Nineve

nin'-e-ve (nineweh; Nineue, Nineui; græske og romerske forfattere, Ninos): I. BEGYNDELSE, NAVN, BELIGGENHED

1. Første bibelske omtale

2. Navnets etymologi

3. Beliggenhed ved Tigris

II. NINEVE OG DETS OMGIVELSER

1. Dets mure

2. Vigtigste høje og porte

3. Udstrækning og befolkning inden for murene

4. Udstrækning uden for murene

5. Kala, Resen og Rehobot-Ir

6. Khorsabad

7. Sherif Khan og Selamieh

8. Nimroud

III. PALADSER I SELVE NINEVE

1. Sankeribs palads

2. Assur-bani-aplis palads

IV. SANKERIBS BESKRIVELSE AF NINEVE

1. Murene

2. Portene--nordvest

3. Portene--syd og øst

4. Portene--vest

5. Den ydre mur: plantningerne

6. Vandforsyningen osv.

7. Hvordan basreliefferne illustrerer kongens beskrivelse

8. Nineve som den senere hovedstad

V. NINEVES SIDSTE DAGE OG FALD

LITTERATUR

I. Begyndelse, navn, beliggenhed.

1. Første bibelske omtale:

Den første bibelske omtale af Nineve findes i 1 Mos 10,11, hvor det siges, at NIMROD (se denne) eller Assur drog ud til Assyrien og byggede Nineve og Rehobot-Ir, Kala og Resen mellem Nineve og Kala, med tilføjelsen: »det er den store by.« Alt tyder på, at disse udsagn er korrekte, for Nineve var bestemt på et tidspunkt under babylonisk herredømme og blev i begyndelsen ikke styret af assyriske konger, men af issake eller vicekonger under Assur, den gamle hovedstad. Efter alt at dømme fik Nineve sit navn fra det babyloniske Nina nær Lagas i det sydlige Babylonien, ved Eufrat, hvorfra det sandsynligvis blev koloniseret i en tidlig grundlæggelse. Det indfødte navn optræder som Ninua eller Nina (Ninaa), skrevet med tegnet for »vandindhegning« med tegnet for »fisk« indeni, hvilket antyder en forbindelse mellem Nina og det semitiske nun, »fisk«.

2. Navnets etymologi:

Det babyloniske Nina var et sted, hvor fisk fandtes i meget stort antal, og Ishtar eller Nina, byens gudinde, blev forbundet med Nin-mah, Merodaks hustru, som frugtbarhedsgudinde. Der er også rigeligt med fisk i Tigris ved Mosul, den moderne by på den anden side af floden, og dette kan have påvirket de babyloniske bosætteres valg af stedet og grundlæggelsen dér af det store tempel for Ishtar eller Nina. Tidspunktet for denne grundlæggelse er ukendt, men den kan have fundet sted omkring 3OOO f.Kr.

3. Beliggenhed ved Tigris:

Nineve lå på Tigris’ østlige bred, på det sted hvor Khosr løber ud i denne flod. Murens omrids er rektangulært mod vest, men har en uregelmæssig form mod øst. De vestlige fæstningsværker løber fra nordvest mod sydøst og følger omtrent flodens løb; den flyder nu omkring 1.500 yards (ca. 1,4 km) fra murene i stedet for tæt ved dem, som i oldtiden.

II. Nineve og dets omgivelser.

Ifølge den afdøde G. Smith har den sydvestlige mur en længde på omkring 2 1/2 miles (ca. 4 km) og forbindes ved sit vestlige hjørne med den nordvestlige mur, som løber i nordøstlig retning i omkring 1 1/3 miles (ca. 2,1 km).

1. Dets mure:

Den nordøstlige mur, som begynder her, løber først i sydøstlig retning, men drejer mod syd og nærmer sig gradvist den sydvestlige mur, som den efter omkring 3 1/4 miles (ca. 5,2 km) forbindes med af en kort mur, der vender næsten mod syd og er lidt over en halv mile (ca. 800 m) lang.

2. Vigtigste høje og porte:

De vigtigste høje er Kouyunjik, lidt nordøst for landsbyen `Amusiyeh, og Nebi-Yunas, omkring 1.500 yards (ca. 1,4 km) mod sydøst. Begge disse ligger lige inden for den sydvestlige mur. Omfattende bygningsrester optager det befæstede område. Der findes talrige åbninger i murene, mange af dem gamle, skønt nogle synes at være lavet efter, at stedet blev forladt. Hovedporten mod nordvest blev bevogtet af vingede tyre (se Layard, Monuments of Nineveh, 2. serie, plural 3; Nineveh and Babylon, 120). Andre porte gav adgang til landets forskellige handelsveje; dem mod øst gik gennem de buede forværker og den dobbelte række fæstningsværker, som beskyttede den nordøstlige mur mod angreb fra den side, hvor ninevitterne tydeligvis mente, at de havde mest at frygte.

3. Udstrækning og befolkning inden for murene:

Ifølge G. Smith er den indre murs omkreds omkring 8 miles (ca. 13 km), og kaptajn Jones, som foretog en trigonometrisk opmåling i 1854, anslog, at byen, hvis man tildelte hver indbygger 50 kvadratyards (ca. 42 m²), kan have rummet 174.000 indbyggere. Hvis udsagnet i Jon 4,11, at byen rummede 120.000 personer, som ikke kunne skelne mellem deres højre og venstre hånd, er tænkt som kun at angive antallet af byens børn, må befolkningen have været omkring 600.000, og mere end tre byer af samme udstrækning ville have været nødvendige for at rumme dem.

4. Udstrækning uden for murene:

Man har derfor antaget--og det med stor sandsynlighed--at byen havde en stor udvidelse uden for sine mure. Dette antydes ikke alene af Jon 3,3, hvor den beskrives som »en overmåde stor by, tre dagsrejser« at gennemvandre, men også af de bevarede ruiner, som strækker sig mod sydøst langs Tigris’ bredder helt til Nimroud (Kala), mens dens nordlige udstrækning kan være blevet anset for at omfatte Khorsabad.

5. Kala, Resen og Rehobot-Ir:

Hvad angår beliggenheden af to af de byer, der nævnes sammen med Nineve, nemlig Kala og Resen, kan der ikke være nogen tvivl, uanset at Resen endnu ikke er blevet identificeret--Kala er det moderne Nimroud, og Resen lå mellem dette sted og Nineve.

Navnet Rehobot-Ir er endnu ikke fundet i indskrifterne, men Fried. Delitzsch har foreslået, at det kan være indskrifternes rebit Ninua, nordøst for Nineve. Hvis dette er tilfældet, omfattede Jonas’ Nineve alle stederne i 1 Mos 10,11; 1 Mos 10,12, og desuden Khorsabad.

6. Khorsabad:

Tager man de yderliggende ruiner fra nord mod syd, begynder vi med Khorsabad (Dur-Sarru-kin eller Dur-Sargina), 12 mil nordøst for Kouyunjik, den store paladshøj i det egentlige Nineve. Khorsabad er en stor indhegning på omkring 2.000 yards i kvadrat, med rester af tårne og porte. Paladshøjen ligger ved dens nordvestlige side og består af en udstrakt platform med resterne af Sargons palads og dets tempel, med en ziqqurat eller tempeltårn svarende til dem i Babylon, Borsippa, Kala og andre steder. Dette sidste viser endnu spor af de farver, der symboliserede de 7 planeter, som dets etager tilsyneladende var et billede på. Paladsruinerne viser talrige haller, rum og gange, hvoraf mange var beklædt med plader af grov alabast, udhugget i relief med krigsoperationer, jagtscener, mytologiske figurer osv., mens hovedindgangene var flankeret af de fineste vingede tyre med menneskehoveder, som assyrisk kunst hidtil har åbenbaret. Paladset blev bygget omkring 712 f.Kr. og blev sandsynligvis ødelagt ved brand, da Nineve faldt i 606 f.Kr., idet det delte samme skæbne. Nogle af pladerne og de vingede tyre findes i Louvre og British Museum, men de fleste af de antikvariske bytter gik tabt i Tigris, da de flåder, de var lastet på efter at være blevet opdaget, sank.

7. Sherif Khan og Selamieh:

En anden yderliggende forstad var sandsynligvis Tarbicu, som nu repræsenteres af ruinerne ved Sherif Khan, omkring 3 mil nord for Kouyunjik. Her lå et tempel — Sankerib kalder det et »palads« — viet til Nergal. I oldtiden må det have været et sted af nogen betydning, eftersom Esarhaddon synes at have bygget et palads dér, såvel som et »sæde« til sin ældste søn, Assur-bani-apli. Stedet for Resen, »mellem Nineve og Kala«, menes at være det moderne Selamieh, 12 mil syd for Nineve og 3 mil nord for Nimroud (Kala). Det har form som en uregelmæssig indhegning på en høj høj, der skuer ud over Tigris, med et areal på omkring 400 acres. Der er dog ikke fundet rester af bygninger, skulpturer eller indskrifter dér.

8. Nimroud:

Efter selve Nineve (Kouyunjik) er ruinerne kendt som Nimroud, 14 eller 15 mil mod sydøst, de vigtigste. De markerer stedet for det gamle Kala og er allerede blevet beskrevet under det opslagsord (se s. 539). Som det dér er anført, synes det stenbeklædte tempeltårn at blive omtalt af Ovid, og det nævnes tilsyneladende også af Xenofon (se RESEN). Den generelle tendens i de samlede henvisninger til disse steder støtter teorien om, at de blev betragtet som hørende til Nineve, om ikke af assyrerne selv (som kendte de forskellige kommunale distrikter godt), så i det mindste af de fremmede, der enten havde besøgt byen eller havde hørt eller læst beskrivelser af den.

III. Paladser i det egentlige Nineve.

Paladserne i Nineve blev bygget på omfattende kunstige platforme mellem 30 og 50 fod høje, enten af soltørrede tegl, som ved Nimroud, eller af jord og affald, som ved Kouyunjik. Man mener, at de var beklædt med murværk, og at adgang til dem blev opnået ved hjælp af rækker af dybe trin eller skrånende veje. Naturligvis er det kun grundplanen af kælderetagen, der for tiden kan spores; eventuelle øvre etager, der kan have eksisteret, er for længst forsvundet. De haller og rum, der er blevet opdaget, var beklædt med plader af alabast eller anden sten, ofte udhugget med basrelieffer, der skildrede krigstogter, jagt, religiøse ceremonier og guddommelige skikkelser. Dybden af ophobningerne over disse varierer fra nogle få tommer til omkring 30 fod, og hvis mængden i nogle tilfælde synes at være overdreven, menes dette at kunne skyldes enten eksistensen af øvre kamre eller rummets ekstra højde. Kamrene, som er grupperet omkring gårdspladser, er lange og smalle, med små kvadratiske rum ved enderne. Skillevæggene varierer fra 6 til 15 fod i tykkelse og er af soltørrede tegl, mod hvilke stenpanelerne var fastgjort. Som det er tilfældet med de babylonske templer og paladser, åbner rummene og hallerne ind i hinanden, således at man, for at få adgang til dem længst fra gårdspladsens indgang, måtte gå gennem én eller flere haller eller kamre. Der er ikke blevet opdaget spor af vinduer, og der kan derfor kun siges lidt om belysningsmetoden, men vinduerne sad enten højt oppe, eller også blev lys lukket ind gennem åbninger i taget.

1. Sankeribs palads:

Sankeribs palads lå i platformens sydøstlige hjørne og bestod af en gårdsplads, der på alle fire sider var omgivet af talrige lange haller og rum, hvoraf de inderste kunne gøres private. Det var i dette palads, man fandt reliefferne, der skildrer belejringen af Lakish, med fremstillingen af Sankerib siddende på sin »stående« trone, mens fangerne og byens bytte passerede forbi ham. Den store indgang var flankeret af vingede tyre, der vendte mod beskueren, når han trådte ind. De stod parvis, ryg mod ryg, på hver side af døråbningen, og mellem hvert par var den gamle babylonske helt-kæmpe fremstillet; i den ene hånd bar han »boomerangen«, og med sin venstre arm holdt han fast om en kæmpende løve (Layard, Nineveh and Babylon, 137), ganske som i hans far Sargons palads i Khorsabad. Den øverste del af disse imponerende figurer var blevet ødelagt, men de var så massive, at den fremragende udforsker tilskrev deres fald ikke menneskers handling, men en eller anden naturkatastrofe.

2. Assur-bani-aplis palads:

I den nordlige del af højen ligger ruinerne af Assur-bani-aplis eller Assur-bani-pals palads, opdaget af Hormuzd Rassam. Hans seneste plan (Asshur and the Land of Nimrod, Cincinnati og New York, 1897, tavle over for s. 36) viser ikke hele bygningsværket, da meget af bygningen var blevet ødelagt; men rummenes almindelige indretning fulgte de traditionelle linjer. Pladerne, som væggene var beklædt med, viste basrelieffer, der illustrerede de assyriske felttog mod Babylonien, visse arabiske stammer og Elam. Så vidt de er bevaret, er skulpturerne vidunderligt gode, og hele den dekorative plan for de panelbeklædte vægge, hvoraf sandsynligvis størstedelen for altid er gået tabt, kan, trods deres mangler i perspektiv og deres manerer, karakteriseres som intet mindre end storslået. Den store konges løvejagter er beundringsværdige, på trods af den ejendommelige behandling af dyrenes manker (som skyldes billedhuggernes uvidenhed om den rette måde at fremstille hår på). Det ville være vanskeligt at forbedre de udtryk for frygt, raseri og lidelse hos dyrene, som er afbildet dér. De små skulpturer, der viser Assur-bani-apli på jagt efter ged og vildæsel, er ikke mindre bemærkelsesværdige og er udført med stor finhed.

IV. Sankeribs beskrivelse af Nineve.

1. Murene:

Efter al sandsynlighed er den bedste beskrivelse af byen den, Sankerib giver på cylinderen, der beretter om hans ekspedition til Tarsus i Kilikien. Fra gammel tid, siger han, havde byens omkreds målt 9.300 alen, og han fremsætter den ret overraskende påstand, at hans forgængere hverken havde bygget den indre eller den ydre mur, hvilket, hvis det er sandt, viser hvor sikre de følte sig mod angreb. Han hævder at have udvidet byen med 12.515 (alen). Den store forsvarsmur, som han byggede, blev kaldt med det sumeriske navn Bad-imgallabi-lu-susu, som han oversætter med »muren, hvis herlighed styrter fjenden«. Han gjorde murværket 40 (alen) tykt, hvilket sandsynligvis ikke i høj grad ville overstige G. Smiths skøn; han beregnede, at det havde målt omkring 50 fod. Murens højde hævede han til 180 tipki, hvilket, hvis Diodors skøn godkendes, skulle svare til omkring 100 fod.

2. Portene--nordvest:

I denne omgivende mur var der 15 porte, som han opregner fuldt ud. Tre af disse lå i den korte nordvestlige mur--Hadads port; Urus port eller Hadad af Tarbisus port (Sherif Khan), og måneguden Nannars port, Sankeribs egen guddom. Planerne viser fem åbninger i muren på denne side, hvoraf enhver kan have været den port, der blev brugt, når man gik til Tarbicu, men den, der var prydet med vingede tyre, gav sandsynligvis den korteste vej.

3. Portene--syd og øst:

Portene, der vendte mod syd og øst, var Assur-porten (som førte til den gamle hovedstad); Sankeribs Halzi-port; Samas af Gagals port, guden Enlil af Kar-Ninlils port, og den »overdækkede port«, som synes at have haft ry for at slippe feberdæmonen ud. Derefter nævnes Sibaniba-porten og porten til Halah i Mesopotamien. Denne sidste må have været den yderste nordøstlige åbning, som nu har forbindelse med vejen til Khorsabad, hvilket antyder, at Halah lå i den retning.

4. Portene--vest:

Portene på byens vestlige side, eller flodsiden, var »Eas port, leder af mine vandkilder«; kajporten, »som bringer mine folks tribut«; porten til landet Bari, inden for hvilken sumilitternes gaver kom ind (efter al sandsynlighed bragt ned ad Tigris fra Babylonien); porten til tributpaladset eller våbenhuset; og guden Sar-urs port--»i alt 5 porte i retning mod vest«. Der er omtrent 9 brede åbninger i muren på denne side, 2 på hver side af Kouyunjik-højen og 2 på hver side af den, der kaldes Nebi-Yunus. Da åbninger på disse steder ville have bragt byens sikkerhed i fare, må disse 4 sandsynligvis udelukkes, så der kun bliver 2 nord for Nebi-Yunus, 2 mellem denne og Kouyunjik og én nord for Kouyunjik. Mindre udgange fandtes sandsynligvis på alle steder, hvor de blev anset for nødvendige.

5. Den ydre mur: beplantningerne:

Til byens ydre mur gav Sankerib et sumerisk navn, der betyder »muren, som skræmmer fjenden«. I en dybde af 54 gar, ved det underjordiske vandspejl, blev dens fundamenter lagt på stenblokke; formålet med denne store dybde var at forhindre underminering. Muren blev gjort »høj som et bjerg«. Oven for og neden for byen anlagde han beplantninger, hvori alle Heths (Israels land og Fønikien) vellugtende urter voksede, mere frugtbare end i deres hjemland. Blandt dem fandtes enhver slags bjergvin og alle de omgivende nationers planter.

6. Vandforsyningen osv.:

I forbindelse med dette ordnede han efter al sandsynlighed vandforsyningen ved at føre et fjernt vandløb til Nineve ved hjælp af ledninger. Da foretagendet lykkedes, synes han dermed at have vandet alle folkets frugthaver og om vinteren 1.000 kornmarker oven for og neden for byen. Kraften i den forøgede strøm i floden Khosr blev dæmpet ved at skabe en sump, og blandt rørene, som voksede dér, blev der anbragt vilde fugle, vildsvin og hjorte(?). Her gentog han sine eksotiske beplantninger, herunder træer til tømmer, bomuld (tilsyneladende) og tilsyneladende oliven.

7. Hvordan basreliefferne illustrerer kongens beskrivelse:

Sankeribs basrelieffer viser nogle af de faser i arbejdet, som hans cylinderindskrifter beskriver. Vi ser de vingede tyre, som er af kolossale dimensioner, undertiden liggende på deres slæder (formet som både eller assyriske skibe), og undertiden stående og støttet af stilladser. Slæderne hviler på ruller og trækkes af hære af fanger, som drives til handling af arbejdsfogeder med piske. Andre tvinger slæderne frem bagfra ved hjælp af enorme løftestænger, hvis øvre ender holdes på plads af barduner. Hver side må trække med samme kraft, for hvis den store løftestangs højere ende faldt, led den side, som havde trukket for hårdt, tab blandt deres antal i form af dræbte og knuste, eller i det mindste forslåede, arbejdere. I baggrunden står vagtens soldater, og bag dem vidtstrakte skovklædte bakker. På andre basrelieffer er det tilsyneladende paladsets lysthaver, man ser. Her er baggrunden en allé af træer, skiftevis høje og lave, på bredderne af en flod, hvor der er både og mænd, der rider overskrævs på oppustede skind, som blev meget brugt dengang, ligesom nu. På en anden stenplade fører den store konge selv, i sin håndvogn trukket af eunukker, tilsyn med arbejdet.

8. Nineve som den senere hovedstad:

Hvor længe Nineve havde været Assyriens hovedstad, vides ikke. Den oprindelige hovedstad var Assur, omkring 50 miles mod syd, og sandsynligvis blev den fortsat betragtet som landets religiøse og officielle hovedstad. Assur-nacir-Apli synes at have haft større forkærlighed for Kala (Nimroud), og Sargon for Khorsabad, hvor han havde grundlagt et pragtfuldt palads. Disse sidstnævnte havde dog sandsynligvis aldrig Nineves betydning og opnåede kun deres stilling, fordi den regerende konge byggede et palads og boede der. Perioden for Nineves overhøjhed synes at have været fra begyndelsen af Sankeribs regering til slutningen af Assur-bani-aplis, sandsynligvis også omfattende hans efterfølgeres regeringer—en periode på omkring 98 år (704-606 f.Kr.).

V. Nineves sidste dage og fald.

Nineve må gennem århundrederne af sin eksistens have set mange dramatiske historiske begivenheder; men de mest bemærkelsesværdige var sandsynligvis Sankeribs triumfindtog, herunder det efter erobringen af Lakish, mordet på den store erobrer begået af hans sønner (den nyere teori om, at han blev dræbt i Babylon, behøver bekræftelse), og Assur-bani-aplis ceremonielle triumfer—den store og ædle Osnappar (Ezra 4,10). Efter Assur-bani-aplis regering kom hans søn Assur-etil-ilani, som blev efterfulgt af Sin-sarra-iskun (Saracos), men landets og også byens historie er praktisk talt ikke-eksisterende under disse to sidste regeringer. De assyriske og babyloniske optegnelser tier om byens fald, men Alexander Polyhistor, Abydenus og Syncellus omtaler det alle. Den bedste beretning er dog Diodorus Siculus', som henviser til en legende om, at byen ikke kunne indtages, før floden blev dens fjende. Arbaces, skythen, belejrede den, men kunne ikke gøre noget indtryk på den i 2 år. I det 3. år rev floden (ifølge Commander Jones ikke Tigris, men Khosr), opsvulmet af regn og meget voldsom i sin strøm, en del af muren bort, og gennem denne åbning fik belejrerne adgang. Kongen, der i dette erkendte oraklets opfyldelse, samlede sine medhustruer og eunukker, og idet han besteg et ligbål, som han havde ladet bygge, omkom han i flammerne. Denne katastrofe antages at være omtalt i Nah 1,8: "Med en oversvømmende flodbølge vil han (Herren) gøre fuld ende på hendes sted (dvs. Nineve)," og Nah 2,6: "Flodernes porte åbnes, og paladset opløses." Byens ødelæggelse ved ild omtales sandsynligvis i 3,13.15. Billedet af scenerne i dens gader—piskens larm, de raslende hjul, de stejlende heste, de springende vogne (3,2 ff.), efterfulgt af en levende skildring af blodbadet på slagmarken—er yderst slående og stemmer med deres optegnelser og deres skulpturer.

LITTERATUR.

Standardværkerne om opdagelsen og udforskningen af Nineve er Layard, Nineveh and Its Remains (to bind, 1849); Nineveh and Babylon (1853); Monuments of Nineveh, 1. og 2. række (plancher) (1849 og 1853); og Hormuzd Hassam, Asshur and the Land of Nimrod (Cincinnati og New York, 1897).

T. G. Pinches