Første Mosebog

De fem Mosebøger blev samlet kaldt Pentateuken, et ord af græsk oprindelse, der betyder “den femdelte bog.” Jøderne kaldte dem Toraen, dvs. “loven.” Det er sandsynligt, at inddelingen af Toraen i fem bøger stammer fra de græske oversættere af Det Gamle Testamente. De navne, som disse enkelte bøger almindeligvis kendes under, er græske.

Den første bog i Pentateuken (s.d.) kaldes af jøderne Bereshith, dvs. “i begyndelsen”, fordi dette er bogens første ord. Blandt kristne er den almindeligvis kendt under navnet Genesis, dvs. “skabelse” eller “tilblivelse”, det navn den fik i LXX som betegnelse for dens karakter, fordi den giver en beretning om altings oprindelse. Den indeholder, efter den almindelige beregning, historien om omkring to tusind tre hundrede og niogtres år.

Første Mosebog er delt i to hoveddele. Den første del (1-11) giver en almen historie om menneskeheden frem til spredningens tid. Den anden del fremstiller Israels tidlige historie frem til Josefs død og begravelse (12-50).

Der er fem hovedpersoner, som efter tur føres frem for os i denne bog, og omkring disse personer er historien om de på hinanden følgende perioder samlet, nemlig Adam (1-3), Noa (4-9), Abraham (10-25,18), Isak (25,19-35,29) og Jakob (36-50).

I denne bog har vi flere profetier om Kristus (3,15; 12,3; 18,18; 22,18; 26,4; 28,14; 49,10). Forfatteren til denne bog var Moses. Under guddommelig vejledning kan han ganske vist være blevet ledt til at gøre brug af materiale, der allerede fandtes i urtidige dokumenter, eller endda af overleveringer i en pålidelig form, som var nået ned til hans tid, idet han rensede dem for alt, hvad der var uværdigt; men Moses’ hånd ses tydeligt overalt i dens udformning.