Nikanor

ni-ka'-nor, ni'-ka-nor (Nikanor): Søn af Patroklos og en af kongens "øverste venner" (2 Makk 8,9), en syrisk general under Antiokus Epifanes og Demetrios Soter. Efter Serons nederlag til Judas betroede Epifanes sin kansler Lysias at undertvinge Judæa (1 Makk 3,34 ff.). Nikanor var en af de tre generaler, som Lysias gav opgaven--de andre var Ptolemæus, Dorymenes' søn, og Gorgias (1 Makk 3,38). Felttoget begyndte i 166 f.Kr.; syrerne blev besejret ved Emmaus (1 Makk 3,57 ff.), mens Gorgias på et senere tidspunkt vandt en sejr ved Jamnia over en gruppe jøder, som var ulydige mod Judas (1 Makk 5,58). Beretningen i 2 Makkabæerbog adskiller sig betydeligt, både ved udeladelser og tilføjelser (2 Makk 8,9 ff.). Her er Nikanor, ikke Gorgias, den øverstkommanderende. Slaget ved Emmaus nævnes ikke, men "den tre gange forbandede Nikanor", som i overmodig stolthed havde indbudt tusind slavehandlere til at ledsage ham for at købe de jødiske fanger, blev ydmyget, og hans hær blev ødelagt; selv undslap han "som en flygtet slave" til Antiokia (2 Makk 8,34 f.). Efter Epifanes', Eupators og Lysias' død (de to sidste ved Demetrios' hånd (1 Makk 7,2)) optræder Nikanor igen under kong Demetrios i kampen mellem Alkimos og Judas. Alkimos, der var blevet indsat i præsteembedet af Demetrios' officer Bakchides, kunne ikke holde det imod Judas og patrioterne. Han appellerede igen til Demetrios, som denne gang udvalgte Nikanor, nu statholder på Cypern (2 Makk 12,2) og kendt for sit dødelige had til jøderne, til at afgøre striden og dræbe Judas (2 Makk 14,12 ff.; 1 Makk 7,26 ff.). Nikanor blev ved denne lejlighed udnævnt til statholder over Judæa. Igen er 1 og 2 Makkabæerbog forskellige. Ifølge 1 Makkabæerbog forsøgte Nikanor forgæves at gribe Judas ved forræderi. Derefter fulgte slaget ved Kafarsalama ("fredslandsby"), hvor syrerne blev besejret, skønt Josefus (Ant., XII, x, 5) siger, at Judas blev besejret. Nikanor trak sig tilbage til Jerusalem, fornærmede præsterne og truede med at ødelægge templet, hvis de ikke udleverede Judas. Han trak sig derefter tilbage til Bet-Horon for at finde Judas opstillet over for sig ved Adasa (1 Makk 7,39 ff.), 3 1/2 mil borte. Her, på den 13. dag i den 12. måned Adar (marts), 161 f.Kr., led syrerne et knusende nederlag, og Nikanor selv var den første, der faldt. Jøderne huggede hans hoved og stolte højre hånd af og hængte dem op ved Jerusalem. For en kort tid gav Adasa Judas land ro. Folket bestemte, at denne "dag med stor glæde" skulle holdes år efter år--den 13. Adar, "dagen før Mordokajs dag" (purimfesten). 2 Makkabæerbog nævner, at Simon, Judas' bror, blev slået i en første træfning (14,17), udelader slaget ved Kafarsalama og fremstiller Nikanor, grebet af jødernes mandighed, som en, der indgik venskabelige forbindelser med Judas og opfordrede ham til at gifte sig og leve et roligt liv, glemsom over for kongens befaling, indtil Alkimos anklagede ham over for Demetrios. Sidstnævnte befalede kategorisk Nikanor at bringe Judas som fange til Antiokia med al hast (14,27). Scenen for den endelige kamp (Adasa) angives kun som "i Samarias område" (15,1). Ifølge denne beretning var det Judas, der befalede lemlæstelsen af Nikanor, og på en mere grusom måde (15,30 ff.). Det er muligt, at Nikanor, kypriarken eller statholderen på Cypern i 2 Makk 12,2, er en anden person end Nikanor, Patroklos' søn--et synspunkt, som ikke er fulgt i ovenstående fremstilling.

S. Angus

(Nikanor): En af »de syv«, der blev valgt til at føre tilsyn med »den daglige uddeling« til de fattige i den kristne menighed i Jerusalem (ApG 6,5). Navnet er græsk.eral under Antiokus Epifanes og Demetrios Soter. Efter at Seron var blevet besejret af Judas, betroede Epifanes sin kansler Lysias at underlægge sig Judæa (1 Makk 3,34 ff.). Nikanor var en af de tre hærførere, som Lysias gav opgaven — de andre var Ptolemaios, Dorymenes' søn, og Gorgias (1 Makk 3,38). Felttoget begyndte i 166 f.Kr.; syrerne blev besejret ved Emmaus (1 Makk 3,57 ff.), mens Gorgias på et senere tidspunkt vandt en sejr ved Jamnia over en gruppe jøder, der ikke adlød Judas (1 Makk 5,58). Beretningen i 2 Makk adskiller sig betydeligt, både ved udeladelser og tilføjelser (2 Makk 8,9 ff.). Her er Nikanor, ikke Gorgias, den øverstbefalende. Slaget ved Emmaus nævnes ikke, men »den tre gange forbandede Nikanor«, som i overmodigt hovmod havde indbudt tusind slavehandlere til at følge ham for at købe de jødiske fanger, blev ydmyget, og hans hær blev ødelagt; selv undslap han »som en flygtet slave« til Antiokia (2 Makk 8,34 f.). Efter Epifanes', Eupators og Lysias' død (de to sidste ved Demetrios' hånd (1 Makk 7,2)) dukker Nikanor igen op under kong Demetrios i striden mellem Alkimos og Judas. Alkimos, som var blevet indsat i præsteembedet af Demetrios' embedsmand Bakchides, kunne ikke fastholde det over for Judas og patrioterne. Han appellerede igen til Demetrios, som denne gang udvalgte Nikanor, nu statholder på Cypern (2 Makk 12,2) og kendt for sit dødelige had til jøderne, til at afgøre striden og dræbe Judas (2 Makk 14,12 ff.; 1 Makk 7,26 ff.). Ved denne lejlighed blev Nikanor udnævnt til statholder over Judæa. Igen er 1 og 2 Makkabæerbog forskellige. Ifølge 1 Makkabæerbog forsøgte Nikanor forgæves at gribe Judas ved forræderi. Derefter fulgte slaget ved Kafarsalama (»fredslandsby«), hvor syrerne blev besejret, skønt Josefus (Ant., XII, x, 5) siger, at Judas blev besejret. Nikanor trak sig tilbage til Jerusalem, fornærmede præsterne og truede med at ødelægge templet, hvis de ikke udleverede Judas. Derpå trak han sig tilbage til Bet-Horon for at finde Judas opstillet over for sig ved Adasa (1 Makk 7,39 ff.), 3 1/2 mil borte. Her, den 13. dag i den 12. måned, adar (marts), 161 f.Kr., led syrerne et knusende nederlag, og Nikanor selv var den første, der faldt. Jøderne huggede hans hoved og hans stolte højre hånd af og hængte dem op ved Jerusalem. For en kort tid gav Adasa Judas land ro. Folket bestemte, at denne »dag med stor glæde« skulle fejres år efter år — den 13. adar, »dagen før Mordokajs dag« (purimfesten). 2 Makkabæerbog nævner, at Simon, Judas' bror, kom til kort i et første sammenstød (14,17), udelader slaget ved Kafarsalama og fremstiller Nikanor som grebet af jødernes mandighed, så han indgik venskabelige forbindelser med Judas og opfordrede ham til at gifte sig og leve et stille liv, idet han glemte kongens befaling, indtil Alkimos anklagede ham over for Demetrios. Denne befalede strengt Nikanor at føre Judas som fange til Antiokia i al hast (14,27). Stedet for den endelige kamp (Adasa) angives kun som »i området ved Samaria« (15,1). Ifølge denne beretning var det Judas, der befalede, at Nikanor skulle lemlæstes, og det på en mere grufuld måde (15,30 ff.). Det er muligt, at Nikanor, cypriarken eller statholderen over Cypern i 2 Makk 12,2, er en anden person end Nikanor, Patroklos' søn — en opfattelse, der ikke er fulgt i fremstillingen ovenfor.