Nineve

Nævnes første gang i 1 Mos 10,11, som i Revised Version gengives: “Han [dvs. Nimrod] drog ud til Assyrien og byggede Nineve.” Den omtales ikke igen før Jonas’ dage, da den beskrives (Jon 3,3; 4,11) som en stor og folkerig by, det assyriske riges blomstrende hovedstad (2 Kong 19,36; Es 37,37). Profeten Nahums bog er næsten udelukkende optaget af profetiske fordømmelser rettet mod denne by. Dens fald og fuldstændige ødelæggelse forudsiges (Nah 1,14; 3,19 osv.). Også Sefanias (2,13-15) forudsiger dens ødelæggelse sammen med faldet for det rige, den var hovedstad i. Fra dette tidspunkt nævnes den ikke i Skriften, før den nævnes i evangeliernes historie (Matt 12,41; Luk 11,32).

Denne “overmåde store by” lå på den østlige eller venstre bred af floden Tigris, langs hvilken den strakte sig omkring 30 miles, med en gennemsnitlig bredde på 10 miles eller mere fra floden tilbage mod de østlige høje. Hele dette vidtstrakte område er nu ét vældigt ruinområde. Den indtog en central placering på den store hovedvej mellem Middelhavet og Det Indiske Ocean og forbandt således Østen og Vesten; rigdom strømmede til den fra mange kilder, så den blev den største af alle oldtidens byer.

Omkring 633 f.Kr. begyndte det assyriske rige at vise tegn på svaghed, og Nineve blev angrebet af mederne, som senere, omkring 625 f.Kr., sammen med babylonierne og susianerne igen angreb den; da faldt den og blev jævnet med jorden. Det assyriske rige fik da sin ende, idet mederne og babylonierne delte dets provinser mellem sig. “Efter at have hersket i mere end seks hundrede år med hæsligt tyranni og vold, fra Kaukasus og Det Kaspiske Hav til Den Persiske Golf, og fra hinsides Tigris til Lilleasien og Egypten, forsvandt det som en drøm” (Nah 2,6-11). Dets ende var mærkelig, pludselig, tragisk. Det var Guds værk, hans dom over Assyriens stolthed (Es 10,5-19).

For fyrre år siden var vores viden om det store assyriske rige og dets storslåede hovedstad næsten helt tom. Vage minder om dets magt og storhed havde ganske vist overlevet, men meget lidt var kendt med sikkerhed om det. Andre byer, der var gået til grunde, som Palmyra, Persepolis og Theben, havde efterladt ruiner, der markerede deres steder og fortalte om deres tidligere storhed; men af denne by, det kejserlige Nineve, syntes ikke et eneste spor at være tilbage, og selve stedet, hvor den havde stået, var kun et spørgsmål om formodning. Som opfyldelse af profeti gjorde Gud “fuldstændig ende på stedet.” Det blev en “øde.”

På den græske historiker Herodots tid, 400 f.Kr., var den blevet noget, der hørte fortiden til; og da historikeren Xenofon passerede stedet under “De titusindes tilbagetog”, var selve mindet om dens navn gået tabt. Den var begravet ude af syne, og ingen kendte dens grav. Den skal aldrig igen rejse sig af sine ruiner.

Til sidst, efter at have været tabt i mere end to tusind år, blev byen gravet frem. For lidt mere end fyrre år siden begyndte den franske konsul i Mosul at undersøge de vældige høje, der lå langs flodens modsatte bred. Araberne, som han ansatte til disse udgravninger, stødte til deres store overraskelse på ruinerne af en bygning ved højen Khorsabad, som ved nærmere undersøgelse viste sig at være det kongelige palads tilhørende Sargon, en af de assyriske konger. De fandt vej ind i dets vidtstrakte gårde og kamre og bragte fra dets skjulte dybder mange vidunderlige skulpturer og andre levn fra disse gamle tider frem.

Udforskningsarbejdet er næsten uafbrudt blevet fortsat af M. Botta, Sir Henry Layard, George Smith og andre i højene Nebi-Yunus, Nimrud, Koyunjik og Khorsabad, og et vældigt skatkammer af eksempler på gammel assyrisk kunst er blevet gravet frem. Det ene palads efter det andet er blevet opdaget, med deres udsmykninger og deres udskårne plader, som åbenbarer dette gamle folks liv og skikke, deres krigs- og fredskunster, formerne for deres religion, deres arkitekturs stil og deres monarkers pragt. Byens gader er blevet undersøgt, indskrifterne på murstenene og tavlerne og de udskårne figurer er blevet læst, og nu er hemmelighederne i deres historie blevet bragt for dagen.

En af de mest bemærkelsesværdige nyere opdagelser er kong Assur-bani-pals bibliotek, eller, som de græske historikere kalder ham, Sardanapalos, Sankeribs sønnesøn (se denne). Dette bibliotek består af omkring ti tusind flade mursten eller tavler, alle beskrevet med assyriske tegn. De indeholder en optegnelse af Assyriens historie, love og religion, af den største værdi. Disse mærkelige lerblade, fundet i det kongelige bibliotek, udgør det mest værdifulde af alle skatkamrene af litteratur fra den gamle verden. Biblioteket indeholder også gamle akkadiske dokumenter, som er de ældste bevarede dokumenter i verden og sandsynligvis går helt tilbage til omtrent Abrahams tid.

“Det assyriske kongedømme er måske det mest luksuriøse i vort århundrede [Assur-bani-pals regeringstid]...Dets sejre og erobringer, uafbrudt gennem hundrede år, har beriget det med byttet fra tyve folk. Sargon har taget, hvad der var tilbage hos hittitterne; Sankerib overvandt Kaldæa, og Babylons skatte blev overført til hans kister; Esarhaddon og Assur-bani-pal selv har plyndret Egypten og hendes store byer, Sais, Memfis og Theben med de hundrede porte...Nu strømmer fremmede købmænd ind i Nineve og bringer med sig de mest værdifulde produkter fra alle lande: guld og parfume fra Sydarabien og Det Kaldæiske Hav, egyptisk linned og glasarbejde, udskårne emaljer, guldsmedearbejde, tin, sølv, fønikisk purpur; cedertræ fra Libanon, uangribeligt for orme; skind og jern fra Lilleasien og Armenien” (Ancient Egypt and Assyria, af G. Maspero, side 271).

Basreliefferne, alabastpladerne og de udskårne monumenter, der er fundet i disse genopdagede paladser, tjener på bemærkelsesværdig måde til at bekræfte Det Gamle Testamentes historie om Israels konger. Ruinernes udseende viser, at byens ødelæggelse ikke alene skyldtes den angribende fjende, men også oversvømmelsen og ilden, og bekræfter dermed de gamle profetier om den. “De nyere udgravninger,” siger Rawlinson, “har vist, at ild var et vigtigt redskab i ødelæggelsen af Nineves paladser. Brændt alabast, forkullet træ og trækul, kolossalstatuer sprængt af varme, findes i dele af Nineves høje og bevidner profetiens sandfærdighed.”

Nineve i sin storhed var (Jon 3,4) en “overmåde stor by på tre dagsrejser”, dvs. sandsynligvis i omkreds. Det ville give en omkreds på omkring 60 miles. Ved de fire hjørner af en uregelmæssig firkant ligger ruinerne af Kouyunjik, Nimrud, Karamless og Khorsabad. Disse fire store ruinmasser, sammen med hele det område, der er indbefattet i det parallelogram, de danner ved linjer trukket fra den ene til den anden, anses almindeligvis for at udgøre hele Nineves ruiner.