden Mosebog, Prædikeren, 2 Makkabæerbog, De Mindre Profeter og de katolske breve) er hidtil blevet fundet. De sidste tre dialekter klassificeres ofte samlet som “mellem-egyptisk”, og (4) kaldes da “nedre sahidisk.”

II. Versioner.

På alle 5 dialekter har der engang eksisteret mere eller mindre fuldstændige versioner af Bibelen. De var de tidligste, der blev lavet efter den tidlige syriske. Senest begyndte de i det 3. århundrede, selv om nogle (f.eks. Hyvernat) siger så tidligt som det 2. Man mener, at den sahidiske version var den tidligste, dernæst den mellem-egyptiske og til sidst den buchairiske. Sidstnævnte repræsenterer en tidlig og forholdsvis ren græsk tekst, fri for det, der almindeligvis kaldes vestlige tilføjelser, mens den sahidiske derimod indeholder de fleste af de særlige vestlige læsemåder. Den støtter undertiden Codex Sinaiticus, undertiden Codex Vaticanus (B), undertiden begge, men i almindelighed stemmer den tæt overens med codex D (Bezae), især i Apostlenes Gerninger. Et koptisk (sahidisk) håndskrift, skrevet betydeligt før 350 e.Kr. og udgivet af British Museum i april 1912, indeholder Femte Mosebog, Jonas' Bog og Apostlenes Gerninger og er ældre end noget andet bibelsk håndskrift (bortset fra nogle få fragmenter), som man endnu kender til. Det beviser, at denne sahidiske version blev lavet omkring 200 e.Kr. Den støtter i almindelighed den “vestlige” tekst i codex Bezae (D). Meget af Det Nye Testamente findes stadig især på sahidisk, dog ikke Johannes' Åbenbaring. På bubairisk har vi Pentateuken, Job, Salmernes Bog, Ordsprogene, Esajas, Jeremias, Ezekiel, Daniel, de 12 Mindre Profeter og fragmenter af Det Gamle Testamentes historiske bøger, foruden hele Det Nye Testamente, dog er Johannes' Åbenbaring senere end resten. På de øvrige dialekter er langt mindre bevaret, så vidt man ved. På bushmurisk har vi fragmenter af Esajas, Klagesangene, Jeremias' Brev og en hel del fragmenter af Det Nye Testamente. På mere end én dialekt har vi apokryfe evangelier (se Texts and Studies, IV, nummer 2, 1896) og gnostiske papyri osv. Det Gamle Testamente blev oversat fra Septuaginta. Salmerne synes at være blevet oversat omkring 303 e.Kr.

III. Vigtigste udgaver.

De buchairiske Salmer blev først udgivet i 1659. Wilkins udgav det buchairiske Nye Testamente i London i 1716 og Pentateuken i 1731; Schwartze evangelierne i 1846-47; de Lagarde Apostlenes Gerninger og brevene i 1852. Han redigerede også Salmerne (translittereret) i 1875, 151 i antal, hvoraf den sidste fejrer Davids sejr over Goliat. Han tilføjede fragmenter af den sahidiske Salmebog og af de buchairiske Ordsprog. Tattam udgav De Mindre Profeter i 1836 og De Store i 1852, en udgave af evangelierne i London i 1847 og af resten af Det Nye Testamente i 1852 (SPCK), med en ordret arabisk version. Horners udgave af det buchairiske Nye Testamente (4 bind, 1898 osv., Clarendon Press) og af de sahidiske evangelier (1910, 3 bind) er standardudgaven. Ford udgav en del af det sahidiske Nye Testamente i 1799. Forskellige udgaver af dele af Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente er siden udkommet: f.eks. udgav Ciasca fragmenter af det sahidiske Gamle Testamente (Sacrorum Bibliorum Fragmenta Copto-Sahidica Musei Borgiani) i Rom, 1885-89.

LITTERATUR.

Realencyclopadie fur prot. Theol. und Kirche, III; Hyvernat, Etude sur les versions coptes; Revue biblique, 1896, 1897; Zeitschrift fur agypt. Sprache; Journal of Theol. Studies, I, 3; Nestle, Text. Crit of Greek New Testament; Forbes Robinson, Texts and Studies, IV; Oesterley i Murray's New Bible Dict.

W. St. Clair Tisdall