Salmerne

Salmerne er frembragt af forskellige forfattere. “Kun en del af Salmernes Bog gør krav på David som sin forfatter. Andre inspirerede digtere i efterfølgende generationer føjede nu det ene, nu det andet bidrag til den hellige samling, og således afspejler den i Forsynets visdom mere fuldstændigt enhver fase af menneskelig følelse og menneskelige omstændigheder, end den ellers kunne have gjort.” Men det er især David og hans samtidige, vi skylder denne kostbare bog. I salmernes “overskrifter”, hvis ægthed der ikke er tilstrækkelig grund til at betvivle, tilskrives 73 David. Peter og Johannes (ApG 4,25) tilskriver ham også den anden salme, som er en af de 48, der er anonyme. Omkring to tredjedele af hele samlingen er blevet tilskrevet David.

Sl 39, 62 og 77 er adresseret til Jedutun, for at blive sunget efter hans måde eller i hans kor. Sl 50 og 73-83 er adresseret til Asaf, som leder af hans kor, for at blive sunget i gudstjenesten. “Koras sønner”, som udgjorde en fremtrædende del af de kehatitiske sangere (2 Krøn 20,19), fik betroet at ordne og synge Sl 42, 44-49, 84, 85, 87 og 88.

I Luk 24,44 betyder ordet “salmer” Hagiografa, dvs. de hellige skrifter, en af de afdelinger, som jøderne inddelte Det Gamle Testamente i.

Ingen af salmerne kan bevises at være fra en senere tid end Ezras og Nehemias’ tid; derfor strækker hele samlingen sig over en periode på omkring 1.000 år. I Det Nye Testamente findes der 116 direkte citater fra Psalteret.

Psalteret er, efter forbillede af Pentateuken, inddelt i fem bøger, som hver afsluttes med en doksologi eller velsignelse:

Den første bog omfatter de første 41 salmer, som alle tilskrives David undtagen 1, 2, 10 og 33, der, selv om de er anonyme, også kan tilskrives ham.

Anden bog består af de næste 31 salmer (42-72), hvoraf 18 tilskrives David og 1 Salomo (den 72.). Resten er anonyme.

Den tredje bog indeholder 17 salmer (73-89), hvoraf den 86. tilskrives David, den 88. Heman ezrahitten og den 89. Etan ezrahitten.

Den fjerde bog indeholder også 17 salmer (90-106), hvoraf den 90. tilskrives Moses, og den 101. og 103. David.

Den femte bog indeholder de resterende salmer, 44 i tal. Af disse tilskrives 15 David, og den 127. Salomo.

Sl 136 kaldes almindeligvis “den store hallel”. Men Talmud medtager også Sl 120-135. Sl 113-118, inklusive, udgør “hallel”, som blev fremsagt ved de tre store højtider, ved nymåne og på de otte dage under indvielsesfesten.

“Det antages, at disse forskellige samlinger blev lavet i tider med stærkt religiøst liv: den første, sandsynligvis, nær slutningen af Davids liv; den anden i Salomos dage; den tredje af Josafats sangere (2 Krøn 20,19); den fjerde af Hizkijas mænd (29, 30, 31); og den femte i Ezras dage.”

Det mosaiske ritual indeholder ingen bestemmelse om sangtjenesten i gudstjenesten. David lærte først kirken at synge Herrens lovsange. Han indførte først musik og sang i tabernaklets ritual.

Salmerne gives forskellige navne.

Nogle bærer den hebraiske betegnelse shir (gr. ode, en sang). Tretten har denne titel. Den betyder talens strøm, så at sige, i en lige linje eller i et regelmæssigt forløb. Denne titel omfatter verdslig såvel som hellig sang.

Otteoghalvtreds salmer bærer betegnelsen (hebr.) mitsmor (gr. psalmos, en salme), en lyrisk ode eller en sang sat i musik; en hellig sang ledsaget af et musikinstrument.

Sl 145 og mange andre har betegnelsen (hebr.) tehillah (gr. hymnos, en hymne), som betyder en lovsang; en sang, hvis fremtrædende tanke er lovprisningen af Gud.

Seks salmer (16, 56-60) har titlen (hebr.) michtam (se denne).

Sl 7 og Hab 3 bærer titlen (hebr.) shiggaion (se denne).