Adam i Det Nye Testamente

(Adam): Navnet Adam forekommer ni gange (i fem forskellige passager) i Det Nye Testamente, selv om flere af disse er rent tilfældige.

I. Evangelierne.

I Luk 3,38 føres Jesu Kristi slægt tilbage til Adam, "Adam, Guds søn," og dermed vidnes der om anerkendelsen af Det Gamle Testamentes slægtsregistre i Gen. Dette er det eneste sted i evangelierne, hvor Adam faktisk nævnes ved navn, selv om der er en hentydning til ham i Matt 19,4-6 ( = Mark 10,6-8), med henvisning til 1 Mos 1,27; 1 Mos 2,24.

II. Brevene.

Adam bruges af Paulus som slægtens grundlægger og årsagen til syndens indførelse for at skærpe sammenligningen og kontrasten med Kristus som den nye slægts hoved og retfærdighedens årsag.

1. Rom 5,12-21:

Passagen er brevets logiske centrum, det centrale punkt, hvortil alt det foregående er konvergeret, og hvorfra alt det følgende vil strømme. De store begreber synd, død og dom vises her at være indbefattet i menneskeslægtens forbindelse med Adam. Men over for dette står den velsignede kendsgerning, at der er forening med Kristus, og i denne forening retfærdighed og liv. Menneskehedens dobbelte hovedskab i Adam og Kristus viser betydningen af forløsningsværket for hele slægten. Menneskeheden stilles under to hoveder, Adam og Kristus. Der er to mennesker, to handlinger og to resultater. I denne lære har vi den åndelige og teologiske illustration af det store moderne solidaritetsprincip. Der er en solidaritet i det onde og en solidaritet i det gode, men den sidste overgår langt den første i kvaliteten af Kristi lydighed sammenlignet med Adams, og i kendsgerningerne om Kristi værk til retfærdiggørelse og liv. Afsnittet er således ikke blot en episode eller illustration, men det, som giver hele brevet organisk liv. Selv om synd og død er vores i Adam, er retfærdighed og liv vores i Kristus, og disse sidste to er uendeligt større (Rom 5,11); hvad end vi har mistet i Adam, har vi mere end genvundet i Kristus. Ligesom alle slægtens onder udsprang af ét menneske, sådan kommer alle forløsningens velsignelser fra én person, og der er en sådan forbindelse mellem personen og slægten, at alle mennesker kan besidde det, den ene har gjort.

I Rom 5,12-19 opstiller Paulus en række sammenligninger og kontraster mellem Adam og Kristus: de to personer, de to gerninger og de to følger. Fylden i apostlens mening må iagttages nøje. Ikke alene lærer han, at det, vi har afledt fra den første Adam, modsvares af det, der afledes fra Kristus; men det sidstnævnte værks overlegenhed betragtes som næsten uendelig i omfang. "Paulus' fulde mening fattes imidlertid ikke, før vi indser, at de goder, der modtages fra Kristus, den anden Adam, står i omvendt forhold til den ulykke, som den første Adam medførte. Det er overskuddet af denne nåde, som almindeligvis overses i Paulus' fremstilling" (Mabie, The Divine Reason of the Cross 116).

2. 1 Kor 15,22:

Den kontrast, der opstilles her mellem Adam og Kristus, vedrører død og liv, men der knytter sig stor vanskelighed til fortolkningen af de to "alle." "Ligesom alle dør i Adam, sådan skal også alle gøres levende i Kristus." Dods (Expositor's Bible, 366) tolker det om Adam som kilden til fysisk liv, der ender i død, og om Kristus som kilden til åndeligt liv, der aldrig dør. "Alle, som ved fysisk afledning virkelig er forenet med Adam, pådrager sig den død, som han ved at synde indførte i menneskelig erfaring; og tilsvarende nyder alle, som ved åndeligt slægtskab er i Kristus, det nye liv, som triumferer over døden, og som han vandt."

Sådan også Edwards, som ikke mener, at der er nogen reel urimelighed i at fortolke det første "alle" som mere omfattende end det sidste, "hvis vi holder os for øje, at betingelserne for adgang til den ene klasse og den anden er fuldstændig forskellige. De angives ikke her. Men vi har dem i Rom 5,5-11, hvor apostlen synes, som om han foregriber denne indvending mod den analogi, han opstillede mellem Adam og Kristus. Begge er på samme måde menneskehedens hoveder, men de er forskellige i dette (såvel som i andre ting, Rom 5,15), at mennesker er i Adam af natur, i Kristus ved tro" (Corinthians, 412). Godet mener, at "måske er denne fortolkning virkelig den, der bedst svarer til apostlens syn," og han viser, at zoopoieisthai, "at gøres levende," er en mere begrænset idé end egeiresthai, "at oprejses," idet begrænsningen af subjektet således naturligt følger af selve verbets særlige betydning. "De to pantes (alle) omfatter kun dem, som hver af de to magter strækker sig til." Men Godet foretrækker Meyers og Ellicotts opfattelse, at "alle" skal gives den samme fortolkning i hver sætning, og at henvisningen er til alle, der skal opstå, hvad enten det er til liv eller fordømmelse, og at dette skal være "i Kristus": "Kristus vil gøre alle levende; alle vil høre hans stemme og komme frem fra graven, men ikke alle til den sande 'livets opstandelse': se Joh 5,29" (Ellicott, Corinthians, 301). Godet hævder, at "der er intet, der forhindrer ordet 'gøre levende,' taget for sig selv, i at blive brugt om genoprettelse til fylden af åndelig og legemlig eksistens, med henblik enten på fortabelse eller frelse" (Corinthians, 355). Der er to alvorlige vanskeligheder ved den sidstnævnte fortolkning:

(1) Den ufravigelige betydning af "i Kristus" er åndelig forening;

(2) spørgsmålet om, hvorvidt de ugudeliges opstandelse virkelig finder nogen plads i apostlens argument i hele kapitlet.

3. 1 Kor 15,45:

"Det første menneske, Adam, blev en levende sjæl. Den sidste Adam blev en livgivende ånd." Henvisningen til Adam er fra 1 Mos 2,7; henvisningen til Kristus skyldes det, han havde gjort og gjorde i sin åbenbarelse som guddommelig Forløser. Bag resultaterne går apostlen videre til naturen. Adam var ganske enkelt et levende væsen, Kristus et livgivende væsen. Således kaldes Kristus Adam som udtryk for hans hovedstilling over en slægt. I dette vers kaldes han den "sidste" Adam, mens han i 1 Kor 15,47 kaldes den "anden". I det førstnævnte vers behandler apostlen ikke så meget Kristi forhold til den første Adam som den rolle, han indtager i forhold til menneskeheden, og hans gerning på dens vegne. Hvornår Kristus præcist blev livgivende, er der forskellige meninger om. Rom 1,4 forbinder kraft med opstandelsen som det tidspunkt, hvor Kristus blev indsat som Guds Søn med det formål at skænke den guddommelige nådes kraft. Denne kraftgave blev først gjort tilgængelig for hans kirke gennem himmelfarten og Helligåndens gave på pinsedagen. Det er muligt, at ordet "livgivende" også her kan omfatte en henvisning til legemets opstandelse i det kommende.

4. 1 Tim 2,13; 1 Tim 2,14:

Paulus bruger skabelsen af mand og kvinde i sin argumentation for kvindens underordning (1 Mos 2,7-25). Dette er ikke blot jødisk ræsonnement, men en inspireret udtalelse om den typiske betydning af afsnittet i Første Mosebog. Argumentet er meget lig det i 1 Kor 11,8; 1 Kor 11,9. Når apostlen siger, at "Adam ikke blev forført," må vi tilsyneladende forstå det som ganske enkelt baseret på teksten i Første Mosebog, som han henviser til (1 Mos 3,13), hvor Eva, ikke Adam, siger: "Slangen forførte mig." I Gal 3,16 ræsonnerer han på lignende måde ud fra "afkom" i ental, ligesom Hebr 7 ræsonnerer ud fra tavsheden i 1 Mos 14 med hensyn til Melkisedeks afstamning. Paulus benægter ikke, at Adam blev bedraget, men kun at han ikke blev direkte bedraget. Hans pointe er, at Evas villighed til at give efter begrunder reglen om, at kvinder skal tie.

5. Jud 1,14:

"Og Enok, den syvende fra Adam" (1 Mos 5). Bigg siger, at det citat, der følger, er en kombination af afsnit fra Enok, skønt hentydningen til Enok selv tydeligvis bygger på fortællingen i 1 Mos.

III. Konklusioner.

Når vi gennemgår brugen af "Adam" i Det Nye Testamente, kan vi ikke undgå at bemærke, at Paulus forudsætter, at Adam var en historisk person, og at beretningen i Første Mosebog var en beretning om fakta: at synd og død blev indført i verden og berørte hele slægten som straffen for én forfaders ulydighed. Paulus tager tydeligvis for givet, at Adam vidste og var ansvarlig for, hvad han gjorde. Endvidere betragtes synd og død som forbundne, sådan at døden får sin moralske karakter fra synden. Paulus troede klart, at den fysiske opløsning skyldtes synd, og at der er en vis årsagssammenhæng mellem Adam og menneskeslægten med hensyn til den fysiske død. Mens henvisningen til døden i Rom 5 som kommet gennem synden først og fremmest gælder den fysiske død, er den fysiske død dog udtryk for og tegn på den dybere tanke om åndelig død; og selv om den fysiske død var i verden før Adam, var det først i forbindelse med synd, at dens moralske betydning og vurdering blev klar. Hvad enten vi skal fortolke "fordi alle syndede" som, at de syndede, da Adam syndede, eller som, at de syndede som følge af en nedarvet tilbøjelighed fra Adam, forudsætter hele afsnittet en eller anden årsagssammenhæng mellem ham og dem. Behovet for forløsning lader apostlen således hvile på fakta. Vi er bundet til Adam ved fødsel, og det står os åbent at blive bundet til Kristus ved tro. Hvis vi nægter at bytte vores stilling i Adam med den, der tilbydes os i Kristus, bliver vi ansvarlige over for Gud; dette er grundlaget for moralsk frihed. Det Nye Testamentes forudsætning om vores fælles afstamning i Adam stemmer med den evolutionære videnskabs fakta, og den hævdede universalitet af synden stemmer ligeledes med den menneskelige erfarings fakta. Således er forløsningen grundlagt på Skriftens lære og bekræftet af historiens og erfaringens uimodsagte fakta. Derfor, hvad enten henvisningerne til Adam i Det Nye Testamente er rent tilfældige eller udfoldet i teologisk drøftelse, er alt tydeligvis baseret på beretningen i 1 Mos.

W. H. Griffith Thomas