Morgenstjerne

Den, som går forud for og ledsager solopgangen. Ordet findes kun i 2 Pet. 1,19, hvor det betegner Kristi åbenbarelse for sjælen, som giver åndeligt lys og trøst. Han er den “strålende morgenstjerne” i Åb 2,28; 22,16. (Jf. 4 Mos 24,17.)

Et navn, der billedligt gives til Kristus (Åb 22,16; jf. 2 Pet. 1,19). Når Kristus lover, at han vil give “morgenstjernen” til sine trofaste, “lover han, at han vil give dem sig selv, at han vil give dem sig selv, at han vil meddele dem sin egen herlighed og en del i sit eget kongelige herredømme; for stjernen er altid symbolet på kongedømme (Matt 2,2), og er derfor forbundet med scepteret (4 Mos 24,17). Al verdens herlighed skal ende med at være kirkens herlighed.” Trench’s Comm.