Egennavne

I. DE HEBRAISKE NAVNES FORM

1. Forskellige typer

2. Vokalisering

3. Ombytning af dele

4. Forkortelsesmetoder

II. EGENNAVNES OMFANG

1. Personnavne

(1) Ikke udelukkende beskrivende

(2) Hentet fra et bredt område

(3) Påvirkninger, der førte til valg

(4) Navnes popularitet: vanskelig at afgøre

2. Geografiske navne

III. KENDETEGN VED BIBELSKE HENVISNINGER

1. Navnenes afledning er tydelig

2. Fortællerens eneste anliggende

3. Hentydninger knyttet til navne

I. De hebraiske navnes form.

1. Forskellige typer:

Det hebraiske egennavn består af et enkelt ord, en frase eller en sætning.

(1) Hvor navnet er et enkelt ord, andet end et verbum, kan det være

(a) et almindeligt substantiv, konkret, som Barak, “lyn,” Tola, “karmosinorm,” Elon, “eg,” Aksa, “ankelring,” Debora, “bi,” eller abstrakt, som Uzza, “styrke,” Manoa, “hvile,” Hanna, “nåde”; eller enten abstrakt eller konkret, som Zebul, “bolig”;

(b) et participium, som Saul, “bedt om,” Zeruja, “kløvet”;

(c) et adjektiv, som Ikkesh, “vrang,” Maharaj, “heftig,” Shimi, “berømt”; eller

(d) et ord, der efter omstændighederne kan være enten et adjektiv eller et abstrakt substantiv. Sådanne er dannelser efter mønstret qaTTul, som shammua`, der almindeligvis er adjektiver; og dannelser ved hjælp af endelsen -am eller -on, som Adullam, Zalmon, Gideon, eller, med bortfald af det afsluttende -n, Shilo(h) og Solomo(n).

(2) Navnet kan være en frase, bestående af

(a) to substantiver, som Penuel, “Guds ansigt,” Samuel, “Guds navn,” Ish-Boshet, “skammens mand”; eller

(b) et adjektiv og et substantiv, som Jedidja, “elsket af Jahve”; eller

(c) en præposition og et eller flere substantiver, som Besodeja, “i Jahves fortrolighed” (Neh 3,6).

Når navnet er en sætning, kan prædikatet være

(a) et substantiv, hvor kopulaet er underforstået, som Abija, “Jah er en far,” Eliab, “Gud er en far,” Elimelek, “Gud er konge”; eller

(b) et adjektiv, som Tobija, “Jah er god” (Zak 6,10); eller

(c) et participium, som Obed-Edom, “Edom tjener”; eller

(d) et finit verbum. Denne sidste type fremviser fem eller seks varianter: subjektet står før en perfektumform, som Jonatan, “Jahve har givet,” Joshafat, “Jahve har dømt,” Eleazar, “Gud har hjulpet,” Elkana, “Gud har dannet”; eller før en imperfektumform, som Eliahba, “Gud skjuler sig”; eller subjektet kommer efter en perfektumform, som Benaja, “Jahve har bygget,” Shefatja, “Jahve har dømt,” Asael, “Gud har gjort”; eller efter en imperfektumform, som Jizre'el, “Gud sår.” Meget ofte er subjektet det pronomen, der er indeholdt eller underforstået i verbalformen, som Natan, “han har givet,” Hillel, “han har lovprist,” Jair, “han oplyser,” Jefta, “han åbner.” Af og til indeholder prædikatet et objekt for verbet, som Shealtiel, “jeg har bedt Gud” (Ezra 3,2), eller en præpositionsfrase, som Hefziba, “min glæde er i hende” (2 Kong 21,1). Sætningsnavnet er sædvanligvis en erklæring, men det kan være en formaning eller en bøn, som Jerub-Ba'al, “lad Ba'al strides,” og Hosea, “frels!” (4 Mos 13,16), eller det kan være et spørgsmål, som Mikaja, “hvem er som Jahve?” Alle de foregående eksempler er taget fra Dommerbogen og Samuelsbøgerne, medmindre andet er bemærket.

2. Vokalisering:

Egennavnet behandles som ét ord, hvad enten det ved analyse består af et enkelt ord, en frase eller en sætning; og som sådant er det underlagt de love for accent og kvantitet, der styrer det hebraiske ord.

(1) Et almindeligt substantiv, der bruges som navn, undergår de udtalevariationer, som skyldes skikken med at forlænge en kort vokal i pause, og de love, der styrer aspirationen af visse labialer, lingualer og palataler. Således forekommer navnet Perez, “brud,” der også optræder som Pharez i KJV’s Gamle Testamente, i den hebraiske tekst i de fire former perets, parets, pherets og pharets (Ruth 4,18; Neh 11,4; Neh 11,6).

(2) I et navn, der består af en frase, medfører accentens normale fremrykning som sædvanligt tabet af en prætonisk vokal, sådan som det angives af det ophængte bogstav i Jedidja, “elsket af Jahve”; den kræver en kort vokal i en lukket, ubetonet stavelse, som i Mahalal'el, “Guds lovprisning”; den tillader sammentrækning, som i Betel, “Guds hus”; og den foranlediger, at et segholat-substantiv vender tilbage til sin oprindelige form, som i Abdiel, “Guds tjener,” hvor vokalen i er en arkaisme, der har holdt sig i sammensatte navne, men i almindelighed ellers er forsvundet i talen.

(3) Navne, der består af en sætning, betones også som ét ord, og udtalen ændres tilsvarende. Synonymerne Eliam og Ammiel, "Gud er en slægtning," viser ikke blot den almindelige arkaisme ved bevarelsen af vokalen i, men navnet Eliam viser også den karakteristiske forlængelse af vokalen i den sidste betonede stavelse, så almindelig i substantiver. De fire former Eliphelet, Eliphalet, Elpelet og Elpalet, der betyder "Gud er befrielse," repræsenterer variationerne i hebraisk, som skyldes de allerede nævnte årsager (1 Krøn 3,8; 1 Krøn 14,5; 1 Krøn 14,7; se King James Version og Revised Version (British and American)). Kravene vedrørende elision samt vokalernes kvantitet og kvalitet, når betoningen flyttes, opfyldes også regelmæssigt af de forskellige typer sætningsnavne, hvor prædikatet er et verbum. Således personnavnene 'elishama` og 'elnathan (subjekt efterfulgt af verbum i perfektum); 'elyaqim, 'elyahba' og yehoyakhin (subjekt og imperfektum); gedhalyah, yekholyahu, barakh'el, hvor den første vokal beskyttes af den underforståede reduplikation i Piel-arten, benayah, `asah'el og `asah-'el, `asi'el, chazah'el og chaza'-el og pedhah'el (perfektum og subjekt); yigdalyahu, yibhneyah, ya`asi'el, yachdi'el, yehallel'el, yesimi'el (imperfektum og subjekt); yerubba`al og yashobh`am (jussiv og subjekt; u i skærpet, og o i lukket, stavelse; i Jashobeam bevares den første lange vokal ved en sekundær betoning, markeret med metheg); nathan og yiphtach, dvs. Jefta. Ibneiah viser den sædvanlige apokope af imperfektum af Lamedh-he-verber; og navnene fra Benaiah til Pedahel viser måderne, hvorpå perfektum af sådanne verber forbindes med et følgende element. Den korte vokal i imperfektums sidste lukkede stavelse bortfalder, hvis den sidste konsonant kan begynde stavelsen i navnets næste element, som i Jizreel, Jekabzeel, Jerahmeel, Ezekiel, Jehizkiah (se den hebraiske form af disse navne); men den bortfalder ikke i Ismael, selv om konsonanten knyttes til den følgende stavelse; og elision undgås, som i Jiphthah-el, ved at holde den sidste og næstsidste stavelse adskilt. Jehucal, en Hophal-imperfektum, er ejendommelig ved ikke at forlænge vokalen i den betonede sidste stavelse, når verbet bruges som personnavn.

3. Ombytning af dele:

Når navnet var en sætning på hebraisk, kunne dets bestanddele byttes om uden at ændre betydningen. Således blev Batsebas far kaldt Ammiel, "en slægtning er Gud," og Eliam, "Gud er en slægtning" (2 Sam 11,3; 1 Krøn 3,5); og tilsvarende kaldes Ilimilki, i breve skrevet fra landet til Egyptens konge i det 14. århundrede f.Kr., også Milkili, idet navnet i begge former betyder "Gud er konge." Akazja, Judas konge, kaldes Joakaz (sammenlign 2 Krøn 21,17 med 22,1), en legitim ombytning af verbum og subjekt, og betyder i hvert tilfælde: "Jahve har grebet fat."

Ikke alene fandt ombytning sted, men også udskiftning med en beslægtet rod og endda brug af en anden del af verbet forekom. Således var kong Jojakin (2 Kong 24,6; Jer 52,31) også kendt som Jekonja (Jer 24,1; Jer 28,4) og Konja (Jer 22,24; Jer 22,28; Jer 37,1). De to navne Jojakin og Jekonja har nøjagtig samme betydning, "Jahve grundfæster"; og Konja er et synonym, "Jahves grundfæstelse." Det guddommelige navn, som indleder Jojakin, er flyttet til slutningen i Jekonja og Konja; og Hiphil-imperfektum af verbet kun, som ses i Jojakin, er i Jekonja blevet erstattet af Qal-imperfektum af verbet kanan, og i Konja af konstrukt infinitiv af samme art. Parallelle tilfælde forekommer i assyrisk og babylonisk litteratur; heriblandt viser de to former af kongenavnet, Zamama-shum-iddina og Zamama-nadin-shum, både ombytning af bestanddele og en vekslen mellem præteritum og participium.

4. Forkortelsesmetoder:

Tvillingeformer som Abiner og Abner, Abishalom og Absalom, Elizaphan og Elzaphan er ikke det fulde navn og dets forkortelse ved synkope, men blot to varianter, begge lige legitime måder at forbinde bestanddelene på. De almindelige metoder til forkortelse var:

(1) sammentrækning ved bortkastelse af en svag konsonant eller apokope af en sidste ubetonet vokal, særligt belyst ved det guddommelige navn (c)~yeho-] i begyndelsen og -yahu i slutningen af egennavne: derfor blev Jehoash til Joash (2 Kong 12,1; 2 Kong 12,19), og Amaziahu blev til Amaziah (2 Kong 14,1; 2 Kong 14,8 hebraisk tekst, og 8);

(2) forkortelse af sammensatte geografiske navne ved udeladelse af fællesnavnet eller dets ækvivalent: Jerusalem, som for hebræerne betød "fredens grundlæggelse," blev forkortet til Salem, "fred" (Sl 76,2); Kiriath-baal, "Ba'als by" (Jos 15,60), til Baal eller Baalah (Jos 15,9; Jos 15,10; sammenlign 2 Sam 6,2); Beeshterah, "Astartes hus eller tempel," til Ashtaroth; Beth-lebaoth, "løvindernes hus," til Lebaoth; Beth-azmaveth til Azmaveth; Beth-rehob til Rehob; Beth-bamoth til Bamoth (M S, l. 27, med 4 Mos 21,19); Beth-baal-meon til Baal-meon (4 Mos 32,38; Jos 13,17); den samme skik fandtes hos moabitterne, som omtalte denne by uden forskel som Beth-baal-meon og Baal-meon (M S, ll.9, 30);

(3) forkortelse ved udeladelse af det guddommelige navn: således blev navnet på afgudsdyrkeren Micaiah, som betyder "hvem er som Jahve?" (Dom 17,1; Dom 17,4 (hebraisk)), forkortet til Mika, "hvem er som?" (Dom 17,5; Dom 17,8); og tilsvarende i tilfældet med tre andre mænd, nemlig profeten (Micaiah, Jer 26,18 English Revised Version, og Mika, Mika 1,1), den levitiske musiker (Neh 12,35 med Neh 11,17; Neh 11,22), og Abdons far (2 Kong 22,12 med 2 Krøn 34,20).

Judas konge, Yauhazi, som han var kendt hos assyrerne, dvs. Jehoahaz, "Jahve har grebet fat," kaldes i de hebraiske optegnelser ganske enkelt Ahaz, "han har grebet fat." Byen Jabneel, "Gud lader blive bygget," blev forkortet til Jabneh, "han lader blive bygget" (Jos 15,11; 2 Krøn 26,6; jf. /RAPC 1Ma 4,15); Paltiel, "Guds udfrielse," blev afkortet til Palti, "udfrielse" (1 Sam 25,44; 2 Sam 3,15); Abijah, "Jahve er fader," til Abi (2 Krøn 29,1 med 2 Kong 18,2); og Bamoth-baal, "Ba'als offerhøje," til Bamoth (Jos 13,17 med 4 Mos 21,19). Abdi, Othni, Uzzi og ikke så få andre lignende navne repræsenterer sandsynligvis afkortning af denne art. Udeladelsen af den guddommelige titel har paralleller i assyrisk og babylonisk litteratur: således blev Nabu-nadin-ziri og Nabu-shum-ukin kaldt henholdsvis Nadinu og Shum-ukin (Dynastic Tablet nr. 2, kol. iv, 4, 5, med Babylonian Chron., kol. i, 13, 16).

(4) Forkortelse ved udeladelse af begyndelseskonsonanten, dog sådan at resten er et synonymt navn med fuldstændig grammatisk form. Kong Hizkijas navn blev af hebræerne skrevet både yechizchiyah, "Jahve styrker," og chizchiyah, "Jahve er styrke." De to former veksler mange gange i 4 Mos 2; 4 Mos 30; 4 Mos 31; 4 Mos 32; 4 Mos 33. På samme måde blev Jekonja forkortet til Konja, som allerede bemærket; navnet på byen Jekabzeel, "Gud samler," til Kabzeel, "Guds samling" (Neh 11,25 med Jos 15,21; 2 Sam 23,20); Meshelemiah, "Jahve gengælder," til Shelemiah, "Jahves gengældelse" (1 Krøn 26,1; 1 Krøn 26,2 med 1 Krøn 26,14); Meshullam, "gengældt," til Shallum, "gengældt" (1 Krøn 9,11; Neh 11,11 med 1 Krøn 6,12; Ezra 7,2).

II. Egennavnenes område.

1. Personnavne:

(1) Ikke udelukkende beskrivende.

Simonis i sit Onomasticum, udgivet i 1741, og Gesenius i sit Thesaurus, udsendt i årene fra 1835 til 1853, bestræbte sig på at fortolke egennavnene, som om de som regel var tænkt til at karakterisere den person, der bar dem. Hæmmet af teorien oversatte Gesenius Malchiel med "rex Dei, h. e. a Deo constitutus"; og Simonis oversatte Malchi-shua med "regis auxilium, i.e. auxilium s. salus regi patri praestita"; Ammizabad blev gengivet af Gesenius med "famulus largitoris, h.e. Jehovae," og af Simonis med "populum (i.e. copiosissimam liberorum turbam) donavit"; Gesenius oversatte Gedaliah "quem Jehova educavit vel roboravit," Zerahiah "cui Jehova ortum dedit," Jehozadak "quem Jehova justum fecit," og Joe "cui Jehova est deus, i.e. cultor Jehovae"; men Simonis gengav Joe med "Jehoua (eat) Deus .... vel (cui) Jehoua Deus (eat)." Nu betyder Malchiel "Gud er konge," Malchi-shua "kongen, dvs. Gud, er frelse" (jf. Josva), Ammizabad "frænden har skænket," Gedaliah "Jah er stor," Zerahiah "Jahve er steget frem i glans," Jehozadak "Jahve er retfærdig," og Joel, hvis det er et sammensat navn, "Jah er Gud." Et øjebliks eftertanke gør det klart, at disse navne ikke beskriver de personer, der bærer dem, men i hvert enkelt tilfælde taler om Gud. De understreger de vigtige kendsgerninger, at personnavne kunne være, og ofte var, minde- og lærenavne, og at personnavne var en del af folkets almindelige tale, fulde af betydning og forståelige for alle, underlagt hebræernes lydlige love og lydige mod grammatikkens regler.

(2) Hentet fra et vidt område.

Forældre gav deres børn navne, og samtidige gav folk tilnavne, ud fra fysiske og åndelige træk, hvad enten det var en skønhed eller en skavank; således Hophni, "som hører til næven," Japhia, "skinnende," Ikkesh, "vrang," Ira, "vågen," Gareb, "ru i huden," og Hiddai, "glad." Børn blev kaldt efter naturgenstande, som Peninna, "koral," Rimmon, "granatæble," Tamar, "palmetræ," Nahash, "slange," Eglah, "kviekalv," Aiah, "rovfugl," og Laish, "løve"; eller efter slægtninge eller fjernere medlemmer af klanen, ligesom Absaloms datter Tamar bar navnet efter sin fars smukke søster, og ligesom præsten Pinehas fik sit fremmede navn fra den kendte Pinehas, som i tidligere dage tilhørte samme fædrenehus. Eller navnet, der blev givet barnet, udgjorde et minde om begivenheder i folkets historie, som Ikabod, "herligheden er ikke" (1 Sam 4,21), og sandsynligvis Obed-edom, "Edom tjener" (jf. 1 Sam 14,47; 1 Sam 21,7); eller det fortalte om omstændigheder ved barnets fødsel, som Saul, "bedt om," og Elishama, "Gud har hørt"; eller det legemliggjorde en artikel i forældrenes trosbekendelse, som Joab og Abija, "Jah er en fader," Joel, "Jah er Gud"; eller det udtrykte et håb angående barnet eller vidnede om en profeti, som Jedidja, "Jahves elskede," og Salomo, "fredelig" (2 Sam 12,25; 1 Krøn 22,9). Undertiden blev navnet på den stamme eller race, som en mand tilhørte, hans folkelige betegnelse, som Kushi, "kushit." Alle disse eksempler er citeret fra optegnelserne om én periode i Israels historie, Samuels og Davids tid.

(3) Påvirkninger, der førte til valg.

Folket i almindelighed hentede frit navne til deres børn fra alle dele af dette brede område, men i visse kredse var der påvirkninger i virksomhed, som havde tendens til at begrænse valget til et mindre område. Disse påvirkninger var religiøse:

(a) I fromme hjem fik forældrenes bevidste nærhed til Gud dem naturligt til at give deres børn religiøse navne. Navnet kan være uden tydeligt religiøst præg i sin form og betydning, som Efraim, "dobbelt frugtbarhed," Manasse, "den, der får til at glemme," og dog være givet som anerkendelse af Guds nåde og være en stadig påmindelse om hans godhed (1 Mos 41,51; 1 Mos 41,52); eller navnet kan være religiøst i formen, som Shemaiah, "Jah har hørt," og offentligt vidne om forældrenes taknemmelighed mod Gud.

(b) Pagtsforholdet, som Jahve indgik med Israel, gjorde navnet Jahve, og den side af Guds karakter som betegnes med dette navn, særlig dyrebart for Guds folk, og fra da af blev ordet Jahve et yndet element i israelitternes personnavne, dog naturligvis ikke sådan, at det store navn El, "Gud", blev udelukket.

(c) Blandt kongerne i Davids linje kom bevidstheden om deres formelle antagelse ved Jahve til at være hans stedfortrædere på Israels trone (1 Mos 2; 1 Mos 2) til udtryk i de kongelige navne. Jahve, Israels Gud, blev anerkendt i personnavnet Abija, båret af Rehabeams søn og efterfølger. Men hans tilfælde stod alene, medmindre navnet Asa er en forkortet form. Men med Joshafat, Abijas sønnesøn, tidligt i det 9. århundrede, blev skikken fast etableret. Fra da af var det konventionelt, at Judas konge havde et navn, der var en sætning med Jahve som subjekt. De eneste undtagelser blandt Asas 16 efterfølgere på tronen var Manasse og hans søn Amon, som begge var berygtede for deres frafald fra Jahve. Akaz' fulde navn var Joakaz. Josijas søn Shallum var som konge kendt som Joakaz; og hans bror Eljakim, da han blev sat på tronen af Farao Neko, fik navnet Jojakim.

(d) Beslægtet med den indflydelse, som kongernes forhold til Israels Gud udøvede, og næsten lige så stærk samtidig med den, var indflydelsen fra officiel tilknytning til helligdommen, enten som præster eller som underordnede tjenere; og den førte ofte til valget af et kirkeligt navn, der indeholdt ordet Gud eller Jahve. I løbet af de fem og et halvt århundreder, der begyndte nær slutningen af Salomos regeringstid og strakte sig til afslutningen af Nehemias' embedsperiode, beklædte 22 ypperstepræster embedet, for så vidt deres navne er bevaret i optegnelserne. Af disse ypperstepræster bærer 17 navne, som er sætninger med Jahve som subjekt, og endnu ét er en sætning med El som subjekt. Materialet til undersøgelse langs denne linje er ikke fuldstændigt, sådan som det er i kongernes tilfælde, og forholdstal udledt af det kan let være fejlagtige; men tydeligvis anerkendte præsterne ved Jahves tempel i Jerusalem ikke blot, at navne med en generel religiøs karakter passede til dem selv og deres familier, men kom til at foretrække sådanne, som udtrykkeligt nævnte Gud, især dem der nævnte Gud ved hans navn Jahve.

(4) Navnes popularitet: vanskelig at fastslå.

Indtil rigelige data kommer for dagen for alle perioder af historien, er det usikkert at forsøge at fastslå den relative popularitet af de forskellige slags og typer af navne i en bestemt generation eller at sammenligne periode med periode med hensyn til brugen eller forsømmelsen af en bestemt klasse af navne. For det første er de navne, som er overleveret gennem de hebraiske optegnelser, i ingen periode mange sammenlignet med de tusinder, der var i brug på den tid; og for det andet beskæftiger optegnelserne sig med den historiske begivenhed, som var fremtrædende i øjeblikket, og nævner sjældent andre personer end aktørerne i denne begivenhed.

På ét tidspunkt gør mænd og kvinder fra samfundets middelklasse sig gældende i det nationale liv, og de personnavne, der var i omløb i familier af landmænd, handelsfolk og soldater, får plads i annalerne; på et andet tidspunkt, når hoffets aktiviteter er af overordentlig betydning, er det hovedsagelig navne, der var i brug i officielle kredse, som optegnes; i endnu en periode, når spørgsmål om den nationale gudsdyrkelse optog statens opmærksomhed, nævnes gejstlige og lægfolk fra fromme familier, hvis navne ganske sandsynligt havde en religiøs betydning. Meget få navne uden for den særlige kreds, det drejer sig om, er bevaret i optegnelserne. Det er derfor uberettiget at drage slutninger om den relative brug af bestemte navne, for eksempel verdslige navne, i forskellige perioder af Israels historie ved at sammenligne antallet af disse navne, som findes i en beretning om politiske opstande i hæren, med antallet af lignende navne i fortællingen om en episode, der fandt sted på et senere tidspunkt, og hvori kun præster deltog. Det er at sammenligne forskellige ting. Det er at sammenligne antallet af bestemte navne, der var i omløb i militære kredse, med antallet af de samme navne blandt gejstlige for at finde ud af, om disse navne var mere almindelige blandt folket som helhed i den ene periode end i den anden.

2. Geografiske navne:

Saltholdigheden i dets vand fik de gamle hebræere til at kalde Det Døde Hav for Salthavet. Betesda, »barmhjertighedens hus«, fik sit navn fra troen på dets vands helbredende kraft; Libanon, »hvid«, fra sneen, der dækker dets top; Sidon ved Middelhavet og Betsajda ved Galilæas Sø fra deres fiskeri; Tyrus fra den store klippe i havet, som byen var bygget på; Eladalen fra terebintetræet; Luz fra mandeltræet; Shittim fra akacielundene på den østlige terrasse i Jordandalen; og Jeriko fra duften af dens palmer og balsamtræer. »Vildgedernes klipper« og En-Gedi, »kilde for kid« (1 Sam 24,1; 1 Sam 24,2), lå i en øde, klippefuld egn, hvor vildgederne havde deres hjem; Ajjalon betyder »hjortenes sted«, og Etam betegner et »sted for rovdyr og rovfugle«. Et folks håb og stolthed over deres by kom til udtryk i navne som Joppe, »skønhed«, Tirsa, »ynde«, Janoa, »hvile«, Shilo, »ro«, og Salem, »fred«. Galilæas Sø lignede i formen en harpe, og det sikrede den dens gamle navn Kinneret. Den poetiske fantasi så i det majestætiske Hermon en lighed med en soldats brystplade, og straks blev bjerget kaldt Serion og Senir. En guddoms helligdom kunne give navn til en by, deraf Bet-Dagon, Bet-Anat og Ashtarot. Undertiden mindedes et stednavn en sejr, som Orebs klippe, Zeebs klippe og Eben-Ezer (Dom 7,25; 1 Sam 7,12); eller det bevarede en religiøs handling eller erfaring, Betel og Beraka (1 Mos 28,17-19; 2 Krøn 20,26); eller det fortalte om en vandring, som når kolonister gav navnet på deres hjemby til deres nye bosættelse (Dom 1,23-26). Ofte blev grundlæggerens eller en anden berømt indbyggers navn knyttet til en by, og det af forskellige grunde. Det var ofte nødvendigt at skelne steder med samme navn fra hinanden på denne måde; således blev visse af de byer, der kaldtes Gibea, til Gibea-Saul og Gibea-Pinehas. Den jebusitiske fæstning, som David indtog, gav han navnet Davidsbyen, og under dette navn var den kendt, som en bydel i Jerusalem, i mange generationer (2 Sam 5,9; 2 Kong 16,20). Denne praksis var almindelig blandt Israels semitiske samtidige, som det ses af Dur-sharruken, »Sargonsborg«, og Kar-shalmanasharidu, »Shalmanesers fæstning«. En by kunne også få navn efter den stamme, der boede i den, eller efter stammens stamfader, som Dan (Dom 18,29), og muligvis skjuler der sig under ikke få geografiske betegnelser et stammenavn, selv når kendsgerningen ikke er blevet nedskrevet og ikke afsløres af navnets form. Ved en undersøgelse af oprindelsen til en geografisk betegnelse bør man først tage hensyn til de årsager, som man ved sædvanligvis virker, når navne af samme karakter som det undersøgte navn opstår; og kun når de ikke giver en passende forklaring, er mindre indlysende årsager værd at tage alvorligt.

III. Kendetegn ved bibelske henvisninger.

1. Navnenes afledning er tydelig:

Som regel afslører semitiske ord klart deres oprindelse og opbygning. Semitten kunne ganske vist tage fejl med hensyn til den særlige betydning, der var tilsigtet, hvor et ord var i brug i flere betydninger. Således kan bakha'-dalen, nævnt i Sl 84,7 (eng. 6), forstås på to måder: nemlig »Baka-dalen«, således kaldt efter balsamtræerne i den, og »grådens dal«, sådan som oversættelserne gengiver den usædvanlige form, idet de anser den for at svare til et lignende ord, der betyder »gråd«. Flertalsformen bekha'im, »morbær- eller balsamtræer« (2 Sam 5,23; 2 Sam 5,14), blev af Josefus forstået som betegnelse for en lund, der var kendt under navnet Græderne (Ant., VII, iv, 1; sammenlign Septuaginta). I de sjældne tilfælde, hvor flere afledninger var mulige, har israelitten måske ikke altid vidst, hvilken tanke der var ment som indhold i det navn, han hørte. Men han kunne skelne de alternative muligheder; og en forælder, der gav et navn, som var tvetydigt i sin afledning, kunne bevidst udnytte dets evne til at være bærer af antydningen og udtrykket for to tanker (1 Mos 30,23; 1 Mos 30,24; idet Josef kan afledes både af yacaph og 'acaph).

2. Fortællerens eneste anliggende:

At den bibelske forfatters formål ikke var at gøre egennavnenes afledning kendt, fremgår klart af tilfælde som Esek, Rehobot og Ismael (1 Mos 16,11; 1 Mos 26,20; 1 Mos 26,22): Isak kaldte brøndens navn Strid, fordi hyrderne fra Gerar »stredes« med ham; en anden brønd kaldte han Vidder (rummelige steder), fordi Jahve havde »skaffet plads« for ham; og Hagar fik besked på at give den søn, hun skulle føde, navnet »Gud hører«, fordi Jahve havde »hørt« hendes lidelse. Fortællerens hensigt var ikke at erklære, at det hebraiske ord for strid, 'eceq, er afledt af det hebraiske verbum for »stride«, 'acaq, og at navnet »Gud hører«, yishma`'el, betyder Gud hører, yishma` 'el. Disse afledninger og betydninger var indlysende. Formålet var at angive de omstændigheder, der førte til valget af navnet. Der findes også tilfælde, hvor ingen del af navnet dukker op igen i de ord, der angiver grunden til brugen af navnet. For eksempel forklares navnet Maher-shalal-hash-baz ikke ved at citere de ord, som det er sammensat af. Ét substantiv i det sammensatte navn forekommer ganske vist i udlægningen af betydningen, men så at sige tilfældigt og uden fremhævelse eller betydningsfuld placering (Es 8,3; Es 8,4). Samuel er et bemærkelsesværdigt eksempel på denne metode. Hanna kaldte hans navn Samuel og sagde: »Fordi jeg bad Jahve om ham« (1 Sam 1,20). Simonis, Ewald og Nestle afleder navnet fra shemua`'el, »hørt af Gud«. Denne etymologi ville fuldt ud tilfredsstille den grund, der gives for moderens valg af navnet; men den foreslåede afledning er søgt, for det er ikke sædvanligt, at et hebraisk ord mister den stærke gutturale `ayin (`). Gutturalen gik ikke tabt, men blev tydeligt hørt i Ismael, hvor der er den samme sammenstilling af lyde som i shemua`'el. Qimchi foreslog på den anden side, at Samuel er en sammentrækning af sha'ul me'el, »bedt om af Gud«; og Ewald hævder, at denne oprindelse er fortællerens teori (Lehrbuch der hebraischen Sprache, 275, note 3). Dette er utroligt. En sådan sammentrækning er »fremmed for det hebraiske sprogs ånd« (Driver, Text of Samuel, 13), og fraværet af de to hebraiske konsonanter 'aleph (') og lamedh (l) før bogstavet »m« midt i navnet Samuel ville i sig selv forhindre semitten i at forestille sig en sådan etymologi. Samuels afledning og betydning var ikke uklar. Typen var almindelig og var særlig velkendt på grund af navnet Peniel, »Guds ansigt« (1 Mos 32,30). Samuel betyder »Guds navn« (Gesenius). Ligesom Jakob, da han vendte tilbage fra Paddan-aram, i opfyldelse af sit løfte rejste et alter ved Betel som minde om Guds skænkelse af de lovede velsignelser og gav det således indviede sted navnet »Betels Gud« (1 Mos 35,1; 1 Mos 35,3; 1 Mos 35,7), sådan kalder Hanna, som ved et løfte havde indviet den søn til Jahve, hvis fødsel hun bad om, ham nu, da hendes bøn er blevet besvaret og sønnen givet, »Guds navn« til minde om Giveren. Den bibelske fortæller angiver det motiv, der fik moderen til at vælge navnet Samuel til sit barn. I denne forklaring bruges ingen del af navnet. Desuden var den svage assonans mellem shemu'el og she'iltiw i 1 Sam 1,20 ikke tilsigtet, for disse ord er adskilt i den hebraiske tekst, og vægten lægges på, at gaven er »fra Jahve«. Diskussionens historie om dette navn viser, hvor langt på afveje kritikken er blevet ført af den falske teori, at fortællerens formål var at analysere navnet og angive dets afledning.

Ruben giver vidnesbyrd i samme retning. Navnet var kendt blandt de tidlige hebræere udelukkende i denne form. Det er bevidnet af deres ældste litteratur (1 Mos 29,32; 1 Mos 30,14; Dom 5,15; Dom 5,16), af hele Det Gamle Testamente, af den græske oversættelse (Codex Alexandrinus, Codex Vaticanus og Lukian), af targumerne og af Det Nye Testamente (Åb 7,5). Alligevel skrev Josefus i det 1. århundrede, idet han tilføjede en græsk endelse, Roubelos; og senere gengav den syriske version navnet som Rubil, og den etiopiske version som Robel og Rubel. Den sene variation forklares med rimelighed som en blødgøring af udtalen, der var kommet på mode i visse kredse. Likviderne, eller, for at tale særligt om Ruben, likviderne n og l, kunne undertiden bytte plads, hvilket gav anledning til to former for et ord i samme sprog eller i beslægtede sprog (Gesenius, Thesaurus, 727; Wright, Comp. Grammar, 67; Zimmern,. Vergleichende Grammatik, afsnit 11a). Trods det vidnesbyrd, litteraturen giver, har man foretrukket Reubel som den oprindelige form med den begrundelse, at »den eneste plausible forklaring på etymologien«, der gives i 1 Mos 29,32, »er, at den bygger på formen« Re'ubel lig med Re'u ba`al (Skinner, Genesis, 386). En fremstilling af etymologien var imidlertid unødvendig og var ikke det mål, forfatteren havde for øje. Hans formål var at angive anledningen til, at dette særlige navn blev givet barnet; og idet han angiver den, yder han fuld retfærdighed til den klare betydning af det gode, enkle hebraiske navn Ruben. Navnet betyder enten »syn af en søn« eller »Se, en søn!« I begge tilfælde er det betonede ord »søn«. Ligesom Hanna, der blev hånet på grund af sin barnløshed, bad Gud om at se til hendes nød og give hende et drengebarn (1 Sam 1,11), sådan udbrød Lea, med de samme ord, idet hun talte om den samme barmhjertighed, som allerede var vist hende, og med den samme tanke i sinde: »Jahve har set til min nød; for nu vil min mand elske mig,« og hun kaldte sin søns navn »Se! Det er en søn« (eller »syn af en søn«). Et drengebarn var for hende et bevis på Guds omsorg for hendes elendighed og en garanti for hendes mands fremtidige kærlighed til hende. Desuden holdt navnet stadig tanken fremme i hendes mands sind. Gesenius bemærker, at Ruben betyder »egentlig: ›Se, en søn!‹ men den hellige forfatter i 1 Mos 29,32 forklarer det som for ra'-ah (ra'uy) be`onyi, ›skaffet i min nød‹« (Lexicon, Thesaurus). Dette ejendommelige eksempel på kritik kan betragtes som reductio ad absurdum af hypotesen om, at de hebraiske forfattere har til hensigt at give egennavnenes afledning. Resultatet af at forsøge at tvinge ordene i forklaringen ind i en tilsigtet etymologi nødvendiggør den antagelse, at den hebraiske forfatter misforstod en af de enkleste vendinger i sit eget sprog og foreslog en sammentrækning, der i sig selv er umulig og fuldstændig fremmed for de principper, der ligger til grund for hebraisk tale.

3. Hentydninger knyttet til navne:

Hentydninger til egennavne fremsættes med det formål at angive grunden til, at navnet blev givet, at påpege et sammenfald mellem navnet og dets bærers karakter eller erfaring, eller at knytte en profeti til; og det er almindeligt at forbinde hentydningen med navnet ved at bruge den rod, der ligger til grund for navnet, eller en beslægtet

rod, eller et andet ord, der ligner navnet i lyd:

(1) Angivelse af grunden til valget af navnet: I Simeons tilfælde bruges navnets rod (1 Mos 29,33). Ord af denne type (med endelsen on) dannes af substantiver og verber og har kraft som adjektiver, diminutiver eller abstrakte substantiver og bruges undertiden som konkrete substantiver (Stade, Lehrbuch der hebraischen Grammatik, afsnit 296). Israelitten genkendte straks roden og dannelsen af navnet Simeon, som var yndet blandt hebræerne, og han vidste, at det kunne udtrykke den abstrakte idé om at høre. I 1 Mos 29,33 søger fortælleren ikke at meddele etymologisk oplysning; men det er klart, at han gennemskuede afledningen, da han gav grunden til valget af netop dette navn til Leas anden søn: »(Lea) sagde: Fordi Jahve har hørt, at jeg er hadet, har han derfor også givet mig denne søn; og hun kaldte hans navn Simeon.« Navnets rod bruges som verbum i angivelsen af motivet. Det var bekvemt og naturligt at gøre det, eftersom verbet shama` var det rette ord til at udtrykke tanken og var et af de mest almindelige ord i sproget. Der ville ikke være nogen grund til at antage, at identiteten med navnets rod var tilsigtet, bortset fra at fortælleren i tilfældet med Jakobs øvrige sønner sørger for at opretholde en lignende overensstemmelse. Derfor anvendes den form for paronomasi, hvor der bruges et ord, som er ét med navnet i afledning, men adskiller sig fra navnet i form og grammatisk er en anden ordklasse.

I Kains tilfælde bruges en beslægtet rod. Navnet er et segolatisk substantiv fra roden qun, som betyder »at forme« og dernæst specifikt at forme ved ambolten. Kain kan derfor være et abstrakt substantiv og betegne formning, eller et konkret substantiv, der betegner et smedet våben, eller den handlende i arbejdet, nemlig en smed. Ved angivelsen af grunden til at give barnet dette navn var det ikke muligt at bruge verbet qun på grund af den tekniske betydning, som var blevet knyttet til det. For at undgå misforståelse anvendes det beslægtede verbum qanah, som grundlæggende har samme betydning, men er uden de tekniske bibetydninger (1 Mos 4,1). Resultatet er den form for paronomasi, der findes mellem ord med lignende lyd og beslægtet oprindelse, men forskellig betydning.

I Noas tilfælde bruges en rod, der oprindeligt ikke er beslægtet med navnet, men som indeholder en lignende lyd. Den bibelske fortæller siger ikke, om navnet Noa er transskriptionen af et fremmed ord eller dets oversættelse til hebraisk; han erklærer blot, at det, sådan som det blev givet, udtrykte faderens håb om, at mennesker gennem dette barn skulle få lindring fra den gamle forbandelse over jorden. Hvis navnet er hebraisk, kan dets rod være nuach, »hvile«. Under alle omstændigheder fremkaldte det straks for det hebraiske øre tanken om hvile. Men verbet nuach bruges på hebraisk, ligesom det tilsvarende verbum »hvile« på dansk, til at udtrykke de to tanker om lindring og ophør. Lemek mente ikke, at hans søn skulle få mennesker til at ophøre med at arbejde, men at han skulle sikre dem hvilende lindring fra det slid, der skyldtes Guds forbandelse på grund af synden (1 Mos 5,29, med henvisning til 1 Mos 3,17-19). Forfatteren bruger ikke det tvetydige ord. For at undgå tvetydighed, men samtidig med henblik på at bevare lydlig lighed med Noa, anvender han verbet nacham, som blandt sine betydninger har betydningen trøst og lindring.

(2) Angivelsen af et sammenfald mellem en persons karakter eller erfaring og hans navn: No’omi, der vendte hjem berøvet og i fattigdom, så kontrasten mellem sin nuværende tilstand og sit navn; og hun spillede på sit navn ved at bruge et ord med modsat betydning og sagde: »Kald mig ikke Behagelig, kald mig Bitter; for den Almægtige har handlet meget bittert med mig« (Ruth 1,20). I hvilken betydning Nabals navn end oprindeligt kan være blevet givet ham, så så hans hustru i hvert fald overensstemmelsen mellem hans navn i dets almindelige betydning og hans optræden over for David, og hun spillede på det og sagde: »Dåre er hans navn, og dårskab er hos ham« (1 Sam 25,25). Ligeledes blev overensstemmelsen mellem Jakobs karakter og en betydning, som hans navn har på hebraisk, set, og den fremkaldte det bitre ordspil: »Hedder han ikke med rette ‘Han fortrænger’? For han har fortrængt mig disse to gange« (1 Mos 27,36). Isak kan, hvad dannelsen angår, være et abstrakt substantiv med betydningen »latter«, eller et konkret substantiv, »den leende«, eller et verbum i imperfektum, »han ler« eller »man ler« (sammenlign Stade, Lehrbuch der hebraischen Grammatik, afsnit 259a). Hvilken bestemt betydning Abraham end kan have haft i tankerne, da han gav sin søn navnet, var navnet dog, fordi det altid talte om latter, en stadig påmindelse for forældrene om den vantros latter, hvormed de havde lyttet til løftet om hans fødsel (1 Mos 17,17; 1 Mos 18,12). Men til sin tid er løftets barn blevet født. Hans navn, som fastsat, er Isak. Det ved Sara (1 Mos 17,19; 1 Mos 21,3). Derfor lægges det tema, hvormed hun hilser hans komme, i hendes mund. Hun spiller (laver ordspil) på navnet Isak ved at bruge ordets rod i forskellige former, først som substantiv og derefter som verbum, og ved at give verbet et nyt subjekt og tanken en ny drejning. I stedet for den vantros latter, hvormed løftet blev modtaget, siger hun: »Gud har beredt mig latter (af glæde); enhver, der hører (om begivenheden), vil le (af glæde) for min skyld« (1 Mos 21,6; sammenlign Sl 126,2).

(3) Tilknytning af en profeti til et navn: Paronomasi i alle dens former bruges til dette formål. Der kan spilles på en betydning af navnet, eller på en lyd, der høres i det, eller på en kontrast, som det antyder. På disse forskellige måder spiller profeten Mika på en række navne i ét afsnit (Mika 1,10-15). Som svar på Abrahams bøn på Ismaels vegne gives der et løfte om drengen, som indledes med et ordspil på hans navn: »Hvad drengen angår, (som hedder) ‘Gud hører’, har jeg hørt dig« (1 Mos 17,18; 1 Mos 17,20). Til Gad knyttes en profeti i 1 Mos 49,19. To beslægtede rødder anvendes: gadhadh, som ligger bag det ord, der gengives med trop eller røverbande, og gudh, som betyder »at trænge på«. Ved brugen ikke blot af roden til navnet Gad, men også af en anden rod, der ligner den i lyd, er det tydeligt, at formålet ganske enkelt er at spille på navnet. Det korte orakel fremsiges næsten udelukkende ved hjælp af variationer i vokaliseringen af de to rødder, hvilket frembringer et af de mest vellykkede ordspil i hebraisk litteratur.

Juda er et substantiv, der svarer til Hophal imperfektum, og betyder »ting, der bliver prist«, »genstand for pris«. Ved at give sit barn dette navn tilkendegav moderen, at Yahweh var genstand for hendes lovprisning; for hun sagde: »Nu vil jeg prise Yahweh« (1 Mos 29,35). I 1 Mos 49,8 udtales en profeti om Juda. Den samme etymologi og betydning anerkendes som før, men anvendelsen er en anden. Judas fødsel havde gjort Gud til genstand for pris; de store gerninger, som Judas stamme skulle udføre, var bestemt til at gøre denne stamme til genstand for pris. For at citere oraklet: »‘Genstand for pris’, dig skal dine brødre prise.« I denne forskel i henvisning og i gentagelsen af det betydningsfulde ord består ordspillet på navnet.

Da spilles der på omtrent på samme måde. Navnet kan være et participium, brugt som substantiv, og gengives »dommer«; men det hører sandsynligvis til den talrige klasse, hvor navnene er verber i perfektum, og betyder: »han har dømt«. Hans adoptivmor havde givet ham navnet Dan, fordi Gud havde hørt hendes klage og afgjort sagen til hendes fordel (1 Mos 30,6). Ved tilknytningen af profetien spilles der på navnet ved at ændre subjektet og, for at henvise til fremtiden, ved at erstatte verbets perfektum med imperfektum: »‘Han har dømt’ skal dømme sit folk, som en af Israels stammer« (1 Mos 49,16).

Se også GOD, NAMES OF; NAME.

John D. Davis