Retlig blindhed

ju-dish'-al, joo-dish'-al: Blandt de gamle israelitter i tiden før Kanaan blev stridigheder inden for familien, klanen eller stammen afgjort af familiens, klanens eller stammens naturlige overhoved. Ifølge 2 Mos 18 afgjorde Moses, som stammernes leder, alle stridigheder. Men han blev nødt til at udpege et korps af dommere--familieoverhoveder--til at virke sammen med ham og under hans juridiske tilsyn. Disse dommere afgjorde almindelige stridigheder, mens han forbeholdt sig selv de vanskeligere sager. Efter erobringen af Kanaan blev livsforholdene så sammensatte, og spørgsmål af vanskelig art opstod så stadig, at der blev taget skridt til

(1) at udpege officielle dommere--byens ældste (Jos 8,33; Dom 8,3; 1 Kong 21,8);

(2) at kodificere gammel skik, og

(3) at sætte retsplejen på et organiseret grundlag.

Det er sigende, at i et af de ældste dokumenter i Pentateuken--nemlig i Pagtens Bog (2 Mos 20,20)--forekom retsforvanskning så hyppigt, at den krævede særlig omtale (23,1-3.6-8). Faktisk er Det Gamle Testamente fuldt af hentydninger til dommersædets korruption og bestikkelighed (5 Mos 16,19; 3 Mos 19,15; Am 5,12; Mika 3,11; Mika 7,3; Es 1,23; Es 5,23; Zak 3,3; Sl 15,5; Ordsp 17,23). Ifølge Pagtens Bog (2 Mos 23,8) “gør en bestikkelse de åbentseendes øjne blinde.” Denne beskrivende vending peger på en frugtbar årsag til retsforvanskning--noget overordentlig almindeligt i Østen, i nutiden ikke mindre end i fortiden. Forbuddet i 2 Mos 23,3, “Du må heller ikke favorisere en fattig mand i hans sag,” er ret bemærkelsesværdigt, og mange forskere mener, at der bør læses “en stor mand” i stedet for “en fattig mand”, eftersom den almindelige fejl ifølge KJV til 23,6 var “at fordreje den fattiges ret.” Kun de rige kunne tilbyde en tilfredsstillende bestikkelse. Men det bør påpeges, at 3 Mos 19,15 lovgiver med henblik på begge tendenser--“at tage hensyn til den fattiges person” og “at ære den mægtiges person.” Sympati med de fattige kunne ikke mindre end en bestikkelse fra de velstående påvirke dommersædets afgørelse. 5 Mos 16,19 gengiver ordene fra Pagtens Bog med en lille ændring--nemlig “de vises øjne” i stedet for “de åbentseendes øjne” (“dem, der har syn”). Begge vendinger fremhæver levende bestikkelsens skadelige virkning--en dommer, der ellers er retskaffen og ærlig--åbentseende og vis--kan ubevidst, men virkningsfuldt, blive påvirket i sine retsafgørelser af en tilstrækkelig stor gave. En lignende vending findes i fortællingen om Abrahams liv (1 Mos 20,16). En gave på tusind sekel til Abraham var tænkt som et “dække for øjnene” for Sara, dvs. erstatning eller oprejsning for den uret, der var sket. For en gave af en sådan størrelse burde hun se gennem fingre med krænkelsen. Job 9,24 erklærer i sin bitterhed, at Gud “dækker dommernes ansigter”--påfører dem retlig blindhed, så retfærdighed i denne verden er udelukket. Retlig korruption var byrden i profeternes forkyndelse--“dommere elskede bestikkelser og jagede efter belønninger,” med det resultat at “den faderløse” og “enken” var hjælpeløse, når de skulle få deres klager afhjulpet (Es 1,23). En tilfredsstillende belønning ville altid sikre forbryderens frifindelse (Es 5,23). Mika sammenfatter dommere, præster og profeter under en lignende anklage; de er alle skyldige i grov bestikkelighed (Es 3,11). Ordsp 17,23 definerer den onde person som en, der altid er rede til at tage en “bestikkelse fra favnen for at fordreje retfærdighedens veje”; på den anden side er den gode mand den, der ikke tager imod en belønning mod den uskyldige (Sl 15,5) eller “ryster sine hænder for ikke at tage imod bestikkelse” (Es 33,15). Kun om Jahve bekræftes absolut ubestikkelighed--han “tager ikke hensyn til personer og tager ikke imod belønning” (5 Mos 10,17).

T. Lewis