Pagtens bog

(cepher ha-berith):

1. Historisk sammenhæng

2. Analyse

3. Kritiske teorier

4. Sand, eller bibelsk, opfattelse

5. Lovenes karakter

LITTERATUR

Navnet, der i 2 Mos 24,7 gives til en lovkodeks eller samling af love, som findes i de foregående kapitler, 20-23, som vilkårene for den pagt, der blev sluttet med Jahve, og givet til Israels vejledning, indtil en mere fuldstændig lovgivning skulle blive tilvejebragt. I denne pagt mellem Jahve og Israel tjente Moses som mellemmand; dyr blev ofret, og det blod, der således blev udgydt, blev også kaldt »pagtens blod« (dam haberith, 2 Mos 24,8).

1. Historisk sammenhæng:

Denne korte lovbog indtager en passende og tydeligt markeret plads i den pentateukiske samling. En undersøgelse af den historiske sammenhæng viser, at den er sat, hvor den hører hjemme, og hører hjemme, hvor den er sat. Nogle få måneder efter udgangen af Egypten (2 Mos 19,1) nåede Israel til Sinaj. Straks efter den befaling, som Moses havde modtaget fra Jahve på bjerget, forberedte de sig ved en helligelsesceremoni på at træde ind i pagtsforhold til Jahve. Da den store dag kom for indgåelsen af denne pagt, gik Moses, midt under imponerende naturfænomener, igen op for at møde Jahve på bjergets top. Da han vendte tilbage (2 Mos 19,25), blev lovens ord, eller pagtens vilkår, forkyndt for folket og modtaget af dem. Den første del af disse pagtsvilkår, nemlig Dekalogen (2 Mos 20,2-17), blev talt med den guddommelige stemme, eller dens forkyndelse blev ledsaget af ærefrygtindgydende naturvoldsomme rystelser (2 Mos 20,18). Derfor gik Moses, som svar på det rædselsslagne folks bønner, igen op på bjerget og modtog fra Jahve til dem resten af »ordene« og »forordningerne« (2 Mos 24,3); og disse udgør den såkaldte Pagtens bog (2 Mos 20,22-23). På denne direkte og utvetydige måde forbandt fortælleren bogen med nationens indvielse ved Sinaj. Profeterne betragtede slutningen af Sinaj-pagten som ægteskabet mellem Israel og Jahve, og disse love var de vilkår, som begge parter var blevet enige om i ægteskabskontrakten.

2. Analyse:

Selv om det ikke er muligt at ordne materialet i dette dokument i helt faste inddelinger, kan følgende analyse være oplysende og nyttig:

(1) anvisninger vedrørende gudsdyrkelse, med angivelse af forbud mod billeder og formen for alteret til dyreofre (2 Mos 20,23-26);

(2) forordninger til beskyttelse af hebraiske slaver, herunder trolovelse, mod betaling, af en datter (2 Mos 21,2-11);

(3) love vedrørende skader,

(a) på menneske forvoldt af menneske (2 Mos 21,12-27),

(b) på menneske forvoldt af dyr (2 Mos 21,28-32),

(c) på dyr forvoldt af menneske (2 Mos 21,33; 2 Mos 21,14),

(d) på dyr forvoldt af dyr (2 Mos 21,35; 2 Mos 21,36);

(4) vedrørende tyveri (2 Mos 22,1-4);

(5) vedrørende skade på en nabos ejendom, herunder vold mod hans datter (2 Mos 22,5-17);

(6) forskellige love mod at vanhellige Jahves navn, hvorunder hører ret gudsdyrkelse, undgåelse af undertrykkelse og pligtmæssig frembærelse af førstegrøde (2 Mos 22,18-31);

(7) mod forskellige former for uretfærdighed og mangel på broderlighed (2 Mos 23,1-9);

(8) festlige anledninger, herunder sabbatsåret og de tre årlige fester: usyrede brød, førstegrøde og indsamling (2 Mos 23,10-17);

(9) advarsel mod visse forkerte skikke i deres ofre (2 Mos 23,18; 2 Mos 23,19);

(10) til slut et løfte om Guds stadige nærvær hos dem i hans engels person og den deraf følgende sejr over fjender (2 Mos 23,20-33).

3. Kritiske teorier:

I denne lovgivning findes to former for love eller udsagn:

(1) forordningerne (mishpaTim), som hovedsagelig handler om borgerlige og moralske forhold, ligner retsafgørelser og indledes med det hypotetiske »hvis«;

(2) ord, eller befalinger (debharim), som hovedsagelig vedrører religiøse pligter og indledes med imperativet »du skal«.

Den kritiske analyse og opsplitning af Mosebøgerne gør, hvis den accepteres, den enkle historiske forklaring af indledningen til denne lovsamling usand og umulig. De fire kapitler tilskrives JE, Dekalogen E, og Pagtens bog jahvisten (Jahwist) eller Elohim (E), mens gentagelsen af Dekalogen i 2 Mos 32-34 er jahvistens beretning. Almindeligvis regnes Pagtens bog for at være ældre end Dekalogen og er i virkeligheden den ældste samling hebraisk lovgivning. Den kan dog ikke være blevet givet på én gang eller i ørkenen, eftersom lovene er givet for mennesker i et landbrugsliv og synes at være afgørelser truffet på forskellige tidspunkter og til sidst samlet. Desuden modsiger denne mere primitive kodeks enten den senere lovgivning hos deuteronomisten (D) og Præstekodeksen (P) eller åbenbarer et helt andet synspunkt. De vigtigste modsigelser eller afvigelser er: altrenes art og antal, fraværet af en officiel præsteklasse og en enklere opfattelse af de årlige fester som landbrugsfester. Jahvist-Elohim (JE) fik samlet form i det 9. eller 8. århundrede, men denne lovsamling eksisterede langt tidligere og rummede de tidligste juridiske udviklinger i hebraisk liv i Kanaan. Nogle, såsom Driver, LOT, foreslår, selv om han ikke forsøger analysen, at denne kodeks selv er sammensat af forskellige lag og tidsaldre.

Se kritik (Graf-Wellhausen-hypotesen).

4. Sand, eller bibelsk, opfattelse:

Men til støtte for den enklere tolkning af disse love som de etiske forpligtelser i det nye bånd mellem Jahve og Israel bør nogle bemærkninger fremføres. Hvis et højtideligt forbund og en pagt blev sluttet ved Sinai--og det vidner hele historien, alle profeterne og Salmerne om--må der have været en eller anden formulering af de spirende og grundlæggende elementer i folkets moralske forhold til Jahve. En sådan formulering behøvede ikke at være endelig eller udtømmende, men snarere bestemt til at undervise og vejlede, indtil senere og mere detaljerede anvisninger kunne gives. Dette er netop Pagtens bogs stilling og krav; og at dette var Pentateukens redaktørs tanke, og at dette er det første og rimelige indtryk, som en fordomsfri og sammenhængende læsning af beretningen giver, kan næppe betvivles af redelige sind. Som svar på kritikken om, at lovenes landbrugspræg forudsætter bosættelse i Kanaan--en kritik, der er ret bemærkelsesværdig ved sin godmodige uvidenhed--kan det anføres:

(1) Israel havde i Egypten boet i et landbrugsområde og må have været i stand til enten at udforme eller modtage et sæt love, der behandlede landbrugsmæssige sysler.

(2) De var på vandring mod et land, hvor de skulle have varig bosættelse i et liv som agerdyrkere; og det er ikke tilstedeværelsen af hentydninger til et sådant liv, men snarere deres fravær, der burde vække undren.

(3) Henvisninger til fast bondebrug er imidlertid ikke så påtrængende hyppige, som de, der søger tegn, vil have os til at tro. Henvisninger til dyrelivet i småkvæg og hornkvæg hos et hyrdefolk, sådan som israelitterne var ved Sinai, er langt hyppigere (2 Mos 21,28; 2 Mos 21,33; 2 Mos 21,15; 2 Mos 22,1; 2 Mos 22,10; 2 Mos 23,4 osv.). Lovene er ganske generelle i form og opfattelse og håndhæver sådanne pligter, som ville påhvile både midlertidige nomader og kommende jorddyrkere. R. B. Taylor accepterer derfor (artikel i etbindsudgaven af Hastings, Dictionary of the Bible (fem bind)) denne lovsamling som opstået under ørkenvandringerne.

Som svar på den opfattelse, der bedst fremlægges af Wellhausen i Proleg. og W. R. Smith i OTJC, at denne lovsamling er i konflikt med senere lovgivning, kan det siges, at Pagtens bog, som et etisk og borgerligt sammendrag, har sin rette plads i fortællingen om opholdet ved Sinai og ikke udelukker forventningen om en mere udførlig ordning af både ceremoniel og borgerlig orden. Men hele spørgsmålet hører mere rettelig hjemme i drøftelsen af den senere lovgivning eller af de særlige omstridte emner (se disse). For en grundig behandling af dem, se W. H. Green, Hebrew Feasts.

5. Lovenes karakter:

I Pagtens bog er de moralske elementer, der stærkt fremhæves: enkelhed, umiddelbarhed og åndelighed i gudsdyrkelsen; en høj og retfærdig standard for ret; den største hensyntagen til de svage og fattige; menneskelig behandling af stumme dyr; renhed i livets relationer; broderskabets ånd; og det enkle og glade liv. Hvilken udvikling i detaljerne der end kom med senere lovgivning, ophævede den ikke de enkle, men ophøjede standarder i de tidligere love.

LITTERATUR.

Driver, Driver, Introduction to the Literature of the Old Testament, under "Exodus"; Wellhausen, Wellhausen, Prolegomena to the History of Israel; Comp. d. Hexateuch; W. R. Smith, Smith, The Old Testament in the Jewish Church; W. H. Green, Hebrew Feasts; Higher Criticism of the Pentateuch; Dillmann, Commentary on Exodus-Leviticus.

Edward Mack