Eva i Det Gamle Testamente

ev, (chawwah, "liv"; Eua; navnet givet, som skriftforfatteren siger, 1 Mos 3,20 (Zoe), ud fra hendes enestående funktion som "mor til alle levende"):

Den først skabte kvinde; skabt sekundært af Adam (eller mennesket) som en "hjælp, der svarede til ham" (1 Mos 2,18-22), og senere navngivet og betegnet som menneskeslægtens mor.

Om den litterære type og formålet med fortællingen om Eva, se under ADAM, i, 2.

1. Navnene givet til hende:

Hun får to navne, begge givet af manden, hendes fælle. Det første, ishshah, "kvinde" (bogstaveligt, "mand-inde"), er strengt taget ikke et navn, men en generisk betegnelse, der henviser til hendes forhold til manden; et forhold, hun blev skabt til at opfylde, da der manglede ethvert sandt fællesskab mellem mennesket og dyrene, og som fremstilles som mere intimt og helligt end forholdet mellem barn og forældre (1 Mos 2,18-24). Det andet, Eva, eller "liv", givet efter overtrædelsen og dens profeterede følger, henviser til hendes funktion og bestemmelse i den åndelige historie eller udvikling, som hun er begyndelsen på (1 Mos 3,16; 1 Mos 3,20). Mens navnene fremstilles som givet af manden, kan bemærkningerne i 1 Mos 2,24 og 3,20b læses som forfatterens fortolkende tilføjelse, passende til den fremstilling, som det er hans fortællings formål at give.

2. Hendes forhold til manden:

Som nævnt i artiklen ADAM gives skellet mellem mand og kvinde, som menneskearten har fælles med dyrene, i den generelle (eller P) skabelsesberetning (1 Mos 1,27); og derefter, i den mere detaljerede (eller J) beretning om menneskets skabelse, beskrives mennesket på et tidspunkt, før kønsforskellen fandtes. Denne anden beretning kan have en anden oprindelse, men den har også et andet formål, som ikke står i konflikt med, men snarere supplerer den anden. Den sigter mod at give de åndelige betydninger, der ligger i menneskets væsen; og her spiller kønsforholdet en grundlæggende rolle. Som åndeligt beslægtet med mandenaturen beskrives kvindenaturen som afledt, hjælperen snarere end initiativtageren, dog ligeværdig, og som fuldkomment opfylder mandens sociale og følelsesmæssige behov. Det er forfatterens opfattelse af parforholdets og ægteskabets væsentlige betydning. For at få dets åndelige værdier tydeligere frem tager han parret, før de er bevidste om kønnets eller familiens artsmæssige betydninger, mens de er "nøgne" og dog "ikke skammede sig" 1 Mos 2,25, og skildrer dem rent som fæller, individuelle i træk og tilbøjeligheder, men svarende til hinanden. Hun er en hjælp, der passer til ham (ezer keneghdo, "en hjælp, der svarer til ham").

3. Hendes del i tilstandens forandring:

I overensstemmelse med hendes natur som den, der relativt set bliver påvirket snarere end handler, er hun hurtigere end manden til at reagere på den antydning, som slangen indleder, og til at følge den frem til dens tiltrækkende resultater. Der er en ivrig begærlighed i hendes handling, da hun tager frugten, helt forskellig fra mandens næsten selvfølgelige holdning. For hende fremstår forsøget helt fra den tillokkende side, mens det for ham mere er som at løbe en desperat risiko, idet han endog løsriver sig fra Guds vilje for at holde sig til hende. Alt dette er fint og sandt i forhold til de særlige kvindelige og mandlige naturer. En del af hendes straf er fremover at være den underordnede i parret (1 Mos 3,16), som om livets værdier for hende skulle formidles gennem ham. Samtidig tilkendes det hendes sæd at videreføre det dødelige fjendskab mod slangen og til sidst at knuse slangens hoved (1 Mos 3,15).

4. I den efterfølgende historie:

Efter disse indledende kapitler i 1 Mosebog nævnes Eva ikke en eneste gang, og der hentydes ikke engang specifikt til hende, i Det Gamle Testamentes kanoniske bøger. Det lå ikke inden for den naturlige ramme for Det Gamle Testamentes historie og lære, som handlede om Abrahams efterkommere, at gå tilbage til så fjerne oprindelser som dem, der berettes om i fortællingen om det første par. Navnet Eva forekommer én gang i Apokryferne, i Tobits bøn (/APC Tobit 8,6): "Du skabte Adam og gav ham Eva, hans hustru, som en hjælper og en støtte; fra dem kom menneskenes sæd"; teksten fortsætter derefter med at citere 1 Mos 2,18. I 1 Esdras 4,20.21 findes et frit citat, eller snarere en parafrase, af 1 Mos 2,24. Men ikke engang i de dystre klager i 2 Esdras over den ulykke, som Adams overtrædelse bragte over slægten, findes der nogen antydning af Evas del i sagen.

(se under ADAM I DET GAMLE TESTAMENTE, iii, 2)

John Franklin Genung