Retfærdiggørelse

Et juridisk udtryk, modsat fordømmelse. Med hensyn til dens natur er den Guds domshandling, hvorved han tilgiver alle synder hos dem, der tror på Kristus, og regner, anerkender og behandler dem som retfærdige i lovens øjne, dvs. som sådanne, der er i overensstemmelse med alle dens krav. Ud over syndens tilgivelse (se dette) erklærer retfærdiggørelsen, at alle lovens krav er opfyldt med hensyn til den retfærdiggjorte. Det er en dommers handling og ikke en herskers. Loven lempes ikke eller sættes til side, men erklæres opfyldt i strengeste forstand; og derfor erklæres den retfærdiggjorte person berettiget til alle de fordele og belønninger, der følger af fuldkommen lydighed mod loven (Rom 5,1-10).

Den bygger på, at Gud selv tilregner eller godskriver den troende hans stedfortræders og borgens, Jesu Kristi, fuldkomne retfærdighed, både aktiv og passiv (Rom 10,3-9). Retfærdiggørelse er ikke tilgivelse af et menneske uden retfærdighed, men en erklæring om, at han besidder en retfærdighed, som fuldkomment og for evigt tilfredsstiller loven, nemlig Kristi retfærdighed (2 Kor 5,21; Rom 4,6-8).

Den eneste betingelse, hvorpå denne retfærdighed tilregnes eller godskrives den troende, er tro på Herren Jesus Kristus. Tro kaldes en “betingelse”, ikke fordi den har nogen fortjeneste, men kun fordi den er redskabet, det eneste redskab, hvormed sjælen tilegner sig eller griber Kristus og hans retfærdighed (Rom 1,17; 3,25, 26; 4,20, 22; Fil 3,8-11; Gal 2,16).

Den troshandling, som således sikrer vores retfærdiggørelse, sikrer samtidig også vores helliggørelse (se dette); og således fører læren om retfærdiggørelse ved tro ikke til tøjlesløshed (Rom 6,2-7). Gode gerninger er, skønt de ikke er grundlaget, den sikre følge af retfærdiggørelsen (6,14; 7,6).