Guddom

god'-hed: Ordet "Godhead" er en simpel dobbeltform af det mindre hyppigt forekommende "Godhood". Begge former står side om side i Ancren Riwle (omkring 1225 e.Kr.), og begge har overlevet til i dag, dog ikke i lige almindelig brug. De er repræsentanter for en stor klasse af abstrakte substantiver, dannet med suffikset "-head" eller "-hood", hvoraf de fleste tidligere forekom i begge former næsten uden forskel, skønt flertallet af dem kun, eller i meget overvejende grad (undtagen i skotsk tale), har overlevet i formen -hood. De to suffikser optræder i middelengelsk som "-hede" og "-hod" og forudsætter i det angelsaksiske, som ligger bag dem, et feminint "haeda" (som faktisk ikke kendes) ved siden af det maskuline had. Det angelsaksiske ord "var oprindelig et selvstændigt substantiv, der betød `person, personlighed, køn, tilstand, kvalitet, rang' " (Bradley, i A New English Dict. on a Historical Basis, under ordet "-hood"), men dets brug som suffiks fortrængte tidligt dets selvstændige anvendelse. Først synes "-hede" at have været forbeholdt adjektiver, "-hod" substantiver; men da denne skelnen brød sammen, og formerne kom i vilkårlig brug, blev "-hede" forældet og forbliver i almindelig brug kun i en eller to særlige former, såsom "Godhead," "maidenhead" (Bradley, som anført, under ordet "-head").

Den almindelige udryddelse af formerne på -head er blevet fulgt af en svækkende bevidsthed, i tilfældet med de få overlevende eksempler i denne form, om den kvalitative betydning, der ligger i suffikset. Ordene viser derfor en tendens til at blive simple betegnelser. Således bruges "the Godhead" hyppigt blot som et noget stærkt synonym for "God", om end sædvanligvis med mere eller mindre vægt på det i Gud, som gør ham til Gud. En af dets faste anvendelser er at betegne den guddommelige essens som sådan, til forskel fra de tre "hypostaser" eller "personer", som ifølge treenighedslæren har fælles del i den. Denne brug er gammel: Bradley (anførte værk) kan fremdrage eksempler fra det 13. århundrede. I denne brug har ordet længe haft rang af et teknisk udtryk, f.eks. den engelske kirkes Niogtredive Artikler, 1571, art. I: "Og i denne guddoms enhed er der tre personer" (sammenlign de irske artikler fra 1615 og Westminsterbekendelsen, II, 3); Westminster Shorter Catechism, sp. 6: "Der er tre personer i Guddommen." Som følge af, at ordets kvalitative betydning er falmet, er der opstået en tendens til, når den kvalitative bevidsthed er levende, at genoplive det forældede "Godhood" til at indtage dets plads; og denne tendens viser sig naturligt især, når modsætningen til menneskelighed udtrykkes. Carlyle, for eksempel (French Revolution, III, bog vi, kapitel iv, afsnit 1), skriver, idet han taler om den posthume reaktion mod Marat: "Kortere guddommelighed havde intet guddommeligt menneske"; og Phillips Brooks (Sermons, XIII, 237) taler om, at Kristus bygger bro over kløften "mellem guddommeligheden og manddommen." "Godhood" synes faktisk altid at have haft en tendens til at optræde i sådanne modsætninger, som om den kvalitative bevidsthed var mere aktiv i det end i "Godhead." Således synes det tidligere næsten uundgåeligt at have meldt sig for at betegne Kristi guddommelige natur, ligesom "Godhead" gjorde det for at betegne Treenighedens fælles guddommelige essens. Bradley anfører eksempler fra 1563 og frem. Den grundlæggende betydning af "Godhead" er ikke desto mindre ikke mindre end betydningen af "Godhood": en guds, eller, som monoteister ville sige, Guds, tilstand, værdighed, vilkår, kvalitet. Ligesom manhood er det, der gør en mand til en mand, og childhood det, der gør et barn til et barn, således er Godhead det, der gør Gud til Gud. Når vi derfor tillægger et væsen Godhead, bekræfter vi, at alt, hvad der indgår i forestillingen om Gud, tilhører ham. "Godhead" er således den saksiske ækvivalent til det latinske "Divinity," eller, som det nu bliver mere almindeligt at sige, "Deity." Ligesom disse udtryk gøres det konkret ved at sætte artiklen foran. Som "the Divinity," "the Deity," således er også "the Godhead" blot en anden måde at sige "God" på, bortset fra at når vi siger "the Divinity," "the Deity," "the Godhead," siger vi "God" mere abstrakt og mere kvalitativt, det vil sige med større vægt på, eller i det mindste med en mere levende bevidsthed om, de konstitutive kvaliteter, der gør Gud til den slags væsen, vi kalder "Gud."

Ordet "Godhead" forekommer i King James Version kun 3 gange (ApG 17,29; Rom 1,20; Kol 2,9), og mærkeligt nok oversætter det i disse 3 passager 3 forskellige, skønt nært beslægtede, græske ord, to theion theiotes, theotes.

To theion betyder "det guddommelige", konkret eller kort sagt "Guddommen". Blandt grækerne var det i konstant brug i betydningen "det guddommelige væsen", og særligt som et generelt begreb til at betegne Guddommen uden henvisning til en bestemt gud. Det bruges af Paulus (ApG 17,29) i en tale til et hedensk publikum og er indsat i en sammenhæng, hvor det flankeres af det simple ord "Gud" (ho Theos) på begge sider. Det er åbenbart bevidst valgt for at fremhæve Guds kvalitative aspekt; og denne fremhævelse bliver yderligere styrket ved den direkte kontrast, hvori det bliver bragt med ordet "menneske". "Da vi da er Guds afkom, burde vi ikke tro, at det guddommelige ligner guld eller sølv eller sten, som er tilskåret ved menneskelig kunst og udtænkthed". For at fremhæve denne kvalitative betydning foreslår den reviderede version i randnoten, at vi kunne erstatte "Guddommen" her med den omskrivende oversættelse "det guddommelige". Men dette virker både klodsete og ineffektivt for dets formål. Fra et filologisk synspunkt er "Guddommen" en meget rimelig ækvivalent for to theion, idet det adskiller sig fra det simple "Gud" netop ved sin kvalitative betydning. Det kan dog betvivles, om "Guddommen" i sit nuværende ordforråd ikke mister noget af sin kvalitative kraft, og om ikke et af dens synonymer, "Gudelighed" (som er fremstillingen af Rhemish-versionen her) eller "Guddommen", ikke ville bedre formidle Paulus' betydning til moderne læsere.

Hverken ordet "Gudelighed" eller "Guddommen" forekommer nogen steder i King James-versionen, og "Guddommen" forekommer heller ikke i den reviderede version (britisk og amerikansk); men den reviderede version (britisk og amerikansk) (efter Rhemish-versionen) erstatter "Majestet" for "Guddommen" i Rom 1,20. Af de to havde "Majestet" oprindeligt den bredere betydning; i hedenskabets dage var det gældende for alle grader af guddommelige væsener. "Guddommen" blev introduceret af kirkefædrene netop for at give et stærkere ord, hvorigennem kristenhedens Guds egenart skulle understreges. Måske bevarer "Gudelighed" selv i sin engelske brug noget af sin traditionelle svagere betydning, selv om den jo naturligvis i en monoteistisk bevidsthed falder sammen med den anden betegnelse. Der er derfor en tendens til at insistere på Kristi "Guddommelighed" snarere end hans blotte "Gudelighed", i den fornemmelse at "Gudelighed" kunne føre til forestillingen om, at Kristus kun besad en sekundær eller reduceret grad af guddommelig kvalitet. I ApG 17,29 adskiller Paulus ikke mellem grader af guddommelighed, men præker monoteisme. I denne sammenhæng betyder to theion altså ikke at blande "alt, hvad der kaldes Gud eller tilbedes", og erklære at alt det, der på nogen måde er guddommelig, bør værdisættes ud over materielle tings evne til værdigt at repræsentere det. Paulus har Guds idé på sit højeste for sit sind, og idet han har skærpet sine tilhøreres følelse af Guds ophøjethed ved sin ophøjet beskrivelse af Ham, kræver han af dem, om denne Guddom kan være passende repræsenteret ved menneskelig kunst, som virker i døde stoffer. Han bruger udtrykket to theion snarere end ho theos, ikke blot i høflig antagelse af hans tilhøreres eget sprog, men på grund af dets kvalitative betydning. I det hele taget ville "Guddommen" sandsynligvis være den bedste engelske oversættelse af det. "Guddommen" er holdt op med at være tilstrækkeligt kvalitativ: "Guddomshed" er ikke tilstrækkeligt almindelig: "det guddommelige" er ikke tilstrækkeligt personligt: "Gudelighed" er måske ikke tilstrækkeligt stærk: "Guddommen" uden artiklen mister for meget af sin personlige reference til at kompensere for gevinsten i kvalitativitet: "Guddommen" alene synes passende at gengive apostlens tanke.

Det græske udtryk i Rom 1,20 er theiotes, som igen, som et kvalitetsudtryk, ikke urimeligt gengives med "Guddom". Det, Paulus siger her, er, at Guds "evige kraft og Guddom" "opfattes klart ved hjælp af hans gerninger". Med "Guddom" mener han tydeligvis hele det, hvorved Gud er det, vi mener med "Gud". Ved at forbinde ordet med "kraft" antyder Paulus uden tvivl, at hans tanke især hviler ved de egenskaber, som mest inderligt indgår i og udgør Guds ophøjethed; men vi må vogte os for at begrænse udtrykkets betydningsområde--alle Guds egenskaber er herlige. Sammenhængen viser, at apostlens tanke bevægede sig ad omtrent de samme linjer som i ApG 17,29; også her er den kontrast, som bestemmer betoningen, kontrasten til "forgængeligt menneske" og sammen med ham til de lavere skabninger i almindelighed (Rom 1,23). Hvordan kunne mennesket tænke sig Guddommen under sådanne ligheder--Guddommen, så klart åbenbaret i sin herlighed ved sine gerninger! At den reviderede oversættelse (britisk og amerikansk) her erstatter "Godhead" med dets synonym "Divinity", skyldes uden tvivl dels et ønske om at give særskilte gengivelser af særskilte udtryk, dels et ønske om stærkere end "Godhead" i moderne brug at fremhæve den kvalitative nuance, som er så stærk i theiotes. Måske er erstatningen dog ikke helt heldig. "Divinity" kan, i sin kontrast til "Deity", have en vis svaghed i betydningen knyttet til sig, som ville gøre det uegnet til her at gengive theiotes. Det er helt sandt, at de to udtryk, "Divinity" og "Deity", hos latinske kirkefædre henholdsvis repræsenterer de græske theiotes og theotes. Augustin (Guds stad, VII, 1; sammenlign X, 1) fortæller os, at "Deity" blev dannet af kristne forfattere som en mere præcis gengivelse af det græske theotes end det gængse "Divinity". Men deraf følger ikke, at fordi "Deity" mere præcist gengiver theotes, er "Divinity" derfor altid den bedste gengivelse af theiotes. Den vægt, som de græske fædre lagde på brugen af theotes til at udtrykke personernes "Guddom" i Treenigheden, kom som følge af forsøg, der blev gjort på at tilskrive Sønnen og Ånden en reduceret "guddommelighed"; og det var det behov, de latinske fædre følte i samme interesse, der førte dem til at danne "Deity" som en mere præcis gengivelse, som de siger, af theotes. Imens havde theiotes og "Divinity" gjort tjeneste på de to sprog, det første som praktisk talt, og det sidste som absolut, det eneste udtryk i brug til at udtrykke ideen om "Guddom". Theotes er meget sjældent i klassisk græsk, "Deity" ikke-eksisterende i klassisk latin. At gengive theiotes konsekvent med "Divinity", hvis der overhovedet klæber nogen reduceret betydningsnuance til "Divinity", ville derfor ofte være at gengive det meget utilstrækkeligt. Og det er tilfældet i det nærværende sted. Det, Paulus siger, gøres klart kendt ved Guds gerninger, er hans evige kraft og alle de andre evige egenskaber, som danner hans Guddom og udgør hans herlighed.

Det er theotes, der forekommer i Kol 2,9. Her erklærer Paulus, at "hele Guddommens fylde" bor i Kristus "legemligt". Udtrykket "Guddommens fylde" er et særlig eftertrykkeligt udtryk. Det betyder alt uden undtagelse, som indgår i Guddommen, helheden af alt det, der indgår i forestillingen om det at være Gud. Alt dette, siger Paulus, bor i Kristus "legemligt", det vil sige på en sådan måde, at det bliver åbenbaret i forbindelse med en legemlig organisme. Dette er Kristi særkende: i Faderen og i Ånden bor også hele Guddommens fylde, men ikke "legemligt"; i dem åbenbares den ikke i forbindelse med et legemligt liv. Det er inkarnationen, Paulus har i tanke; og han fortæller os, at i den inkarnerede Søn bor Guddommens fylde. Det udtryk, der er valgt til her at udtrykke Guddommen, er det stærkeste og mest utvetydigt afgørende, som sproget råder over. Theiotes kan betyde alt, hvad theotes kan betyde; på monoteistiske læber betyder det netop, hvad theotes betyder; men theotes må betyde det yderste, som nogen af de to udtryk kan betyde. Forskellen er ikke, at theotes henviser til væsenet og theiotes til egenskaberne; vi kan ikke adskille væsenet og egenskaberne. Hvor væsenet er, der er egenskaberne; de er blot væsenets bestemmende kendetegn. Og hvor egenskaberne er, der er væsenet; det er blot den ting, af hvis art de er de bestemmende kendetegn. Forskellen er, at theotes betoner, at det er Guddom i dens højeste udstrækning, der er tale om, mens theiotes muligvis kunne forstås som henvisende til Guddom på et lavere niveau. Det er ikke blot en sådan guddommelighed, som deles af hedningeverdenens mange guder og mange herrer, som "helte" kunne stræbe efter, og "dæmoner" opnå, hvis hele fylde bor i Kristus som inkarneret; men den Guddom, som er særegen for de høje guder; eller, eftersom Paulus skriver ud fra en monoteistisk bevidsthed, den Guddom, som alene tilhører den højeste Gud. Hele den højeste Guddoms fylde bor i Kristus legemligt. Der er intet i den Gud, som er over alle, som ikke er i Kristus. Sandsynligvis giver moderne engelsk ingen bedre gengivelse af denne tanke end udtrykket "Godhead", hvori den kvalitative tanke stadig lurer, om end noget tilsløret bag den individualiserende nuance, og som under alle omstændigheder netop fremhæver det, Paulus her ønsker at hævde--at alt, hvad der indgår i forestillingen om Gud og gør Gud til det, vi mener med ordet "Gud", bor i Kristus og åbenbares i ham i forbindelse med en legemlig organisme.

Benjamin B. Warfield