Salmernes Bog

samz, (tehillim, "lovprisninger," cepher tehillim, "lovprisningernes bog"; Psalmoi, Psalterion):

I. INDLEDENDE EMNER

1. Titel

2. Plads i kanon

3. Antallet af salmer

4. Titler i den hebraiske tekst

II. SALMERNES FORFATTERSKAB OG ALDER

1. David som salmedigter

2. Salmesang efter David

III. SALTERETS TILBLIVELSE

1. Inddeling i fem bøger

2. Mindre grupper af salmer

IV. SALTERETS POESI

V. TALEREN I SALMERNE

VI. EVANGELIET I SALTERET

1. Sjælens samtale med Gud

2. Messias

3. Syndens problem

4. Kamp med tvivl

5. Fra dybet

6. Etiske idealer

7. Bøn mod de onde

8. Det kommende liv

LITTERATUR

I. Indledende emner.

1. Titel:

Den hebraiske titel for Salteret er cepher tehillim, "lovprisningernes bog." Når vi tager i betragtning, at mere end 20 af disse digte har lovprisning som grundtone, og at der er udbrud af taksigelse i mange andre, går det op for os, hvor passende den hebraiske titel er. Som Ker rammende siger: "Bogen begynder med velsignelse og ender med lovprisning--først velsignelse til mennesket og dernæst ære til Gud." Lovsange findes ganske vist i alle dele af Salteret, men de bliver langt talrigere i bog IV og V, som om lovprisningens fylde ville samle sig i et Halleluja-kor til sidst. I den græske version bærer bogen i nogle håndskrifter titlen Psalmoi, i andre Psalterion, hvorfra vores engelske titler "Psalms" og "Psalter" kommer. Det græske ord psalmos, såvel som det hebraiske mizmor, som begge bruges i overskrifterne foran mange af de enkelte salmer, betegner et digt sunget til akkompagnement af strengeinstrumenter. Titlen mizmor findes foran 57 salmer. Salteret var den jødiske nations salmebog. Foran enkelte salmer sættes der undertiden andre titler, såsom shir, "sang"; tehillah, "lovprisning"; tephillah, "bøn," osv. Salteret var både bønnebog og salmebog for det jødiske folk. Det var også en håndbog til pleje af det åndelige liv i privat såvel som offentlig gudsdyrkelse.

2. Plads i kanon:

Salmerne blev placeret i kethubhim eller "Skrifterne," den tredje gruppe af de hebraiske skrifter. Som hovedbogen i kethubhim står Salteret først i det store flertal af tyske håndskrifter, skønt de spanske håndskrifter placerer Salmerne efter Krønikebøgerne, og Talmud sætter Rut før Salmerne. Der har aldrig været noget alvorligt spørgsmål om Salterets ret til en plads i Skriftens kanon. Bogen er muligvis højere værdsat blandt kristne end blandt jøderne. Hvis kristne kun fik lov at beholde én bog i Det Gamle Testamente, ville de næsten med sikkerhed vælge Salmerne. Omkring 100 f.Kr., og sandsynligvis på et langt tidligere tidspunkt, var Salmernes Bog fuldført og anerkendt som en del af Hagiograferne, den 3. afdeling af den hebraiske Bibel.

3. Antallet af salmer:

Ifølge den hebraiske tekst, som følges af moderne oversættelser, er der 150 særskilte digte i Salteret. Den græske version har en ekstra salme, hvori David beskriver sin sejr over Goliat; men denne siges udtrykkeligt at være "uden for tallet." Septuaginta, fulgt af Vulgata, samlede Salme 9 og 10, og også 114 og 115, til én salme. På den anden side deler de Salme 116 og 147 hver i to digte. Således ligger den hebraiske nummerering i størstedelen af Salteret ét tal foran nummereringen i de græske og latinske bibler.

Den eksisterende inddeling i den hebraiske tekst er blevet draget i tvivl på forskellige punkter. Salme 42 og 43 er næsten sikkert ét digt (se omkvædet i 42,5.11; 43,5); og det er sandsynligt, at Salme 9 og 10 oprindeligt var én, som i Septuaginta. På den anden side mener nogle, at visse salmer var sammensat af to salmer, som oprindeligt var adskilte. Som eksempler kan vi nævne Sl 19,1-6; Sl 19,7-14; Sl 24,1-6; Sl 24,7-10; Sl 27,1-6; Sl 27,7-14; Sl 36,1-4; Sl 36,5-12. Det er tydeligt, at sådanne sammenføjninger af to forskellige digte til ét kan have fundet sted, for vi har et eksempel i Sl 108, som er sammensat af dele af to andre salmer (57,7-11; 60,5-12).

4. Titler i den hebraiske tekst:

(1) Overskrifternes værdi.

Det er på mode blandt avancerede kritikere uden videre at afvise salmernes titler som fuldstændig værdiløse og vildledende. Denne metode er lige så gennemført uvidenskabelig som den ældre fremgangsmåde, der forsvarede overskrifterne som en del af en inspireret tekst. Disse titler er tydeligvis meget gamle, for Septuaginta forstod i det 2. århundrede f.Kr. ikke mange af dem. Det værste, der kan siges om overskrifterne, er, at de er gæt fra hebraiske redaktører og skrivere i en periode længe før den græske oversættelse. Hvad mange af de musikalske og liturgiske titler angår, er den bedste lærdom hos hebraiske og kristne forskere ude af stand til at genfinde den oprindelige betydning. De skrivere, der satte titlerne foran, havde ingen tænkelig grund til at skrive meningsløsheder ind i deres bønnebog og salmebog. Disse overskrifter og underskrifter havde alle en værdig betydning, da de først blev anbragt ved siden af de enkelte salmer. Denne ubestridelige kendsgerning, at disse titler er meget gamle, burde for altid gøre det umuligt for videnskabelig forskning at ignorere dem. Lad os for argumentets skyld antage, at ikke én af dem kom fra salmeforfatternes egen pen, men kun fra redaktører og samlere i eksilsk eller eftereksilsk tid; det ville stadig være rimeligt at give agt på gamle hebraiske lærdes opfattelser, før man overvejer moderne kritikeres formodninger om spørgsmål om forfatterskab og datering. Informationskilder, både mundtlige og skriftlige, som de havde adgang til, er for længst gået til grunde. Når vi vurderer værdien af deres arbejde, har vi ret til at bruge de bedste kritiske metoder, vi kender; men det er uvidenskabeligt at overse den kendsgerning, at deres nærhed til tidspunktet for Salmernes tilblivelse gav dem en fordel frem for den moderne forsker. Hvis indvendingen lyder, at disse gamle skrivere dannede deres konklusioner ved at studere Davids liv, sådan som det skildres i de historiske bøger Kongebøgerne og Krønikebøgerne, er svaret ligetil: flere historiske notitser i titlerne kan ikke forklares på den måde. Hvem var Kush? Hvem var Abimelek? (Salme 7 og 34). En omhyggelig afvejning af kendsgerningerne om overskrifterne vil få det til at synes højst usandsynligt, at de tidligste af disse titler ikke rækker tilbage til før-eksilsk tid. Vi har næsten med sikkerhed i dem resultaterne af hebraiske skriveres og samleres arbejde, der strakte sig over flere århundreder. Nogle af titlerne kan være blevet tilføjet af salmisterne selv.

Vi er langt fra at hævde, at titlerne altid er forståelige for os, eller at de, når de forstås, altid er korrekte. Processen med at konstruere titler, der angav forfatterskab, var ikke ophørt i det 2. århundrede f.Kr.; Septuaginta føjede mange til salmer, som var anonyme på hebraisk. Det synspunkt, Perowne udtrykte for næsten 50 år siden, er i høj grad sundt: "Indskrifterne kan man ikke altid stole på. De er undertiden ægte og repræsenterer virkelig den ældste tradition. Andre gange skyldes de senere redaktørers og samleres lune, frugter af formodninger eller af dunklere og mere usikre traditioner. Kort sagt er Salmernes indskrifter som underskrifterne til Det Nye Testamentes breve. De har ingen nødvendig autoritet, og deres værdi må vejes og prøves ved de sædvanlige kritiske metoder."

(2) Thirtles teori.

J. W. Thirtle (The Titles of the Psalms, 1904) fremsætter den hypotese, at både overskrifter og underskrifter blev indarbejdet i Psalteret, og at forskellen mellem overskriften til en given salme og underskriften til den umiddelbart foregående salme til sidst gik tabt under håndafskrivningen af salmerne. Da de enkelte salmer omsider blev adskilt fra hinanden, som i trykte udgaver, blev underskrifter og overskrifter alle gengivet som overskrifter. Således gik det til, at den musikalske underskrift til en given salme blev sat foran den litterære overskrift til den salme, der umiddelbart fulgte efter den. Habakkuks bøn (Hab 3) blev af Thirtle taget som model eller normalsalme; og i dette tilfælde var overskriften litterær: "En bøn af profeten Habakkuk, efter Shigionoth," mens underskriften er musikalsk: "Til korlederen, til mine strengeinstrumenter." Hizkijas digt til fejring af hans helbredelse (Es 38,9-20) synes at støtte Thirtles tese; overskriften angiver forfatterskabet og den anledning, der gav salmen tilblivelse, mens Es 38,20 antyder de musikinstrumenter, som salmen skulle ledsages af i den offentlige gudsdyrkelse. Hvis nu de musikalske noter adskilles fra de noter om forfatterskab og datering, der følger efter dem, idet de musikalske noter føjes til som underskrifter, mens de litterære noter bevares som egentlige overskrifter, bliver resultatet af adskillelsen i mange tilfælde en mere forståelig forbindelse mellem titel og digt. Således bliver underskriften til Sl 55, "Duen fra de fjerne terebinther," en billedlig titel til salmens 55,6-8. Anvendelsen af reglen om, at udtrykket "til korlederen" altid er en underskrift, fjerner vanskeligheden i titlen til Sl 88. Overskriften til Sl 88 bliver efter Thirtles hypotese: "Maschil af ezrahitten Heman." Sl 87 får således en underskrift, der gentager udsagnet i dens overskrift, men med en tilføjelse, som harmonerer med digtets indhold. "Mahalath Leannoth" betyder, med en lille rettelse i vokaliseringen, sandsynligvis "danse med råb", og 87,7 taler både om sang og dans. Tonen i Sl 87 er særdeles munter; men Sl 88 er den sørgeligste i hele Psalteret. Anvendelsen af Thirtles hypotese efterlader også Sl 88 med en konsekvent litterær titel, mens den sædvanlige titel først tilskriver salmen Koras sønner og dernæst ezrahitten Heman.

(3) De hebraiske titlers betydning.

Forskere har ikke kunnet nå til enighed om betydningen og anvendelsen af et ret stort antal ord og udtryk, som findes i salmernes overskrifter. Vi tilføjer en alfabetisk liste sammen med antydninger af den sandsynlige betydning:

(a) 'Ayeleth ha-Shachar (Sl 22) betyder »morgenens hind« eller muligvis »morgenens hjælp«. Mange mener, at ordene var åbningslinjen i en kendt sang.

(b) `Alamoth (Sl 46) betyder »unge kvinder«. Den almindelige opfattelse er, at salmen skulle synges af sopranstemmer. Nogle taler om et kvindekor og sammenligner 1 Krøn 15,20; Sl 68,11; Sl 68,24 f. Ifølge Thirtle er overskriften en underskrift til Sl 45, som beskriver en prinsesses bryllup, en begivenhed hvor det ville være ganske passende at have et kvindekor.

(c) 'Al-tashcheth (Salmerne 57-59; 75) betyder »ødelæg ikke« og passer ganske godt som underskrift til Salmerne 56-58 og 74 (jf. 5 Mos 9,26). Mange mener, at dette er det første ord i en vinhøstsang (jf. Es 65,8).

(d) »Valfarter«, »sang om« (Salmerne 120-184): Revised Version (britisk og amerikansk) oversætter overskriften til 15 salmer med »En valfartssang«, hvor King James Version har »En sang om grader«. Den mest sandsynlige forklaring på udtrykkets betydning er, at disse 15 salmer blev sunget af pilgrimsskarer på vej til de årlige fester i Jerusalem (Sl 122,4). Salmerne 121-123; 125; 127; 128 og 132-134 egner sig godt til brug ved sådanne lejligheder (se dog Expository Times, XII, 62).

(e) »Til korlederen«: 55 salmer er tilegnet tempelpræcentoren eller korets leder. »Til korlederen« kunne betyde, at præcentoren var forfatter til visse salmer, eller at der fandtes en samling hymner, samlet af ham til brug i tempelgudstjenesten, eller at visse salmer blev lagt i hans hænder med anvisninger om digtenes karakter og den musik, der skulle ledsage dem. Det er ganske sandsynligt, at der fandtes en officiel samling salmer til offentlig gudsdyrkelse i tempelkormesterens varetægt.

(f) »Indvielse af huset« (Sl 30): Overskriften henviser sandsynligvis til indvielsen af Jahves hus; om det var på Davids tid, i forbindelse med at arken blev flyttet til Jerusalem, eller på Zerubbabels tid, eller på Judas Makkabæers tid, er det umuligt at sige med sikkerhed. Hvis Sl 39 blev brugt ved en af disse vidt adskilte lejligheder, kan det forklare indsættelsen af overskriften »en sang ved indvielsen af huset«.

(g) »Grader«: se »Valfarter« ovenfor.

(h) Gittith (Salmerne 8; 81; 84) antages almindeligvis at henvise til et instrument, der var opfundet i Gat, eller til en melodi, som blev brugt i filisterbyen. Thirtle retter det let til gittoth, »vinpresser«, og forbinder Salmerne 7; 80 og 83 med løvhyttefesten.

(i) Higgayon: Dette ord er strengt taget ikke en overskrift, men forekommer i forbindelse med Sela i Sl 9,16. Revised Version (britisk og amerikansk) oversætter ordet i Sl 92,3 med »en højtidelig lyd« og i Sl 19,14 med »grublen«. Det er sandsynligvis en musikalsk angivelse svarende til largo.

(j) Yedhuthun: I overskriften til Sl 39 kunne Jeduthun meget vel være identisk med korlederen. I Salmerne 62 og 77 gengiver Revised Version (britisk og amerikansk) »på Jeduthuns måde«. Vi ved fra 1 Krøn 16,41; 1 Krøn 25,3, at JEDUTHUN (se denne) var korleder på Davids tid. Han indførte måske en måde at lede sangtjenesten på, som siden altid blev forbundet med hans navn. (k) Yonath 'elem rechoqim (Sl 56): Vi har allerede gjort opmærksom på, at som underskrift til Sl 55 ville »duen ved de fjerne terebinter« eller »den tavse due hos dem, der er langt borte« have et berøringspunkt med Sl 55,6-8.

(l) Machalath (Sl 53), Machalath le`annoth (Sl 88): Måske er Thirtles vokalisering af de hebraiske konsonanter som mecholoth, »danse«, rigtig. Som underskrift til Sl 87 kan mecholoth henvise til Davids glæde, da arken blev bragt til Zion (2 Sam 6,14; 2 Sam 6,15).

(m) Maskil (Salmerne 32; 42-45; 52-55; 74; 78; 88; 89; 142): Den nøjagtige betydning af dette almindelige udtryk er ikke klar. Briggs foreslår »en meditation«, Thirtle og andre »en undervisningssalme«, Kirkpatrick »en kunstfærdig salme«. Nogle af de 13 salmer, der bærer denne overskrift, er tydeligt belærende, mens andre næppe kan klassificeres som undervisningssalmer.

(n) Mikhtam (Salmerne 16; 56-60): I forlængelse af det rabbinske gæt oversætter nogle »et gyldent digt«. Den nøjagtige betydning er ukendt.

(o) Muth labben: Overskriften antages almindeligvis at henvise til en komposition med titlen »Sønnens død«. Muligvis var den melodi, som denne komposition blev sunget til, den melodi, som Sl 9 (eller 8) skulle synges til. Thirtle oversætter »Kæmpens død« og betragter den som en underskrift til Sl 8, til fejring af sejren over Goliat.

(p) Om »Neghinoth« forekommer 6 gange (Salmerne 4; 6; 54; 55; 67; 76) og betyder »med strengeinstrumenter«. Neghinath (Sl 61) kan være en lidt mangelfuld skrivemåde for Neghinoth. Måske blev der kun brugt strengeinstrumenter til salmer med denne overskrift. Ifølge Thirtles hypotese var overskriften oprindelig en underskrift til Salmerne 3; 5; 53; 54; 60; 66; 75.

(q) Nechiloth (Sl 5), muligvis en underskrift til Sl 4, antages af nogle at henvise til »blæseinstrumenter«, muligvis fløjter.

(r) Celah kan, skønt det strengt taget ikke er en titel, med rette behandles i forbindelse med overskrifterne. Det forekommer 71 gange i Salmerne og 3 gange i Habakkuk. Det er næsten sikkert et teknisk udtryk, hvis betydning var velkendt for forsangeren og koret i templet. Septuaginta gengiver det altid, Symmachus og Theodotion som regel, med diapsalma, som sandsynligvis betegner et instrumentalt mellemspil. Targum, Aquila og nogle andre gamle versioner gengiver det med »for evigt«. Hieronymus, som følger Aquila, oversætter det »altid«. Mange moderne forskere afleder Celah af en rod, der betyder »at løfte«, og antager, at det er et tegn til musikerne om at sætte ind med et kraftigere akkompagnement. Muligvis ophørte sangen et øjeblik. Nogle få mener, at det er en liturgisk anvisning til menigheden om at »løfte« deres stemmer i velsignelse. Det er uklogt at udtale sig dogmatisk om betydningen af dette meget almindelige ord.

Se SELAH.

(s) Sheminith (Salmerne 6; 12), der betyder »den ottende«, betegner sandsynligvis mandskoret, til forskel fra `Alamoth, pigekoret. At begge udtryk er musikalske angivelser, fremgår af 1 Krøn 15,19-21.

(t) Shiggayon (Sl 7) er sandsynligvis en musikalsk angivelse. Nogle mener, at det betegner »et dithyrambisk digt i vilde, ekstatiske, omflakkende rytmer, med tilsvarende musik.«

(u) Shoshannim (Salmerne 45; 69) betyder »liljer«. Shoshannim `edhuth (Sl 80) betyder »liljer, et vidnesbyrd«. Shushah `edhuth (Sl 60) kan gengives »vidnesbyrdets lilje«. Thirtle opfatter disse titler som efterskrifter til Salmerne 44; 59; 68; 79 og forbinder dem med forårsfesten, påsken. Andre betragter dem som angivelser af den melodi, som de forskellige salmer skulle synges til.

(v) »Sang om kærlighed« (Sl 45) er passende som litterær titel til en bryllupssang.

(4) Titlernes vidnesbyrd om forfatterskab.

(a) Sl 90 tilskrives Moses.

(b) David tilskrives 73 salmer, især i Bog I og II.

(c) To tillægges Salomo (Salmerne 72; 127).

(d) 12 tilskrives Asaf (Salmerne 50; 73-83).

(e) 11 tillægges Koras sønner (Salmerne 42-49; 84; 85; 87).

(f) Sl 88 tilskrives Heman, ezrahitten.

(g) Sl 89 bærer navnet Etan, ezrahitten.

I de fleste tilfælde er det klart, at redaktørerne ville angive salmernes forfattere eller skribenter. Det er muligt, at udtrykket »til David« undertiden kan have været sat foran visse salmer blot for at angive, at de fandtes i en samling, som indeholdt davidiske salmer. Det er også muligt, at titlerne »til Asaf« og »til Koras sønner« oprindelig kan have betydet, at de salmer, der blev betegnet sådan, hørte til en samling, som var i disse tempelsangeres varetægt. Sl 72 kan også være en bøn for Salomo snarere end en salme AF Salomo. Samtidig må vi, i lyset af de titler, der beskriver anledningen til tilblivelsen, anerkende, at den mest naturlige fortolkning af de forskellige overskrifter er, at de angiver de formodede forfattere til de forskellige digte, som de står foran. Indre vidnesbyrd viser afgørende, at nogle af disse titler er ukorrekte. Hver overskrift bør prøves ved et omhyggeligt studium af den salme, som den er knyttet til.

(5) Titler, der beskriver anledningen til skrivningen.

Der er 13 af disse, alle med Davids navn. (a) Salmerne 7; 59; 56; 34; 52; 57; 142; 54 henføres til perioden med hans forfølgelse under Saul. (b) Under perioden, hvor han regerede over hele Israel, tillægges David Salmerne 18; 60; 51; 3; og 63.

II. Salmernes forfatterskab og alder.

Sl 90 tilskrives Moses. Det er nu moderne at benægte, at Moses skrev noget som helst. Et omhyggeligt studium af Sl 90 har ikke bragt noget for dagen, der er uforeneligt med mosaisk forfatterskab. Digtets værdighed, majestæt og patos er den store lovgiver og forbeder værdig.

1. David som salmedigter:

(1) Davids tid bød på frugtbar jord for religiøs digtnings vækst.

(a) Samuels politiske og religiøse reformer skabte en ny fornemmelse af national enhed og tændte den religiøse patriotismes ild. (b) Musik havde en stor plads i de profetiske laug eller profetskolers liv og blev brugt ved offentlige religiøse øvelser (1 Sam 10,5). (c) Davids sejre og den indre udvidelse af Israels liv ville uundgåeligt stimulere det poetiske instinkt hos geniale mennesker; sammenlign den elizabethanske tid og den victorianske æra i engelsk litteratur. (d) Flytningen af arken til den nye hovedstad og organiseringen af de levitiske kor ville anspore digtere til at komponere lovsange til Jahve (1 Sam 2; 1 Sam 1; 1 Sam 16; 1 Sam 25).

Det er mode i visse kritiske kredse at udviske den mosaiske æra som uhistorisk, idet alle beretninger om den anses for legendariske eller mytiske. Det er da let at insistere på at fjerne al den højere religiøse lære, der tillægges Samuel. Dette efterlader David som »en rå konge i en halvbarbarisk tid«, eller, som Cheyne udtrykker det, »den alsidige condottiere, høvding og konge«. Det synes mere rimeligt at anerkende Israels ensartede tradition om de store ledere, Moses, Samuel og David, som troværdig end at omskrive Israels historie ud fra de små fragmenter af historisk materiale, som skeptiske kritikere accepterer som troværdige. Det siges ofte, at sene forfattere indlæste deres egne forestillinger om, hvad der ville være passende, i deres beretninger om tidlige helte. James Robertsons bemærkning som svar har stor vægt: »Denne vane med at forklare det tidlige som en bagudrettet projektion af det sene er altid udsat for den indvending, at den efterlader det sene selv uden forklaring« (Poetry and Religion of the Psalms, 332).

(2) Davids forudsætninger for at komponere salmer

(a) Han var en dygtig musiker, med sans for rytme og øre for velklingende lyde (1 Sam 16,15-23). Han synes at have opfundet nye musikinstrumenter (Am 6,5). (b) Han anerkendes af kritikere fra alle skoler som en digter af ikke ringe evne. Ægtheden af hans klagesang over Saul og Jonatan (2 Sam 1,19-27) accepteres almindeligvis; ligeså hans klage over Abner (2 Sam 3,33). I klagesangen over Saul og Jonatan viser David en storsindethed og ømhed, som stemmer med S' fremstillinger af hans behandling af Saul og Jonatan. Ingen blot rå grænsehøvding kunne have komponeret et digt fyldt med den ømmeste følelse og den mest forbilledlige holdning over for en forfølger. Klagesangens moralske ophøjethed må forklares. Hvis forfatteren var et dybt religiøst menneske, en mand der nød Guds venskab, er det let at forklare digtets moralske værdighed. Det er bestemt kun et skridt fra klagesangens fædrelandskærlighed, storsind og hengivne venskab til Salmernes religiøse glød. Desuden fjerner den digteriske kunnen, som vises i klagesangen, den mulige indvending, at den litterære kunst på Davids tid ikke havde nået en udvikling svarende til kompositionen af digte som Salmerne. Der findes intet smukkere og mere kunstnerisk i hele Salteren.

Radikale kritikere savede Bibelens David over i to. De stiller den rå grænsehøvding over for den fromme salmist. Skønt de er villige til at tro enhver udtalelse, der kaster skygge over Davids moralske karakter, betragter de henvisningerne til David som hymnedigter og organisator af tempelkorene som fromme forestillinger hos sene krønikeskrivere. Robertson siger med rette: "Denne vane med at nægte at indrømme sammensathed i bibelske personers evner er overordentlig farlig og usikker, når historien er så fuld af eksempler på foreningen i én person af de mest forskellige egenskaber. Vi har ikke blot digtere, som kan spille på mere end én streng, men vi har religiøse ledere, som har forenet den inderligste fromhed med udøvelsen af en dårligt udviklet dyd eller praktiseringen af en meget tvivlsom politik. En kritiker, hvis han ikke har ét mål med stor nok kapacitet til en historisk person, bør ikke mene sig fri til at måle ham op i to halve skæpper og gøre ét menneske ud af hver" (Poetry and Religion of the Psalms, 332). Blandt konger er Karl den Store og Konstantin den Store blevet sammenlignet med David; og blandt digtere Robert Burns. Der var modstridende elementer i alle disse begavede mænds moralske karakter. Om Konstantin er det blevet sagt, at han "på skift var den føjelige troende og den grusomme despot, den gudhengivne og morderen, skytshelgenen og hævnens dæmon." David var et mangesidet menneske, med en karakter der ofte lå i krig med sig selv, en mand med modstridende impulser, kødet der begærede imod ånden, og ånden imod kødet. Mennesker af kød og blod midt i livets fristelser har ingen vanskelighed ved at forstå Bibelens David.

(c) David var et menneske med dybe følelser og en kongelig fantasi. Tænk på hans kærlighed til Jonatan, hans taknemmelige påskønnelse af enhver bedrift, som hans vældige mænd udførte for hans skyld, hans hengivenhed for Absalom. Hans vellykkede hærførerkunst ville tale for fantasi, ligesom klagesangens levende billedsprog. (d) David var en begejstret tilbeder af Jahve. Alle beretningerne om hans liv er enige om at fremstille ham som hengiven over for Israels Gud. Midt i livets farer og skuffelser "styrkede David sig i Jahve, sin Gud" (1 Sam 30,6). Vi ville have været overraskede, hvis intet spor af religiøs poesi var kommet fra hans pen. Det ville være vanskeligt at forestille sig Milton eller Cowper eller Tennyson som nogen, der begrænsede sig til verdslig poesi. "Comus," "John Gilpin" og "Charge of the Light Brigade" udtømte ikke deres geni; heller ikke klagesangen over Saul og Jonatan og klagen over Abner lettede Davids sjæl for den poesi, der krævede at komme til udtryk. De kendte kendsgerninger om hans liv og tid forbereder os på et udbrud af salmedigtning under hans ledelse. (e) De varierede erfaringer, som David gennemgik, var af en art, der kunne vække enhver latent gave til poetisk udtryk.

James Robertson fremstiller dette argument klart, og dog med passende forsigtighed: "Omskiftelserne og situationerne i Davids liv, sådan som de fremstilles i disse fortællinger, er af en sådan natur, at selv om vi måske ikke kan sige præcist, at den og den salme blev komponeret på det og det tidspunkt og sted, kan vi dog med tillid sige: Her er en mand, som har gennemgået bestemte erfaringer og båret sig sådan ad, at vi ikke bliver overraskede over at høre, at han, da han var digter, komponerede denne og den anden salme. Det er meget tvivlsomt, om vi bør binde nogen lyrisk digtning til et præcist sæt omstændigheder, som om digteren var som en maler, der, efter at have fundet et passende landskab, sætter sig ned for at overføre det til lærred. Jeg anser det ikke for sandsynligt, at David, når han befandt sig i en stor forlegenhed eller sorg, kaldte på skrivematerialer for at beskrive situationen eller nedskrive sine følelser. Men jeg anser det for sandsynligt, at de omskiftelser, han gennemgik, gjorde et sådant indtryk på hans følsomme hjerte og blev så indprentet i en følelsesfuld natur, at når han i sin tilbagetrukkenhed beroligede sig med sin lyre, kom de spontant frem i form af en salme eller sang eller bøn, alt efter om erindringen var sørgmodig eller glædelig, og alt efter hvordan hans syngende stemning bevægede ham" (Poetry and Religion of the Psalms, 343 f).

De bibelske forfattere, både tidlige og sene, er enige om at bekræfte, at Jahves Ånd hvilede over David og gav ham kraft til tjeneste af højeste rang (1 Sam 16,13; 2 Sam 23,1-3; Matt 22,43; ApG 2,29-31). Den profetiske inspirations gave blev skænket Israels ypperste musiker og digter.

(3) Ydre vidnesbyrd for davidiske salmer

(a) I Det Nye Testamente nævnes David som forfatter til visse salmer. Således tilskrives Sl 110 David af Jesus i hans debat med farisæerne i templet (Matt 22,41-45; Mark 12,35-37; Luk 20,41-44). Peter lærer, at David profeterede om Judas (ApG 1,16), og han henfører også Salme 16 og 110 til David (ApG 2,25-34). Hele discipelflokken tilskriver i bøn Sl 2 David (ApG 4,25). Paulus citerer Salme 32 og 69 som davidiske (Rom 4,6-8; Rom 11,9). Forfatteren til Hebr henfører endda Sl 95 til David, idet han følger Septuaginta (Hebr 4,7). Ud fra det sidstnævnte sted slutter mange forskere, at ethvert citat fra Salmerne kunne henføres til David som Salmernes hovedforfatter. Muligvis var denne frie og ubesværede måde at citere på, uden noget forsøg på streng kritisk nøjagtighed, almindelig i det 1. århundrede e.Kr. Samtidig er det tydeligt, at den opfattelse, at David var Salmernes hovedforfatter, blev accepteret af Det Nye Testamentes forfattere.

(b) I 2 Makk 2,13 (Revised Version), i et brev, der foregiver at være skrevet af jøderne i Israels land til deres brødre i Egypten, omkring 144 f.Kr., forekommer følgende: “Og de samme ting blev fortalt både i de offentlige arkiver og i de optegnelser, der angår Nehemias; og hvordan han, idet han grundlagde et bibliotek, samlede bøgerne om kongerne og profeterne, og Davids bøger, og kongers breve om hellige gaver.” Vi kender ikke den nøjagtige datering af 2 Makkabæerbog, men den var næsten helt sikkert i det 1. århundrede f.Kr. Forfatteren betragter David som forfatter til bøger i det hellige bibliotek, der blev samlet af Nehemias.

(c) Jesus, Siraks søn, som skrev ikke senere end 180 f.Kr., og muligvis en hel del tidligere, beskriver således Davids bidrag til den offentlige gudsdyrkelse: “I enhver af sine gerninger takkede han Den Hellige, Den Højeste, med herligheds ord; af hele sit hjerte sang han lovsang og elskede ham, som havde skabt ham” (Siraks Bog 47,8 f Revised Version (British and American)). Davids ry som salmedigter og som organisatoren af kor til helligdommen var velkendt for Ben Sira i begyndelsen af det 2. århundrede f.Kr.

(d) Krønikebøgernes forfatter, som skrev ikke senere end 300 f.Kr., og sandsynligvis meget tidligere, fremstiller David som den, der sørgede for en sangtjeneste foran Guds ark og i forbindelse med dens flytning til Davids by (Hebr 1; Hebr 16). Nogle forskere synes at forestille sig, at Krønikeskriveren, hvis historiske nøjagtighed angribes skarpt af visse kritikere, er ansvarlig for den tanke, at David var en stor salmedigter. Tværtimod har han mindre at sige om David som digter og salmist end Samuelsbøgernes forfatter. Kun i 2 Krøn 29,30 er der udtrykkelig omtale af David som forfatter til lovsange til Jahve. Krønikeskriveren taler gentagne gange om Davids instrumenter og om hans organisering af korene. Og således nævnes i de beslægtede bøger Ezra og Nehemias den gudstjenesteform, som David indførte (Ezra 3,10; Neh 12,24; Neh 12,36). Forfatteren til Kongebøgerne henviser gentagne gange til David som en mønsterkonge (1 Kong 11,4; 2 Kong 14,3; 2 Kong 20,5, osv.). Han bliver et vidne om Davids høje anseelse for retskaffenhed og religiøs nidkærhed.

(e) Amos henviser tilfældigt til Davids store dygtighed som opfinder af musikinstrumenter (Am 6,5). Den samme profet er vidne om, at der blev sunget sange i gudsdyrkelsen i Betel til ledsagelse af harper eller strengeinstrumenter (Am 5,23).

(f) Det tidligste vidne, eller de tidligste vidner, hvis fortællingen er sammensat, finder vi i 1 og 2 Samuel. David beskrives som en vidunderlig musiker og som én, over hvem Jahves Ånd hvilede mægtigt (1 Sam 16,13-23). Han tilskrives den smukke klagesang over Saul og Jonatan (2 Sam 1,17-27) og den korte klage over Abner (2 Sam 3,33). Det siges, at han dansede af glæde foran arken, og at han førte den op til Jerusalem med jubelråb og med basunklang (2 Sam 6,12). Han tilskrives det fromme ønske, at han måtte bygge et tempel for Jahve og arken, og det siges, at han udøste en taksigelsesbøn til Jahve for løftet om en evig trone (2 Sam 2). David helligede megen rigdom, som var taget fra hans fjender, til Jahve. (2 Sam 8,11). Både det gode og det onde i Davids liv og karakter fremstilles trofast i den levende fortælling.

Dernæst kommer vi til to udsagn, som ville afgøre spørgsmålet om Davids salmer, hvis kritikerne blot ville acceptere dem som værk af en forfatter, der levede inden for en generation eller deromkring fra Davids tid. Desværre betragtes 2 Sam 2 af de fleste kritiske forskere som et tillæg til den tidlige fortælling om Davids livsbane. Der er ingen enighed om den nøjagtige datering af disse kapitlers tilblivelse. Naturligvis ligger bevisbyrden hos den kritiker, der forsøger at opløse et dokument, og mistanke om partiskhed er uundgåelig, hvis han ved opløsningen kan undslippe kraften i et ubehageligt argument. Heldigvis lever vi i et frit land, hvor enhver har ret til at have og udtrykke sin egen mening, hvad den så end måtte være værd. For nærværende forfatter synes det, at 2 Sam 2 meget vel kan være kommet fra den tidlige fortællers pen, ham der berettede historien om Davids regering på så mesterlig vis. Selv hvis disse kapitler blev tilføjet af en senere redaktør som et tillæg, er der ingen tilstrækkelig grund til at sætte denne forfatter så sent som eksilet. Hans udsagn kan ikke tilsidesættes som upålidelige, blot fordi de går imod den gængse teori om Salmernes datering. 2 Sam 2 giver sig ud for at gengive ordene i en sang, som David talte til Jahve, da han var blevet befriet fra Saul og fra alle sine fjender. Sl 18 er tydeligvis en anden recension af samme digt. Forskellene mellem 2 Sam 2 og Sl 18 er ikke meget større end forskellene i de forskellige særprægede versioner af "Rock of Ages." Kun de mest vidtgående kritikere benægter, at David skrev denne herlige sang. 2 Sam 23,1-7 må ikke udelades, for her gjorde David krav på profetisk inspiration som Israels liflige salmedigter. Dette originale og slående digt er den strålende kongelige skjalde værdigt. (g) Salmernes overskrifter er ydre vidnesbyrd af virkelig værdi for bestemmelsen af Salmernes datering og forfatterskab; og disse tilskriver 73 til David. En omfattende benægtelse af alle former for ydre vidnesbyrd for davidiske salmer bør understøttes af overbevisende argumenter fra indre vidnesbyrd. Ubekræftede gætterier er ikke tilstrækkelige.

(4) Indre vidnesbyrd for davidiske salmer

Den kendsgerning, at mange af de salmer, der tilskrives David, svarer i tone og sindelag og i historiske hentydninger til begivenheder i hans liv, er ikke i sig selv et afgørende bevis for, at David skrev dem, men den styrker bestemt det ydre vidnesbyrd til fordel for davidiske salmer. Vi må henvise læseren til kommentarerne af Delitzsch, Kirkpatrick, Perowne og andre for de vidnesbyrd, der er fundet i de enkelte salmer. I mange salmer taler vidnesbyrdet stærkt til fordel for overskrifterne, hvori David nævnes som forfatteren. Se især Salmerne 18; 23; 32; 3.

(5) Antal davidiske salmer

Blandt konservative forskere varierer opfattelsen hele vejen fra 3 eller 4 til 44 eller 45. Det er kommet dertil, at en kritiker, som anerkender selv Sl 18 som Davids, kaldes konservativ. Faktisk betragter de mere radikale kritikere en forsker som konservativ, hvis han henfører blot en lille gruppe salmer til perioden før eksilet. Vi må ikke lade os afskrække fra at tilskrive David nogen salme, som forekommer os, på grundlag af både ydre og indre vidnesbyrd, at stamme fra hans pen. Delitzsch og Kirkpatrick er sikrere vejledere end Cheyne og Duhm. Maclaren har også foretaget et indgående og sympatisk studium af Davids liv og karakter og accepterer resultaterne af sund kritik. W. T. Davison (HDB, IV) taler klart og stærkt for davidisk forfatterskab til Salmerne 7; 11; 17; 18; 19 (første halvdel), 24 og nogle få andre salmer eller dele af salmer, skønt han gør store indrømmelser til den nuværende tendens til at føre salmerne ned til en senere datering. Han står fast på, at der findes en stor mængde før-eksilske salmer. Ewald tilskrev David Salmerne 3; 4; 7; 8; 11; 18; 19; 24; 29; 32; 101; desuden 60,8-11 og 68,14-19. Hitzig tilskrev David Salmerne 3-19, med undtagelse af Sl 5; Sl 6 og 14. Hvis man følger overskrifterne i den hebraiske tekst, undtagen hvor indre vidnesbyrd klart modsiger overskrifterne, vil det være let at følge Delitzsch i at tilskrive David 44 eller 45 salmer.

2. Salmedigtning efter David:

(1) Asafs salmer (Salmerne 73-83, også 50).

Den profetiske ånd banker i de fleste af de salmer, der tilskrives ASAF (se denne). Gud skildres som en retfærdig dommer. Han skildres også som Israels hyrde. Sl 73 holder fast ved Guds retfærdige herredømme over menneskeheden, på trods af de ugudeliges fremgang. Sl 50, som af mange henføres til Hoseas og Esajas' tid på grund af sit stærke profetiske budskab, kan meget vel være kommet fra Asaf, Davids og Natans samtidige. Nogle af Asaf-gruppen, især 74 og 79, hører til eksilets periode eller senere. Asafs slægt fortsatte i århundreder med at føre an i sangtjenesten (2 Krøn 35,15; Neh 7,44). Inspirerede digtere blev rejst op fra tidsalder til tidsalder i Asaf-lauget.

(2) Koras sønners salmer (Salmerne 42-49; 84; 85; 87).

Denne sangerfamilie var fremtrædende i tempelgudstjenesten på Davids tid og senere. Flere af de smukkeste digte i Salteren tilskrives medlemmer af dette laug (se Salmerne 42; 43; 45; 46; 49; 84). Vi skal ikke tænke på disse digte som værende blevet komponeret af en komité af Koras sønner; uden tvivl havde hvert digt en individuel forfatter, som var villig til at lade sin personlighed træde tilbage i den salme, han komponerede. Den fælles gudsdyrkelses privilegier og velsignelser i helligdommen fremhæves stærkt i denne gruppe salmer

(3) Salomos salmer (Salmerne 72; 127).

Selv konservative kritikere er i tvivl om det salomoniske forfatterskab til de to salmer, som overskrifterne tilskriver ham. Måske kan sikkerhed ikke opnås på forskningens nuværende stade. Delitzsch siger med rette: "Under Salomo begyndte salmedigtningen allerede at gå tilbage; alle åndsprodukterne fra den periode bærer præg af eftertænksom betragtning snarere end af umiddelbar følelse, for rastløs længsel efter højere ting havde givet plads for sanselig nydelse, national samling for kosmopolitisk udvidelse."

(4) Josafats tid.

Delitzsch og andre betragter Josafats periode som en tid med litterær produktivitet. Muligvis fejrer Salmerne 75 og 76 udfrielsen fra den store invasion fra øst hen imod slutningen af Josafats regering.

(5) Hizkijas tid.

Sidste halvdel af det 8. århundrede f.Kr. var en tid med litterær kraft og udfoldelse, især i Juda. Måske fejres den store udfrielse fra Sankeribs invasion i Salmerne 46 og 48.

(6) Jeremias' periode.

Ehrt og nogle andre forskere er tilbøjelige til at tilskrive Jeremias et betydeligt antal salmer. Blandt dem, der er blevet henført til denne profet, kan nævnes Salmerne 31; 35; 38; 40; 55; 69; 71. De, der afviser Davids forfatterskab til Sl 22, henfører også dette store digt til Jeremias. Uanset om vi bestemt kan nævne nogen salmer af Jeremias, synes det helt rimeligt, at han skulle have været forfatter til visse af de klagende digte i Salteren.

(7) Under eksilet.

Sl 102 synes at være blevet til under eksilet. Digteren udøser sin klage over den nuværende nød og minder Jahve om, at tiden er inde til at vise Zion medlidenhed. Sl 137 skildrer fangernes nød ved Babylons floder. Digtets ild og glød vidner om en forfatter, der personligt var indviklet i nøden. Uden tvivl blev andre salmer i vores samling til under fangenskabet i Babylon. (8) Salmer efter eksilet

Som eksempler på de glade hymner, der blev digtet efter hjemkomsten fra eksilet, kan vi nævne Salmerne 85 og 126. Mange af de liturgiske hymner i Salteren blev uden tvivl udarbejdet til brug i gudstjenesten i det andet tempel. Visse nyere kritikere har udvidet denne klasse af hymner, så den omfatter størstedelen af Salteren, men det er bestemt et yderligtgående synspunkt. Uden tvivl ansporede Ezras og Nehemias' bevægede tider digtere i Jerusalem til at udøse taksigelse og lovprisning til Israels Gud. Ewald lærte, at de seneste salmer i vores samling blev digtet på denne tid.

(9) Findes der makkabæiske salmer?

Calvin henførte Salmerne 44; 74 og 79 til den makkabæiske periode. Hvis der findes makkabæiske salmer, har Calvin måske ramt tre af dem. Hitzig henfører alle salmerne fra 73 til 150 til den makkabæiske periode, sammen med nogle få salmer i den tidligere halvdel af Salteren. Blandt moderne forskere placerer Duhm praktisk talt hele Salteren i perioden fra 170 til 70 f.Kr. Gesenius, Ewald, Hupfeld og Dillmann, fire af de største navne i gammeltestamentlig kritik, modsætter sig det synspunkt, at Salteren indeholder makkabæiske salmer. De fleste nyere studerende indrømmer muligheden af makkabæiske salmer. Spørgsmålet kan med rette stå åbent for videre undersøgelse. III. Salterens vækst.

1. Inddeling i fem bøger:

I den hebraiske tekst såvel som i Revised Version (britisk og amerikansk) er Salmerne grupperet i fem bøger, således: Bog I, Salmerne 1-41; Bog II, Salmerne 42-72; Bog III, Salmerne 73-89; Bog IV, Salmerne 90-106; Bog V, Salmerne 107-150. Det er muligt, at denne inddeling i fem bøger allerede kan have været foretaget, før Krønikebogsforfatteren skrev sin historie om Juda (sammenlign 1 Krøn 16,36 med Sl 106,48). Ved slutningen af Bog II står en efterskrift, som er betydningsfuld i Salterens historie. Det siges i Sl 72,20: "Bønnerne af David, Isajs søn, er til ende." Det skulle synes af denne note, at den redaktør, der tilføjede den, mente at sige, at han i sin samling havde medtaget alle de Davids salmer, som han kendte. Mærkeligt nok er efterskriften knyttet til en salme, der tilskrives Salomo. Salmerne 51-70 ligger imidlertid lige i nærheden, og alle disse tilskrives David. Sl 71 er anonym, og Sl 72 kunne muligvis betragtes som en bøn for Salomo. Der er en yderligere vanskelighed i det faktum, at Salmernes anden bog åbner med ni digte, der tilskrives Koras sønner og Asaf. Det er en meget naturlig formodning, at disse ni salmer på et tidspunkt var forenet med Salmerne 73-83. Når disse fjernes, ville det være muligt at forene Salmerne 51-70 med Bog I. Da ville efterskriften til Sl 72 være en passende afslutning på en rulle sammensat af salmer, der tilskrives David. Det er umuligt på dette sene tidspunkt fuldt ud og nøjagtigt at spore historien om Salterens tilblivelse.

2. Mindre grupper af salmer:

Inden for Salteren findes der visse grupper af salmer, som i nogen grad har bevaret den form, hvori de sandsynligvis engang cirkulerede særskilt. Blandt disse grupper kan nævnes valfartssalmerne (Salmerne 120-134), Asaf-gruppen (Salmerne 73-83), Koras sønners grupper (Salmerne 42-49; 84-87, undtagen 86), en Mikhtam-gruppe (Salmerne 56-60), en gruppe, der priser Jahve for hans karakter og gerninger (Salmerne 93-100), hvortil Salmerne 90-92 danner en passende indledning. Salmerne 103-107 udgør en anden gruppe lovsange, og Salmerne 145-150 udgør en afsluttende Halleluja-gruppe.

Salteren har haft en lang og varieret historie. Uden tvivl havde forsangeren for tempelkoret sin egen samling af hymner til offentlig gudstjeneste. Små grupper af salmer kan også være blevet udsendt til privat brug i hjemmet. Efterhånden blev der lavet samlinger efter forskellige ordningsprincipper. Undertiden blev hymner, der blev tillagt en bestemt forfatter, måske samlet i én gruppe. Muligvis blev salmer af en bestemt type, såsom Maskil- og Mikhtam-salmer, samlet i små samlinger. Hvordan disse små grupper dels blev bevaret og dels brudt op i historien om dannelsen af vores nuværende Salter, vil man måske aldrig få at vide.

IV. Salterens poesi.

For en generel drøftelse af den hebraiske poesis form, se POETRY. I Salmerne findes eksempler på næsten alle kendte former for poetisk parallelisme. Blandt moderne forskere har C.A. Briggs foretaget omfattende undersøgelser af Salmernes poetiske struktur. Når han sammenfatter resultatet af sit studium af de forskellige metriske former, der bruges i Salmerne, klassificerer han 89 salmer eller dele af salmer som trimetre, det vil sige, at linjerne har tre hovedtryk; 22 salmer eller dele betragter han som tetrametre, hvor hver linje har fire betonede stavelser; 25 salmer eller afsnit klassificeres som pentametre, og et tilsvarende antal som hexametre. Han anerkender en vis variation i metrum i enkelte salmer. Der er ved at opstå enighed blandt hebraister om, at rytmen i hebraisk poesi i høj grad bestemmes af antallet af betonede stavelser i linjen. Nogle kritikere insisterer strengt på fuldkommen regelmæssighed og er derfor nødt til at ty til formodede tekstrettelser.

Se POETRY, HEBREW.

Ni salmer er kendt som alfabetiske digte, nemlig Salmerne 9; 10; 25; 34; 37; 111; 112; 119; 145. Den mest udførlige af disse er Sl 119, som er delt i 22 afsnit på hver 8 vers. Hvert bogstav i det hebraiske alfabet forekommer 8 gange i træk som begyndelsesbogstav for versene i sit afsnit.

Hvad angår strofisk struktur eller strofeopbygning, er der i visse salmer vidnesbyrd om en sådan organisering af digtene. De omkvæd, som strofer ofte slutter med, udgør en enkel vejledning til de strofiske inddelinger i visse salmer, såsom Salmerne 42; 43; 46; 107. Blandt engelske kommentatorer er Briggs den, der lægger mest vægt på strofisk struktur. Der er noget vidnesbyrd om antifonal sang i forbindelse med Salteren. Nogle mener, at Salmerne 20 og 21 blev sunget af kor, der svarede hinanden. Salmerne 24 og 118 kan hver især være antifonale.

V. Den talende i Salmerne.

Smend forsøgte i ZATW, 1888, at opstille den tese, at den talende i Salmerne ikke er et individ, men en personifikation af den jødiske nation eller menighed. Først var han tilbøjelig til at anerkende en individuel taler i Salmerne 3; 4; 62 og 73, men et år senere tolkede han også disse kollektivt. Således udslettes med ét slag den individuelle religiøse erfaring af Salteren. Nogle få forskere har accepteret Smends tese; men det store flertal af kritikere fra enhver skole har nægtet deres tilslutning, og nogle af de bedste kommentatorer har vist, at teorien er helt uholdbar.

Måske er den bedste monografi om emnet, for den tyske studerende, en af Emil Balla, Das Ich der Psalmen. Ballas tese er, at »jeg«-salmerne, både i Salteren og i de øvrige bøger i Det Gamle Testamente, altid skal forstås individuelt, med undtagelse af dem, hvor klare oplysninger i teksten gør en anden tolkning af »jeg« nødvendig. Af 100 salmer, hvor »jeg« forekommer, klassificerer Balla 80 som lette at fortolke; i de resterende 20 kunne der være rimelig plads til uenighed om, hvorvidt salmen var individuel eller kollektiv.

Personifikation bruges i vid udstrækning i alle dele af Det Gamle Testamente. Der er ingen grund til at tvivle på, at Sl 129, selv om den bruger »jeg«, »min« og »mig«, er Israels sprog som folk. Det samme gælder Sl 124. Forfatteren til Sl 126 forbinder sig ligeledes med sine brødre. Forfatteren til Sl 122 taler derimod tydeligvis for sig selv som individ, når han siger i 122,8: »For mine brødres og mine fællers skyld vil jeg nu sige: Fred være i dig.« Den opmærksomme læser har som regel ingen vanskelighed ved, efter omhyggelig læsning af en salme, at afgøre, om »jeg« henviser til en individuel israelit eller til Israels menighed. Sunde synspunkter om dette emne er vigtige, eftersom Smends teori øver vold mod styrken og kraften i de gammeltestamentlige troendes individuelle religiøse erfaring. I mange dele af Det Gamle Testamente indskærpes nationale pligter, og Israel tiltales som en helhed. Samtidig ville det være let at overdrive den forholdsvis lille plads, den individuelle religion indtager i de profetiske skrifter og i Loven. Salteren nægter absolut at blive lukket inde i en stiv nationalismes forme.

VI. Evangeliet i Salmerne

Kristne elsker Salteren lige så højt, som den gamle jøde overhovedet kunne have gjort. På hver side opdager de elementer af religiøst liv og erfaring, som er helt igennem kristne. I denne henseende kom den tidligere husholdning nærmere de kristne normers fuldkommenhed end i politisk og social organisation. Sammen med Det Nye Testamente ønsker den aldrende kristne hellige sig et eksemplar af Salmerne. Han går let fra evangelierne til Salteren og tilbage igen uden nogen fornemmelse af at skifte fra ét åndeligt niveau til et andet. Religiøs erfaring blev nydt og skildret af de gamle salmister så godt, at der i den apostolske periode ikke blev skrevet nogen kristen bog for at erstatte Salteren.

1. Sjælens samtale med Gud:

(1) Salmisterne er altid ærbødige i deres tilgang til Guddommen.

Jahve er uendeligt hellig (Sl 99,3; Sl 99,5; Sl 99,9). Salmerne 95-100 er forbilleder på tilbedelse og gudsdyrkelse.

(2) Tørst efter Gud.

Salme 42 og 43, som oprindelig var én salme, giver den enkelte sjæls længsel efter Gud mæle som ingen anden menneskelig komposition har været i stand til at udtrykke den. Sl 63 er en værdig ledsagersalme om længsel efter Gud.

(3) At prise Gud.

Mere end 20 salmer har lovprisning af Gud som deres grundtone. Se især Sl 8,1; Sl 8,9; Sl 57,7-11; Sl 71,22-24; Sl 95,1-7. De første tre vers af Salme 33; 34; 40; 92 og 105 åbenbarer et rigt ordforråd af lovprisning for stammende menneskelæber.

(4) Glæde i Guds hus.

Salme 84 og 122 er klassiske hymner, der udtrykker glæde ved den offentlige gudstjeneste i helligdommen. Religiøs fædrelandskærlighed har aldrig fået et mere slående udtryk end det, der findes i Sl 137,5 f.

(5) At øve sig i Guds nærvær.

I Salme 91 og 23 fryder den tilbedende hellige sin sjæl med fornemmelsen af Guds beskyttende nærvær. Hyrden, mild og trofast, er altid nær for at værne og trøste. Den Almægtiges skygge er over den hellige, som bor i den Højestes skjul.

(6) Gud i naturen.

Salmisten gik ikke »gennem naturen op til naturens Gud«; for han fandt Gud iboende i alle ting. Han hørte Guds røst i tordenen; mærkede hans ånde i skumringsbrisen; så glimtet af hans sværd i lynets skær og erkendte hans hånd i enhver forsørgelse af menneskets og de lavere dyrs behov. Se Sl 104, »Skabelsens hymne«; Sl 29, »Jahve, stormens Gud«; og første halvdel af Sl 19, »himlene fortæller«.

(7) Kærlighed til Guds ord.

Sl 119 er den klassiske beskrivelse af Guds ords skønhed og kraft og hjælpsomhed. Anden halvdel af Sl 19 er også en perle. Sl 119 blev med rette kaldt af en af de ældre kommentatorer »et helligt alfabet for Zions lærde«. Salmisten synger om Guds ords herlighed som en lampe til vejledning, som en kilde til trøst og som et væld af håb.

(8) Guds omsorg for alle ting.

Tro på det guddommelige forsyn – både det almene og det særlige – var en hovedlære hos salmisterne; ja mere end det, selve hjertet i deres religion. Sl 65 synger om Guds godhed i solskin og regn, som klæder engene med bølgende korn. Guds flod er altid fuld af vand. Sl 121, »Jahve, din vogter«, blev læst af David Livingstone ved familieandagten den morgen, da han forlod hjemmet for at rejse ud til Afrika som missionær.

(9) Gud, vores tilflugt.

Salmisterne var glade for billedet »at søge tilflugt hos Gud«. Jahve var for dem en tilflugtsklippe, en fæstning, et højt tårn, en uindtagelig borg. Salme 46; 61 og 62 ophøjer Gud som hans helliges tilflugt. Hans hjælp er altid let at finde. Guds magt og visdom overvælder ikke de inspirerede sangere, men bliver et emne for from og glad betragtning.

Vor Herre Jesus fandt i Salmerne profetier om sig selv (Luk 24,44-47).

2. Messias:

(1) Den lidende frelser.

Mens han hang på korset, vendte vor Herres sind sig mod Salmebogen. Han gav sin sjæls frygtelige kval mæle med åbningsordene i Sl 22 og udåndede til sidst sin ånd med de tillidsfulde ord fra Sl 31,5. Han indbød også til opfyldelsen af en messiansk forudsigelse i Sl 69,21 ved at sige: »Jeg tørster.« Esajas og Salmerne svigtede ham ikke i hans skams time, da spot knuste hans hjerte, og der ikke var nogen til at trøste ham. Kun Es 52,13-53 overgår Sl 22 som et billede af Golgata og en fortolkning af korsets betydning. Om Sl 22 er en direkte profeti om Kristus eller kun en typisk messiansk salme, er omstridt. Hver sætning kan anvendes på Jesus uden at forstrække dens betydning. Hvis David eller en anden lidende greb sin harpe for at synge om sine egne sorger, ledte Guds Ånd ham til at beskrive en størres sorger.

Rationalistiske kritikere fastholder, at det skaber forvirring at anvende en del af en salme på David og en del på Kristus. De latterliggør teorien om en »dobbelt betydning« og hævder, at sproget henviser til salmisten og til ham alene, og at anvendelsen af visse vers på vor Herre Jesus kun sker som en tillempning. Denne teori ignorerer fuldstændigt Helligåndens nærvær og virksomhed; og når mennesker taler om »psykologiske umuligheder«, kan de tale nonsens; for hvem af os kan fuldt ud forstå menneskers psykologiske erfaring, mens de modtager åbenbaringer fra Gud? Den egentlige forfatter til inspirerede profetier er Helligånden. Hans mening er den, som den ærbødige fortolker glæder sig mest over at finde; og vi har vidnesbyrd om, at Det Gamle Testamentes forfattere ikke fuldt ud forstod deres egne forudsigelser om Kristus (1 Pet 1,10-12). Vi bør ikke blive overraskede over, at vi ikke er i stand til fuldt ud at forklare metoden for Helligåndens virksomhed, når han ledte profeters og salmisters tanker i deres forudsigelser om Kristi lidelser og de herligheder, der skulle følge dem.

(2) Den sejrende konge.

Salme 2 og 110 (som Sl 72 kan sammenlignes med) beskriver Messias som Jahves søn, en mægtig sejrherre, som skal overvælde alle fjender og herske, støttet af Jahve. Nogle vil sætte sig imod Messias og således gå til grunde; andre vil træde ind i hans hær som frivillige og til sidst nyde sejrens frugter. »Det er bedre at sidde på hans trone end at være hans fodskammel.«

(3) Det voksende rige.

Der er ikke plads på jorden til nogen anden gud end Jahve, menneskehedens Skaber og Forløser. Salmerne 47; 67; 96-100 og 117 er beviser på Salterens herlige missionerende udsyn. Alle folkeslag formanes til at opgive afguderne og tilbede Jahve. Sl 47 slutter med et billede af hele verden forenet i tilbedelsen af Israels Gud. Sl 67 er et hornsignal til alle folkeslag om at forene sig i tilbedelsen af den sande Gud. Salmerne 96-100 skildrer Jahves væsen som grundlag for appellen til alle folkeslag om at vende sig fra afguderne og tilbede Abrahams Gud. Salmerne 96 og 98 ophøjer hans retfærdighed; Sl 97 hans magt og herredømme; Sl 99 hans hellighed og hans troskab mod Israel, mens Sl 100 taler om hans godhed. Afguderne vil til sidst falde for en Gud, der er værdig til menneskers ærefrygt og kærlighed.

3. Syndens problem:

Salteren behandler mennesket som synder. Syv af de bedst kendte digte i samlingen er så gennemtrængt af en fornemmelse af synd og dens dødbringende frugter, at de i århundreder har været kendt som bodssalmerne (6; 32; 38; 51; 102; 130; 143). Ud over disse digte om bod og bekendelse er der mange steder andre steder i Salteren, som skildrer menneskers syndighed. Og dog findes der i Salteren udsagn om personlig uskyld og retfærdighed, som lyder som selvretfærdige menneskers krav (7,3-9; 17,1-5; 18,20-24; 35,11-17; 44,17-22). Salmisterne mener ikke at hævde, at de er syndfrie over for Gud, men snarere at de er retfærdige i sammenligning med deres fjender, som søger at ødelægge dem. Undertiden beder de om barmhjertighed i samme sammenhæng. Den ærlige fortolker finder ikke den farisæiske ånd i disse ædle hymner, skønt han gerne indrømmer, at den kristne ikke uden videre kan bruge nogle af udtrykkene om sine egne erfaringer. Jesus kræver en ydmyghed, der er dybere end den, man nåede til i gammeltestamentlig tid.

(1) Bekendelse af synd.

(a) Individuel bekendelse: Salmerne 32 og 51 er bemærkelsesværdige eksempler på individuel bekendelse. Den bodfærdiges råb i Sl 51 er blevet gentaget af tusinder på bøjede knæ som det bedste udtryk for deres egen syndsbevidsthed og længsel efter tilgivelse. (b) National bekendelse (se især 78; 95 og 106). Sl 105 fejrer lovprisningen af Jahve for hans usvigelige godhed mod Israel; Sl 106 fortæller historien om Israels gentagne oprør.

(2) Søgen efter tilgivelse.

Sl 51 er den bodfærdiges råb om barmhjertighed. Aldrig har menneskesjælen bedt mere stærkt om tilgivelse. Gud kan ikke foragte et hjerte, der er knust og sønderbrudt af syndsbevidstheden og beder som et fortabt barn efter hjem og mor.

(3) At overvinde synd.

Salmerne 130 begynder med et råb fra dybet og ender med en tone af glæde over forløsning fra synd. Den rige forløsning, som digteren taler om, omfatter sejr over synden i ens hjerte og liv. De gammeltestamentlige helliges råb om sejr over synd blev ikke overhørt (139,23 f.; 19,13; 119,133). Forfatteren til Sl 84 skildrer sandfærdigt livet for Jahves tilbedere: "De går fra styrke til styrke." Sejren over synd er til sidst sikker.

4. Kamp med tvivl:

Den gamle hebræer synes ikke at have haft nogen fristelse til ateisme eller panteisme. Forfatteren til Prædikeren mærkede tiltrækningen fra agnosticisme og materialisme (Præd 3,19-21; Præd 9,2-10), men til sidst afviste han begge dele (12,7.13 f.). Den gamle hebræer fandt i verden omkring sig én vanskelighed, som syntes næsten uoverstigelig. Han troede på Guds visdom og magt og retfærdighed. Hvordan kunne det da være muligt, i en verden hvor en vis og retfærdig Gud råder, at de ugudelige skulle trives og de retfærdige lide? Det er det spørgsmål, som Job og hans tre venner heftigt drøfter. En delvis løsning på vanskeligheden kan ses i Sl 37, hvis tema er 'den gudløse fremgangs kortvarighed og visheden om, at det at handle godt vil føre til velvære.' En bedre løsning nås i Sl 73, som skildrer Guds holdning til de ugudelige og til de retfærdige. De ugudelige vil pludselig blive styrtet, mens de retfærdige vil leve for evigt i glæden ved fællesskab med Gud. Ikke engang døden kan skille ham fra Gud. De stolte spotteres flygtige glæder blegner til ubetydelighed over for herlighederne i evigt fællesskab med Gud.

5. Fra dybet:

(1) Fra forfølgelsens og bagtalelsens dyb klatrede forfatteren til Sl 31 ind i sit tilflugtssted, da han udbrød: "I dit nærværs skjul vil du skjule dem for menneskers rænker; du vil hemmeligt bevare dem i en hytte fra tungers strid."

(2) Sl 77 er en trappe ud af spændingens og angstens dyb. Forfatterens erfaring illustrerer godt Maclarens epigram: "Hvis vi råber fra dybet, skal vi råbe os selv ud af dybet."

(3) Forfatteren til Sl 116 så ind i dødens gab. Måske har ingen anden salme så meget at sige om den fysiske død. Sangeren er fyldt af taknemmelighed, når han ser tilbage på den dødelige fare, som Jahve har frelst ham fra.

(4) Sl 88 er enestående, fordi den er sørgmodig og klagende fra begyndelse til ende. Sangeren har længe råbt om udfrielse fra legemlig svaghed og fra ensomhed.

(5) Fra katastrofens og nederlagets dyb råber forfatterne til Salmerne 60; 74; 79 og 89 til Gud. Det babyloniske eksil var en hård prøvelse for fædrelandselskende jøder. De sørgede over ødelæggelsen af deres smukke tempel og den hellige by, hvor deres fædre havde tilbedt. Forfatteren til Sl 60 slutter med håb og tillid (60,12).

6. Etiske idealer:

"Utvivlsomt når vi i Salmerne højdepunktet for gammeltestamentlig praktisk fromhed, det bedste, som Det Gamle Testamente kan fremvise af hjertets religion."

(1) Hvilken slags menneske ville Salmerne da prise som godt?

Sl 1 åbner med en levende kontrast mellem de retfærdige og de onde. Sl 15 er den mest fuldstændige beskrivelse af et godt menneske, som findes i Salteren. Billedet tegnes som svar på spørgsmålet: Hvilken slags menneske vil Jahve modtage som en antagelig tilbeder? Bibelens moral har rod i religionen, og Bibelens religion blomstrer og bærer frugt i den højeste etik, mennesket kender. Sl 131 gør ydmyghed til en hovedegenskab i virkelig godhed. Sl 133 ophøjer den broderlige kærligheds ånd. De sociale dyder havde en stor plads i salmisternes idealer om godhed. Ydmyghed og broderkærlighed er en garanti for fred i hjemmet, kirken og nationen. Sl 24,4 er et kompendium af etik i en enkelt sætning.

(2) Talens etik.

Selv en flygtig læsning af Salmerne må gøre indtryk ved det forhold, at salmisterne følte de ondes løgne, bagtalelser og pral meget stærkt. Grebet af retfærdig harme kalder de på Gud, at han skal vågne og træde frem mod sandhedens og retfærdighedens højrøstede fjender (se især Salme 12; 52 og 120).

(3) Tjeneste for de trængende.

Bibellæsere kender idealet om det gode menneske i Job 29,12-16; Job 31,13-22. Sl 82 er en bøn om retfærdighed. Bestikkelige dommere skal en dag stå over for den store Dommer. Mennesker behøver først og fremmest fair behandling. Måske vil der da ikke være nogen anledning til at udøve almissegivning. Sl 41 er en bøn om venlighed. Den kristne læser mindes Jesu ord: »Salige er de barmhjertige, for de skal få barmhjertighed.« Den ideelle hersker er både retfærdig og velgørende (Sl 72,2; Sl 72,12-14).

7. Bøn mod de onde:

For at være en god elsker må man vide, hvordan man skal hade. Kampens ophidselse banker i mange af Salmerne. Retfærdighedens fjender er sejrende og trodsige. Deres hån driver salmisterne til indtrængende bøn. Jahves ære står på spil, og hans sag er i fare. Mere end 20 salmer indeholder bøn om de ondes nederlag og omstyrtelse. Krigeriske billeder af den dristigste art findes i mange af forbandelsessalmerne. For den kristne læser er nogle af de forbandelser, der udtales mod de onde, rystende og smertefulde. Mange ledes til at undre sig over, hvordan sådanne forbandelser nogensinde har fået en plads i Bibelen. De strengeste forbandelser findes i Salme 35; 69 og 109. Maclarens ord er vel værd at læse som indledning til Sl 109: »Det er ikke for private krænkelser, eller kun for dem for så vidt den lidende sanger er medlem af det fællesskab, som repræsenterer Guds sag, at han beder om, at Guds hævn må komme ned, men for de fornærmelser og skader, der tilføjes retfærdigheden. Disse forbandelsers form hører til et lavere trin af åbenbaring; deres indhold, betragtet som lidenskabelige ønsker om det ondes ødelæggelse, brændende nidkærhed for sandhedens sejr, som er Guds sag, og uudslukkelig tro på, at han er retfærdig, er en del af kristen fuldkommenhed.« To bemærkninger kan fremsættes som forslag til den, der studerer Salteren:

(1) Vi bør studere forbandelsessalmerne i lyset af deres oprindelse. De er poesi og ikke prosa; og De Witt minder os om, at sproget i orientalsk poesi er den overdrevne lidenskabs sprog. Nogle af disse forbandelser pulserer med slagets virkelige hjerteslag. Sværd er draget, og blod flyder. Forkæmperen for Jahves folk beder om hans fjenders omstyrtelse. De fjender, der forbandes, er mennesker, som bryder enhver moralsk lov og trodser Gud. Salmisten identificerer sig med Jahves sag. »Hader jeg ikke dem, Jahve, som hader dig? Og væmmes jeg ikke ved dem, der rejser sig mod dig? Jeg hader dem med fuldkomment had; de er blevet mine fjender« (Sl 139,21). Således beder salmisterne med Guds herlighed for øje.

(2) Vi bør bruge forbandelsessalmerne i lyset af vor Herres undervisning. Vi kan ikke udtale forbandelser over vore personlige fjender. Dette himmelske artilleri kan rettes mod værtshuset, bordellet og spillehulen, skønt vi ikke må glemme at bede om omvendelse for de personer, der er beskæftiget i disse erhverv.

8. Det fremtidige liv:

»Hvis et menneske dør, skal det da leve igen?« Hvilket svar giver Salmerne på Jobs råb efter lys? Der er udtryk i Salteren, som synes at forbyde håb om en velsignet udødelighed (Sl 6,5; Sl 30,9; Sl 39,13; Sl 115,17). Salmisterne fristes til at frygte, at fællesskabet med Gud ville ophøre ved døden. Men lad denne kendsgerning fastholdes: Ikke én af Israels digtere eller profeter slog sig til ro med en endelig benægtelse af udødeligheden. Nogle af dem havde øjeblikke med glad vished om et velsignet liv i fællesskab med Gud i den kommende verden. Evigt liv i Jahves nærhed er det udsyn, hvormed forfatteren til Sl 16 styrker sig (16,8-11). Synet af Guds ansigt efter dødens søvn er bedre end verdslig fremgang (17,13-15). Forfatteren til Sl 73 vinder hvile for sit plagede sind i visheden om et fællesskab med Gud, som ikke kan brydes (73,23-26). Gud vil til sidst tage sangeren til sig. Det er med rette blevet sagt, at Sl 49 markerer højdepunktet for Det Gamle Testamentes tro på et fremtidigt liv. Døden bliver hyrde for de onde, som satte deres lid til rigdom, mens Gud løskøber de retfærdige fra Sheols magt og tager den troende sjæl til sig selv.

LITTERATUR.

En af de mest udførlige og oplysende artikler om historien bag udlægningen af Salmerne findes i indledningen til Delitzschs kommentar (s. 64-87, engelsk oversættelse). Blandt kirkefædrene er Hieronymus, Chrysostomos og Augustin mest hjælpsomme. Blandt reformatorerne er Calvin, udlæggernes fyrste, den mest værdifulde. Blandt moderne kommentatorer er Ewald og Delitzsch lærde og sunde. Deres kommentarer er tilgængelige i engelsk oversættelse. Hupfeld er stærk i grammatisk eksegese. Baethgen (1904) er meget grundig. Blandt nyere engelske og amerikanske kommentatorer er de mest hjælpsomme Perowne (6. udgave, 1866), Maclaren i Expositor's Bible (1890-92) og Kirkpatrick i Cambridge Bible (1893-95). Briggs i ICC (1906) er lærd; Davison, New Century Bible, er livlig og tiltalende. Spurgeon, Treasury of David, er en værdifuld samling, hovedsagelig fra de puritanske teologer. Cheyne, The Book of Psalms (1888) og The Origin and Religious Contents of the Psalter (1891), er ganske radikal i sine kritiske synspunkter. Binnie, The Psalms: Their Origin, Teachings and Use (1886), er en fin indledning til Salteren. Robertson, The Poetry and Religion of the Psalms (1898), opbygger en dygtig argumentation imod nyere radikale synspunkter.

John Richard Sampey