Pentateuken

Det femdelte værk, som består af de fem første bøger i Det Gamle Testamente. Ordet forekommer ikke i Skriften, og man ved heller ikke med sikkerhed, hvornår bogrullen blev delt på denne måde i fem dele: Genesis, Exodus, Leviticus, Numeri og Deuteronomium. Sandsynligvis blev det gjort af LXX-oversætterne. Nogle moderne kritikere taler om en Hexateuk, idet de inddrager Josvabogen som en del af gruppen. Men denne bog er af en helt anden karakter end de øvrige bøger og har en anden forfatter. Den står for sig selv som den første i en række historiske bøger, der begynder med israelitternes indgang i Kanaan.

De bøger, som udgør Pentateuken, er egentlig kun én bog: “Moses’ lov”, “Bogen med Moses’ lov”, “Moses’ bog” eller, som jøderne kalder den, “Torah” eller “Loven”. At den i sin nuværende form “udgår fra én enkelt forfatter, bevises af dens plan og mål, ifølge hvilke hele dens indhold henviser til den pagt, der blev sluttet mellem Jahve og hans folk ved Moses’ mellemkomst, på en sådan måde at alt før hans tid ses som forberedelse til denne kendsgerning, og alt det øvrige som dens udfoldelse. Ikke desto mindre er denne enhed ikke blevet påtrykt den som en nødvendighed af den seneste redaktør: den har været der fra begyndelsen og er synlig i den første plan og i hele værkets udførelse.”, Keil, Einl. i.d. A. T.

En bestemt skole af kritikere har sat sig for at rekonstruere Det Gamle Testamentes bøger. Gennem en proces af “videnskabeligt studium” har de opdaget, at de såkaldte historiske bøger i Det Gamle Testamente slet ikke er historie, men en blandet samling fortællinger, opfundet af mange forskellige forfattere og lappet sammen af forskellige redaktører! Hvad Pentateuken angår, skammer de sig ikke over at tillægge dens forfattere bedrageri, ja endda sammensværgelse, idet de søgte at skaffe anerkendelse for deres værk, som delvis var skrevet på Josijas tid og delvis på Ezras og Nehemias’ tid, ved at udgive det for at være Moses’ værk! Dette er ikke stedet til at gå ind i detaljerne i denne strid. Vi kan dog sige åbent, at vi ikke har nogen tillid til denne “højere kritik”. Den nedværdiger Det Gamle Testamentes bøger til under niveauet for fejlbarlige menneskelige skrifter, og de argumenter, som dens spekulationer bygger på, er helt uholdbare.

Beviserne for Pentateukens mosaiske forfatterskab er afgørende. Vi kan kort anføre nogle af dem således:

Disse bøger gør krav på at være skrevet af Moses i Guds navn (2 Mos 17,14; 24,3, 4, 7; 32,7-10, 30-34; 34,27; 3 Mos 26,46; 27,34; 5 Mos 31,9, 24, 25).

Dette er også det ensartede og vedvarende vidnesbyrd fra jøder af alle retninger i alle tider og lande (jf. Jos 8,31, 32; 1 Kong 2,3; Jer 7,22; Ezra 6,18; Neh 8,1; Mal 4,4; Matt 22,24; ApG 15,21).

Vor Herre lærte klart, at disse bøger havde Moses som forfatter (Matt 5,17, 18; 19,8; 22,31.32; 23,2; Mark 10,9; 12,26; Luk 16,31; 20,37; 24,26, 27, 44; Joh 3,14; 5,45, 46, 47; 6,32, 49; 7,19, 22). Stillet over for denne kendsgerning: vil nogen da vove at påstå enten, at Kristus var uvidende om Bibelens tilblivelse, eller at han, selv om han kendte den sande sag, alligevel opmuntrede folket i den vildfarelse, de holdt fast ved?

Fra Josvas tid og ned til Ezras tid findes der i de mellemliggende historiske bøger en stadig henvisning til Pentateuken som “Bogen med Moses’ lov”. Dette er et punkt af stor betydning, eftersom kritikerne benægter, at der findes nogen sådan henvisning; og derfor benægter de Pentateukens historiske karakter. Hvad påsken angår, finder vi den for eksempel ofte omtalt eller hentydet til i de historiske bøger, der følger efter Pentateuken, hvilket viser, at “Moses’ lov” da med sikkerhed var kendt. Den blev fejret på Josvas tid (Jos 5,10, jf. 4,19), Hizkijas tid (2 Krøn 30), Josijas tid (2 Kong 23; 2 Krøn 35) og Zerubbabels tid (Ezra 6,19-22), og der henvises til den i sådanne steder som 2 Kong 23,22; 2 Krøn 35,18; 1 Kong 9,25 (“tre gange om året”); 2 Krøn 8,13. På samme måde kunne vi påvise hyppige henvisninger til løvhyttefesten og andre jødiske institutioner, selv om vi ikke indrømmer, at der i et sådant tilfælde kan drages noget gyldigt argument ud fra Skriftens tavshed. En undersøgelse af følgende tekster, 1 Kong 2,9; 2 Kong 14,6; 2 Krøn 23,18; 25,4; 34,14; Ezra 3,2; 7,6; Dan 9,11, 13, vil også tydeligt vise, at “Moses’ lov” var kendt gennem alle disse århundreder.

Selv om man indrømmer, at der på Moses’ tid fandtes visse mundtlige traditioner eller skriftlige optegnelser og dokumenter, som han ved guddommelig ledelse gjorde brug af i sin historie, og at hans skrift blev revideret af inspirerede efterfølgere, vil dette fuldt ud forklare visse ejendommeligheder i udtryksmåden, som kritikere har kaldt “anakronismer” og “modsigelser”, men det taler på ingen måde imod læren om, at Moses var den oprindelige forfatter til hele Pentateuken. Det er ikke nødvendigt for os at hævde, at det hele er en original komposition; men vi hævder, at beviserne klart godtgør, at Moses var forfatter til de bøger, som er kommet ned til os under hans navn. Pentateuken er med sikkerhed grundlaget og den nødvendige forudsætning for hele Det Gamle Testamentes historie og litteratur.