Lydia

lid'-i-a (Ludia): Et vigtigt land i den vestlige del af Lilleasien, mod nord afgrænset af Mysien, mod øst af Frygien, mod syd af Karien og mod vest af Det Ægæiske Hav. Dets overflade er ujævn, men langs dalene mellem dets bjergkæder løb nogle af de vigtigste hovedveje fra kystbyerne til det fjerne indre. Af dets mange floder er de vigtigste Cayster, Nedre Hermus, Cogamos, Caicus og, på en del af sit løb, Meander.

Lydia var et særdeles gammelt og mægtigt kongerige, hvis historie hovedsagelig består af de enkelte byers historie. I 546 f.Kr. faldt det i persernes hænder, og i 334 f.Kr. blev det en del af Alexanders rige. Efter Alexanders død gjorde både kongerne af Pergamon og af Seleukia krav på det, men i 190 f.Kr. blev det ubestridt den førstnævntes besiddelse (1 Makk 8,8). Ved Attalos III's død, 133 f.Kr., blev det ved denne konges testamente overdraget til Rom, og Lydia, som da kun blev et navn, udgjorde sammen med Karien, Mysien og Frygien en del af den romerske provins Asien (se ASIA). De vigtigste af dets byer var Smyrna og Efesos, to af de betydeligste i Lilleasien, og Smyrna er stadig den største og rigeste by i denne del af Tyrkiet. I Efesos, gudinden Dianas sæde, blev Paulus længere end noget andet sted i Asien, og dér blev hans vigtigste missionsarbejde udført (ApG 19). Derfor spiller Lydia en fremtrædende rolle i kirkens tidlige historie; det blev kristnet under apostlens ophold i Efesos eller kort efter (se også LUD).

E. J. Banks

lid'-i-a (Ludia): Hunkønsformen af lydier, en indfødt fra Lydia, et stort land i den vestlige del af Lilleasien, og navnet på Paulus’ første omvendte i Europa. Dette navn var et populært kvindenavn (sammenlign Horats, Oder i.8; iii.9; vi.20), men Ramsay mener, at hun »i byen var almindeligt kendt ved den etniske betegnelse, som viste hendes oprindelse« (H D B, under ordet »Lydia«; sammenlign Paul the Traveler, 214). Det har altid været, og er stadig, en almindelig skik i Orienten at omtale en, der bor i et fremmed land, ved at bruge det tillægsord, som angiver nationaliteten. Renan mener, at det betyder »lydierinden«; Thyatira er en by i Lydia. Lydia var (1) bosat i Filippi, (2) fra byen Thyatira, (3) sælger af purpurfarvede klæder fra sin hjemby, (4) og »en, der tilbad Gud«. Hendes erhverv viser, at hun var en kvinde med en vis kapital. Udtrykket, som beskriver hendes religion (sebomene ton Theon), er den sædvanlige betegnelse for en proselyt. Hun havde for vane at komme til et bedested ved en flodbred, et sted der var praktisk for de nødvendige afvaskninger, som den jødiske gudsdyrkelse krævede, og dér mødte Paulus og hans ledsagere hende. Efter at hun havde lyttet til Paulus (græsk imperfektum), åbnede Herren hendes hjerte, så hun gav agt på hans undervisning (»At åbne er Guds del, at være opmærksom kvindens«, Chrysostomos). Hendes dåb og hendes husstands dåb fulgte. For at bevise sin oprigtighed bad hun indtrængende missionærerne om at tage imod gæstfrihed i hendes hjem. Hendes hus blev sandsynligvis centrum for menigheden i Filippi (ApG 16,14; ApG 16,15; ApG 16,40). Lydia nævnes ikke i Paulus’ brev til filipperne, men hvis Ramsay har ret, kan hun have været Euodia eller Syntyke (Fil 4,2).

S. F. Hunter