Tro

Tro er i almindelighed sindets overbevisning om, at en bestemt udsagn er sandt (Fil 1,27; 2 Thess 2,13). Dens grundlæggende idé er tillid. Noget er sandt og derfor værdigt til tillid. Den kan have mange grader, helt op til troens fulde vished, alt efter det bevisgrundlag, den hviler på.

Tro er resultatet af undervisning (Rom 10,14-17). Kundskab er et væsentligt element i al tro og omtales undertiden som ligestillet med tro (Joh 10,38; 1 Joh 2,3). Alligevel skelnes der mellem de to i den henseende, at troen indbefatter tilslutning, som er en viljeshandling ud over forstandens handling. Tilslutning til sandheden hører til troens væsen, og det endelige grundlag, som vores tilslutning til enhver åbenbaret sandhed hviler på, er Guds sanddruhed.

Historisk tro er opfattelsen af og tilslutningen til bestemte udsagn, som betragtes som blotte historiske kendsgerninger.

Midlertidig tro er den sindstilstand, som vækkes i mennesker (f.eks. Felix) ved sandhedens fremstilling og ved religiøs medfølelses indflydelse, eller ved det, der undertiden kaldes Helligåndens almindelige virke.

Frelsende tro kaldes sådan, fordi det evige liv er uløseligt forbundet med den. Den kan ikke defineres bedre end med ordene fra Assembly’s Shorter Catechism: “Tro på Jesus Kristus er en frelsende nåde, hvorved vi modtager og hviler på ham alene til frelse, sådan som han tilbydes os i evangeliet.”

Genstanden for frelsende tro er hele Guds åbenbarede ord. Troen tager imod det og tror det som den ganske sikre sandhed. Men den særlige troshandling, som forener med Kristus, har Herren Jesus Kristus’ person og gerning som sin genstand (Joh 7,38; ApG 16,31). Dette er den bestemte troshandling, ved hvilken en synder bliver retfærdiggjort for Gud (Rom 3,22, 25; Gal 2,16; Fil 3,9; Joh 3,16-36; ApG 10,43; 16,31). I denne troshandling tilegner den troende sig Kristus og hviler på ham alene som mellemmand i alle hans embeder.

Denne tilslutning til eller tro på sandheden, modtaget på grundlag af det guddommelige vidnesbyrd, er altid forbundet med en dyb syndserkendelse, et klart syn på Kristus, en samtykkende vilje og et kærligt hjerte, sammen med en afhængighed af, en tillid til eller en hvile i Kristus. Det er den sindstilstand, hvor en fattig synder, som er bevidst om sin synd, flygter fra sit skyldige selv til Kristus, sin frelser, og vælter byrden af alle sine synder over på ham. Den består først og fremmest ikke i den tilslutning, der gives til Guds vidnesbyrd i hans ord, men i med tillidsfuld afhængighed og tillid at gribe den ene og eneste frelser, som Gud åbenbarer. Denne tillid og afhængighed hører til troens væsen. Ved troen tilegner den troende sig direkte og umiddelbart Kristus som sin egen. Troen gør i sin direkte handling Kristus til vores. Den er ikke en gerning, som Gud nådigt accepterer i stedet for fuldkommen lydighed, men er kun den hånd, hvormed vi griber vores Forløsers person og gerning som det eneste grundlag for vores frelse.

Frelsende tro er en moralsk handling, fordi den udspringer af en fornyet vilje, og en fornyet vilje er nødvendig for troende tilslutning til Guds sandhed (1 Kor 2,14; 2 Kor 4,4). Troen har derfor sit sæde i den moralske del af vores natur fuldt så meget som i den intellektuelle. Sindet må først oplyses ved guddommelig undervisning (Joh 6,44; ApG 13,48; 2 Kor 4,6; Ef 1,17, 18), før det kan skelne det, der hører Ånden til.

Tro er nødvendig for vores frelse (Mark 16,16), ikke fordi der er nogen fortjeneste i den, men ganske enkelt fordi den er synderens indtagelse af den plads, Gud har anvist ham, hans indordnen sig under det, Gud gør.

Troens hjemmel eller grundlag er det guddommelige vidnesbyrd, ikke rimeligheden i det, Gud siger, men den simple kendsgerning, at han siger det. Troen hviler umiddelbart på: “Så siger Herren.” Men for at denne tro kan være til, må Guds sanddruhed, oprigtighed og sandhed anerkendes og værdsættes, sammen med hans uforanderlighed. Guds ord opmuntrer og giver synderen frimodighed til personligt at handle med Kristus som Guds gave, til at slutte sig til ham, omfavne ham, give sig selv til Kristus og tage Kristus som sin. Det ord kommer med kraft, for det er Guds ord, han som har åbenbaret sig i sine gerninger og især i korset. Gud skal tros for sit ords skyld, men også for sit navns skyld.

Tro på Kristus sikrer den troende frihed fra fordømmelse, eller retfærdiggørelse for Gud; del i det liv, der er i Kristus, det guddommelige liv (Joh 14,19; Rom 6,4-10; Ef 4,15, 16, osv.); “fred med Gud” (Rom 5,1); og helliggørelse (ApG 26,18; Gal 5,6; ApG 15,9).

Alle, som således tror på Kristus, vil med sikkerhed blive frelst (Joh 6,37, 40; 10,27, 28; Rom 8,1).

Troen = evangeliet (ApG 6,7; Rom 1,5; Gal 1,23; 1 Tim 3,9; Jud 1,1:3).