Synd

Er “enhver mangel på overensstemmelse med eller overtrædelse af Guds lov” (1 Joh 3,4; Rom 4,15), i sjælens indre tilstand og vane såvel som i livets ydre adfærd, hvad enten det sker ved forsømmelse eller ved handling (Rom 6,12-17; 7,5-24). Den er “ikke blot en krænkelse af loven for vores natur eller af tingenes orden, men en forseelse mod en personlig lovgiver og moralsk hersker, som hævder sin lov med straffe. Den sjæl, der synder, er altid bevidst om, at dens synd (1) i sig selv er ussel og besmittende, og (2) at den med rette fortjener straf og nedkalder Guds retfærdige vrede. Derfor bærer synden to uadskillelige kendetegn med sig: (1) strafskyld, skyld (reatus); og (2) besmittelse (macula).”, Hodge’s Outlines.

Den moralske karakter af et menneskes handlinger bestemmes af hjertets moralske tilstand. Tilbøjeligheden til synd, eller sjælens vane, som fører til den syndige handling, er i sig selv også synd (Rom 6,12-17; Gal 5,17; Jak 1,14, 15).

Syndens oprindelse er et mysterium og må for altid forblive det for os. Det er tydeligt, at Gud af en eller anden grund har tilladt synden at komme ind i denne verden, og det er alt, hvad vi ved. At han tillader den, gør dog på ingen måde Gud til syndens ophav.

Adams synd (1 Mos 3,1-6) bestod i, at han gav efter for fristelsens angreb og spiste den forbudte frugt. Den indebar (1) vantroens synd, som i praksis gjorde Gud til en løgner; og (2) skyld for ulydighed mod et udtrykkeligt bud. Ved denne synd blev han en frafalden fra Gud, en oprører med våben i hånd mod sin Skaber. Han mistede Guds gunst og fællesskabet med ham; hele hans natur blev fordærvet, og han pådrog sig den straf, der lå i gerningernes pagt.

Arvesynd. “Da vores første forældre var roden til hele menneskeheden, blev skylden for deres synd tilregnet, og den samme død i synd og fordærvede natur blev overført til alle deres efterkommere, som nedstammer fra dem ved almindelig avling.” Adam blev af Gud indsat som pagtshoved og repræsentant for alle sine efterkommere, ligesom han også var deres naturlige hoved, og derfor faldt de med ham, da han faldt (Rom 5,12-21; 1 Kor 15,22-45). Hans prøvetid var deres prøvetid, og hans fald var deres fald. På grund af Adams første synd kom alle hans efterkommere til verden i en tilstand af synd og fordømmelse, dvs. (1) en tilstand af moralsk fordærv, og (2) skyld, idet skylden for Adams første synd juridisk blev tilregnet dem.

“Arvesynd” bruges ofte og med rette til kun at betegne det moralske fordærv af hele deres natur, som alle mennesker har arvet fra Adam. Dette nedarvede moralske fordærv består i (1) tabet af den oprindelige retfærdighed; og (2) tilstedeværelsen af en stadig tilbøjelighed til det onde, som er roden og oprindelsen til al faktisk synd. Den kaldes “synd” (Rom 6,12, 14, 17; 7,5-17), “kødet” (Gal 5,17, 24), “begær” (Jak 1,14, 15), “syndelegemet” (Rom 6,6), “uvidenhed,” “hjertets blindhed,” “fremmedgørelse fra Guds liv” (Ef 4,18, 19). Den påvirker og fordærver hele mennesket, og dens tendens går stadig nedad mod dybere og dybere fordærv, idet der ikke er noget genoprettende element tilbage i sjælen. Det er et totalt fordærv, og det arves også universelt af alle Adams naturlige efterkommere (Rom 3,10-23; 5,12-21; 8,7). Pelagianere benægter arvesynden og betragter mennesket som af natur moralsk og åndeligt sundt; semipelagianere betragter det som moralsk sygt; augustinianere, eller, som de også kaldes, calvinister, betragter mennesket som beskrevet ovenfor, åndeligt dødt (Ef 2,1; 1 Joh 3,14).

Læren om arvesynden bevises,

Ud fra den kendsgerning, at menneskers syndighed er universel. “Der er intet menneske, som ikke synder” (1 Kong 8,46; Es 53,6; Sl 130,3; Rom 3,19, 22, 23; Gal 3,22).

Ud fra menneskets totale fordærv. Alle mennesker erklæres at mangle ethvert princip for åndeligt liv; menneskets frafald fra Gud er totalt og fuldstændigt (Job 15,14-16; 1 Mos 6,5, 6).

Ud fra dens tidlige manifestation (Sl 58,3; Ordsp 22,15).

Den bevises også ud fra nødvendigheden, absolut og universel, af genfødelse (Joh 3,3; 2 Kor 5,17).

Ud fra dødens universalitet (Rom 5,12-20).

Forskellige slags synd nævnes,

“Formastelige synder,” eller som det bogstaveligt gengives, “synder med opløftet hånd”, dvs. trodsige syndige handlinger, i modsætning til “fejl” eller “uagtsomheder” (Sl 19,13).

“Skjulte”, dvs. hemmelige synder (19,12); synder, som undgår sjælens opmærksomhed.

“Synd mod Helligånden” (se dette), eller en “synd til døden” (Matt 12,31, 32; 1 Joh 5,16), som svarer til en forsætlig forkastelse af nåden.

Sin, en by i Egypten, kaldt Pelusium af grækerne, hvilket betyder, ligesom det hebraiske navn også gør, “leret” eller “mudret,” sådan kaldt på grund af den store mængde ler, der fandtes der. Den kaldes af Ezekiel (Ez 30,15) “Egyptens styrke,” hvilket dermed betegner dens betydning som befæstet by. Den er blevet identificeret med det moderne Tineh, “et dyndet sted,” hvor dens ruiner findes. Af dens berømmede pragt er kun fire søjler af rød granit tilbage, samt nogle få fragmenter af andre.