Abi (1)

a'-bi ('abhi): Navnet på kong Hizkijas mor, som angivet i 2 Kong 18,2. Forklares mest naturligt som en sammentrækning af Abija ("Jahve er en far" eller "er min far"), som findes i parallelpassagen i 2 Krøn 29,1. Stavemåden i de ældste oversættelser synes at vise, at 'abhi ikke er en afskriverfejl, men en ægte sammentrukket form. Hun omtales som Zakarias' datter og var naturligvis Akaz' hustru.

a'-bi, i sammensætningen af navne ('abhi, "far"): De hebraiske ord 'abh, "far," og 'ach, "bror," bruges ved dannelsen af navne, både i begyndelsen og i slutningen af ord, f.eks. Abram ("ophøjet"), Joah ("Jahve er bror"), Akab ("fars bror"). I begyndelsen af et ord er det dog de ændrede former 'abhi og 'achi, der almindeligvis bruges, f.eks. Ahimelek ("kongens bror") og Abimelek (efter samme analogi "kongens far").

Disse former har træk, som komplicerer spørgsmålet om deres brug i egennavne. Især siden udgivelsen i 1896 af Studies in Hebrew Proper Names af G. Buchanan Gray er forskeres opmærksomhed blevet henledt på dette spørgsmål, uden at man er nået til fuld enighed.

Ordet 'abhi kan være en nominativ med en arkaisk endelse ("far"), eller i konstruktforbindelse ("far til"), eller formen med suffiks ("min far"). Derfor kan et egennavn, der er dannet med det, antagelig enten være en ordforbindelse eller en sætning; hvis det er en sætning, kan hvert af de to ord være enten subjekt eller prædikat. Det vil sige, at navnet Abimelek antagelig kan betyde enten "far til en konge," eller "en konge er far," eller "en far er konge," eller "min far er konge," eller "en konge er min far." Desuden kan ordforbindelsen "far til en konge" have lige så mange betydningsvariationer, som der findes varianter af den grammatiske genitiv. Endnu videre hævdes det, at enten ordet far eller ordet konge i et navn kan være en betegnelse for en guddom. Det giver et meget stort antal tænkelige betydninger, hvorfra man i hvert enkelt tilfælde kan vælge den tilsigtede betydning.

Den ældre forskning betragtede alle disse navne som konstruktforbindelser. For eksempel er Abidan "far til en dommer." Den forklarede forskellige forekomster som forskellige varianter af genitivkonstruktionen; for eksempel betyder Abihajil, "far til styrke," mægtig far. Kvindenavnet Abigajil, "far til jubel," betegner en, hvis far jubler. Abishaj, "far til Isaj," betegner en, for hvem Isaj er far, og således også Abihud, "far til Juda," Abiel, "far til Gud," Abija, "far til Jahve." Se tilfældene i detaljer i Gesenius' Lexicon.

Den nyere forskning betragter de fleste eller alle forekomsterne som sætninger. I nogle tilfælde betragter den det andet element i et navn som et verbum eller adjektiv i stedet for et substantiv; men det er ikke vigtigt, eftersom genitivkonstruktionen på hebraisk kunne bestå, selv med verbet eller adjektivet. Men i de fem sidst nævnte tilfælde giver forklaringen "min far er jubel," "er Isaj," "er Juda," "er Gud," "er Jahve," bestemt betydningen på en mere naturlig måde end ved at forklare disse navne som konstruktforbindelser.

Der er skarp uenighed om spørgsmålet, hvorvidt vi bør betragte suffikspronominet som til stede i disse navne--om de fem forekomster ikke snarere burde oversættes: Jahve er far, Gud er far, Juda er far, Isaj er far, jubel er far. Spørgsmålet rejses, om den samme regel gælder, når det andet ord er et navn eller en betegnelse for Guddommen, som gælder i andre tilfælde. Skal vi forklare ét tilfælde som betydende "min far er Isaj," og et andet som "Gud er far"?

En tilfredsstillende drøftelse af dette er kun mulig inden for en omfattende undersøgelse af bibelske navne. Argumentationen kompliceres mere eller mindre af, at hver forsker ser efter, hvilken betydning den kan have for de kritiske teorier, han selv fastholder. I Dr. Francis Browns Hebrew Lexicon udelukker forklaringerne konstruktteorien; i de fleste forekomster behandler de et navn som en sætning med "min far" som subjekt; når den anden del af navnet er en betegnelse for Guddommen, gør de almindeligvis denne til subjekt og enten udelukker pronominet eller angiver det som et alternativ. For de fleste mennesker er den sikre metode at huske, at den endelige afgørelse endnu ikke er nået, og at betragte hvert navn for sig, idet man regner forklaringen af det for et åbent spørgsmål.

Se egennavne.

Undersøgelserne vedrørende semitiske egennavne, både i og uden for Bibelen, har interessante teologiske berøringspunkter. Man har altid anerkendt, at ord for far og bror, når de kombineres i egennavne med Yah, Yahu, El, Baal eller andre egennavne for en guddom, angav en eller anden relation mellem den navngivne person, eller hans stamme, og guddommen. Det hævdes nu, dog med mange meningsforskelle, at ved dannelsen af egennavne bruges mange andre ord, f.eks. ordene for konge, herre, styrke, skønhed og andre, også som betegnelser for Guddommen eller for en bestemt guddom; og at ordene far, bror og lignende kan have samme brug. Til en vis grad er egennavnene lige så mange udsagn i teologi. Det er teknisk muligt at gå meget langt i at udlede, at de mennesker, som dannede sådanne navne, opfattede Guddommen eller en bestemt guddom som stammen eller individets far, slægtning, hersker, forkæmper, styrke, herlighed. Særligt kunne man udlede eksistensen af en vidt udbredt lære om Guds faderskab. Det er uden tvivl overflødigt at tilføje, at man for øjeblikket bør være meget forsigtig med at drage eller acceptere slutninger på denne del af menneskelig forskning.

Willis J. Beecher