Fattig

Moselovgivningen vedrørende de fattige er særlig vigtig.

De havde ret til at samle efterladte aks på markerne (3 Mos 19,9, 10; 5 Mos 24,19, 21).

I sabbatsåret skulle de have deres del af udbyttet fra markerne og vingårdene (2 Mos 23,11; 3 Mos 25,6).

I jubelåret fik de deres ejendom tilbage (3 Mos 25,25-30).

Åger var forbudt, og et klædningsstykke, der var givet i pant, skulle gives tilbage, før solen gik ned (2 Mos 22,25-27; 5 Mos 24,10-13). De rige skulle være gavmilde mod de fattige (5 Mos 15,7-11).

I sabbats- og jubelårene skulle trællen frigives (5 Mos 15,12-15; 3 Mos 25,39-42, 47-54).

Visse dele af tienderne blev tildelt de fattige (5 Mos 14,28, 29; 26,12.13).

De havde del i festerne (5 Mos 16,11, 14; Neh 8,10).

Løn skulle betales ved hver dags slutning (3 Mos 19,13).

I Det Nye Testamente (Luk 3,11; 14,13; ApG 6,1; Gal 2,10; Jak 2,15, 16) har vi lignende påbud givet med hensyn til de fattige. Tiggeri var ikke almindeligt under Det Gamle Testamente, mens det var det på Det Nye Testamentes tid (Luk 16,20, 21 osv.). Men tiggeri hos dem, der er i stand til at arbejde, er forbudt, og alle sådanne pålægges at “arbejde med deres egne hænder” som en kristen pligt (1 Thess 4,11; 2 Thess 3,7-13; Ef 4,28). Dette ord bruges billedligt i Matt 5,3; Luk 6,20; 2 Kor 8,9; Åb 3,17.