Moses' sang

Navnet på den sejrssang, som Moses og israelitterne sang efter overgangen over Det Røde Hav og ødelæggelsen af Faraos hærskarer (2 Mos 15,1-18). Denne ophøjede odes storhed anerkendes af alle. I prægtige strofer fejrer den den udfrielse, der netop var erfaret, idet den lovpriser de egenskaber hos Jahve, som blev åbenbaret i triumfen (2 Mos 15,1-12), og derpå foregriber den de forbløffende virkninger, som ville udspringe af denne udfrielse i den nærmeste fremtid og senere (2 Mos 15,13-18). Der synes ikke at være nogen grund til at tvivle på, at i det mindste sangens grundlag--muligvis hele sangen--virkelig er mosaisk. I hentydningerne til folkets førelse til Guds hellige bolig og til rædslen hos de omboende folkeslag og hos kana'anæerne (2 Mos 15,13-18) mener man, at der er tydelige spor af en senere revision og udvidelse. Dette er dog på ingen måde en nødvendig konklusion.

Driver, som i LOT, 8. udgave, 30, følger kritikerne på dette punkt, skrev mere forsigtigt i 1. udgave (s. 27): "Sandsynligvis er dog størstedelen af sangen mosaisk, og ændringen eller udvidelsen er begrænset til de afsluttende vers; for den almene stil er gammel, og den triumferende tone, som gennemtrænger den, er netop en sådan, som naturligt kunne være blevet inspireret af den begivenhed, den fejrer."

Moses' sang gøres i Apokalypsen til forbillede for "Moses', Guds tjeners, sang og Lammets sang", som de, der står ved glashavet, og som er "gået sejrrigt ud af kampen mod dyret og dets billede og tallet på dets navn", synger til Guds pris: "Store og underfulde er dine gerninger, Herre Gud, den Almægtige," osv. (Åb 15,2-4). Da kirken har erfaret en udfrielse, der ligner den, Israel erfarede ved Det Røde Hav, men er uendeligt større, bliver den gamle sang omformet, og dens udtryk tilpasses på ny, så de på én gang udtrykker begge sejre, den lavere og den højere.

James Orr