Tro
På engelsk: Faith
Easton's Bible Dictionary
Tro er i almindelighed sindets overbevisning om, at en bestemt udsagn er sandt (Fil 1,27; 2 Thess 2,13). Dens grundlæggende idé er tillid. Noget er sandt og derfor værdigt til tillid. Den kan have mange grader, helt op til troens fulde vished, alt efter det bevisgrundlag, den hviler på.
Tro er resultatet af undervisning (Rom 10,14-17). Kundskab er et væsentligt element i al tro og omtales undertiden som ligestillet med tro (Joh 10,38; 1 Joh 2,3). Alligevel skelnes der mellem de to i den henseende, at troen indbefatter tilslutning, som er en viljeshandling ud over forstandens handling. Tilslutning til sandheden hører til troens væsen, og det endelige grundlag, som vores tilslutning til enhver åbenbaret sandhed hviler på, er Guds sanddruhed.
Historisk tro er opfattelsen af og tilslutningen til bestemte udsagn, som betragtes som blotte historiske kendsgerninger.
Midlertidig tro er den sindstilstand, som vækkes i mennesker (f.eks. Felix) ved sandhedens fremstilling og ved religiøs medfølelses indflydelse, eller ved det, der undertiden kaldes Helligåndens almindelige virke.
Frelsende tro kaldes sådan, fordi det evige liv er uløseligt forbundet med den. Den kan ikke defineres bedre end med ordene fra Assembly’s Shorter Catechism: “Tro på Jesus Kristus er en frelsende nåde, hvorved vi modtager og hviler på ham alene til frelse, sådan som han tilbydes os i evangeliet.”
Genstanden for frelsende tro er hele Guds åbenbarede ord. Troen tager imod det og tror det som den ganske sikre sandhed. Men den særlige troshandling, som forener med Kristus, har Herren Jesus Kristus’ person og gerning som sin genstand (Joh 7,38; ApG 16,31). Dette er den bestemte troshandling, ved hvilken en synder bliver retfærdiggjort for Gud (Rom 3,22, 25; Gal 2,16; Fil 3,9; Joh 3,16-36; ApG 10,43; 16,31). I denne troshandling tilegner den troende sig Kristus og hviler på ham alene som mellemmand i alle hans embeder.
Denne tilslutning til eller tro på sandheden, modtaget på grundlag af det guddommelige vidnesbyrd, er altid forbundet med en dyb syndserkendelse, et klart syn på Kristus, en samtykkende vilje og et kærligt hjerte, sammen med en afhængighed af, en tillid til eller en hvile i Kristus. Det er den sindstilstand, hvor en fattig synder, som er bevidst om sin synd, flygter fra sit skyldige selv til Kristus, sin frelser, og vælter byrden af alle sine synder over på ham. Den består først og fremmest ikke i den tilslutning, der gives til Guds vidnesbyrd i hans ord, men i med tillidsfuld afhængighed og tillid at gribe den ene og eneste frelser, som Gud åbenbarer. Denne tillid og afhængighed hører til troens væsen. Ved troen tilegner den troende sig direkte og umiddelbart Kristus som sin egen. Troen gør i sin direkte handling Kristus til vores. Den er ikke en gerning, som Gud nådigt accepterer i stedet for fuldkommen lydighed, men er kun den hånd, hvormed vi griber vores Forløsers person og gerning som det eneste grundlag for vores frelse.
Frelsende tro er en moralsk handling, fordi den udspringer af en fornyet vilje, og en fornyet vilje er nødvendig for troende tilslutning til Guds sandhed (1 Kor 2,14; 2 Kor 4,4). Troen har derfor sit sæde i den moralske del af vores natur fuldt så meget som i den intellektuelle. Sindet må først oplyses ved guddommelig undervisning (Joh 6,44; ApG 13,48; 2 Kor 4,6; Ef 1,17, 18), før det kan skelne det, der hører Ånden til.
Tro er nødvendig for vores frelse (Mark 16,16), ikke fordi der er nogen fortjeneste i den, men ganske enkelt fordi den er synderens indtagelse af den plads, Gud har anvist ham, hans indordnen sig under det, Gud gør.
Troens hjemmel eller grundlag er det guddommelige vidnesbyrd, ikke rimeligheden i det, Gud siger, men den simple kendsgerning, at han siger det. Troen hviler umiddelbart på: “Så siger Herren.” Men for at denne tro kan være til, må Guds sanddruhed, oprigtighed og sandhed anerkendes og værdsættes, sammen med hans uforanderlighed. Guds ord opmuntrer og giver synderen frimodighed til personligt at handle med Kristus som Guds gave, til at slutte sig til ham, omfavne ham, give sig selv til Kristus og tage Kristus som sin. Det ord kommer med kraft, for det er Guds ord, han som har åbenbaret sig i sine gerninger og især i korset. Gud skal tros for sit ords skyld, men også for sit navns skyld.
Tro på Kristus sikrer den troende frihed fra fordømmelse, eller retfærdiggørelse for Gud; del i det liv, der er i Kristus, det guddommelige liv (Joh 14,19; Rom 6,4-10; Ef 4,15, 16, osv.); “fred med Gud” (Rom 5,1); og helliggørelse (ApG 26,18; Gal 5,6; ApG 15,9).
Alle, som således tror på Kristus, vil med sikkerhed blive frelst (Joh 6,37, 40; 10,27, 28; Rom 8,1).
Troen = evangeliet (ApG 6,7; Rom 1,5; Gal 1,23; 1 Tim 3,9; Jud 1,1:3).
International Standard Bible Encyclopedia
fath:
1. Etymologi
2. Betydning: en divergens
3. Tro i betydningen trosbekendelse
4. Et centralt skriftsted forklaret
5. Bemærkninger
6. Konklusion
I Det Gamle Testamente (KJV) forekommer ordet kun to gange: 5 Mos 32,20 ('emun); Hab 2,4 ('emunah). I det sidste sted sætter Revised Version (britisk og amerikansk) i randnoten den alternative gengivelse "trofasthed". I Det Nye Testamente forekommer det meget hyppigt og gengiver altid pistis, med én undtagelse i KJV (ikke Revised Version (britisk og amerikansk)), Hebr 10,23, hvor det gengiver elpis, "håb".
1. Etymologi:
Historien om det engelske ord er mere interessant end vigtig; brugen og sammenhængene, både for det og for dets hebraiske og græske paralleller, er de sikreste vejledere til betydningen. Men vi kan bemærke, at det forekommer i formen "feyth" i Havelok the Dane (13. århundrede); at det er beslægtet med fides og dette igen med sanskritroden bhidh, "at forene", "at binde". Det er værd at mindes denne ur-gamle antydning af troens åndelige virke som det, der fra menneskets side forener det med Gud til frelse.
2. Betydning: en divergens:
Når vi studerer ordet "tro" i lyset af brug og sammenhæng, finder vi i Bibelen en forgrening i betydningen. Vi kan skelne mellem de to betydninger som den passive og den aktive; på den ene side "troskab", "pålidelighed"; og på den anden side "tro", "tillid". I Gal 5,22 gør sammenhængen det for eksempel klart, at "troskab" er i sigte, som en egenskab der passer sammen med de nævnte nådegaver. (Revised Version (britisk og amerikansk) gengiver derfor pistis dér med "faithfulness".) Igen betyder KJV's "Guds tro" i Rom 3,3 efter sagens natur hans troskab mod løftet. Men i det overvældende flertal af tilfælde betyder "tro", som gengivelse af pistis, "fortrøstning", "tillid". At illustrere det ville være at citere mange snese skriftsteder. Det kan her være nok at gøre opmærksom på den nedskrevne brug af ordet hos vor Herre. Af omkring tyve steder i evangelierne, hvor pistis forekommer som ord fra hans læber, er der kun ét (Matt 23,23), der fremstiller det i den tilsyneladende betydning "troskab". Alle de øvrige kræver tydeligt betydningen "fortrøstning", "tillid". Det samme gælder de apostolske skrifter. I dem passer ordene "fortrøstning", "tillid", med de sjældneste undtagelser, præcist ind i sammenhængen som alternativer til "tro". 3. Tro i betydningen trosbekendelse:
En anden betydningslinje kan spores i ganske få skriftsteder, hvor pistis, "tro", optræder i betydningen "trosbekendelse", den sandhed, eller samling af sandheder, som man har tillid til, eller som begrunder tillid. Det vigtigste af sådanne steder er afsnittet Jak 2,14-26, hvor en tilsyneladende modsigelse af nogle store paulinske udsagn forvirrer mange læsere. Gåden løses ved at bemærke, at forfatteren bruger "tro" i betydningen trosbekendelse, rettroende "overbevisning". Dette fremgår klart af Jak 2,19, hvor den pågældende "tro" illustreres: "Du tror, at Gud er én." Dette er den rettroende jødes trosbekendelse (shema`; se 5 Mos 6,4), taget som adgangspas til frelsen. Kort sagt: Jakob understreger trosbekendelsens nytteløshed uden liv, Paulus nødvendigheden af fortrøstning for at modtage "liv og fred".
4. Et centralt skriftsted forklaret:
Det er vigtigt at bemærke, at Hebr 11,1 ikke er nogen undtagelse fra reglen om, at "tro" normalt betyder "fortrøstning", "tillid". Dér hedder det: "Tro er substansen (eller muligvis, i lyset af nyere undersøgelser af den type græsk, som Det Nye Testamentes forfattere brugte, "garantien") af det, man håber på, beviset (eller "overbevisende bevis") for det, man ikke ser." Dette tolkes undertiden, som om troen efter forfatterens opfattelse så at sige var en evne til et andet syn, en mystisk intuition ind i den åndelige verden. Men kapitlet viser rigeligt, at den tro, der illustreres, f.eks. ved Abraham, Moses og Rahab, ganske enkelt var fortrøstning til en Gud, der vides at være troværdig. En sådan fortrøstning satte den troende i stand til at behandle fremtiden som nutid og det usynlige som set. Kort sagt er udtrykket her, "tro er beviset" osv., i formen parallelt med vores velkendte ordsprog: "Kundskab er magt."
5. Bemærkninger:
Nogle få enkeltstående bemærkninger kan tilføjes: (a) Historien om brugen af det græske pistis er lærerig. I Septuaginta bærer det normalt, om ikke altid, den "passive" betydning "troskab", "redelighed", mens det i klassisk græsk ikke sjældent bærer den aktive betydning "tillid". I koine, den type græsk der var almindeligt udbredt i den kristne tidsalder, synes det så at sige netop i tide at have antaget den aktive betydning som den styrende, så det kunne bruges til udsagnet fra ham, hvis højeste budskab var "fortrøstning", og som gav dette budskab videre til sine apostle. Gennem deres læber og penne blev "tro" i den betydning kristendommens højeste kendingsord.
Se retfærdiggørelse; forening med Kristus.
6. Konklusion:
Afslutningsvis, uden at trænge ind på andre artiklers område, gør vi læseren opmærksom på troens centrale plads i kristendommen og på dens betydning for hans studium af Skriften. Som i sin sande idé en så enkel som mulig fortrøstning til en Andens ord, magt og kærlighed er den netop det, der fra menneskets side indstiller det efter en betroet Guds levende og barmhjertige nærvær og handling. I sin natur, og ikke ved nogen blot vilkårlig ordning, er den menneskets eneste mulige modtagende holdning, den hvori det intet bringer, for at det kan modtage alt. Således er "tro" vores side af foreningen med Kristus. Og således er den vores middel til at eje alle hans velgerninger: tilgivelse, retfærdiggørelse, renselse, liv, fred, herlighed.
Som en kommentar til vores fremstilling af den styrende betydning af "tro" i Skriften kan vi bemærke, at dette præcist svarer til dets betydning i almindeligt liv, hvor ordet, for hver gang det betyder noget andet, hundrede gange betyder "fortrøstning". En sådan overensstemmelse mellem religiøse udtryk (i Skriften) og de samme ords betydning i almindeligt liv vil vise sig at være ufravigelig.
Handley Dunelm
Kilde: Easton's Bible Dictionary (M.G. Easton, 1897) og International Standard Bible Encyclopedia (red. James Orr, 1915/1939), public domain. Oversat til dansk med AI og endnu ikke gennemlæst (helt eller delvis). Koblinger til personer og steder: Theographic Bible Metadata (CC BY-SA 4.0).