Makpela

mak-pe'-la (ha-makhpelah, "Makpela"; to diploun, "det dobbelte"): Navnet på et stykke jord og på en hule, som Abraham købte som gravsted. Ordet antages at betyde "dobbelt" og henviser til hulens beskaffenhed. Det oversættes "dobbelt hule" (to diploun spelaion) i Septuaginta i 1 Mos 23,17. Navnet anvendes om jorden i 1 Mos 23,19; 1 Mos 49,30; 1 Mos 50,13, og om hulen i 1 Mos 23,9; 1 Mos 25,9. I 1 Mos 23,17 har vi udtrykket "Efrons mark, som lå i Makpela."

1. Skriftens oplysninger:

Hulen tilhørte hittitten Efron, Sohars søn, som Abraham købte den af for 400 sekel sølv (1 Mos 23,8-16). Den beskrives som værende "foran", dvs. "øst for" Mamre (1 Mos 23,17), som (1 Mos 23,19) beskrives som det samme som Hebron (se også 1 Mos 25,9; 1 Mos 49,30; 1 Mos 50,13). Her blev Abraham og Sara, Isak og Rebekka, Jakob og Lea begravet. (Sammenlign dog den ejendommelige afvigende overlevering i ApG 7,16, "Sikem" i stedet for "Hebron.")

2. Overlevering om stedet:

Josefus (BJ, IV, ix, 7) taler om Abrahams og hans efterkommeres mindesmærker (mnemeia), som "vises den dag i dag i denne lille by (dvs. i Hebron); disse mindesmærkers bygningsværk er af det fornemste marmor og udført på den ypperste måde"; og et andet sted skriver han om, at Isak blev begravet af sine sønner sammen med sin hustru i Hebron, hvor de havde et mindesmærke, der tilhørte dem fra deres forfædre (Ant., I, xxii, 1). De tidlige kristne forfatteres henvisninger til patriarkernes gravsted kan kun med stor usikkerhed anvendes på de nuværende bygninger og kan muligvis henvise til Ramet el-Khalil (se MAMRE). Således nævner Bordeaux-pilgrimmen (333 e.Kr.) en firkantet indhegning bygget af meget smukke sten, hvor Abraham, Isak og Jakob blev begravet sammen med deres hustruer. Antonius Martyr (ca. 600) og Arculf (698) nævner også dette mindesmærke. Mukaddasi taler (ca. 985) om den stærke fæstning omkring patriarkernes grave, bygget af store tilhuggede sten, et værk af jinner, dvs. overnaturlige væsener. Fra dette tidspunkt og frem henviser omtalerne med sikkerhed til det nuværende sted, og det er vanskeligt at tro, hvis, som gode autoriteter hævder, den store, afstivede firkantede mur, der omslutter stedet, er et værk mindst så tidligt som Herodes, at de tidligere henvisninger kan gælde noget andet sted. Det er sikkert, at de eksisterende bygninger i meget stor udstrækning er dem, som korsfarerne benyttede; der findes mange udførlige henvisninger til dette sted hos middelalderlige muslimske forfattere.

3. Haram i Hebron:

Haram i Hebron, som nutidig overlevering, kristen, jødisk og muslimsk, anerkender som bygget over Makpelas hule, er en af de mest nidkært bevogtede helligdomme i verden. Kun ved sjældne lejligheder og gennem anvendelse af stort politisk pres har nogle få ærede kristne fået lov at besøge stedet. Den afdøde kong Edward VII i 1862 og den nuværende kong George V i 1882 aflagde, sammen med visse fremtrædende forskere i deres selskaber, besøg, som især har fået betydning gennem deres ledsageres skrifter--Stanley i 1862 og Wilson og Conder i 1882. En af de seneste, der fik dette privilegium, var C.W. Fairbanks, tidligere vicepræsident i Amerikas Forenede Stater. Det, sådanne besøgende har fået lov til at se, har ikke været af særlig stor ælde, og det har heller ikke kastet noget sikkert lys over spørgsmålet om stedets ægthed.

Det område, der rummer de traditionelle grave, er en stor firkant, 197 fod i længden (nordvest til sydøst) og 111 fod i bredden (nordøst til sydvest). Det er omgivet af en massiv mur af store blokke af kalksten, meget hård og beslægtet med marmor. Murene, som er mellem 8 og 9 fod tykke, er overalt massivt murværk. I en højde af 15 fod fra jorden, faktisk i niveau med gulvet indenfor, er muren trukket omkring 10 tommer tilbage med mellemrum, så der dannes pilastre, 3 fod 9 tommer brede, med et mellemrum på 7 fod mellem hver hele vejen rundt. På de længere sider er der 16 og på de kortere sider 8 sådanne pilastre, og der er også stræbepiller, 9 fod brede, på hver flade ved hvert hjørne. Denne pilastermur løber op i 25 fod og giver en samlet gennemsnitlig højde fra jorden på 40 fod. Hele murværkets karakter ligner så meget muren ved Jerusalems Haram nær "grædestedet", at Conder og Warren mente, at den måtte tilhøre samme periode og være herodiansk arbejde.

Den sydlige ende af den store indhegning optages af en kirke--sandsynligvis en bygning helt fra korsfarertiden--med et midterskib og to sideskibe. Resten er en gård under åben himmel. Isaks og Rebekkas kenotafer er inde i kirken; Abrahams og Saras indtager ottekantede kapeller i den dobbelte forhal foran kirkedørene; Jakobs og Leas er placeret i kamre nær den nordlige ende af Haram. De seks monumenter er placeret med lige store afstande langs indhegningens længde, og det er sandsynligt, at deres placering der ikke har nogen forbindelse med de sarkofager, der beskrives som eksisterende i selve hulen.

4. Hulen:

Det er over denne hule, at det største mysterium hviler. Det vides ikke, om noget menneske, der lever i dag, muslim eller andet, har været inde i den. Mens hulen var i korsfarernes hænder, fik pilgrimme og andre lov til at besøge dette sted. Således skriver rabbi Benjamin fra Tudela i 1163 e.Kr., at »hvis der kommer en jøde, som giver hulevogteren et ekstra gebyr, åbnes en jerndør, som stammer fra vore forfædres tid, de som hviler i fred, og med et brændende lys i hånden går den besøgende ned i en første hule, som er tom, går gennem en anden i samme tilstand og når til sidst en tredje, som indeholder seks grave--Abrahams, Isaks og Jakobs, og Saras, Rebekkas og Leas, den ene over for den anden. ... En lampe brænder i hulen og over graven uafbrudt, både nat og dag.« Beretningen minder os om tilstanden ved mange kristne gravhelligdomme i Israels land i dag.

Ud fra moderne iagttageres beskrivelse synes det, at al adgang til hulen nu er lukket; de eneste kendte adgangsveje åbnes nu aldrig og kan kun nås ved at bryde gulvets fliser op. Gennem en af åbningerne--som havde en sten over sig, gennemboret af et rundt hul på 1 fod (ca. 30 cm) i diameter--nær den gamle kirkes nordmur kunne Conder ved at sænke en lanterne ned se ind i et kammer omkring 15 fod (ca. 4,6 m) under kirken. Han anslog det til at være omkring 12 fod (ca. 3,7 m) på hver led; det havde pudsede vægge, og i væggen mod sydøst var der en dør, som lignede indgangen til en klippehugget grav. På ydersiden af Charam-muren, tæt ved trinene til den sydlige indgangsport, er der et hul i det nederste skifte af murværket, som muligvis står i forbindelse med den vestlige hule. Her plejer jøderne i Hebron at stikke mange skrevne bønner og løfter til patriarkerne ind.

Vidnesbyrdene, både de historiske og de arkæologiske, synes at vise, at hulen kun optager den sydlige ende af den store firkantede indhegning, under kun en del af det område, som kirken dækker.

Se HEBRON.

LITTERATUR.

PEF, III., 333-46; PEFS, 1882, 197; 1897, 53; 1912, 145-150; HDB, III., artikel »Machpelah,« af Warren; Stanley, SP and Lectures on the Jewish Church; »Landet under muslimerne,« PEF; Pilgrim Text Soc. publications.

E. W. G. Masterman