Adam i Det Gamle Testamente og apokryferne

ad'-am, ('adham; Septuagint Adam).

1. Brug og etymologi:

Det hebraiske ord forekommer omkring 560 gange i Det Gamle Testamente med betydningen "menneske", "menneskehed". Uden for 1 Mos 1-5 er det eneste tilfælde, hvor det uden tvivl er et egennavn, 1 Krøn 1,1. Tvetydige er 5 Mos 32,8, KJV "Adams sønner", RV (britisk og amerikansk) "menneskers børn"; Job 31,33 KJV "som" RV (britisk og amerikansk) "ligesom Adam", men randnoten "på menneskers vis"; Hos 6,7 KJV "ligesom mennesker", RV (britisk og amerikansk) "ligesom Adam", og omvendt i randnoten. I 1 Mos 1 forekommer ordet kun to gange, 1,26.27. I 1 Mos 2-4 findes det 26 gange, og i 5,1.3.4.5. I de sidste fire tilfælde og i 4,25 er det tydeligvis ment som et egennavn; men oversættelserne viser betydelig usikkerhed med hensyn til gengivelsen i de øvrige tilfælde. De fleste moderne fortolkere ville genindsætte et vokaltegn i den hebraiske tekst i 2,20; 3,17.21 og derved indføre den bestemte artikel og konsekvent læse "mennesket" frem til 4,25, hvor fraværet af artiklen kan tages som en indikation af, at "mennesket" i den foregående fortælling skal identificeres med "Adam", hovedpersonen i slægtslisten i 5,1 ff. Flere formodninger er blevet fremsat om grundbetydningen af det hebraiske ord:

(1) skabning;

(2) den rødmosede;

(3) jordfødt. Mindre sandsynlige er

(4) behagelig--at se på--og

(5) social, floklevende.

2. Adam i Første Mosebogs fortælling:

Mange argumenterer ud fra sammenhængen for, at sproget i 1 Mos 1,26; 1 Mos 1,27 er generelt, at det er skabelsen af menneskearten, ikke af nogen bestemt enkeltperson eller bestemte enkeltpersoner, der beskrives. Men

(1) sammenhængen går ikke engang ned til en art, men ordner de skabte ting efter den mest generelle mulige klassifikation: lys og mørke; hvælving og vande; land og have; planter; sol, måne, stjerner; svømmende og flyvende skabninger; landdyr. Ingen mulig parallel til denne klassifikation er tilbage i menneskehedens tilfælde.

(2) I fortællingen i 1 Mos 1 er gentagelsen af identiske udtryk næsten strengt ensartet, men i menneskets tilfælde forekommer den enestående udtalelse (vers 27): "Som mand og kvinde skabte han dem." Selv om Dillmann her tilhører mindretallet blandt fortolkerne, ville det være vanskeligt at vise, at han tager fejl, når han fortolker dette som en henvisning til én mand og én kvinde, det første par. I så fald har vi et berøringspunkt og en overensstemmelse med fortællingen i kapitel 2.

Mennesket, skabt i Guds billede, får herredømme over hvert dyr, får lov til at spise hver urt og hvert frugttræ til sit underhold og får befaling om at blive mangfoldigt og fylde jorden. I 1 Mos 2,4-5 formes det første menneske af støvet, bliver en levende skabning ved Guds ånde, sættes i Edens have for at dyrke den, giver dyrene navne, modtager som sin modpart og hjælper en kvinde, formet af en del af hans egen krop, og spiser på kvindens opfordring af den forbudte frugt fra "træet til kundskab om godt og ondt". Sammen med hende drives han derpå ud af haven, under forbandelsen med kort liv og tungt arbejde, eftersom han, hvis han spiste--eller fortsatte med at spise?--af frugten fra "livets træ", som ikke tidligere var forbudt, kunne blive ved med at leve for evigt. Han bliver far til Kain og Abel og til Set på et tidspunkt efter mordet på Abel. Ifølge 5,3.5 er Adam 130 år gammel ved Sets fødsel og lever til en alder af 930 år.

3. Fortællingens lære:

At mennesket af Skaberen var bestemt til i en særlig forstand at være hans eget "billede"; at det er den guddommeligt indsatte hersker over alle sine medskabninger på jorden; og at det sammen med dem nyder Guds velsignelse over en skabning, der er egnet til at tjene de formål, den blev skabt til--disse ting ligger lige på overfladen af 1 Mos 1,26-31. På samme måde fortæller 2-4 os, at gaven, en salig udødelighed, var inden for menneskets rækkevidde; at dets Skaber bestemte, at dets moralske udvikling skulle komme gennem en indre prøvelse, ikke blot som en gave; og at lidelsens tilstedeværelse i verden skyldes synd, og syndens tilstedeværelse skyldes en snedig fristers rænker. Udviklingen af læren om faldet hører til Det Nye Testamente. Se Adam i Det Nye Testamente; Faldet.

4. Adam i apokryferne:

Hentydninger til fortællingen om skabelsen og menneskets fald, som dækker de fleste punkter i fortællingen i 1 Mos 1-4, findes i 2 Esdras 3,4-7.10.21.26; 4,30; 6,54-56; 7,11.46-48; Tobit 8,6, Salomos Visdom 2,23 f; 9,2 f; 10,1 f, Siraks Bog 15,14; 17,1-4; 25,24; 40,1; 49,16. I både 2 Esdras og Salomos Visdom læser vi, at døden kom over alle mennesker gennem Adams synd, mens 2 Esdras 4,30 erklærer, at "et korn af ond sæd blev sået i Adams hjerte fra begyndelsen." Bortset fra denne læremæssige udvikling giver apokryferne ingen tilføjelser til Det Gamle Testamentes fortælling.

F. K. Farr