Makedonien

mas-e-do'-ni-a (Makedonia, etnisk Makedon,):

I. DET MAKEDONSKE FOLK OG LAND

II. MAKEDONIENS HISTORIE

1. Filip og Alexander

2. Romersk indgriben

3. Romersk erobring

4. Makedonien en romersk provins

5. Senere historie

III. PAULUS OG MAKEDONIEN

1. Paulus' første besøg

2. Paulus' andet besøg

3. Paulus' tredje besøg

4. Paulus' senere besøg

IV. DEN MAKEDONSKE MENIGHED

1. Kvinders fremtrædende rolle

2. Markante kendetegn

3. Dens medlemmer

LITTERATUR

Et land nord for Grækenland, senere udvidet og gjort til en romersk provins; det er den sidstnævnte, som betegnelsen altid henviser til, når den bruges i Det Nye Testamente.

I. Det makedonske folk og land.

Etnologer er uenige om den makedonske races oprindelse og graden af dens slægtskab med hellenerne. Men vi finder en tydeligt bevidnet tradition i oldtiden om, at folket omfattede et hellenisk element og et ikke-hellenisk, om end arisk, element, nært beslægtet med de frygiske og andre thrakiske stammer. Den dominerende race, makedonerne i ordets snævrere betydning, inklusive kongefamilien, som blev anerkendt som græsk og førte sin afstamning gennem temeniderne fra Argos tilbage til Herakles (Herodot v.22), slog sig ned på de frugtbare sletter omkring den nedre Haliacmon (Karasu eller Vistritza) og Axius (Vardar), nord og nordvest for den thermaiske bugt. Deres hovedstad, som oprindelig lå i Edessa eller Aegae (Vodhena), blev senere flyttet til Pella af Filip II. Det andet og ældre element--lynkesterne, oresterne, pelagonierne og andre stammer--blev trængt tilbage mod nord og vest op i højlandet, hvor de i generationer kæmpede for at bevare deres uafhængighed og svækkede den makedonske stat ved stadige opstande og ved at gøre fælles sag med de vilde horder af illyrere og thrakere, som vi ofte finder de makedonske konger i konflikt med. For at fastholde deres stilling indgik de fra tid til anden en god forståelse med staterne i Grækenland eller anerkendte midlertidigt persisk overhøjhed og udvidede således gradvis deres magtsfære.

II. Makedoniens historie.

Herodot (viii.137-39) fører den kongelige linje fra Perdikkas I gennem Argaios, Filip I, Aeropos, Alketas og Amyntas I til Alexander I, som var konge på tiden for de persiske invasioner af Grækenland. Han og hans søn og sønnesøn, Perdikkas II og Arkelaos, gjorde meget for at konsolidere den makedonske magt, men Arkelaos' død (399 f.Kr.) blev fulgt af 40 år med splittelse og svaghed.

1. Filip og Alexander:

Med Filip II's tronbestigelse, søn af Amyntas II, i 359 f.Kr. kom Makedonien under en mand, der var mægtig både i krop og sind, en dygtig general og en snu diplomat, og desuden en mand, som begyndte med en klar opfattelse af det mål, han måtte sigte mod: skabelsen af en stor national hær og en nationalstat, og som arbejdede konsekvent og utrætteligt gennem hele sin regeringstid på 23 år for at nå dette mål. Han svejsede de makedonske stammer sammen til én nation, vandt med magt og svig de vigtige stillinger Amphipolis, Pydna, Potidaea, Olynthos, Abdera og Maroneia og sikrede en rigelig forsyning af guld ved at grundlægge Filippi på stedet for Krenides. Efterhånden som han udvidede sit herredømme over både barbarer og grækere, sikrede han sig til sidst, efter slaget ved Chaironeia (338 f.Kr.), grækernes egen anerkendelse som øverstkommanderende for de helleniske stater og leder af et græsk-makedonsk korstog mod Persien. På tærsklen til dette planlagte østlige felttog blev han imidlertid myrdet på ordre fra sin vanærede hustru Olympias (336 f.Kr.), hvis søn, Alexander den Store, efterfulgte ham på tronen. Efter at have sikret sit greb om Thrakien, Illyrien og Grækenland vendte Alexander sig mod øst og omstyrtede i en række strålende felttog det persiske rige. Slaget ved Granikos (334 f.Kr.) blev fulgt af overgivelse eller underkuelse af størstedelen af Lilleasien. Ved slaget ved Issos (333), hvor Dareios selv blev besejret, blev vejen åbnet for Alexander til Fønikien og Egypten; Dareios' andet nederlag, ved Arbela (331), beseglede den persiske magts skæbne. Babylon, Susa, Persepolis og Ekbatana blev indtaget efter tur, og Alexander trængte derefter østpå gennem Hyrkanien, Aria, Arakhosien, Baktrien og Sogdiana til Indien, som han erobrede så langt som til Hyphasis (Sutlej): derfra vendte han tilbage gennem Gedrosien, Karmanien og Persis til Babylon for at forberede erobringen af Arabien. En skitse af hans karriere gives i 1 Makk 1,1-7, hvor han omtales som "makedoneren Alexander, Filips søn, som drog ud fra kittæernes land" (1,1): hans invasion af Persien omtales også i 1 Makk 6,2, hvor han beskrives som "den makedonske konge, som regerede først blandt grækerne," dvs. den første, som i ét rige forenede alle de græske stater, undtagen dem som lå vest for Adriaterhavet. Det er opfattelsen af den makedonske magt som Persiens dødsfjende, der ligger bag beskrivelsen af Haman i Tilføjelser til Ester 16,10 som en makedoner, "i sandhed fremmed for det persiske blod," og tilskrivningen til ham af et komplot om at overføre det persiske rige til makedonerne (vers 14), og den samme tanke viser sig i Septuagintas gengivelse af det hebraiske Agagit (`aghaghi) i Est 9,24 som makedoner (Makedon).

2. Romersk indgriben:

Alexander døde i juni 323 f.Kr., og hans rige blev et bytte for rivaliseringen mellem hans ledende generaler (1 Makk 1,9); efter en periode med kamp og kaos blev tre mægtige kongeriger dannet, som tog navn efter Makedonien, Syrien og Egypten. Selv i Syrien forblev makedonsk indflydelse dog stærk, og vi finder makedonske tropper i de seleukidiske monarkers tjeneste (2 Makk 8,20). I 215 indgik kong Filip V, søn af Demetrios II og efterfølger til Antigonos Doson (229-220 f.Kr.), en alliance med Hannibal, som havde besejret de romerske styrker ved Trasimenersøen (217) og ved Cannae (216), og han gik i gang med at forsøge at generobre Illyrien. Efter nogle års spredt og uafgørende krigsførelse blev der sluttet fred i 205, idet Filip forpligtede sig til at afholde sig fra at angribe de romerske besiddelser øst for Adriaterhavet. Den anden makedonske krig, fremkaldt af et fælles angreb fra Antiokus III af Syrien og Filip af Makedonien på Egypten, brød ud i 200 og endte 3 år senere med Filips styrkers knusende nederlag til T. Quinctius Flamininus ved Kynoskephalai i Thessalien (jf. 1 Makk 8,5). Ved den traktat, som fulgte efter dette slag, opgav Filip sine erobringer i Grækenland, Illyrien, Thrakien, Lilleasien og det Ægæiske område, gav afkald på sin flåde, reducerede sin hær til 5.000 mand og påtog sig ikke at erklære krig eller indgå nogen alliance uden romersk samtykke.

3. Romersk erobring:

I 179 blev Filip efterfulgt af sin søn Perseus, som straks fornyede alliancen med Rom, men gik i gang med at konsolidere og udvide sin magt. I 172 brød krigen igen ud, og efter flere romerske tilbageslag besejrede konsulen Lucius Aemilius Paulus afgørende makedonerne ved Pydna i 168 f.Kr. (jf. 1 Makk 8,5, hvor Perseus kaldes "kongen af Kittim"). Kongedømmet blev afskaffet, og Perseus blev forvist til Italien. Makedonerne blev erklæret frie og selvstyrende; deres land blev opdelt i fire regioner med hovedstæder i henholdsvis Amfipolis, Thessalonika, Pella og Pelagonia, og hver af dem blev styret af sit eget råd; commercium og connubium blev forbudt imellem dem, og guld- og sølvminerne blev lukket. En skat skulle årligt betales til den romerske statskasse, svarende til halvdelen af den jordskat, som hidtil var blevet opkrævet af de makedonske konger.

4. Makedonien en romersk provins:

Men dette kompromis mellem frihed og underkastelse kunne ikke vare længe, og efter at Andriscus' oprør, den falske Filip, var blevet slået ned (148 f.Kr.), blev Makedonien gjort til en romersk provins og udvidet ved tilføjelsen af dele af Illyrien, Epirus, De Ioniske Øer og Thessalien. Hvert år blev en statholder sendt fra Rom med øverste militære og dømmende myndighed; opdelingen gik i stå, og forbindelsen inden for provinsen blev forbedret ved anlæggelsen af Via Egnatia fra Dyrrhachium til Thessalonika, hvorfra den senere blev ført videre mod øst til Nestos og Hellesponten. I 146 blev akajerne, som havde erklæret Rom krig, knust af Q. Caecilius Metellus og L. Mummius, Korinth blev plyndret og ødelagt, det akajiske forbund blev opløst, og Grækenland blev under navnet Akaja gjort til en provins og lagt under Makedoniens statholders kontrol. I 27 f.Kr., da forvaltningen af provinserne blev delt mellem Augustus og senatet, tilfaldt Makedonien og Akaja sidstnævnte (Strabo, s. 840; Dio Cassius liii.12) og blev styret hver for sig af tidligere prætorer, der årligt blev udsendt med titlen prokonsul. I 15 e.Kr. havde senatorisk vanstyre imidlertid bragt provinserne på randen af undergang, og de blev overført til Tiberius (Tacitus, Annaler, i.76), som forenede dem under en legatus Augusti pro praetore, indtil Claudius i 44 e.Kr. gav dem tilbage til senatet (Suetonius, Claudius 25; Dio Cassius lx .24). Det er på grund af denne nære historiske og geografiske forbindelse, at vi finder Makedonien og Akaja ofte nævnt sammen i Det Nye Testamente, idet Makedonien altid nævnes først (ApG 19,21; Rom 15,26; 2 Kor 9,2; 1 Thess 1,7; 1 Thess 1,8).

5. Senere historie:

Diokletian (284-305 e.Kr.) udskilte Thessalien og de illyriske kystområder fra Makedonien og formede dem til to provinser, den sidstnævnte under navnet Epirus Nova. Hen imod slutningen af det 4. århundrede blev det, der var tilbage af Makedonien, opdelt i to provinser, Macedonia prima og Macedonia secunda eller salutaris, og da den romerske verden i 395 blev delt i det vestlige og det østlige rige, blev Makedonien indlemmet i det sidstnævnte. I de næste få år blev det overrendt og plyndret af goterne under Alarik, og senere, i sidste halvdel af det 6. århundrede, bosatte et meget stort antal slaver sig der. I det 10. århundrede var en stor del af det under bulgarsk herredømme, og siden blev kolonier af forskellige asiatiske stammer bosat der af de byzantinske kejsere. I 1204 blev det et latinsk kongerige under Bonifacius, markis af Monferrat, men 20 år senere grundlagde Theodoros, den græske despot af Epirus, et græsk rige i Thessalonika. I anden halvdel af det 14. århundrede var størstedelen af det en del af de serbiske besiddelser, men i 1430 faldt Thessalonika for de osmanniske tyrkere, og fra den tid ned til året 1913 har Makedonien udgjort en del af det tyrkiske rige. Dets historie forklarer således den meget blandede karakter af dets befolkning, som hovedsagelig består af tyrkere, albanere, grækere og bulgarere, men som også rummer et betydeligt element af jøder, sigøjnere, vlacher, serbere og andre folkeslag.

III. Paulus og Makedonien.

I beretningen om Paulus' rejser, sådan som den gives os i ApG 13-28 og i de paulinske breve, spiller Makedonien en fremtrædende rolle. Apostlens forhold til menighederne i Filippi, Thessalonika og Berøa vil være drøftet under de respektive opslag; her vil vi blot i hovedtræk opregne hans besøg i provinsen.

1. Paulus' første besøg:

På sin 2. missionsrejse kom Paulus til Troas, og derfra sejlede han sammen med Silas, Timotheus og Lukas til Neapolis, den nærmeste makedonske havneby, i lydighed mod synet af en makedonier (som Ramsay identificerer med Lukas: se under ordet "Filippi"), der indtrængende bad ham om at komme over til Makedonien og forkynde evangeliet dér (ApG 16,9). Fra Neapolis rejste han ind i landet til Filippi, som beskrives som "en by i Makedonien, den første i distriktet" (ApG 16,12). Derfra rejste Paulus og hans to ledsagere (for Lukas synes at være blevet i Filippi de næste 5 år) ad den ignatianske vej, gennem Amfipolis og Apollonia, til Thessalonika, som, skønt den var en "fri by" og derfor teknisk set fritaget for den romerske statholders jurisdiktion, i praksis var provinshovedstaden. Fordrevet derfra af jødernes fjendtlighed forkyndte evangelisterne i Berøa, hvor Silas og Timotheus blev tilbage en kort tid, efter at et fornyet udbrud af jødisk fjendskab havde tvunget Paulus til at forlade Makedonien og drage til den nærliggende provins Akaja (ApG 17,14). Selv om han sendte bud til sine ledsagere om at slutte sig til ham hurtigst muligt i Athen (ApG 17,15), var hans bekymring for de nygrundlagte makedonske menigheders velfærd dog så stor, at han næsten straks sendte Timotheus tilbage til Thessalonika (1 Thess 3,1; 1 Thess 3,2), og måske Silas til en anden del af Makedonien; og de sluttede sig ikke til ham igen, før han havde opholdt sig nogen tid i Korinth (ApG 18,5; 1 Thess 3,6). Den hurtige udbredelse af den kristne tro i Makedonien på dette tidspunkt kan bedømmes ud fra de udtryk, Paulus bruger i sit 1. Brev til Thessalonikerne, det tidligste af hans bevarede breve, skrevet under dette besøg i Korinth. Her taler han om de thessaloniske omvendte som et forbillede "for alle, der tror i Makedonien og i Akaja" (1 Thess 1,7), og han roser deres kærlighed "til alle brødrene i hele Makedonien" (1 Thess 4,10). Endnu mere slående er ordene: "Fra jer har Herrens ord lydt ud, ikke blot i Makedonien og Akaja, men alle steder er jeres tro på Gud blevet kendt" (1 Thess 1,8).

2. Paulus' andet besøg:

På sin 3. missionsrejse aflagde apostlen to yderligere besøg i Makedonien. Under et langt ophold i Efesos lagde han planer for en 2. rejse gennem Makedonien og Akaja og sendte to af sine hjælpere, Timotheus og Erastus, til Makedonien for at forberede hans besøg (ApG 19,21; ApG 19,22). Nogen tid senere, efter det oprør i Efesos, som Demetrius og hans medsølvsmede havde rejst (ApG 19,23-41), drog Paulus selv af sted til Makedonien (ApG 20,1). Om dette besøg giver Lukas os en meget summarisk beretning; han fortæller blot, at Paulus, "da han havde rejst gennem disse egne og havde givet dem megen formaning, .... kom til Grækenland" (ApG 20,2); men fra 2 Kor, skrevet fra Makedonien (sandsynligvis fra Filippi) under dette besøg, får vi mere at vide om apostlens bevægelser og følelser. Mens Paulus var i Efesos, havde han ændret sine planer. Hans hensigt havde først været at rejse over Det Ægæiske Hav til Korinth, derfra at aflægge et besøg i Makedonien og vende tilbage til Korinth for at sejle direkte til Syrien (2 Kor 1,15; 2 Kor 1,16). Men da han skrev 1. Brev til Korintherne, sandsynligvis hen imod slutningen af sit ophold i Efesos, havde han besluttet at tage til Korinth via Makedonien, sådan som vi har set, at han faktisk gjorde (1 Kor 16,5; 1 Kor 16,6). Af 2 Kor 2,13 får vi at vide, at han rejste fra Efesos til Troas, hvor han ventede at finde Titus. Titus var imidlertid endnu ikke kommet, og Paulus, som "ikke havde nogen ro i (sin) ånd", forlod Troas og sejlede til Makedonien. Selv her forfulgte den samme uro ham: "kampe udadtil, frygt indadtil" tyngede ham, indtil Titus' nærvær bragte nogen lindring (2 Kor 7,5; 2 Kor 7,6). Apostlen blev også opmuntret af "Guds nåde, som var givet i menighederne i Makedonien" (2 Kor 8,1); midt under svær forfølgelse bar de deres prøvelser med overstrømmende glæde, og deres dybe fattigdom hindrede dem ikke i at bede om at få lov til at samle et bidrag ind, som skulle sendes til de kristne i Jerusalem (Rom 15,26; 2 Kor 8,2-4). Gavmildhed var da også fra begyndelsen en af de makedonske menigheders karakteristiske dyder. Filipperne havde sendt penge til Paulus ved to lejligheder under hans første besøg i Thessalonika (Fil 4,16), og igen da han havde forladt Makedonien og opholdt sig i Korinth (2 Kor 11,9; Fil 4,15). Ved den nærværende lejlighed synes korintherne imidlertid at have taget føringen og at have gjort deres gave klar i det foregående år; derfor roser apostlen dem over for de makedonske kristne (2 Kor 9,2). Han antyder, at han ved sit forestående besøg i Akaja måske vil blive ledsaget af nogle af disse makedoniere (2 Kor 9,4), men om dette faktisk skete, får vi ikke at vide.

3. Paulus' tredje besøg:

Paulus' 3. besøg i Makedonien fandt sted omkring 3 måneder senere og skyldtes en sammensværgelse mod hans liv, lagt af jøderne i Korinth, som fik ham til at ændre sin plan om at sejle fra Kenkreæ, Korinths østlige havneby, til Syrien (2 Kor 1,16; ApG 20,3). Han vendte tilbage til Makedonien, ledsaget så langt som til Asien af 3 makedonske kristne--Sopater, Aristarkus og Sekundus--og af 4 fra Lilleasien. Sandsynligvis tog Paulus den velkendte rute ad Via Egnatia og nåede Filippi umiddelbart før de usyrede brøds dage; hans ledsagere drog i forvejen til Troas (ApG 20,5), mens han selv blev i Filippi indtil efter påsken (torsdag den 7. april 57 e.Kr., ifølge Ramsays kronologi), da han sejlede fra Neapolis sammen med Lukas og sluttede sig til sine venner i Troas (ApG 20,6).

4. Paulus' senere besøg:

Hen imod slutningen af sit første fangenskab i Rom planlagde Paulus et nyt besøg i Makedonien, så snart han blev løsladt (Fil 1,26; Fil 2,24), og allerede før det havde han til hensigt at sende Timotheus ud for at besøge menigheden i Filippi og uden tvivl også dem i Berøa og Thessalonika. Om Timotheus faktisk tog af sted på denne mission, kan vi ikke sige; at Paulus selv endnu en gang vendte tilbage til Makedonien, får vi at vide af 1 Tim 1,3, og vi kan slutte os til et femte besøg ud fra henvisningen til apostlens ophold i Troas, som efter al sandsynlighed hører til en senere anledning (2 Tim 4,13).

IV. Den makedoniske kirke.

1. Kvinders fremtrædende plads:

Om menighederne i Makedonien i almindelighed behøver der ikke siges meget her. Et slående forhold er kvindernes fremtrædende plads i dem, hvilket sandsynligvis skyldes den højere sociale stilling, kvinder havde i denne provins, end i Lilleasien (Lightfoot, Philippians4, 55 ff). Vi finder kun to henvisninger til kvinder i forbindelse med Paulus’ tidligere missionsarbejde; de kvindelige proselytter af høj social rang tager del i at drive ham bort fra Antiokia i Pisidien (ApG 13,50), og Timotheus’ mor nævnes som en jødinde, der troede (ApG 16,1). Men i Makedonien er alt forandret. For kvinder blev evangeliet først prædiket i Filippi (ApG 16,13); en kvinde var den første omvendte og evangelisternes værtinde (ApG 16,14; ApG 16,15); en slavepige blev af apostlen ført tilbage til et sundt sind (ApG 16,18), og længe efter nævner Paulus to kvinder som nogle, der havde “arbejdet sammen med (ham) i evangeliet”, og som bragte menighedens fred i fare ved deres indbyrdes rivalisering (Fil 4,2; Fil 4,3). I Thessalonika optræder et betydeligt antal kvinder af første rang blandt de tidligste omvendte (ApG 17,4), mens menigheden i Berøa også fra begyndelsen omfattede talrige græske kvinder af høj stilling (ApG 17,12).

2. Markante kendetegn:

Båndet, der forenede Paulus og de makedoniske kristne, synes at have været usædvanlig tæt og kærligt. Deres gavmildhed og åbenhjertighed, deres glæde og tålmodighed under prøvelse og forfølgelse, deres aktivitet i at udbrede den kristne tro, deres kærlighed til brødrene--dette er nogle få af de kendetegn, som Paulus særligt roser hos dem (1 og 2 Thessalonikerbrev; Filipperbrevet; 2 Kor 8,1-8), mens de også synes at have været langt friere end menighederne i Lilleasien for judaiserende tendenser og for “filosofi og tomt bedrag”.

3. Dens medlemmer:

Vi kender navnene på nogle få af de tidlige medlemmer af de makedoniske menigheder--Sopater (ApG 20,4) eller Sosipater (Rom 16,21: identifikationen er sandsynlig, om end ikke sikker) fra Berøa; Aristarkus (ApG 19,29; ApG 20,4; ApG 27,2; Kol 4,10; Filem 1,24), Jason (ApG 17,5-9; Rom 16,21) og Sekundus (ApG 20,4) fra Thessalonika; Klemens (Fil 4,3), Epafroditus (Fil 2,25; Fil 4,18), Evodia (Fil 4,2; dette, ikke Euodias (King James Version), er den rette form), Syntyke (samme sted), Lydia (ApG 16,14; ApG 16,40; hjemmehørende i Thyatira), og muligvis Lukas (Ramsay, Paul the Traveler, 201 ff) fra Filippi. Gajus nævnes også som makedonier i ApG 19,29, men måske bør læsemåden i nogle få håndskrifter, Makedona, foretrækkes frem for Textus Receptus’ Makedonas i Det Nye Testamente; i så fald ville alene Aristarkus være makedonier, og denne Gajus ville sandsynligvis være identisk med Gajus fra Derbe, der nævnes i ApG 20,4 som Paulus’ ledsager (Ramsay, op. cit., 280). De makedoniske menigheders senere historie, sammen med lister over alle deres kendte biskopper, findes i Le Quien, Oriens Christianus, II, 1 ff; III, 1089 ff 1045 f.

LITTERATUR.

Alment: C. Nicolaides, Macedonien, Berlin, 1899; Berard, La Macedoine, Paris, 1897; “Odysseus,” Turkey in Europe, London, 1900. Verdslig historie: Hogarth, Philip and Alexander of Macedon, London, 1897, og fremstillingerne af den hellenistiske periode af Holm, Niese, Droysen og Kaerst. Etnografi og sprog: O. Hoffmann, Die Makedonen, ihre Sprache und ihr Volkstum, Gottingen, 1906. Topografi og oldtidsminder: Heuzey og Daumet, Mission archeologique de Macedoine, Paris, 1876; Cousinery, Voyage dans la Macedoine, Paris, 1831; Clarke, Travels 4, VII, VIII, London, 1818; Leake, Travels in Northern Greece, III, London, 1835; Duchesne og Bayet, Memoire sur une mission en Macedoine et au Mont Athos, Paris, 1876; Hahn, Reise von Belgrad nach Saloniki, Wien, 1861. Mønter: Head, Historia Nummorum, 193 f; British Museum Catalogue of Coins: Macedonia, etc., London, 1879. Indskrifter: CIG, numre 1951-2010; CIL, III, 1 og III, Suppl.; Dimitsas,`H ... Athen, 1896.

M. N. Tod