Kain

En ejendom; et spyd.

Adam og Evas førstefødte søn (1 Mos 4). Han blev agerdyrker, mens hans bror Abel levede som hyrde. Han var “en mørk, selvhævdende, hovmodig og hævngerrig mand; uden det religiøse element i sin karakter og trodsig selv i sin holdning over for Gud.” Det skete “efter nogen tids forløb” (randnote: “ved dagenes ende”), dvs. sandsynligvis på sabbatten, at de to brødre frembar deres ofre for Herren. Abels offer var af “de førstefødte af hans hjord og af fedtet”, mens Kains var “af jordens frugt.” Abels offer var “mere fremragende” (Hebr 11,4) end Kains og blev modtaget af Gud. På grund af dette blev Kain “meget vred” og nærede et morderisk had til sin bror, og til sidst gjorde han sig skyldig i den fortvivlede voldshandling at slå ham ihjel (1 Joh 3,12). For denne forbrydelse blev han forvist fra Eden og levede fra da af som landflygtig; han bar et mærke, som Gud havde sat på ham som svar på hans eget råb om barmhjertighed, så han derved kunne beskyttes mod sine medmenneskers vrede; eller det kan være, at Gud blot gav ham et tegn for at forsikre ham om, at han ikke ville blive dræbt (1 Mos 4,15). Dømt til at være en omstrejfer og flygtning på jorden drog han ud til “landet Nod”, dvs. “landflygtighedens” land, som siges at have ligget “øst for Eden”, og dér byggede han en by, den første vi læser om, og kaldte den efter sin søns navn, Enok. Hans efterkommere opregnes til sjette slægtled. De forfaldt gradvist i deres moralske og åndelige tilstand, indtil de blev helt fordærvede for Gud. Denne fordærvelse bredte sig, og til sidst sendte Gud syndfloden for at forhindre ondskabens endelige sejr.

En by tilhørende kenitterne, en gren af midjanitterne (Jos 15,57), på den østlige kant af bjerglandet oven for En-Gedi; sandsynligvis den “rede i en klippe”, som Bileam nævner (4 Mos 24,21). Den identificeres med det moderne Yekin, 3 miles sydøst for Hebron.