Nikolaitter

nik-o-la'-i-tanz Nikolaitai):

1. Sekten:

En sekt eller gruppe med ond indflydelse i den tidlige kristendom, især i de syv menigheder i Asien. Deres lære lignede Bileams, »som lærte Balak at lægge en anstødssten for Israels børn, så de spiste det, der var ofret til afguder, og begik utugt« (Åb 2,14; Åb 2,15). Deres praksis blev stærkt fordømt af Johannes, som roste menigheden i Efesos for »at hade deres gerninger« (Åb 2,6), og bebrejdede menigheden i Pergamon, at den i nogen grad accepterede deres lære (Åb 2,15). Bortset fra at der sandsynligvis også hentydes til deres indflydelse i menigheden i Thyatira, hvor deres leder var »kvinden Jezabel, som kalder sig profetinde« (Åb 2,20; jf. Åb 2,14), gives der ikke yderligere direkte oplysninger om dem i Skriften.

2. Henvisninger:

Der henvises ofte til dem i den efterapostolske litteratur. Ifølge Irenæus (Adv. Haer., i.26,3; iii.10,7), fulgt af Hippolytus (Philos., vii.36), blev de grundlagt af Nikolaus, proselytten fra Antiokia, som var en af de syv, der blev udvalgt til at gøre tjeneste ved bordene (ApG 6,5). Irenæus, ligesom også Clemens af Alexandria (Strom., ii.20), Tertullian og andre, er enige om at fordømme deres praksis i vendinger, der ligner Johannes', og der henvises også til deres gnostiske tendenser. Som forklaring på den tilsyneladende uoverensstemmelse i, at en så umoralsk sekt skulle være grundlagt af en, der havde »godt omdømme, var fuld af Ånden og af visdom« (jf. ApG 6,3), hævder Simcox, at deres fald kan have skyldtes en reaktion mod oprindelige principper om en alt for streng askese. En teori, der er fremsat i forholdsvis moderne tid, og som delvis bygger på ligheden i betydning mellem det græske »Nikolaus« og det hebraiske »Bileam«, fremfører det synspunkt, at de to sekter, der omtales under disse navne, i virkeligheden var identiske. Men hvis det var tilfældet, ville det ikke have været nødvendigt for Johannes at betegne dem hver for sig.

3. Den nikolaitiske strid:

Det problem, der lå til grund for den nikolaitiske strid, var, skønt det kun nævnes så lidt direkte i Skriften, i virkeligheden meget vigtigt og vedrørte hele kristendommens forhold til hedenskabet og dets skikke. Nikolaitterne adlød ikke den befaling, der blev givet til menighederne blandt hedningerne af apostelmødet i Jerusalem i 49-50 e.Kr., om at de skulle afholde sig fra at spise »det, der var ofret til afguder« (ApG 15,29). En sådan begrænsning, skønt tilsyneladende hård, fordi den forhindrede de kristne fællesskaber i at deltage i offentlige fester og dermed bragte mistanke og uvilje over dem, var dog nødvendig for at forhindre en tilbagevenden til hedensk moralsk slaphed. Denne fare var nikolaitterne selv et grelt vidnesbyrd om, og derfor var Johannes berettiget til at fordømme dem. Da Paulus skriver til korintherne, advarer han mod de samme onde praksisser og bygger sine argumenter på hensynet til de svagere brødre (jf. 1 Kor 8).

LITTERATUR.

Simcox, »Revelation« i Cambridge Bible; H. Cowan i Hastings, Dictionary of the Bible (fem bind), artikel »Nicolaitans«; H.B. Swete, The Apocalypse of John, lxx ff, 27, 28, 37.

C. M. Kerr