Makkabæeren; Makkabæerne

mak-a-be'-us (Makkabaios), mak'-a-bez (hoi Makkabaioi):

I. ISRAELS LAND UNDER SYRIENS KONGER

1. Rivaliseringen mellem Syrien og Egypten

2. Israels land erobret af Antiochus den Store

3. Antiochus Epifanes' tronbestigelse

II. ISRAELS LAND UNDER MAKKABÆERNE

1. Mattathias

2. Judas

3. Jonathan

4. Simon

5. Johannes Hyrkanos

6. Johannes og Eleazar

LITTERATUR

Navnet Maccabeus blev først brugt om Judas, en af Mattathias' sønner, som på engelsk almindeligvis kaldes Makkabæerne, en berømt familie, der forsvarede jødiske rettigheder og skikke i det 2. århundrede f.Kr. (1 Makk 2,1-3). Ordet er blevet afledt på forskellige måder (f.eks. som begyndelsesbogstaverne i Mi Khamokha, Ba-'elim Yahweh! "Hvem er som du blandt de mægtige, o Yahweh?"), men det forbindes sandsynligvis bedst med maqqabhah, "hammer", og anvendt om Judas kan det sammenlignes med middelalderens malleus Scotorum og malleus haereticorum (se næste artikel). For at forstå Makkabæernes arbejde er det nødvendigt at lægge mærke til det forhold, som jøderne og Israels land på den tid stod i til de umiddelbart tilgrænsende folkeslag.

I. Israels land under Syriens konger.

1. Rivaliseringen mellem Syrien og Egypten:

Ved delingen af Alexanders rige efter hans død i året 323 f.Kr. blev Israels land en slags stødpudestat mellem Egypten under ptolemæerne i syd og Syrien under Seleukos' hus, den sidste overlevende af Alexanders generaler, i nord. Syriens konger, som seleukidekongerne almindeligvis kaldes, skønt deres herredømme i praksis strakte sig fra Middelhavet til Indien, bar ikke alle det samme navn, sådan som Egyptens ptolemæere gjorde, selv om de fleste af dem hed enten Seleukos eller Antiochus. I hundrede år efter Alexanders død fortsatte kampen om, hvilken af de to magter der skulle herske over Israels land, indtil der i året 223 kom den nordlige fyrste, under hvem landet var bestemt til definitivt at tilfalde seleukiderne.

2. Israels land erobret af Antiochus den Store:

Dette var Antiochus III, almindeligvis kendt som Antiochus den Store. Han førte to felttog mod Egypten for at få herredømmet over Israels land og vandt til sidst overtaget i året 198 f.Kr. ved sin sejr ved Panium, således kaldt på grund af stedets nærhed til en helligdom for guden Pan, et sted tæt ved Jordans kilder, som stadig kaldes Banias. Jøderne hjalp Antiochus med at vinde sejren, og ifølge Josefus blev hans herredømme modtaget af jøderne med velvilje. Det er med ham og hans efterfølgere, jøderne nu må have at gøre. Det bør bemærkes, at Antiochus kom i berøring med romerne efter deres erobring af Makedonien i 197, og at han blev besejret af Scipio Asiaticus ved Magnesia i 190. Han blev pålagt en tung tribut, som han fandt det vanskeligt at betale, og han fandt sin ende i 187, mens han plyndrede et græsk tempel for at sikre sig dets indhold. Hans søn og efterfølger Seleukos IV blev myrdet af sin førsteminister Heliodoros i 176-175 f.Kr.; denne fik dog ingen gavn af sin forbrydelse.

3. Antiochus Epifanes' tronbestigelse:

Den myrdede konges bror efterfulgte ham på tronen som Antiochus IV, almindeligvis kendt som Antiochus Epifanes ("den Strålende"), en typisk orientalsk hersker med betydelig praktisk dygtighed, men hvis tidlige opdragelse som gidsel i Rom havde gjort ham til en mester i forstillelse. Uddannet i tidens moderne hellenisme gjorde han det under sin regering (175-164 f.Kr.) til sit mål at påtvinge sit rige den, en politik som bragte ham i konflikt med jøderne. Allerede før hans regering havde mange jøder givet efter for tiltrækningen fra græsk tænkning og skik, og en hersker som Antiochus Epifanes' tronbestigelse øgede stærkt bevægelsen i den retning, som det vil ses beskrevet i artiklen om perioden mellem Det Gamle og Det Nye Testamente (se BETWEEN THE TESTAMENTS). Fromme jøder, mænd der var tro mod den jødiske tradition, Chasidim (se HASIDAEANS), som de blev kaldt, modstod imidlertid denne tendens og blev til sidst drevet til væbnet modstand mod den hårde undertrykkelse, Antiochus udøvede for at fremme sine helleniserende synspunkter.

Se ASMONEANS.

II. Israels land under Makkabæerne.

1. Mattathias:

Mattathias, en præst af det første af de 24 skifter og derfor blandt de fornemste, som boede i Modin, en by i Juda, var den første til at slå et slag. Med egen hånd dræbte han i Modin en jøde, som var villig til at bringe de afgudiske ofre, kongen havde befalet, og også Apelles, lederen for kongens sendebud (1 Makk 2,15-28). Han flygtede med sine sønner til bjergene (168 f.Kr.), hvor han organiserede en vellykket modstand; men da han var højt oppe i årene og uegnet til den anstrengelse, aktiv tjeneste krævede, døde han i 166 f.Kr. og blev begravet "i sine fædres grave" i Modin (1 Makk 2,70; Josefus, Ant, XII, vi, 3). Han udpegede tilsyneladende sin 3. søn, Judas, som sin efterfølger, skønt det var med virkelig indsigt, at han på sit dødsleje anbefalede de fire brødre at tage Simon som deres rådgiver (1 Makk 2,65).

2. Judas:

Judas, almindeligvis kaldet Judas Makkabæeren--ofte kaldet i 2 Makkabæerbog "Judas Makkabæeren"--holdt stærkt fast ved sin fars synspunkter og viste sig i det mindste at være en meget dygtig leder i guerillakrig. Han besejrede flere af Antiokus' generaler--Apollonius ved Bet-Horon, en del af Lysias' hær ved Emmaus (166 f.Kr.) og Lysias selv ved Betsura året efter. Han tog Jerusalem i besiddelse, undtagen "Tårnet", hvor han siden blev belejret og hårdt presset af Lysias og den unge konge Antiokus Eupator i 163 f.Kr.; men stridigheder mellem de syriske generaler skaffede jøderne lettelse og religionsfrihed, som dog viste sig at være kortvarig. De helleniserende jøder, med ALKIMUS (se denne) i spidsen, sikrede sig kongens gunst, og han sendte Nikanor mod Judas. Sejren over Nikanor, først ved Kafarsalama og senere (161 f.Kr.) ved Adasa nær Bet-Horon, hvor Nikanor blev dræbt i kampen, var den største af Judas' sejre og sikrede i praksis jødernes uafhængighed. Judas' forsøg på at forhandle en alliance med romerne, som nu havde alvorlige interesser i disse egne, vakte stor utilfredshed blandt hans tilhængere; og deres frafald ved Elasa (161 f.Kr.), under invasionen ledet af Bakkides, som blev iværksat før svaret fra det romerske senat nåede frem, blev årsag til Judas' nederlag og død i kamp. Hans lig blev begravet "i hans fædres grave" i Modin. Der er intet bevis for, at Judas beklædte ypperstepræsteembedet ligesom sin far Mattatias. (En interessant og ikke helt fordelagtig vurdering af Judas og af opstandens åndelige betydning findes i Jerusalem under the High Priests, 97-99, af E.R. Bevan, London, 1904.)

3. Jonatan:

Jonatan (kaldet Apphus, "den forsigtige"), den yngste af Mattatias' sønner, efterfulgte Judas, hvis nederlag og død havde efterladt det patriotiske parti i en elendig tilstand, som det blev reddet ud af ved Jonatans dygtighed og evner, i høj grad hjulpet af rivaliseringen mellem kandidaterne til den syriske trone. Det var i virkeligheden af disse rivaliseringer, at de 65 år (129-64 f.Kr.) med fuldstændigt uafhængigt styre under det hasmonæiske dynasti (se ASMONEANS) udsprang; de lå mellem de syriske kongers græske overherredømme og det romerske overherredømme, som blev etableret af Pompejus. Det første skridt mod patrioterne genoprejsning var den tilladelse, som Demetrios I gav dem til at vende tilbage til Judæa i 158 f.Kr.--det år, hvor Bakkides afsluttede et mislykket felttog mod Jonatan og faktisk accepterede dennes betingelser. Efter hans afrejse "dømte Jonatan folket i Mikmas" (1 Makk 9,73). Jonatan fik endda bemyndigelse til igen at gå ind i Jerusalem og holde en militær styrke; kun "Tårnet", Akra, som det blev kaldt på græsk, blev holdt af en syrisk garnison.

Se videre under ASMONEANS; LACEDAEMONIANS; TRYPHON.

4. Simon:

Simon, med tilnavnet Thassi ("den nidkære"?), var nu det eneste overlevende medlem af den oprindelige makkabæiske familie, og han overtog villigt arven. Tryfon myrdede drengekongen Antiokus Dionysos og greb Seleukos' trone, selv om han ikke havde nogen forbindelse med den seleukidiske familie. Simon brød derfor helt med Tryfon efter at have rettet vellykkede henvendelser til Demetrios, som gav fuld fritagelse for alle de afgifter, der havde kendetegnet det seleukidiske overherredømme. Selv guldkronen, som skulle betales ved indsættelsen af en ny ypperstepræst, blev nu eftergivet. Den 23. ijjar (maj) 141 gik patrioterne endda ind i Akra "med lovprisning og palmegrene og med harper og med cymbler og med strengeinstrumenter og med hymner og med sange" (1 Makk 13,51). Simon blev i en jødisk forsamling erklæret for ypperstepræst og folkets leder "for evigt, indtil der skulle fremstå en profet, som var værdig til tro" (1 Makk 14,41), en begrænsning, som man følte var nødvendig på grund af folkets afvigelse fra den guddommelige udpegelse af ypperstepræsterne af den gamle slægt, og som i praksis gjorde ypperstepræstedømmet arveligt i Simons familie. Der blev endda indledt en ny tidsregning, hvor Simons ypperstepræstedømme skulle være år 1, og dette var i virkeligheden grundlæggelsen af det hasmonæiske dynasti (se ASMONEANS).

5. Johannes Hyrkanos:

Johannes Hyrkanos, en af Simons sønner, undslap den sammensværgelse, som Ptolemæus havde lagt, og efterfulgte sin far, både som fyrste og ypperstepræst. Se ASMONEANS. Han blev efterfulgt (104 f.Kr.) af sin søn Aristobulos I, som tog det endelige skridt at antage kongetitlen.

6. Johannes og Eleazar:

To medlemmer af den første generation af den makkabæiske familie mangler endnu at blive nævnt:

(1) Johannes, den ældste, med tilnavnet Gaddis (King James Version "Caddis"), som sandsynligvis betyder "min lykke", blev myrdet af en omstrejfende stamme, JAMBRIS sønner (se denne), nær Medeba, øst for Jordan, mens han var i færd med at eskortere noget af makkabæernes ejendom til nabatæernes venligtsindede land (1 Makk 9,35-42).

(2) Eleazar, med tilnavnet Avaran, fandt sin død (161 f.Kr.) i den tidlige fase af den syriske krig, kort før Judas' død. I slaget ved Bet-Zakarias (163 f.Kr.), hvor jøderne for første gang mødte elefanter i krig, stak han nedefra den elefant, som han formodede, at den unge konge red på. Han dræbte elefanten, men blev selv knust til døde, da den faldt (1 Makk 6,43-46). For det hasmonæiske dynastis videre historie, se ASMONEANS; MACCABEES, BOOKS OF.

LITTERATUR.

Der findes en righoldig litteratur om makkabæerne, en familie, som historien kun fremviser få, om nogen, paralleller til i en sådan samlet hengivenhed for en hellig sag. Hovedkilderne er naturligvis de makkabæiske bøger i apokryferne; men der kan især henvises til de kapitler hos Stanley, Lectures on the History of the Jewish Church, som behandler emnet, og til E.R. Bevan, Jerusalem under the High Priests, 1904, eller til 2. bind af House of Seleucus af samme forfatter, 1902.

J. Hutchison