Bibelen, IV kanonicitet

IV. Litterær vækst og oprindelse – kanonicitet.

Indtil nu er bøgerne i Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente ganske enkelt blevet taget som givne, og der er ikke gjort noget forsøg på at undersøge, hvordan eller hvornår de blev skrevet eller samlet, eller hvordan de kom til at få den værdighed og autoritet, som ligger i, at de blev optaget i en hellig kanon. Det område, vi her bevæger os ind på, er fuldt af stridsspørgsmål, og det er nødvendigt at træde varsomt for at finde en sikker vej gennem det. Detaljerne i oversigten overlades, som før, til de særlige artikler.

1. Det Gamle Testamente:

Opmærksomheden rettes her naturligt først mod Det Gamle Testamente. Det er tydeligt, og indrømmes fra alle sider, at det har en lang litterær historie forud for dets endelige fastlæggelse i en kanon. Om forløbet af denne historie er de traditionelle og de moderne kritiske synspunkter meget forskellige. Det kan muligvis vise sig, at sandheden ligger et sted midt imellem dem.

(1) Vidnesbyrd i Det Gamle Testamente selv.

Hvis de vidnesbyrd, som Det Gamle Testamente selv giver, accepteres, bliver resultaterne omtrent følgende:

(a) Patriarktiden:

Der nævnes ikke skrift i patriarktiden, skønt man nu ved, at der dengang fandtes en høj skriftkultur i Babylonien, Egypten og Kanaan, og det er ikke usandsynligt, ja det synes sandsynligt, at optegnelser i en eller anden form er blevet overleveret fra den tid og delvis er indarbejdet i Bibelens tidlige historie.

(b) Mosetiden:

På Moses' tid var skrift i brug, og Moses selv blev oplært i egypternes visdom (2 Mos 2,10; ApG 7,22). Intetsteds tilskrives affattelsen af hele Pentateuken (sådan som man traditionelt har ment) Moses, men en ikke ubetydelig mængde skriftligt stof tilskrives ham direkte, hvilket skaber en formodning om, at der var mere, selv når det ikke udtrykkeligt siges. Moses skrev "alle Jahves ord" i "pagtens bog" (ApG 21; ApG 22; ApG 23; ApG 4; ApG 7). Han skrev "ordene i denne lov" i Femte Mosebog ved Moab, "i en bog, indtil de var fuldendt" (5 Mos 31,9; 5 Mos 31,24; 5 Mos 31,26). Den blev givet til præsterne for at blive lagt ved siden af arken til opbevaring (5 Mos 31,25; 5 Mos 31,26). Andre oplysninger forekommer om Moses' skrivning (2 Mos 17,14; 4 Mos 33,2; 5 Mos 31,19; 5 Mos 31,22; jf. 4 Mos 11,26). Mirjams sang og brudstykkerne af sang i 4 Mos 21, hvoraf det første (måske alle) er citeret fra "bogen om Jahves krige" (4 Mos 21,14), hører tydeligt til Mosetiden. I denne forbindelse bør det bemærkes, at talerne og loven i De forudsætter historien og lovgivningen i de kritiske JE-historier (se nedenfor). De præstelige love (Tredje Mosebog, Fjerde Mosebog) bærer i så høj grad ørkenens præg, at de næppe kan være opstået noget andet sted, og de blev sandsynligvis nedskrevet dengang eller kort efter. Også Josva forudsættes at være fortrolig med skrift (Jos 8,30-35; jf. 5 Mos 27,8), og det siges, at han skrev sin afskedstale "i Guds lovbog" (Jos 24,26; jf. Jos 1,7; Jos 1,8). Disse udsagn forudsætter allerede begyndelsen til en hellig litteratur.

(c) Dommere:

Deboras sang (Dom 5) er et utvivlsomt ægte mindesmærke fra dommertiden, og de ældre dele af Dommerbogen må i det mindste have været næsten samtidige med de begivenheder, de skildrer. Kendskab til skrift blandt almindelige mennesker synes forudsat i Dom 8,14 (American Revised Version, randnote). Samuel skrev, ligesom Josva, "i en bog" (1 Sam 10,25) og lagde den hen, tydeligvis blandt andre skrifter, "for Jahves ansigt."

(d) Kongedømmet:

Davids og Salomos tid var en periode med høj udvikling inden for poetisk og historisk komposition: vidne herom er Davids klagesange (2 Sam 1,17; 2 Sam 3,33; 2 Sam 3,34) og den fint udformede beretning om Davids regering (2 Sam 2), den såkaldte "Jerusalem-kilde", som indrømmes at stamme "fra en periode meget lidt senere end de begivenheder, der berettes om" (Driver, LOT, 183). Der fandtes hofskrivere og krønikeskrivere. David og kongedømmet: David, som det sømmer sig for hans fromhed og poetiske og musikalske begavelse (sammenlign herom POT, 440 ff), tilskrives æren for at have lagt grundlaget for en hellig salmesang (2 Sam 23,1 ff; se Salmerne), og en hel samling salmer (Sl 1-72, med undtagelse af den særskilte samling, (Salme 42-50)), som engang udgjorde en selvstændig bog (jf. Sl 72,20), tilskrives ham, sammen med andre, i deres overskrifter (Salmerne 1, 2, 10 er uden overskrift). Det er næppe troværdigt, at en tradition som denne kan være helt forkert, og et davidisk grundlag for Salteren kan trygt antages. Talrige salmer henføres på grund af deres omtale af "kongen" (såsom Salmerne 2; 18; 20; 21; 28; 33; 45; 61; 63; 72; 101; 110) naturligt til kongedømmets periode (nogle, såsom Sl 18, er sikkert davidiske). Andre grupper af salmer henføres til tempellavene (Koras sønner, Asaf).

(e) Visdomslitteratur – historie:

Salomo er berømt som grundlægger af visdomslitteraturen og som forfatter til Ordsprogene (1 Kong 4,32; Ordsp 1,1; Ordsp 10,1; Præd 12,9; Prædikeren selv synes at være sen), og til Højsangen (Højs 1,1). "Hizkijas mænd" siges at have afskrevet en samling af hans ordsprog (Ordsp 25,1; se Ordsprogene). Her kan også Jobs Bog placeres. Hizkijas regering synes at have været en tid med litterær aktivitet: til den skal sandsynligvis visse af salmerne henføres (f.eks. Salmerne 46, 48; jf. Perowne, Delitzsch). I historisk henseende synes profeterne under kongedømmet at have virket som nationens "hellige historieskrivere". Ud fra deres erindringer om de på hinanden følgende regeringer, sådan som de senere bøger vidner om (1 Krøn 29,29; 2 Krøn 9,29; 2 Krøn 12,15, osv.), er de fleste af fortællingerne i vore kanoniske skrifter samlet (deraf navnet "de tidligere profeter"). Den seneste dato i 2 Kong er 562 f.Kr., og bogens hoveddel er sandsynligvis tidligere.

(f) Profeti:

(i) Assyrisk tid:

Med den skriftlige profetis fremkomst træder en ny litterær form frem, fremkaldt af og levende afspejlende de religiøse og politiske forhold i monarkiets afsluttende perioder i Israel og Juda (se profeti). Efter den ældre opfattelse stod Obadias og Joel i spidsen for rækken i den før-assyriske periode (9. århundrede), og dette synes stadig at være den foretrukne opfattelse. Efter den nyere opfattelse er disse profeter sene, og den skriftlige profeti begynder i den assyriske periode med Amos (Jeroboam II, ca. 750 f.Kr.) og Hoseas (ca. 745-735). Da den sidstnævnte profet skrev, vaklede Samaria mod sit fald (721 f.Kr.). Lidt senere, i Juda, kommer Esajas (ca. 740-690) og Mika (ca. 720-708). Esajas, under Uzzija, Jotam, Akaz og Hizkija, er den største af profeterne i den assyriske tidsalder, og hans tjeneste når sit højdepunkt i Jerusalems udfrielse fra Sankerib (2 Krøn 2; 2 Krøn 19; 2 Krøn 36; 2 Krøn 37). Det er et spørgsmål, om nogle orakler fra en esajansk skole ikke er blandet med profetens egne skrifter, og de fleste forskere betragter nu bogens 2. del (Es 40-66) som eksilsk eller (delvis) eftereksilsk i datering. Standpunktet i meget af disse kapitler ligger bestemt i eksilet; om hele værkets tilblivelse kan placeres dér, er yderst tvivlsomt (se Esajas). Nahum, som profeterer imod Nineve, hører til ved selve afslutningen af denne periode (ca. 660).

(ii) Kaldæisk tidsalder:

Profeterne Sefanias (under Josija, ca. 630 f.Kr.) og Habakkuk (ca. 606) kan betragtes som overgangen til den næste — den kaldæiske — periode. Kaldæerne (unavngivne hos Sefanias) rykker frem, men er endnu ikke kommet (Hab 1,6). Den store profetiske skikkelse her er imidlertid Jeremias, hvis sørgmodige tjeneste, der begyndte i Josijas 13. år (626 f.Kr.), strakte sig gennem de følgende regeringer indtil efter Jerusalems fald (586 f.Kr.). Profeten valgte at blive hos resten i landet, og kort efter, da der var opstået uroligheder, blev han med magt ført til Egypten (Jer 43). Også her profeterede han (Jer 43; Jer 44). Fra Jojakims regeringstid erklærede Jeremias konsekvent, at de kaldæiske våben ville få fremgang, og forudsagde det 70-årige fangenskab (Jer 25,12-14). Baruk virkede som hans sekretær ved at nedskrive og redigere hans profetier (Jer 36; Jer 45).

(g) Josijas reformation:

En særdeles vigtig begivenhed i denne periode var Josijas reformation i hans 18. år (621 f.Kr.) og opdagelsen, under reparationer af templet, af “lovbogen”, også kaldet “pagtsbogen” og “Moses’ lov” (2 Kong 22,8; 2 Kong 23,2; 2 Kong 23,24; 2 Kong 23,25). Fundet af denne bog, som de fleste autoriteter identificerer med Femte Mosebog, vakte en usædvanlig opsigt. Fra ingen side blev der rejst det mindste spørgsmål om, at den var et ægte gammelt værk. Jeremias hentyder mærkeligt nok ikke til denne opdagelse, men hans profetier er dybt gennemtrængt af Femte Mosebogs tanker og stil.

(h) Eksilsk og eftereksilsk:

Hovedparten af Es 40-66 hører, i det mindste i ånd, til eksilet, men den eneste profet fra eksilet, som vi kender ved navn, er den præstelige Ezekiel. Ezekiel, der blev bortført som fange under Jojakin (597 f.Kr.), arbejdede blandt sine medeksulanter i mindst 22 år (Ez 1,2; Ez 29,17). Som en mand med den stærkeste moralske mod vekslede hans symbolske syner ved Kebars bredder med den mest direkte indsigelse, formaning, advarsel og løfte. I beskrivelsen af et ideelt tempel og dets gudsdyrkelse, som hans bog slutter med (kapitlerne 40-48), mener kritikere at kunne skelne antydningen af den levitiske lovkodeks.

(i) Daniel osv.:

Efter Ezekiel er profetiens stemme tavs, indtil den genoplives i Daniel, i Babylon, under Nebukadnesar og hans efterfølgere. Daniel, der blev deporteret i 605 f.Kr., steg til magt og “forblev” indtil Kyros’ 1. år (536 f.Kr.; Dan 1,21). Kritikken vil hævde, at hans profetier er et produkt af makkabæertiden, men vægtige overvejelser på den anden side ignoreres (se Daniel). Jonas kan være blevet skrevet omkring denne tid, skønt profetens mission selv var før-assyrisk (9. århundrede). Genopbygningen af templet efter hjemkomsten, under Zerubbabel, gav anledning til Haggajs og Zakarias’ profetier (520 f.Kr.). Forskere er tilbøjelige til kun at betragte Zak 1-8 som hørende til denne periode — resten placeres tidligere eller senere. Malakias, næsten et århundrede efter (ca. 430), slutter profetien af ved at revse troløshed og forudsige “pagtens sendebuds” komme (Mal 3,1; Mal 3,2). Til denne periode, eller senere, hører foruden eftereksilske salmer (f.eks. Salme 124; 126) bøgerne Ezra, Nehemias, Krønikebøgerne, Ester og tilsyneladende Prædikeren.

(j) Før-eksilsk Bibel:

Hvis kendsgerningerne i denne hurtige skitse er korrekt fremstillet, vil det være tydeligt, at der, i modsætning til udbredte opfattelser, fandtes en stor mængde hellig litteratur (love, historier, salmer, visdomsbøger, profetier), og at den blev anerkendt længe før eksilet. Guds gamle folk havde “Skrifter” — havde en Bibel — om end endnu ikke i samlet form. Dette bekræftes slående af de talrige passager i Det Gamle Testamente, der henviser til, hvad der synes at være en samling hellige skrifter i hænderne på de fromme i Israel. Sådanne er henvisningerne til og lovprisningerne af Guds “lov” og “ord” i mange af Salmerne (f.eks. Salme 1; 19; 119; 12,6; 17,4; 18,21.22), sammen med henvisningerne til Guds kendte “ord”, “veje”, “bud”, “vedtægter” i andre bøger i Det Gamle Testamente (Job 8,8; Hos 8,12; Dan 9,2). Kort sagt: Skrifter, som må have indeholdt beretninger om Guds handlinger med sit folk, en viden om hvilke hele tiden forudsættes, Guds “love” til regulering af hjerte og adfærd, “vedtægter”, “forordninger”, “Guds ord”, er en forudsætning for en stor del af Det Gamle Testamente.

(2) Kritiske opfattelser.

Den fremstilling af Det Gamle Testamentes oprindelse og vækst, som er givet ovenfor, står i skarp kontrast til den, der gives i lærebøgerne fra de nyere kritiske skoler. Hovedtrækkene i disse kritiske synspunkter er skitseret i artiklen kritik (se denne); her er en kort antydning tilstrækkelig. I almindelighed føres Det Gamle Testamentes bøger ned til sene dateringer; de betragtes som stærkt sammensatte; de tidligere bøger berøves historisk værdi på grund af deres afstand fra de begivenheder, der skildres. Hverken historier eller love i Pentateuken hører til den mosaiske tidsalder: Josva er en "roman"; Dommerbogen kan indeholde gamle brudstykker, men er i det store og hele uhistorisk. De tidligste brudstykker af israelitisk litteratur er lyriske stykker som dem, der er bevaret i 1 Mos 4,23; 1 Mos 4,24; 1 Mos 9,25-27; 1 Mos 9,21; Deboras sang (Dom 5) er sandsynligvis ægte. Historisk skrivning begynder omkring Davids tid eller kort derefter. Hebræernes folklore og traditioner fra den mosaiske tidsalder begyndte at blive nedskrevet omkring det 9. århundrede f.Kr.

(a) Pentateuken:

Vores nuværende Pentateuk (udvidet til en "Hexateuk," inklusive Josva) består af 4 hovedstrenge (selv sammensatte), hvoraf den ældste (kaldet jahvisten (Jahwist), efter dens brug af navnet Jahve) går tilbage til omkring 850 f.Kr. Denne var judæisk. En parallel historiebog (kaldet E, efter dens brug af navnet Elohim, Gud) blev frembragt i Nordriget omkring et århundrede senere (cirka 750). Endnu senere blev disse to forenet (JE). Disse historier, "profetiske" i ånd, blev oprindelig tilskrevet individuelle forfattere, adskilt ved minutiøse stilkriterier; den nyere mode er at betragte dem som værk af "skoler." Indtil da var de eneste kendte love dem i den (eftermosaiske) Pagtsbog (2 Mos 20-23). Senere, under Josijas regering, førte ønsket om centralisering af gudsdyrkelsen til udarbejdelsen af Femte Mosebog. Denne, skjult i templet, blev fundet af Hilkija (2 Kong 2) og førte til Josijas tidligere omtalte reform. Femte Mosebog (D), således frembragt, er den tredje streng i den pentateukiske samling. Med ødelæggelsen af byen og templet begyndte, under Ezekiels impuls, en ny periode med lovkonstruktion, nu præstelig i ånd. Gamle love og skikke blev kodificeret; nye love blev opfundet; institutionernes historie blev omarbejdet; til sidst blev det omfattende kompleks af levitisk lovgivning bragt til verden, iklædt en ørkendragt og tilskrevet Moses. Denne udførlige Præstekodeks (PC), med dens ledsagende historie, blev bragt fra Babylon af Ezra og, forenet med den allerede eksisterende JE og D, udgivet af ham til det genoprettede samfund i Jerusalem (444 f.Kr.; Neh 8) som "Moses' lov." Deres accept af den var indførelsen af "jødedommen."

(b) Historiske bøger:

I sin teori om Pentateuken fastlægger den nyere kritik de bestemmende standpunkter for sin kritik af alle de øvrige bøger i Det Gamle Testamente. De historiske bøger viser blot en fortsættelse af de litterære konstruktionsprocesser, som er eksemplificeret i de bøger, der tilskrives Moses. Det deuteronomistiske element, f.eks. i Josva, Dommerbogen, 1. og 2. Samuelsbog, 1. og 2. Kongebog, beviser, at de i disse dele er senere end Josija og historisk upålidelige. Det levitiske element i 1. og 2. Krønikebog viser, at dens billeder af David og hans efterfølgere er fordrejede og falske. Den samme målestok anvendes på profeterne. Joel må f.eks. være eftereksilsk, fordi den forudsætter den præstelige lov. Da patriark- og Moses-historierne er undergravet, er det ikke tilladt at forudsætte nogen høje religiøse ideer i det tidlige Israel. David kunne derfor ikke have skrevet Salmerne. De fleste, om ikke praktisk talt alle, af disse er eftereksilske.

(c) Salmer og profeter:

Monoteismen kom ind--eller opnåede i det mindste først anerkendelse--gennem Amos og Hoseas. Profeterne kunne ikke have haft den forudseenhed og de vidtrækkende håb, som ses i deres skrifter; disse passager må derfor fjernes. Generelt er tendensen at sætte dateringer så sent som muligt, og meget mange bøger, der før blev anset for at være før-eksilske, føres helt eller delvis ned til eksilsk, eftereksilsk og endog sen græsk tid (Præstekodeks, Salteren, Job, Ordsprogene, Højsangen, Prædikeren, Deutero-Esajas, Joel, Klagesangene). Daniel er makkabæisk og uhistorisk (cirka 168-167 f.Kr.).

Det er ikke hensigten her at drøfte denne teori, som ikke accepteres i nærværende artikel og behandles andetsteds (se kritik; Pentateuken). De få punkter, der kræver bemærkning, vedrører kanonisk accept.

(3) Kanonens dannelse.

De overordnede linjer i den fuldførte jødiske kanon er allerede blevet skitseret, og der er nu kastet noget lys over den proces, hvorved de enkelte bøger fik hellig autoritet. Hvad angår de faktiske stadier i kanonens dannelse, divergerer meningerne igen stærkt (se Det Gamle Testamentes kanon).

(a) Kritisk teori:

Ifølge den teori, der for tiden er i gunst, blev der ikke lavet nogen samlinger af hellige bøger før hjemkomsten fra Babylon. De eneste bøger, der havde autoritet før eksilet, var måske den gamle Pagtsbog og, fra Josijas tid, Femte Mosebog. Begge blev efter hjemkomsten, ifølge denne teori, indarbejdet sammen med JE-historierne og Præstekodeksen i Ezras fuldførte Lovbog (med Josva(?)), hvori grundlaget for en kanon således blev lagt. Den femdelte inddeling af loven kom senere. Efterfølgende, svarende til 2. afdeling af den jødiske kanon, blev der lavet en samling af de profetiske skrifter. Da denne omfatter bøger, som efter det kritiske syn går ned til græsk tid (Jon; Zak 9-14), kan dens fuldførelse ikke ligge tidligere end et godt stykke inde i det 3. århundrede f.Kr. Senest af alle kom samlingen af »Hagiographa« – en afdeling af kanon, der efter teorien blev holdt åben for at modtage tilføjelser i hvert fald indtil det 2. århundrede, mener nogle endnu længere. I den blev sådanne sene skrifter som Prædikeren, de makkabæiske salmer og Daniel optaget. Selv da forblev en eller to bøger (Prædikeren, Ester) genstand for strid.

(b) Mere positivt syn:

Det vil fremgå af det foregående, at denne teori ikke her accepteres uden betydelig ændring. Hvis man spørger: Hvad gav ret til en plads i kanon? kan svaret næppe være andet end det, Josefus antydede i det tidligere citerede sted – en virkelig eller formodet inspiration hos bogens forfatter. Bøger blev modtaget, hvis mennesker havde den profetiske ånd (i højere eller lavere grad: f.eks. visdommens); de ophørte med at blive modtaget, når rækken af profeter mentes at svigte (efter Malakias). Under alle omstændigheder blev skrifterne af virkelig inspirerede mænd (Moses, profeterne, salmisterne) accepteret som autoritative. Det blev imidlertid ovenfor søgt vist, at sådanne bøger, mange af dem, allerede eksisterede fra Moses og fremefter, længe før eksilet (loven, samlinger af salmer, af ordsprog, skrevne profetier: med hvilket formål skrev profeterne, hvis de ikke mente, at deres profetier skulle udbredes og bevares?); og sådanne skrifter havde for de fromme, der kendte og brugte dem, Skriftens fulde værdi. En kanon begyndte med den første nedlæggelse af »lovbogen« for Jahve (5 Mos 31,25; 5 Mos 31,26; Jos 24,26). Ezras og Nehemias’ tid er derfor ikke begyndelsens tid, men, som den jødiske tradition med rette fastholdt (Josefus; 2 Makk 2,13; Talmud), snarere tiden for kanons fuldførelse, systematiske afgrænsning, anerkendelse og formelle afslutning. Inddelingerne »lov, profeter og hellige skrifter« ville således have deres plads fra begyndelsen og være næsten samtidige. Samaritanerne accepterede kun lovens 5 bøger, tilsyneladende sammen med Josva (se Den samaritanske Pentateuk).

(c) Kanons afslutning:

Der er ingen grund til dogmatisme med hensyn til en absolut dato for kanons afslutning. Hvis inspirerede røster fortsatte med at blive hørt, havde deres udsagn krav på anerkendelse. Bøger, der var behørigt bevidnede, kunne tilføjes, men det forhold, at en bog som Sirak (Ecclesiasticus: på hebraisk, cirka 200 f.Kr.) ikke blev medtaget, viser, at kanons grænser blev nidkært vogtet, og bevisbyrden hviler på dem, der hævder, at der fandtes sådanne bøger. Calvin mente f.eks., at der fandtes makkabæiske salmer. Mange moderne forskere mener det samme, men det er tvivlsomt, om de har ret. Prædikeren anses på sprogligt grundlag for at være sen, men den og andre bøger behøver ikke være så sene, som kritikerne gør dem til. Daniel erklæres med sikkerhed for at være makkabæisk, men der er tungtvejende grunde til at fastholde en persisk datering (se Daniel). Som tidligere bemærket er den tredelte inddeling i »loven, profeterne og resten (ta loipa, et bestemt antal) af bøgerne« allerede bevidnet i prologen til Sirak.

2. Det Nye Testamente:

Den kritiske strid, der længe var optaget af Det Gamle Testamente, har igen med styrke knyttet sig til Det Nye Testamente, med tilsvarende foruroligende resultater (se kritik). Mere yderliggående meninger kan her lades ude af betragtning, og der tages kun hensyn til dem, der kan gøre krav på rimelig støtte. Det Nye Testamentes skrifter grupperes bekvemt i de historiske bøger (evangelierne og Apostlenes Gerninger); breve (paulinske og andre); og en profetisk bog (Åbenbaringen). I skriveorden er brevene i almindelighed tidligere end evangelierne, men efter emneorden gør evangelierne naturligt først krav på opmærksomhed.

(1) Historiske bøger:

Hovedkendsgerningerne om evangeliernes oprindelse kan måske skelnes fra de komplicerede litterære teorier, som forskere stadig drøfter (se evangelierne). De første tre evangelier, kendt som synoptikerne, indarbejder tydeligt en fælles tradition og øser af fælles kilder. Det fjerde evangelium – Johannes’ – frembyder problemer for sig.

(a) Synoptikerne:

De førstnævnte – de synoptiske evangelier (Matthæus, Markus, Lukas) – falder dateringsmæssigt godt inden for den apostolske tid og forbindes i det 2. århundrede ensartet med de forfattere, hvis navne de bærer. Markus omtales som »Peters tolk« (Papias, i HE iii.39); Lukas er Paulus’ velkendte ledsager. Der opstår en vanskelighed med hensyn til Matthæus, hvis evangelium siges at være skrevet på aramæisk (Papias, ut supra, osv.), mens det evangelium, der bærer hans navn, er på græsk. Det græske evangelium synes i det mindste at være blevet identificeret tilstrækkeligt med apostlen til, at den tidlige kirke altid behandlede det som hans.

Den ældre teori om oprindelsen antog et mundtligt grundlag for alle 3 evangelier. Tendensen i nyere kritik er at skelne mellem to hovedkilder:

(1) Mk, det tidligste evangelium, en optegnelse af Peters forkyndelse;

(2) en samling af Jesu ord og taler, tilskrevet Matthæus (de eusebianske Logia, nu kaldet Q); med

(3) en kilde brugt af Lukas i de afsnit, der er særlige for ham – resultatet af hans egne undersøgelser (Luk 1,1-4).

Mattæus og Lukas antages at bygge på Markus og Logia (Q); i Lukas’ tilfælde med tilføjelse af hans særlige materiale. Mundtlig tradition leverede resten. En enklere teori kan være at erstatte dette med (1) en petrinsk tradition, som allerede var fast etableret, mens apostlene endnu arbejdede sammen i Jerusalem. Peter, som den fremmeste talsmand, ville naturligt sætte sit eget præg på de mundtlige fortællinger om Kristi ord og gerninger (Markus-typen), mens Mattæus’ fortællinger, til dels nedskrevne, ville være hovedkilden til de længere taler. Den undervisning, som apostlene og dem, der var oplært af dem, gav videre, ville overalt blive lagt til grund for omhyggelig kateketisk undervisning, og optegnelser af alt dette, mere eller mindre fragmentariske, ville tidligt være i omløb (Luk 1,1-4). Dette ville forklare den petrinske fortællingstype og den tilsyneladende afhængighed hos Mattæus og Lukas, uden at det er nødvendigt at antage en direkte brug af Markus. Et så vigtigt evangelium kunne næppe være indbefattet i “forsøgene” i Luk 1,1.

(b) Det fjerde evangelium:

Det fjerde evangelium (Joh), hvis ægthed her forudsættes (se Johannesevangeliet), er helt anderledes i karakter og stil. Det er mindre en fortælling end et læreskrift, skrevet for at overbevise sine læsere om, at Jesus er “Guds søn” (Joh 20,31). Evangeliet kan formodes at være blevet til i Efesos i de sidste år af apostlens ophold dér. Med dette stemmer dets karakter overens. De andre evangelier havde længe været kendt; Johannes gennemgår derfor ikke det område, som allerede var dækket af dem. Han begrænser sig hovedsagelig til emner hentet fra sine personlige erindringer: tjenesten i Judæa, Kristi besøg i Jerusalem, hans sidste private taler til sine disciple. Johannes havde så ofte genfortalt og så længe grundet over Jesu tanker og ord, at de på en måde var blevet en del af hans egen tanke, og når han gengav dem, gjorde han det nødvendigvis med et subjektivt præg og på en delvis parafraserende og fortolkende måde. Alligevel er det virkelig hans elskede Herres ord, tanker og gerninger, han fortæller. Hans evangelium er det nødvendige supplement til de andre—det “åndelige” evangelium.

(c) Apostlenes Gerninger:

ApG fortæller om kirkens oprindelse og tidlige skæbne, med evangeliets udbredelse til hedningerne gennem Paulus’ arbejde som sit særlige motiv (sammenlign ApG 1,8). Dens forfatter er Lukas, Paulus’ ledsager, hvis evangelium den fortsætter (ApG 1,1). Visse afsnit—de såkaldte “vi-afsnit” (ApG 16,10-17; ApG 20,5-15; ApG 21,1-18; ApG 27,1-28)—er afskrevet direkte fra Lukas’ dagbog over Paulus’ rejser. Bogen slutter brat med Paulus’ to års fangenskab i Rom (ApG 28,30; ApG 28,31; 60-61 e.Kr.), og der gives ikke antydning af fangenskabets udfald—retssag, løsladelse eller død. Betyder dette, at et tredje “skrift” var planlagt? Eller at bogen blev skrevet, mens fangenskabet stadig varede? (således nu Harnack). Hvis det sidste er tilfældet, må det tredje evangelium være meget tidligt.

(2) Brevene.

(a) Paulinske:

Der hvilede aldrig tvivl i den tidlige kirke over Paulus’ 13 breve. Efter at “Tübingen”-skolen havde forkastet alle brevene undtagen 4 (Rom, 1 og 2 Kor, Gal), er meningsstrømmen igen vendt stærkt til fordel for deres ægthed. En undtagelse er Pastoralbrevene (1 og 2 Tim, Tit), som stadig betvivles af nogle på utilstrækkeligt grundlag (se Pastoralbrevene). Brevene, fremkaldt af menighedernes faktiske behov, er en levende udgydelse af apostlens sinds og hjertes tanker og følelser i forhold til hans omvendte. De fleste er breve til menigheder, han selv havde grundlagt (1 Korintherbrev, 2 Korintherbrev, Galaterbrevet, Efeserbrevet(?), Filipperbrevet, 1 Thessalonikerbrev, 2 Thessalonikerbrev); to er til menigheder, han ikke selv havde besøgt, men som han stod i kærlige relationer til (Romerbrevet, Kolossenserbrevet); ét er rent personligt (Filemonbrevet); tre er adresseret til enkeltpersoner, men med officielle ansvar (1 Timotheusbrev, 2 Timotheusbrev, Titusbrevet). Det større antal blev skrevet under hans missionsarbejde og afspejler hans personlige situation, bekymringer og ledsagere på de steder, hvor de blev til; fire er breve fra det første romerske fangenskab (Efeserbrevet, Filipperbrevet, Kolossenserbrevet, Filemonbrevet); 2 Timotheusbrev er en stemme fra fangehullet, under hans andet fangenskab, kort før hans martyrdød. Lære, råd, irettesættelse, formaning, øm omsorg, etisk undervisning, bøn og taksigelse smelter levende sammen i deres indhold. En så vidunderlig samling breve, om så storslåede emner, var aldrig før blevet givet til verden.

De tidligste breve, hvad angår datering, anses almindeligvis for at være brevene til thessalonikerne, skrevet fra Korinth (52, 53 e.Kr.). Menigheden, der nylig var grundlagt, havde gennemgået megen trængsel (1 Thess 1,6; 1 Thess 2,14; 1 Thess 3,3; 1 Thess 3,4, osv.), og Paulus skriver for at trøste og formane den. Hans ord om det andet komme (1 Thess 4,13) førte til fejlagtige forventninger og visse uordener. Hans andet brev blev skrevet for at rette disse problemer (2 Thess 2,1-3; 2 Thess 3,6, osv.).

Korinth selv modtog de næste breve—det første fremkaldt af beretninger, modtaget i Efesos, om alvorlige splittelser og uregelmæssigheder i 1 Kor (1 Kor 1,11; 1 Kor 3,3; 1 Kor 11,18, osv.), forbundet med stolthed over kundskab, læremæssigt kætteri (1 Kor 15,12) og mindst ét tilfælde af grov umoral (kapitel 5) i menigheden; det andet, skrevet i Filippi, udtrykte glæde over synderens anger og ophævede den strenge dom, der var blevet afsagt over ham (2 Kor 2,1-10; sammenlign 1 Kor 5,3; 1 Kor 5,4), og forsvarede ligeledes Paulus’ eget apostelskab i 2 Kor (kapitlerne 10-13). Dateringen af begge er 57 e.Kr. 1 Kor indeholder den smukke hymne om kærligheden (kapitel 13) og det ædle kapitel om opstandelsen (kapitel 15).

I det følgende år (58 f.Kr.) skrev Paulus fra Korinth Brevet til romerne – det største af hans læremæssige breve. I det udvikler han sit store tema om umuligheden af retfærdiggørelse for Gud gennem lovgerninger (Rom 1-3), og om den guddommelige tilvejebringelse af menneskets frelse i en »Guds retfærdighed« i Kristus Jesus, modtaget gennem tro. Han fremstiller først den objektive side af denne forløsning i udfrielsen fra fordømmelse, som er virket gennem Kristi forsonende død (Rom 3-5); dernæst den subjektive side, i det nye liv, som gives ved Ånden og giver udfrielse fra syndens magt (Rom 6-8). Derefter følger en drøftelse af den guddommelige suverænitet i Guds handlinger med Israel og af målet for disse handlinger (Rom 9-11), og brevet afsluttes med praktiske formaninger, råd om overbærenhed og hilsener (Rom 12-16).

Nært forbundet med Brevet til romerne er Brevet til galaterne, hvor de samme sandheder behandles, men nu med et polemisk sigte i indtrængende formaning og irettesættelse. De galatiske menigheder var faldet fra troens evangelium til jødisk lovtrældom, og apostlen, dybt bedrøvet, skriver dette kraftfulde brev for at irettesætte deres troløshed og kalde dem tilbage til troskab mod sandheden. Det er rimeligt at antage, at de to breve står hinanden nær i sted og tid. Spørgsmålet kompliceres dog af den strid, der er opstået om, hvorvidt de pågældende menigheder er dem i Nordgalatien (den ældre opfattelse; sammenlign Conybeare og Howson, Lightfoot) eller dem i Sydgalatien (Sir Wm. Ramsay), dvs. menighederne i Derbe, Lystra, Ikonion og Antiokia, som på Paulus' tid var omfattet af den romerske provins Galatien (se Galatien; Galaterne). Hvis den sidstnævnte opfattelse antages, er tid og sted usikre; hvis den førstnævnte, kan brevet være skrevet fra Efesos (omkring 57 e.Kr.).

De 4 fangenskabsbreve falder alle inden for årene 60, 61 e.Kr. Brevet til filipperne, som varmt roser menigheden og formaner til enhed, muligvis det seneste i gruppen, blev sendt med Epafroditus, som var kommet til Rom med en gave fra menigheden i Filippi og dér var blevet ramt af en alvorlig sygdom (Fil 2,25-30; Fil 4,15-18). De øvrige 3 breve (Efeserbrevet, Kolossenserbrevet og Filemonbrevet) blev skrevet på én gang og blev bragt til deres bestemmelsessteder af Epafras. Efeserbrevet og Kolossenserbrevet er tvillingebreve, beslægtede i tanke og stil, og de ophøjer Kristi forrang, men det er tvivlsomt, om det førstnævnte ikke i virkeligheden var et »rundbrev«, eller måske endda det tabte brev til laodikenserne (Kol 4,16; se Brevet til laodikenserne). Kolossenserbrevet har en tidlig form for gnostisk vranglære for øje (sammenlign Lightfoot, Gal). Filemonbrevet er et personligt brev til en af apostlens venner i Kolossæ, hvis bortløbne slave, Onesimus, nu en kristen, bliver sendt tilbage til ham med varme anbefalinger.

Se fangenskabsbrevene.

Senest fra Paulus' pen er pastoralbrevene (1 Timotheus, 2 Timotheus, Titus), som forudsætter hans løsladelse fra hans første fangenskab og en ny periode med missionsarbejde i Efesos, Makedonien og Kreta (se pastoralbrevene). Timotheus blev efterladt i Efesos (1 Tim 1,3), Titus på Kreta (Tit 1,5), for at ordne og føre tilsyn med menighederne. Brevene, hvis ændrede stil viser det dybe præg af fremskredne år og ændrede forhold, indeholder formaninger til hyrdepligt, med advarsler om farer, der var opstået eller ville opstå. 1 Timotheus og Titus blev skrevet, mens apostlen stadig var på fri fod (63 e.Kr.); 2 Timotheus er fra hans romerske fængsel, da hans sag delvis var blevet hørt, og afslutningen var nært forestående (2 Tim 4,6; 2 Tim 4,7).

(b) Brevet til hebræerne:

Disse er de egentlige paulinske breve. Brevet til hebræerne, skønt det i titlen i King James Version tilskrives Paulus, er i virkeligheden ikke hans. Det er et tidligt skrift (sandsynligvis før Jerusalems ødelæggelse, 70 e.Kr.) af en af apostlens venner (i Italien, Hebr 13,23; Hebr 13,24), udformet for, ved en begrundet fremstilling af Jesu overlegenhed i forhold til Moses og det levitiske præstedømme, og af opfyldelsen af Det Gamle Testamentes forbilleder og ordninger i hans person og offer, at fjerne vanskelighederne for jødekristne, som med naturlig hengivenhed holdt fast ved deres tempel og guddommeligt fastsatte ritual. Det blev af Eusebius, sammen med andre i Østen (dog ikke af Origenes), regnet blandt Paulus' breve; i Vesten blev det paulinske forfatterskab ikke anerkendt. Mange fastholdt ikke desto mindre, sammen med Origenes, en forbindelse med Paulus (»tankerne er Paulus'«). Ideer og stil antyder en alexandrinsk uddannelse; heraf Luthers formodning om Apollos som forfatteren. Der kan ikke være nogen sikkerhed om sagen. Brevets værdi er uforringet, hvem forfatteren end var.

(c) De katolske breve:

Af de syv såkaldte »katolske« breve er Jakob og Judas skrevet af Herrens »brødre« (Jakob, »Herrens bror«, var leder af menigheden i Jerusalem, ApG 15,13; ApG 21,18; Gal 1,19 osv.); Peter og Johannes, som de øvrige blev tilskrevet, var apostle. Jakobs Brev og Første Petersbrev er rettet til jøderne i adspredelsen (1 Pet 1,1; Jak 1,1). Tvivlen med hensyn til visse af disse skrifter er allerede blevet nævnt. Jakobs Brevs tidlige datering og anerkendelse bevidnes af talrige hentydninger (Klemens af Rom, Barnabas, Hermas, Didache). Mange betragter det som det tidligste af brevene--før Paulus'. Dets tone er hele vejen igennem praktisk. Den tilsyneladende konflikt med Paulus om tro og gerninger, som fik Luther til at tale nedsættende om det, er kun sproglig. Også Paulus hævdede, at en død tro intet gavner (1 Kor 13,2; Gal 5,6). Første Johannesbrev var, ligesom Første Petersbrev, ubestridt (hvis det fjerde evangelium er ægte, er Første Johannesbrev det også), og ud fra indre grunde behøver man ikke tvivle på de kortere breve (Andet Johannesbrev, Tredje Johannesbrev) (se Johannesbrevene). Judas' Brev, barskt i stil, med hentydninger til jødiske apokalypser (1,9.24), er godt bevidnet, og Andet Petersbrev synes at bygge på det. Det sidstnævnte brev må for sin anerkendelse støtte sig på sit eget krav (2 Pet 1,1; 2 Pet 1,8) og på indre vidnesbyrd om oprigtighed. Det skal bemærkes, at selv om det sent blev omtalt, synes det aldrig at være blevet behandlet som uægte. Stilen adskiller sig ganske vist fra Første Petersbrev; dette kan skyldes brugen af en skriver. Hvis det anerkendes, må det placeres sent i Peters liv (før 65 e.Kr.). Første Petersbrev og Judas' Brev må i så fald være tidligere (se de katolske breve).

(3) Profeti.

Johannes' Åbenbaring:

Det ene profetiske skrift i Det Nye Testamente--den apokalyptiske modpart til Daniel i Det Gamle Testamente--er Johannes' Åbenbaring. Det ydre vidnesbyrd for johannæisk forfatterskab er stærkt (se Apokalypsen). Traditionen og det indre vidnesbyrd henfører det til Domitians regeringstid (omkring 95 e.Kr.). Dets indhold blev givet i et syn på øen Patmos (Åb 1,9). Den teori, der forbinder det med Neros regeringstid gennem den formodede egnethed af dette navn til at udtrykke det mystiske tal 666, er helt usikker (sammenlign Salmon, Introduction to New Testament, 245-54). Hovedformålet er i symbolsk form at fremstille de nært forestående konflikter mellem Kristus og hans kirke og de antikristelige magter--med verdslig verdensmagt (Dyret), med intellektuel antikristendom (den falske profet), med kirkelig antikristendom (kvinden)--konflikter, der munder ud i sejr og en triumfperiode, som efter en skarp, endelig kamp indleder de sidste scener (opstandelse, dom) og den evige tilstand. Når synerne opfattes, ikke som poetiske fantasier, men som sande apokalyptiske afsløringer, kan stilskiftet fra evangeliet, som kan betragtes som allerede skrevet, let forstås. Disse mægtige åbenbaringer på Patmos frembragte, som ved vulkansk kraft, en voldsom omvæltning i seerens sjæl; de brød igennem alle tidligere lag af tanke og følelse og kastede alt ind i et nyt perspektiv. På den deraf følgende høje grundtone: »Amen: Kom, Herre Jesus« (Åb 22,20), slutter Det Nye Testamente.

(4) Det Nye Testamentes kanon.

De vigtigste skridt, hvorved de bøger, der nu er opregnet, gradvis blev formet til en nytestamentlig »kanon«, er blevet angivet i de foregående afsnit. Prøven på kanonicitet her, som i Det Gamle Testamente, er tilstedeværelsen af inspiration. Nogle ville foretrække ordet »apostolisk«, hvilket kommer ud på det samme. Alle de skrifter, der ovenfor er regnet med, blev anset for at være værker af apostle eller apostolske mænd, og på dette grundlag blev de optaget på listen over bøger med myndighed i kirken. Barnabas (omkring 100-120 e.Kr.) citerer allerede Matt 20,16 med formuleringen »der står skrevet«. Paulus citerer som »skrift« (1 Tim 5,18) et sted, der kun findes hos Lukas (Luk 10,7). Paulus' breve stilles i klasse med »de øvrige skrifter« i 2 Pet 3,16. De postapostolske fædre skelner klart mellem deres egne skrifter og apostle som Paulus' og Peters skrifter (Polykarp, Ignatius, Barnabas). Fædrene ved slutningen af det 2. århundrede behandler de nytestamentlige skrifter som inspirerede i fuldeste grad (sammenlign Westcott, Introduction to Study of Gospels, Appendix B). En vigtig impuls til dannelsen af en bestemt kanon kom fra gnostikeren Markion (omkring 140 e.Kr.), som lavede en kanon for sig selv i 2 dele, »Evangelium« og »Apostolikon«, bestående af ét evangelium (et lemlæstet Lukasevangelium) og 10 breve af Paulus (med udelukkelse af Pastoralbrevene). En udfordring af denne art måtte tages op, og lister over nytestamentlige skrifter begyndte at blive udarbejdet (Melito, Det Muratoriske Fragment osv.), med de resultater, der tidligere er beskrevet. Ved begyndelsen af det 4. århundrede var der praktisk taget opnået enighed, selv hvad angår Antilegomena. Ved Nikæakoncilet (325 e.Kr.) siger Westcott: »Det Gamle og Det Nye Testamentes hellige skrifter blev stiltiende fra alle sider anerkendt som havende endelig myndighed« (Bible in Church, 155).

Se Det Nye Testamentes kanon.