Nilen

nil (Neilos, betydningen er ikke sikkert kendt; henviser måske til vandets farve, som sort eller blå. Dette navn forekommer ikke i Det Gamle Testamentes hebraiske tekst eller i den engelske oversættelse):

I. NILEN I FYSISK GEOGRAFI

1. Beskrivelse

2. Geologisk oprindelse

3. Egyptens tilblivelse

4. Oversvømmelsen

5. Nedsivningen

II. NILEN I HISTORIEN

1. Templernes placering

2. Gravpladsernes placering

3. Opdæmningen af Nilen

4. Egyptiske hungersnødperioder

III. NILEN I RELIGIONEN

1. Nilen som gud

2. Nilen i Osiris-myten

3. Den himmelske Nil

En flod i Nordafrika, Egyptens store flod. Det navn, der bruges i Det Gamle Testamente til at betegne Nilen, er på hebraisk ye'or, egyptisk aur, tidligere atur, sædvanligvis oversat "flod", også lejlighedsvis "kanaler" (Sl 78,44; Ez 29,3). I almindelig forstand betyder det alt Egyptens vand. Nilen er også den vigtigste flod, der er indbefattet i udtrykket nahare kush, "Etiopiens floder" (Es 18,1). Poetisk kaldes Nilen yam, "hav" (Job 41,31; Nah 3,8; sandsynligvis Es 18,2), men dette er ikke et navn på floden. shichor, ikke altid skrevet fuldt ud, er også fejlagtigt blevet tolket om Nilen (se SHIHOR). Ligeledes er nahar mitsrayim, "Egyptens bæk", et grænsevandløb, som på ingen måde er forbundet med Nilen, undertiden blevet forvekslet med denne flod.

Se RIVER OF EGYPT.

I. Nilen i fysisk geografi.

1. Beskrivelse:

Nilen dannes ved sammenløbet af Den Hvide Nil og Den Blå Nil på 15 grader 45' nordlig bredde og 32 grader 45' østlig længde. Den Blå Nil udspringer i Abessiniens højland, 12 grader 30' nordlig bredde, 35 grader østlig længde, og løber 850 miles mod nordvest til sit sammenløb med Den Hvide Nil. Den Hvide Nil, Nilens hovedgren, udspringer i Victoria Nyanza, en stor sø i Centralafrika, få miles nord for ækvator, 33 grader østlig længde (mere præcist kan man sige, at Nilen udspringer ved Ragera-flodens kilder, et lille vandløb på den anden side af søen, 3 grader syd for ækvator), og løber mod nord i et bugtet leje, 1.400 miles til sit sammenløb med Den Blå Nil. Fra dette sammenløbspunkt løber Nilen mod nord gennem Nubien og Egypten 1.900 miles og udmunder i Middelhavet, på 32 grader nordlig bredde, gennem 2 mundinger, Rosetta, øst for Alexandria, og Damietta, vest for Port Said. Tidligere var der 7 mundinger spredt langs en kystlinje på 140 miles.

2. Geologisk oprindelse:

Nilen opstod i tertiærtiden og har fortsat fra den tid til nu, skønt floden ved landets sænkning på 220 fod langs Middelhavskysten i de pluviale tider blev meget forkortet. Senere i de pluviale tider hævede landet sig igen og hæver sig stadig langsomt.

3. Egyptens tilblivelse:

Det dyrkbare Egypten er helt og holdent Nilens produkt; hver eneste jordpartikel er blevet ført ned af floden fra kontinentets indre og aflejret langs bredderne og især i deltaet ved flodmundingen. Bredderne er blevet højere og højere og har bredt sig længere og længere tilbage ved aflejringen af slammet, indtil dalen med agerjord i de fleste egne varierer i bredde fra 3 eller 4 miles til 9 eller 10 miles. Efter den sidste landhævning i de pluviale tider lå flodens munding i begyndelsen ikke langt fra Kairos breddegrad. Fra dette punkt mod nord har floden opbygget et delta på 140 miles til hver side, over hvilket den breder sig og udmunder i havet gennem sine mange mundinger.

4. Oversvømmelsen:

Vandingen af Egypten ved oversvømmelsen fra Nilen er det mest slående træk ved dette lands fysiske karakter og et af de mest interessante og bemærkelsesværdige fysiske fænomener i verden. Oversvømmelsen frembringes ved samvirket mellem en indirekte og en direkte årsag. Den indirekte årsag er regnen og den smeltende sne på de ækvatoriale bjerge i Centralafrika, som stadigt opretholder en stor vandmængde i Den Hvide Nil. Den direkte årsag er styrtregn i Abessiniens højland, som sender en pludselig stor forøgelse af vandmængden ned gennem Den Blå Nil. Oversvømmelsen har to perioder hvert år. Den første begynder omkring 15. juli og fortsætter til hen imod slutningen af september. Efter en svag tilbagegang stiger floden igen tidligt i oktober i den store oversvømmelse. Høj Nil er i oktober, 25 til 30 fod, lav Nil i juni, omkring 12 1/2 fod. Nilometeret til registrering af oversvømmelsesvandets højde går tilbage til meget tidlige tider. Gamle nilometre findes stadig in situ ved Edfu og Assuan. Vandingen og gødskningen af landet er oversvømmelsens umiddelbare virkning; dens endelige resultat er den skabelse af Egypten, som stadig er i gang. Aflejringen af slammet fra vandet på landet har hævet dalens overflade omkring 1 fod på 300 til 400 år, omkring 9 til 10 fod nær Kairo siden begyndelsen af de tidlige store templer. Aflejringen varierer stærkt andre steder. Da aflejringen af slam er sket på flodens bund såvel som på landets overflade, om end langsommere på grund af strømmenes hastighed, er floden også blevet løftet op, og således har oversvømmelsen bredt sig længere og længere mod øst og vest, efterhånden som dalens niveau tillod det, idet den aflejrede slammet og således gjorde det dyrkbare land bredere såvel som jorden dybere år for år. Ved Heliopolis, lidt nord for Kairo, har denne udvidelse mod øst været 3 til 4 miles siden opførelsen af det store tempel dér.

Ved Luxor, omkring 350 miles længere oppe ad floden, hvor tilnærmelsen mod bjergene er meget stejlere, er udvidelsen af den gode jord mod øst og vest ubetydelig.

5. Nedsivningen:

De gamle egyptere havde ret i at kalde alle Egyptens vande for Nilen, for hvor som helst man får vand ved at grave, er det ganske enkelt Nilen, der siver gennem den porøse jord. Denne gennemsivning kaldes Nilens infiltration. Den strækker sig altid så langt ud på begge sider af Nilen, som vandstanden i floden på det pågældende tidspunkt tillader. Denne infiltration er, næst efter oversvømmelsen, det vigtigste fysiske fænomen i Egypten. Ved hjælp af den foregår en stor del af landets vanding i den tørre årstid fra brønde. Den har også haft sin indflydelse på landets politiske og religiøse forandringer (jf. nedenfor).

II. Nilen i historien.

1. Templernes placering:

Nogle af de tidlige templer lå nær Nilen, sandsynligvis på grund af guddommeliggørelsen af floden. Landjordens overflade hævede sig, og samtidig flodlejet, som følge af oversvømmelsen; det løftede både Egypten og dets store flod, men lod templerne blive nede på det gamle niveau. Med tiden nåede flodens infiltration fra dens nye, højere niveau længere og længere og steg til et højere niveau, indtil gulvet i disse gamle templer stod under vand, selv når Nilen var lavest, og da blev guder og gudinder, præster og ceremoniel alle drevet ud. Mindst to af de største templer og helligste steder, Heliopolis og Memfis, måtte forlades. Sandsynligvis havde dette forhold lige så meget at gøre med Egyptens religions undergang som dets politiske katastrofer og den faktiske ødelæggelse af dets templer ved østlige invasionsfolk. Naturens Gud havde drevet naturens guder ud.

2. Gravpladsernes placering:

Nogle forhistoriske begravelser findes på højere grund, som ved Kefr `Amar. Tusind års historie ville være fuldt tilstrækkeligt til at lære egypterne, at Nilen stadig var i færd med at skabe Egypten. Fra da af blev gravpladserne anlagt ved bjergene på dalens østlige og vestlige grænser. Her ligger de den dag i dag, for størstedelens vedkommende stadig helt over oversvømmelsens vande--og som regel uden for infiltrationens rækkevidde.

3. Opdæmningen af Nilen:

Udvidelsen af det dyrkbare land ved hjælp af lange kanaler, som førte vandet fra langt oppe ad floden til niveauer, der lå højere end oversvømmelsens længere nede ad floden, blev praktiseret fra meget tidlig tid. At erstatte lange kanaler med dæmninger var forbeholdt moderne ingeniørkunst. Tre store dæmninger er blevet bygget: den første lidt nord for Kairo, den største ved Assuan og den sidste nær Asyut.

4. Hungersnød i Egypten:

Hungersnød i Egypten skyldes altid, at oversvømmelsesvandets mængde svigter. Store hungersnøder har ikke været hyppige. Årsagen til, at oversvømmelsesvandet svigter, menes nu ikke så meget at være mangel på oversvømmelsesvand fra Den Blå Nil som tilstopning af Den Hvide Nils løb i Sudans store sumpområde af sud, en slags star, der undertiden bliver til en så sammenfiltret masse, at den lukker løbet og hæmmer den regelmæssige vandmængdes strøm, så højvandet i Den Blå Nil kun medfører ringe oversvømmelse på det sædvanlige tidspunkt, og resten af året er Nilen af samme grund så lav, at god vanding ved kanaler og brønde er umulig. En kanal gennem sud holdes nu åben af den egyptiske regering.

III. Nilen i religionen.

En af guderne i det egyptiske pantheon var Hapi, Nilen. I tidlige tider delte den æren med Ra, solguden. Ikke underligt, at det var sådan.

1. Nilen som gud:

Hvis egypterne overhovedet satte sig for at tilbede naturguder, da måtte det sandelig først være solen og Nilen.

2. Nilen i Osiris-myten:

Oprindelsen til Osiris-myten drøftes stadig meget. Meget materiale, måske afgørende materiale, kan fremføres for at bevise, at den oprindelig udsprang af Nilen; at Osiris først og fremmest var Nilen, dernæst Nilens vand, dernæst jorden, produktet af Nilens vande, og dernæst Egypten, Nilen og alt, hvad den frembragte.

3. Den himmelske Nil:

Egypten var egypterens lille verden, og Egypten var Nilen. Det var derfor ganske naturligt for egypterne, når de tænkte på den himmelske verden, at forestille sig den i lighed med deres egen verden med en himmelsk Nil, der flød gennem den. Sådan fremstilles den i mytologien, men forestillingen om himlene er vag.

M. G. Kyle