Synd

(chaTTa'th, "en forfejling," `awon, "fordrejethed]" pesha`, "overtrædelse," ra`, "ondskab," osv.; hamartano, "ramme ved siden af målet," parabasis, "overtrædelse" med en antydning af vold, adikia, "uretfærdighed," "uretskaffenhed"):

1. Synd som ulydighed

2. Påvirker det indre liv

3. Omfatter alle mennesker

4. Fortællingen om faldet

5. Menneskets frihed

6. En overtrædelse mod lys

7. Morallovens indre karakter

(1) Profeterne

(2) Paulus

(3) Jesus

8. Synd en positiv kraft

9. Arvelighed

10. Omgivelser

11. Genløsning

12. Livet i Kristus

13. Omvendelse

14. Tilgivelse

LITTERATUR

1. Synd som ulydighed:

En nogenlunde nøjagtig definition af synd, baseret på bibelske data, ville være, at synd er overtrædelse af Guds lov (1 Joh 3,4). Almindeligvis defineres synd ganske enkelt som "overtrædelse af loven", men tanken om Gud er så fuldstændigt det væsentlige begreb i hele den bibelske åbenbaring, at vi bedst kan definere synd som ulydighed mod Guds lov. Man vil se, at synd først og fremmest er en handling, men helt fra begyndelsen har man vidst, at handlinger har følger, ikke blot i den ydre verden af ting og personer, men også for den, der begår handlingen.

2. Påvirker det indre liv:

Derfor finder vi gennem hele Skriften en voksende betoning af tanken om den syndige handling som ikke blot en kendsgerning i sig selv, men også som en åbenbaring af et ondt sindelag hos den, der begår handlingen (1 Mos 6,5).

3. Omfatter alle mennesker:

Dernæst er der også den yderligere tanke, at gerninger, som så dybt påvirker et individs indre liv, på en eller anden måde har en virkning ved at overføre onde tilbøjeligheder til efterkommerne af et syndigt individ (Sl 51,5; Sl 51,6; Ef 2,3). Se HEREDITY; TRADITION. Derfor når vi snart frem til forestillingen om, ikke blot at synden er dybt indre i sine følger, men at dens virkninger også rækker udad i et omfang, som i praksis omfatter slægten. Omkring disse forskellige lærepunkter er der opstået forskellige teologiske systemer.

4. Fortællingen om faldet:

Studerende fra alle skoler er enige om, at vi i Det Gamle Testamentes fortælling om Adams fald har en evigt sand skildring af den måde, synden kommer ind i verden på (1 Mos 3,1-6). Spørgsmålet gælder ikke så meget fortællingens bogstavelige historiske fakticitet som dens grundlæggende psykologiske sandhed. Fortællingens væsentlige tanke er, at både Adam og Eva var ulydige mod et udtrykkeligt bud fra Gud. Fristelsens forførende kraft er ingen steder stærkere fremstillet end i denne fortælling. Træets frugt er behagelig at se på; den er god at spise; den er værd at begære, fordi den kan gøre én vis; desuden virker fristeren på kvinden ved hjælp af den halve sandheds metode (se ADAM IN THE OLD TESTAMENT). Gud havde sagt, at ulydighed mod buddet ville bringe død; fristeren hævdede, at ulydighed ikke ville bringe død, og antydede dermed, at Guds bud havde ment, at døden straks ville følge efter spisningen af den forbudte frugt. I fortællingen antydes på levende vis de forskellige adgangsveje, synden har til menneskehjertet, men efter at ondskabens forførende karakter således er blevet fremstillet, står den kendsgerning tilbage, at begge overtrædere vidste, at de overtrådte (1 Mos 3,2). Naturligvis fortælles historien på enkel, naiv vis, men dens vedvarende åndelige sandhed er straks tydelig. Der har været stor fremgang i religiøs tænkning om synd i de kristne tider, men fremgangen har ikke ført bort fra denne centrale forestilling om villet ulydighed mod Guds lov.

5. Menneskets frihed:

I denne tidlige bibelske beretning ligger tanken om menneskets frihed implicit. Forestillingen om overtrædelse er undertiden blevet fortolket på en sådan måde, at denne frihed ophæves. En uhildet læsning af Skrifterne ville, med mulig undtagelse af nogle passager, som med vilje lægger vægt på Guds magt (Rom 8,29; Rom 8,30), efterlade det indtryk i sindet, at frihed er væsentlig for synd. Der er bestemt intet i beretningen i Det Gamle Testamentes eller Det Nye Testamentes fortællinger, der berettiger den forestilling, at mennesker fødes ind i synd ved kræfter, som de ikke har kontrol over. Fristerens argument over for kvinden er et argument rettet mod hendes vilje. Ganske vist bevæger hun sig med lette skridt mod overtrædelsen, men overtrædelsen er en overtrædelse og intet andet. Naturligvis efterfølges den onde gerning straks af forsøg fra overtrædernes side på at forklare sig, men forklaringernes nytteløshed er en del af fortællingens pointe. I al drøftelse af frihedens problem i forhold til synd må vi huske, at den bibelske åbenbaring fra først til sidst er optaget af tanken om Guds retfærdighed og ret og kærlighed (1 Mos 6,9 fortæller os, at Noa på grund af ret eller retfærdighed vandrede med Gud). Medmindre vi accepterer den lære, at Gud selv ikke er fri, en lære som ingen steder antydes i Skriften, må vi fastholde, at fordømmelsen af mennesker som syndige, når de ikke har haft frihed til at være andet end syndige, er i disharmoni med den bibelske åbenbaring af Guds karakter. Dette betyder naturligvis ikke, at et menneske er frit i alle ting. Frihed er begrænset på forskellige måder, men vi må bevare nok frihed i vores tanke om menneskers konstitution til at gøre det muligt at fastholde den bibelske tanke om synd som overtrædelse. Nogle, som tager den bibelske fortælling som bogstavelig historisk kendsgerning, hævder, at alle mennesker syndede i Adam (se IMPUTATION, III, 1). Adam kan have været fri til at synde eller ikke at synde, men "i hans fald syndede vi alle." Vi skal nævne syndens arvelige indflydelser i et senere afsnit; her er det tilstrækkeligt at sige, at selv hvis det første menneske ikke havde syndet, er der intet i vores tanke om menneskets natur, der gør det umuligt at tro, at menneskehistoriens syndige forløb kunne være blevet indledt af en efterkommer af det første menneske langt nede i rækken.

6. En overtrædelse mod lys:

Udviklingen i Bibelens lære om synd synes også at indebære, at overtrædelsen af loven må være en overtrædelse begået mod lyset (ApG 17,30; 1 Tim 1,13). For at være syndig i nogen fuld betydning af ordet må et menneske vide, at den vej, han vælger, er en ond vej. Dette betyder ikke nødvendigvis en fuld erkendelse af vejens ondskab. Det er en kendsgerning, både i den bibelske åbenbaring og i alle tiders åbenbaring, at mennesker, som begår synd, ikke indser deres gerningers fulde ondskab, før synden er begået (2 Sam 12,1-13). Dette skyldes dels, at syndens følger ikke viser sig, før gerningen er begået; dels også samvittighedens anger; og dels ydmygelsen ved at blive afsløret; men i en eller anden forstand må der være en erkendelse af en vejs ondskab for at gøre valget af denne vej syndigt. F.eks. må vi, når vi vurderer bibelske personers moralske værdi, især dem fra tidligere tider, holde os de normer for øje, som gjaldt i den tid, de levede i. Disse normer blev delvis fastsat af den sociale gruppes skikke, men skikkene blev i mange tilfælde gjort hellige ved påstanden om guddommelig sanktion. Derfor ser vi bibelske personer uden videre hengive sig til polygami og krigsførelse. Skrifterne selv kaster imidlertid lys over dette problem. De omtaler de tidlige tider som uvidenhedens tider, en uvidenhed som Gud selv var villig til at bære over med (ApG 17,30). Selv en så moden moralsk bevidsthed som Paulus’ følte, at der var grund til tilgivelse for en handlemåde, som han selv senere anså for ond, fordi han i denne tidligere handlemåde havde handlet uvidende (ApG 26,9; 1 Tim 1,13).

7. Morallovens indre karakter:

De bibelske fortællinger viser os også overgangen fra synd forstået som overtrædelse af ydre bud til synd forstået som en uvillighed til at holde budene i det indre livs dybder. Den bibelske histories forløb er én lang protest mod at opfatte synd på en ydre måde.

(1) Profeter.

Blandt de lyskilder, som skal hjælpe mennesker til at skelne godt fra ondt, lægges der stadig større vægt på indre moralsk indsigt (sammenlign Es 58,5 f.; Hos 6,1-7). Profeternes kraft lå i deres direkte moralske indsigt og i den glød, hvormed de gjorde disse indsigter virkelige for folkets brede masse. Naturligvis var det nødvendigt, at profeternes ånd fik legeme og form i omhyggeligt udformet lov. Hebræernes udvikling fra seerens indsigt til lovgiverens bestemmelse var ikke forskellig fra en sådan udvikling hos andre folk. Det er imidlertid let at se, hvordan fastfrysningen af moralske forskrifter til formelle lovsamlinger, hvor absolut nødvendig denne opgave end var, førte til, at tanken om synd blev gjort ydre. Den mand, som ikke holdt den formelle lov, var en synder. På et sådant grundlag voksede de kunstige systemer frem, som i Det Nye Testamentes tid kulminerede i farisæisme. På den anden side kunne en frisk indsigt hos en ny profet være i strid med loven, betragtet i dens bogstavelige aspekter. Det kunne være nødvendigt for en profet ligefrem at angribe nogle tilføjelser til loven. Vi betragter Mikas ord om, at Herren kræver af mennesker, at de gør ret, elsker barmhjertighed og vandrer ydmygt med ham (6,8), som et højdepunkt blandt Det Gamle Testamentes moralske udsagn. På det tidspunkt, da dette ord blev udtalt, hengav folket sig til mængder af ofre. Mange af disse ofre krævede de tungeste lidelser fra tilbederne. Det synes, som om en forpligtelse til at ofre den førstefødte var ved at blive lært, for at hebræerne ikke skulle stå tilbage for de hedenske nabofolk i overholdelsen af religiøse regelsæt. Mikas enkle, direkte ord må have lydt som kætteri for mange af dets første tilhørere. Udfaldet af denne konflikt mellem det indre og det ydre i tanken om overtrædelse blev imidlertid til sidst, at det indre livs kilder blev uddybet. Yderlighederne i udvendighed førte til et brud med de moralske realiteter, som havde tendens til at blive tydeligt for den mest almindelige iagttager. Jesu skarpe angreb på Det Nye Testamentes farisæisme fik i høj grad sin kraft fra den kendsgerning, at Jesus klart udtalte det, som enhver vidste. De, der tænkte på religion som noget ydre, gav sig hen til formel overholdelse af budene og lod det indre liv løbe løbsk, som det ville (Matt 23,23, m.fl.).

(2) Paulus.

Hos de mere alvorligt indstillede blev overholdelsen af loven mere og mere et spørgsmål om den indre ånd. Der var nogle, som ligesom Paulus fandt det umuligt at holde loven og finde samvittighedsfred (Rom 7). Det var netop denne umulighed, der tvang nogle, som Paulus, til at forstå, at synd eller retfærdighed trods alt må bedømmes efter den indre indstilling. Det var dette, der førte til søgen efter en forestilling om en Gud, som især ser på hjertet og dømmer mennesker efter det indre motiv.

(3) Jesus.

I Jesu undervisning nåede betoningen af den indre ånd som den afgørende faktor i det moralske liv sit højdepunkt. Jesus ærede loven, men han førte lovoverholdelsen tilbage fra blot at udføre ydre handlinger til motivernes indre rørelser. Det er for eksempel ikke blot den faktiske begåelse af ægteskabsbrud, der er synd: det er det begærlige ønske, som fører til det onde blik; det er ikke blot det faktiske drab på mennesket, der er mord; det er hadets ånd, som gør tanken om mord velkommen (Matt 5,21; Matt 5,27). Paulus greb Jesu ånd og førte Jesu tanke videre i mere udførlige og formelle udsagn. Der findes en lov for det indre liv, som mennesket bør binde sig til, og denne lov er selve loven for Kristi liv (Rom 8,1-4). Mens både Jesus og Paulus anerkendte de formelle lovsamlingers plads i individers og samfunds moralske liv, gjorde de retfærdigheden en stor tjeneste ved at hæve forpligtelserne over for den indre ånd højt. Kristi efterfølger skal vogte sit hjertes inderste tanker. Buddene er ikke altid forskrifter, som kan gives en formuleret udtalelse; de er snarere instinkter og intuitioner og glimt, som må følges, selv når vi ikke kan give dem fuldt udtryk.

8. Synd som en positiv kraft:

Ud fra dette standpunkt er vi i stand til at skelne noget af kraften i den bibelske lære om, hvorvidt synd skal betragtes som negativ eller positiv. Meget ofte defineres synd som den blotte mangel på godhed. Det menneske, der synder, er et menneske, som ikke holder loven. Dette er imidlertid næppe den fulde bibelske opfattelse. Naturligvis betragtes det menneske, der ikke holder loven, som en synder, men tanken om overtrædelse er meget ofte tanken om en positiv nægtelse af at holde buddet og et brud på buddet. To veje stilles mennesker for øje, den ene god, den anden ond. Den onde vej er i en vis forstand noget positivt i sig selv. Det onde menneske står ikke stille; det bevæger sig lige så virkeligt, som det gode menneske bevæger sig; det bliver en positiv kraft for det onde. I alle vore drøftelser må vi klart holde fast ved den sandhed, at det onde ikke er noget, der eksisterer i og af sig selv. Skrifterne handler om onde mennesker, og de onde mennesker er så positive, som deres naturer tillader dem at være. I denne betydning af ordet løber synden virkelig et forløb af positiv ødelæggelse. I tanken hos f.eks. den forfatter, der beskriver de forhold, som efter hans opfattelse gjorde syndfloden nødvendig, har vi en positiv tilstand af ondskab, der besmitter næsten hele verden (1 Mos 6,11). Det ville være absurd at karakterisere den verden, midt i hvilken Noa levede, som blot en negativ verden. Verden var positivt rettet mod det onde. Og således er Paulus' tanke om det romerske samfund i senere skrifter tanken om en verden af syndige mennesker, der med stigende hastighed bevæger sig mod ødelæggelsen af sig selv og af alle omkring dem ved at gøre ondt. Det er umuligt at tro, at Romerbrevet 1 opfatter synd blot i negative termer. Vi gentager: Vi yder ikke den bibelske opfattelse fuld retfærdighed, når vi taler om synd blot i negative termer. Hvis vi må bruge en nutidig illustration, kan vi sige, at syndige mennesker i den bibelske tanke er som de ødelæggende kræfter i naturens verden, der må fjernes, før der kan være fred og sundhed for menneskelivet. For eksempel har videnskaben i dag meget at sige om sygdomsbakterier, som viser sig ødelæggende for menneskelivet. En stor del af den moderne videnskabelige indsats har været at befri verden for disse bakterier, eller i det mindste at rense menneskets omgivelser for deres besmittende berøring. Det menneske, der steriliserer det menneskelige miljø, så disse kræfter ikke kan røre mennesker, udfører i én forstand et blot negativt arbejde; i en anden forstand gør hans arbejde imidlertid den positive udvikling af de kræfter mulig, som virker for sundhed.

9. Arvelighed:

Det er ud fra denne tanke om syndens positivitet, at vi skal nærme os problemet om den arvelige overførsel af det onde. Den bibelske lære er ofte blevet misforstået på dette punkt. Bortset fra visse passager, især dem hos Paulus, som fremstiller syndens praktisk talt universelle besmittelse (f.eks. Rom 5,18 osv.), findes der intet i Skrifterne, der antyder den tanke, at mennesker fødes ind i verden under en skyldens byrde. Vi holder fast ved tanken om Gud som en Gud af retfærdighed og kærlighed. Der er ingen måde at forlige disse egenskaber med fordømmelsen af menneskesjæle, før disse sjæle selv har overtrådt. Naturligvis bevæger megen teologisk undervisning sig ud fra den antagelse, at tilbøjelighederne til det onde er så store, at sjælene nødvendigvis vil overtræde, men vi må klart holde forskellen mellem en tilbøjelighed til det onde og den faktiske begåelse af det onde for øje. Moderne videnskabelig forskning styrker den opfattelse, at børn af syndige forældre, hvis synder har været af en sådan art, at de har præget deres liv igennem, meget snart vil vise symptomer på ond tilbøjelighed. Selv i dette tilfælde må vi imidlertid skelne mellem det psykologiske og det moralske. Barnet kan få en forkert tilbøjelighed fra fødslen, ikke alene ved arvelig overførsel, men ved efterligning af syndige forældre; alligevel er spørgsmålet om barnets egen personlige ansvarlighed en helt anden sag. Det moderne samfund er nået til at erkende noget af kraften i denne skelnen. Når man behandler ekstreme tilfælde af denne art, rejses spørgsmålet om barnets personlige skyld ikke. Forsøget går ud på at omgive barnet med et miljø, der vil rette den abnorme tilbøjelighed. Men der kan næppe siges meget imod den kendsgerning, at syndens tilstedeværelse i forælderens liv kan gå så langt som til at mærke barnets liv med den syndige tilbøjelighed.

10. Miljø:

Det syndige livs positive kraft viser sig også i syndens virkning på menneskers omgivelser. Det er ikke nødvendigt for os at tro, at hele det fysiske univers blev forbandet af den Almægtige på grund af menneskets synd, for at fastholde, at der hviler en forbandelse over verden på grund af syndige menneskers nærvær. Mennesker har syndigt plyndret verden for deres egne egoistiske formål. De har ødslet dens ressourcer bort. De har ledt kræfter, som burde have virket til det gode, ind i ondskabens kanaler. Også i deres kontakt med hinanden udgør onde mennesker et ondt miljø. Hvis arbejdsgiveren for 100 mænd selv er ond, er han i høj grad disse 100 mænds onde miljø. Hans ondskabs forbandelse hviler over dem. Sådan er det også med menneskers relationer i større sociale grupper: de kræfter i statslivet, som er bestemt til at virke til det gode, kan bringes til at virke til det onde. Dette er gået så vidt, at nogle alvorlige tænkere har opfattet de materielle og sociale områder som nødvendigvis og iboende onde. I andre tider førte dette til tilbagetrækning fra verden i klostre og i ensomme celler. I vor egen tid ligger den samme tanke bag meget af den pessimistiske forestilling om, at verden selv er som et synkende skib, uafvendeligt dømt. Det meste, vi kan håbe på, er at redde enkelte hist og her fra nært forestående ødelæggelse. Men en mere bibelsk opfattelse holder sig fri af alt dette. Verdens materielle kræfter--bortset fra visse vældige fysiske nødvendigheder (f.eks. jordskælv, storme, oversvømmelser, hvirvelvinde, brande osv.), hvis tilstedeværelse mere tjener til at skabe betingelser for moralsk vækst end til at modarbejde denne vækst--er, hvad mennesker gør dem til. Sociale kræfter er intet uden de mennesker, som selv er kræfterne. Ingen kan benægte, at onde mennesker kan bruge fysiske kræfter til onde formål, og at onde mennesker kan skabe dårlige sociale kræfter, men begge disse kræfter kan bruges til godt såvel som til ondt. “Hele skabningen sukker og er i veer” og venter på forløsningen ved Guds sønners hænder (Rom 8,19-23).

11. Forløsning:

I Jesu tanke er retfærdighed liv. Jesus kom, for at mennesker skulle have liv (Joh 10,10). Derfor må det følge, at synd i hans tanke er død, eller rettere: den er overtrædelsens positive kurs, som fører mod døden (Joh 5,24). Men mennesket skal ophøre med at gøre ondt og lære at gøre godt. Det skal vende om og gå i en anden retning; det skal fødes ovenfra (Joh 3,3) og overgive sig til de kræfter, som slår ind over det ovenfra, snarere end til dem, der vælter ind over det nedefra (Rom 12,2). Ud fra erkendelsen af både syndens og retfærdighedens positivitet ser vi behovet for en positiv kraft, som skal føre mennesker fra synd til retfærdighed (Joh 3,3-8).

Når vi her har talt om syndens positive natur, vil vi naturligvis ikke benægte, at der findes skarer af mennesker, hvis ondskab består i deres passive samtykke til en lav moralsk tilstand. Skarer af mennesker er måske ikke fortabte i den forstand, at de bryder de mere åbenlyse bud. De er fortabte i den forstand, at de driver omkring, eller at de eksisterer i en tilstand af træghed uden nogen stor interesse for høje åndelige idealer. Men problemet er selv her at finde en kraft, som er stærk nok og positiv nok til at føre sådanne personer til sig selv og til Gud. Under alle omstændigheder lægger Skrifterne vægt på alvoren i det problem, som synden udgør. Bibelen er centreret om forløsning. Forløsning fra synd forstås som noget, der fører forløsning fra alle andre ulykker med sig. Hvis Guds rige og hans retfærdighed kan gribes, vil alt andet følge med dette greb (Matt 6,33). Kristi værk fremstilles for os først og fremmest som et værk til forløsning fra synd. En skarpsindig forsker bemærkede engang, at næsten alle fejlslagne forsøg på at få et fyldestgørende syn på Kristi person kan føres tilbage til en manglende fyldestgørende erkendelse af syndens alvor. Problemet med at ændre kursen for noget så positivt som et liv, der er rettet mod synd, er et problem, som meget vel kan sætte den Almægtiges ressourcer på prøve. Liv kan ikke forvandles blot ved forskrift. Den eneste virksomme kraft er kraften fra et guddommeligt liv, som vil nå og frelse menneskeliv.

Se REDEMPTION.

12. Liv i Kristus:

Vi er således i stand til at se noget af positiviteten i det liv, der må være i Kristus, hvis han skal være en frelser fra synd. Denne positivitet må være stærk nok til at få mennesker til at føle, at Gud selv i en virkelig forstand er kommet dem til undsætning (Rom 8,32-39). For problemet med frelse fra synd er mangfoldigt. Synd, der længe fastholdes, avler onde vaner, og vanerne må brydes. Synd lægger samvittigheden under en byrde af nød, for hvilken den eneste lindring er en fornemmelse af tilgivelse. Synd svider og lammer evnerne i en sådan grad, at kun de mægtigste styrkende kræfter kan bringe sundhed og styrke tilbage. Og problemet er ofte alvorligere end dette. Ondskabens tilstedeværelse i verden er så alvorlig i en hellig Guds øjne, at han selv, netop på grund af sin hellighed, må stå under en vældig forpligtelse til at hjælpe os til det yderste med menneskers forløsning. Ud fra tanken om den forstyrrelse, som synden volder selv i Guds hjerte, ser vi noget af grunden til læren om, at Gud i Kristi kors betalte en gæld til sig selv og til hele verden; også til insisteringen på, at der i korset åbnes en livets kilde, som, hvis den modtages af syndige mennesker, vil helbrede og genoprette dem.

13. Omvendelse:

Det er med denne syndens alvor for øje, at vi må tænke på tilgivelse fra synd. Vi kan meget let forstå, at synd kun kan tilgives på den betingelse, at mennesker søger tilgivelse i navnet på den højeste åbenbaring af hellighed, som de har kendt. For dem, der har hørt forkyndelsen om korset og har set noget af den egentlige betydning af denne forkyndelse, er vejen til tilgivelse i korsets navn. I navnet på en hellighed, som mennesker ville gøre til deres egen, hvis de kunne; i navnet på et ideal om hellig kærlighed, som mennesker ikke af sig selv kan nå, men som de altid stræber efter, søger de tilgivelse. Men tilgivelsen må tages alvorligt. Både i Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente er omvendelse ikke blot en ændret sindsholdning. Det er en holdning, som viser sin oprigtighed ved villighed til at gøre alt muligt for at gøre den onde gerning, som synderen har forvoldt, god igen (Luk 19,8). Hvis der er nogen følge af synderens egen synd, som synderen selv kan rette op på, må synderen i sig selv virkelig omvende sig og rette denne følge op. I én forstand er omvendelse ikke helt og holdent noget, der gøres én gang for alle. Syndens forførelseskraft er så stor, at der er behov for ydmyg og vedvarende vågenhed. Mens noget i retning af sygelig selvransagelse er ubibelsk, pålægges der overalt som en forpligtelse en stadig årvågenhed for at holde sig på den lige og smalle vej (Gal 6,1).

14. Tilgivelse:

Der er intet i Skrifterne, som giver grundlag for den tanke, at tilgivelse skal forstås på en sådan måde, at den lærer, at syndens følger let og hurtigt kan fjernes. En ændring i en synders holdning betyder nødvendigvis en ændring i Guds holdning. Synderen og Gud er imidlertid personer, og Skrifterne taler altid om syndens problem på en helt igennem personlig måde. Den ændrede holdning påvirker synderens personlige stilling for Guds ansigt. Men Gud er den person, som skaber og opretholder et moralsk univers. Når han opretholder dette univers, må han bevare de moralske hensyn på deres rette plads som universets konstitutionelle principper. Mens faderen byder den fortabte velkommen tilbage til de genoprettede personlige relationer med sig selv, kan han ikke i fuld forstand udslette den kendsgerning, at den fortabte har været fortabt. Den personlige tilgivelse kan være fuldstændig, men fjernelsen af følgerne af det onde liv er kun mulig gennem de lange helbredelseslinjer, der sættes i gang. Den mand, der har syndet mod sit legeme, kan kun finde genoprettelse fra syndens følger i de kræfter, som virker for legemlig helbredelse. Sådan er det også med sindet og viljen. Det sind, der har tænkt ondt, må helbredes for sin tilbøjelighed til at tænke ondt. Ganske vist kan de helbredende processer komme næsten øjeblikkeligt gennem omvæltningen ved en stor erfaring, men på den anden side kan de helbredende processer være nødt til at virke gennem lange år (se SANCTIFICATION). Den vilje, som har været overgivet til synd, kan mærke syndens bevægelser, efter at tilgivelsens liv er begyndt. Alt dette er en åbenbaring ikke blot af syndens magt, men af universets konstitutionelle moralitet. Tilgivelse må ikke fortolkes på en sådan måde, at overtrædelsen af Guds lov i nogen forstand gøres til en let eller ubetydelig forseelse. Men på den anden side må vi ikke sætte grænser for Guds kors' helbredende kræfter. Når den magt, som virker for det onde, fjernes, ligger muligheden for udvikling i virkelig menneskelig erfaring foran livet (se FORGIVENESS). Mesterens ord er, at han »kom, for at de skal have liv og have det i overflod« (Joh 10,10). Synd er alvorlig, fordi den hindrer livet. Synd får en så stor plads i de bibelske forfatteres tanke, ganske enkelt fordi den spærrer kanalen for den bevægelse hen imod det fyldigste liv, som Skrifterne lærer er Guds mål med at sætte mennesker i verden. Gud opfattes som Faderen i himlen. Synd har en dybt forstyrrende virkning ved at hæmme relationerne mellem Faderen og sønnerne og ved at forhindre den rette udvikling af sønnernes liv.

Se videre ETHICS, I, 3, (2); ETHICS OF JESUS, I, 2; GUILT; JOHANNINE THEOLOGY, V, 1; PAUL, THE APOSTLE; PAULINE THEOLOGY; REDEMPTION osv. LITTERATUR.

Tennant, Origin and Propagation of Sin; Hyde, Sin and Its Forgiveness; kapitlet om »Incarnation and Atonement« i Brownes Studies in Christianity; Stevens, Christian Doctrine of Salvation; Clarke, Christian Doctrine of God; forskellige afhandlinger om systematisk teologi.

Francis J. McConnell

sin (cin, "ler eller mudder"; Suene, Codex Alexandrinus Tanis): En by i Egypten, kun nævnt i Ez 30,15; Ez 30,16. Dette synes at være et rent semitisk navn. Det gamle egyptiske navn, hvis stedet nogensinde havde et sådant, er ukendt. Pelusium (græsk Pelousion) betød også "den lerede eller mudrede by". Nilens pelusiske munding var "den mudrede munding", og det moderne arabiske navn på denne munding har samme betydning. Disse kendsgerninger gør det praktisk talt sikkert, at Vulgata (Hieronymus' latinske Bibel, 390-405 e.Kr.) har ret i at identificere Sin med Pelusium. Men selv om Pelusium optræder meget hyppigt i oldtidens historie, er dets nøjagtige beliggenhed stadig ikke helt sikker. Listen over byer, der nævnes i Ezekiel i forbindelse med Sin, giver intet fingerpeg om dets beliggenhed. Ud fra andre historiske omtaler synes det at have været en grænseby. Ramses II byggede en mur fra Sin til Heliopolis, sandsynligvis ved hjælp af hebraiske slaver (Diodorus Siculus; jf. Budge, History of Egypt, V, 90), for at beskytte den østlige grænse. Sin var et mødested mellem Egypten og dets fjender, som kom for at angribe landet, og mange store slag blev udkæmpet ved eller nær dette sted. Sankerib og Kambyses kæmpede begge mod Egypten nær Pelusium (Herodot ii.141; iii.10-13). Antiokus IV besejrede egypterne her (Budge, VIII, 25), og romerne under Gabinius besejrede egypterne i samme område. Pelusium var også tilgængelig fra havet, eller lå meget nær en havneby, for Pompejus flygtede efter katastrofen ved Farsalos til Egypten og sejlede mod Pelusium. Disse historiske omtaler af Pelusium gør den sædvanlige identifikation med ruinerne nær el-Kantara, en station ved Suezkanalen 29 miles syd for Port Said, mest sandsynlig. "Sin, Egyptens fæstning", med Ezekiels ord (30,15), ville således henvise til dets utilgængelighed på grund af sumpe, der tjente som ufremkommelige voldgrave. Muren mod syd og havet mod nord beskyttede det også på begge flanker.

M. G. Kyle