Mord

1. Udtryk:

mur'-der (haragh, "at slå," "ødelægge," "dræbe," "slå ihjel" (Sl 10,8; Hos 9,13 KJV]), ratsach, "at knuse i stykker," "dræbe," især med overlæg (4 Mos 35,16 og ofte; Sl 94,6; Jer 7,9; Hos 6,9); phoneus, "forbryderisk manddrab," fra phoneuo, "at dræbe," "slå ihjel"; phonos, fra pheno, har samme betydning; anthropoktonos, "manddræber," "morder," bruges til at betegne Satan (Joh 8,44) og den, der hader sin bror (1 Joh 3,15); en modermorder betegnes som metraloas (1 Tim 1,9); sammenlign adelphokionos, "brodermorderisk" (Salomos Visdom 10,3). Flertalsformen af phonos, "mord," forekommer i Matt 15,19; Mark 7,21; Gal 5,21 i King James Version; Åb 9,21; sammenlign 2 Makk 4,3.18; 12,6):

2. Den hebraiske lov:

Den hebraiske lov anerkendte skellet mellem forsætligt mord og utilsigtet eller berettiget manddrab (4 Mos 25,16); men i juridisk sprogbrug skelnes der ikke med forskellige ord. Mord var altid underlagt dødsstraf (3 Mos 24,17; sammenlign 1 Mos 9,6). Selv hvis forbryderen søgte beskyttelse i helligdommen, skulle han arresteres foran alteret og straffes (2 Mos 21,12; 2 Mos 21,14; 3 Mos 24,17; 3 Mos 24,21; 4 Mos 35,16; 4 Mos 35,18; 4 Mos 35,21; 4 Mos 35,31). Mishna siger, at et dødeligt slag, som var tiltænkt en anden end offeret, straffes med døden; men en sådan bestemmelse findes ikke i loven. Der nævnes ikke særskilt

(a) barnemord;

(b) fadermord; eller

(c) det at tage liv med gift;

men lovens hensigt er klar med henvisning til alle disse tilfælde (2 Mos 21,15; 2 Mos 21,17; 1 Tim 1,9; Matt 15,4). Der nævnes ingen straf for selvmordsforsøg (sammenlign 1 Sam 31,4 f; 1 Kong 16,18; Matt 27,5); dog siger Josefus (BJ, III, viii, 5), at selvmord blev anset for kriminelt af jøderne (se også 2 Mos 21,23). Et dyr, der var kendt for at være farligt, skulle holdes indespærret, og hvis det forårsagede nogens død, blev dyret dræbt, og ejeren blev anset skyldig i mord (2 Mos 21,29; 2 Mos 21,31). Bødlen var ifølge lovens bestemmelser "blodhævneren"; men skylden skulle først være fastslået af den levitiske domstol. Der blev givet stærk beskyttelse gennem kravet om, at mindst to vidner skulle være enige i enhver sag om dødsstraf (4 Mos 35,19-30; 5 Mos 17,6-12; 5 Mos 19,12; 5 Mos 19,17). Under monarkiet synes pligten til at håndhæve retfærdighed over for en morder i nogen grad at være blevet overtaget af herskeren, som også havde magt til at give benådning (2 Sam 13,39; 2 Sam 14,7; 2 Sam 14,11; 1 Kong 2,34).

Se manddræber.

Frank E. Hirsch