Lovprisning

praz (tehillah, "salme," "lovprisning," todhah, "bekendelse" "taksigelse," shabhach, "at prise" "herliggøre," zamar, yadhah, "at række hånden ud," "bekende"; aineo, epaineo, (epainos):

1. Dens betydning:

Ordet kommer fra latin pretium, "pris" eller "værdi", og kan i almindelighed defineres som en tilskrivelse af værdi eller værdighed. Lovprisning kan gives til uværdige genstande eller ud fra urette motiver, men sand lovprisning består i en oprigtig anerkendelse af en virkelig overbevisning om værdighed. Dens forbillede kan ses i den fremstilling, der gives i Åbenbaringen, af tilbedelsen af Gud og Lammet, som er inspireret af en fornemmelse af deres værdighed til at blive tilbedt (Åb 4,11; Åb 5,12).

2. Med mennesket som genstand:

Mennesket kan være genstand for lovprisning og kan modtage den enten fra Gud eller fra sine medmennesker. I det første tilfælde (Rom 2,29; 1 Kor 4,5) er rosen uundgåeligt retfærdig, eftersom den hviler på en guddommelig vurdering af værdighed; i det andet tilfælde afhænger dens værdi af de grunde og motiver, der ligger bag den. Der findes en ros, som i sig selv er en fordømmelse (Luk 6,26), en ære, som forsegler øjnene i vantro (Joh 5,44), en letsindig brug af tilnavnet "god", som vanærer Gud (Luk 18,19). Dette er "menneskers ros", som Jesus advarede sine efterfølgere mod at søge, fordi den er uforenelig med "Guds ros" (Matt 6,1-4; jf. Joh 12,43; Gal 1,10; 1 Thess 2,6). På den anden side findes der en ros, som er sjælens instinktive hyldest til retfærdigheden (Luk 23,47), den anerkendelse, som en retfærdig øvrighed giver gode gerninger (Rom 13,3; 1 Pet 2,14), menighedernes hyldest til fremragende kristen tjeneste (2 Kor 8,18). En sådan ros er langt fra uforenelig med Guds ros; den er en afspejling af den i menneskets bevidsthed. Derfor forbinder Paulus ros med dyd som en hjælp og tilskyndelse til et helligt liv, som sindet bør dvæle ved (Fil 4,8).

3. Med Gud som genstand:

I Bibelen er det Gud, der særligt fremstilles for os som genstand for lovprisning. Hele hans skaberværk priser ham, fra himlens engle (Sl 103,20; Åb 5,11) til de lavere eksistenser, som er ubevidste eller endda livløse (Sl 19,1-4; Sl 148,1-10; Åb 5,13). Men det er den lovprisning, mennesket frembærer for Gud, og menneskets pligt til at prise Gud, som Skrifterne hovedsageligt beskæftiger sig med. Med hensyn til dette emne kan følgende punkter bemærkes:

(1) Lovprisningens grunde.

Nogle gange prises Gud for sine iboende egenskaber. Hans majestæt (Sl 104,1) eller hellighed (Es 6,3) fylder sindet, og han bliver "herliggjort som Gud" (Rom 1,21) i lyset af, hvad han i sit væsen er. Oftere prises han for sine gerninger i skabelse, forsyn og forløsning. Henvisninger kan undværes her, for vidnesbyrdet møder os på næsten hver side i den hellige litteratur fra Første Mosebog til Åbenbaringen, og især Salmernes Bog er fra begyndelse til slutning optaget af disse temaer. Når Guds handlinger under disse aspekter fremstår, ikke blot som almindelige virkninger af hans magt og visdom, men som udtryk for hans personlige kærlighed til den enkelte, folket, menigheden, bliver hans gerninger til velgerninger, og lovprisning går over i velsignelse og taksigelse (Sl 34; 103; Ef 1,3; 1 Pet 1,3).

(2) Lovprisningens former.

Sand lovprisning af Gud, til forskel fra falsk lovprisning (Es 29,13; Matt 15,8), er først og fremmest en indre følelse – en glæde og fryd i hjertet (Sl 4,7; Sl 33,21), en musik i sjæl og ånd (Sl 103,1; Luk 1,46), som intet sprog kan udtrykke tilstrækkeligt (Sl 106,2; 2 Kor 9,15). Men ytring er naturlig for stærk følelse, og munden stræber instinktivt efter at udtrykke hjertets lovprisninger (Sl 51,15 og passim). Mange af de mest gribende steder i Skriften udspringer af inspirationen fra lovprisningens ånd, vakt ved betragtningen af den guddommelige majestæt eller magt eller visdom eller godhed, men frem for alt ved åbenbaringen af den forløsende kærlighed. Dernæst er lovprisningens ånd en social ånd, som kalder på fælles ytring. Det menneske, der lovpriser Gud, ønsker at lovprise ham i andre menneskers påhør (Sl 40,10) og ønsker også, at deres lovprisninger skal forenes med hans egne (Sl 34,3). Endvidere er lovprisningens ånd en sangens ånd. Den kan finde udtryk på andre måder – i offer (3 Mos 7,13), eller vidnesbyrd (Sl 66,16), eller bøn (Kol 1,3); men den finder sit mest naturlige og fuldeste udtryk i lyriske og musikalske former. Når Gud fylder hjertet med lovprisning, lægger han en ny sang i munden (Sl 40,3). Salmernes Bog er beviset på dette for Det Gamle Testamente. Og når vi går over til Det Nye Testamente, ser vi, at både for engle og mennesker, for kirken på jorden og kirken i himlen, udtrykker lovprisningens højere stemninger sig i udbrud af sang (Luk 2,14; Ef 5,19; Kol 3,16; Åb 5,9; Åb 14,3; Åb 15,3). Endelig giver sangens ånd, både i Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente, ophav til ordnede former for offentlig lovprisning. I deres tidligste udtryk var Israels lovprisninger glade udbrud, hvor sang var blandet med råb og dans til et enkelt akkompagnement af håndtrommer og trompeter (2 Mos 15,20; 2 Sam 6,5; 2 Sam 6,14). I senere tider havde Israel sin hellige salmebog, sine lav af øvede sangere (Ezra 2,41; Neh 7,44), sine dygtige musikere (Sl 42; 49 osv.); og den lovprisning, der ventede på Gud i Zion, var fuld af hellighedens højtidelige skønhed (Sl 29,2; Sl 96,9). I Det Nye Testamente er Salmernes Bog stadig en håndbog for fælles lovprisning. Den »hymne«, som Jesus sang med sine disciple efter den sidste nadver (Matt 26,30), må have været en hebraisk salme, sandsynligvis fra Hallel (Sl 113-118), som blev brugt ved påskegudstjenesten, og forskellige henvisninger i brevene peger på den fortsatte brug af de gamle salmer i kristen gudstjeneste (1 Kor 14,26; Ef 5,19; Kol 3,16; Jak 5,13). Men den jødiske kirkes salmebog kunne ikke være tilstrækkelig til at udtrykke de særlige stemninger i kristen følelse. Oprindelig ytring af den kristne sangs ånd var en af manifestationerne af tungetalens gave (1 Kor 14,15-17). Paulus skelner hymner og åndelige sange fra salmer (Ef 5,19; Kol 3,16); og det var hymner, han og Silas sang ved midnat i fængslet i Filippi (ApG 16,25 den reviderede engelske oversættelse (britisk og amerikansk)). Men fra hymner og sange, der var den spontane ytring af individuel følelse, var udviklingen naturlig, i Det Nye Testamentes tid som i Det Gamle Testamentes tid, til hymner, der blev sunget enstemmigt af en hel menighed; og i rytmiske passager som 1 Tim 3,16; Åb 15,3 f synes vi at have brudstykker af en tidlig kristen hymnologi, sådan som Plinius vidner om for de første år af det 2. århundrede, når han meddeler Trajan, at de kristne i Bitynien ved deres morgensamlinger sang en hymne i vekslende vers til Kristus som Gud (Ep. x.97).

Se FORFØLGELSE.

(3) Lovprisningens pligt.

Lovprisning fremstilles overalt i Bibelen som en pligt, ikke mindre end som en naturlig impuls og en glæde. At svigte denne pligt er at tilbageholde fra Guds herlighed det, som tilhører ham (Sl 50,23; Rom 1,20); det er at lukke øjnene for tegnene på hans nærvær (Es 40,26), at glemme hans barmhjertighedsgerninger (5 Mos 6,12) og at være utaknemlig for hans godhed (Luk 6,35). Hvis vi ikke skal falde i disse synder, men skal give Gud den ære og herlighed og taknemmelighed, vi skylder ham, må vi alvorligt opdyrke lovprisningens ånd og vane. Af hellige mænd fra gammel tid lærer vi, at dette kan gøres ved at vække sjælen fra dens dovenskab og træghed (Sl 57,8; Sl 103,1), ved at fæstne hjertet på Gud (Sl 57,7; Sl 108,1), ved meditation over hans gerninger og veje (Sl 77,11), ved at opregne hans velgerninger (Sl 103,2), og frem for alt, for dem, som han har talt til i sin Søn, ved at dvæle ved hans uudsigelige gave (2 Kor 9,15; jf. Rom 8,31; 1 Joh 3,1).

Se også GUDSTJENESTE.

J. C. Lambert