Sagtmodighed

mek'-nes (`anawah; praotes, prautes): "Sagtmodighed" i Det Gamle Testamente (`anawah, `anwah) kommer af `anaw, "lidende", "undertrykt", "plaget", og betegner den ånd, der frembringes under sådanne erfaringer. Ordet oversættes undertiden med "fattig" (Job 24,4, RV's randnote "sagtmodig"; Am 8,4); "ydmyg" (Sl 9,12; Sl 9,18, RV's randnote "sagtmodige"); "ringe" (Ordsp 3,34; Ordsp 16,19, RV "fattig", randnote "sagtmodig"). Det forbindes som regel med en eller anden form for undertrykkelse. De "sagtmodige" var særlige genstande for Guds opmærksomhed, og særlige velsignelser loves dem (Sl 22,26, "De sagtmodige skal spise og blive mætte"; 25,9, "De sagtmodige vil han lede i ret; og de sagtmodige vil han lære sin vej"; 37,11, "De sagtmodige skal arve landet"; 147,6, "Jahve holder de sagtmodige oppe"; 149,4, "Han vil pryde de sagtmodige med frelse", RV's randnote "sejr"; jf. Es 11,4; 29,19; 61,1, "Jahve har salvet mig til at forkynde godt budskab for de sagtmodige", RV's randnote "fattige"; Sef 2,3; Sl 45,4, "på grund af (RV's randnote "til fordel for") sandhed og sagtmodighed og retfærdighed"). Om Moses siges det, at han "var meget sagtmodig, mere end alle de mennesker, der var på jordens overflade", trods de guddommelige åbenbaringer, der blev givet ham, og over for modstand (4 Mos 12,3; jf. 2 Kor 12,1-6). Sagtmodighed tilskrives endog Jahve selv (2 Sam 22,36, "Din mildhed (`anawah) har gjort mig stor"; jf. Sl 18,36 (`anwah), RV's randnote "nedladenhed"); mennesker formanes til at søge den (Sef 2,3, "Søg retfærdighed, søg sagtmodighed"; jf. Ordsp 15,1; Ordsp 16,14; Ordsp 25,15; Præd 10,4).

Også i Apokryferne indtager "sagtmodighed" en høj plads (Siraks Bog 1,27, "Frygt for Herren er visdom og tugt: tro og sagtmodighed er hans glæde", RV "i tro og sagtmodighed har han velbehag"; Siraks Bog 3,19, "Hemmeligheder åbenbares for de sagtmodige" (RV udelader); jf. 10,14).

"Sagtmodighed" i Det Nye Testamente (praotes, prautes) er ikke blot en naturlig dyd, men en kristen "nådegave"; den er en af "Åndens frugter" (Gal 5,23). Forestillingen om sagtmodighed, sådan som den var blevet defineret af Aristoteles, blev af kristendommen hævet til et langt højere niveau og knyttet til den almindeligt foragtede egenskab ydmyghed (se under ordet). Det var Frelserens egen ånd (Matt 11,29): "Jeg er sagtmodig (praos) og ydmyg af hjertet" (jf. 2 Kor 10,1, "ved Kristi sagtmodighed og mildhed"); den forudsætter ydmyghed, strømmer ud fra den og kommer til udtryk i mådehold (se under ordet). (Se Trench, Syn. of New Testament, 145; Westcott og Hort, The New Testament in Greek, New Testament Lexicon, under ordet) Kristne formanes til at værne om den og vise den i deres forhold til hinanden (Ef 4,2; Kol 3,12; 1 Tim 6,11; Tit 3,2, "idet I viser al sagtmodighed mod alle mennesker"); den bør kendetegne kristne lærere eller dem, der har myndighed, når de "underviser (RV "retleder", randnote "underviser") dem, der siger imod sig selv" (2 Tim 2,25); det frelsende, "indplantede" (RV's randnote "medfødte") ord skal modtages "med sagtmodighed" (Jak 1,21); et menneske skal "ved sit gode liv vise sine gerninger i visdoms sagtmodighed" (Jak 3,13) og give en begrundelse for det håb, der er i ham, "med sagtmodighed og frygt" (1 Pet 3,15).

Det bør særligt bemærkes, at "sagtmodig" i Det Gamle Testamente kan veksle med "fattig" osv. Vor Herres indledning af sin tjeneste i Nazaret (Luk 4,18, "Han salvede mig til at forkynde godt budskab for de fattige") og hans budskab til Johannes (Matt 11,5, "De fattige får godt budskab forkyndt") stemmer overens hermed.

W. L. Walker