Menneskets fald

Et udtryk, der sandsynligvis er lånt fra den apokryfe Visdommens Bog, for at udtrykke det forhold, at vore første forældre gjorde oprør mod Gud, og den deraf følgende synd og elendighed, som de og alle deres efterkommere blev indviklet i.

Historien om faldet er nedskrevet i 1 Mos 2 og 3. Denne historie skal fortolkes bogstaveligt. Den nedskriver kendsgerninger, som ligger til grund for hele systemet af åbenbaret sandhed. Vor Herre og hans apostle henviser til den, ikke blot som sand, men som det, der danner grundlaget for alle Guds senere husholdninger og handlinger med menneskenes børn. Beretningen om Adams fristelse og fald må tages som en sand historisk beretning, hvis vi overhovedet skal forstå Bibelen som en åbenbaring af Guds barmhjertighedsformål.

Virkningerne af denne første synd på vore første forældre selv var (1) “skam, en følelse af fornedrelse og urenhed; (2) frygt for Guds mishag, eller en følelse af skyld, og det deraf følgende ønske om at skjule sig for hans nærvær. Disse virkninger var uundgåelige. De beviser tabet ikke blot af uskyld, men af oprindelig retfærdighed, og dermed af Guds gunst og fællesskab. Den tilstand, som Adam ved sin ulydighed blev bragt ned i, for så vidt angår hans subjektive tilstand, var derfor analog med de faldne engles. Han var helt og absolut ruineret” (Hodges Theology).

Men vore første forældres vantro og ulydighed bragte ikke blot denne elendighed og ruin over dem selv; den medførte også de samme sørgelige følger for alle deres efterkommere.

Skylden, dvs. strafskyldigheden, for denne synd kommer ved tilregnelse over alle mennesker, fordi alle var repræsenteret af Adam i gerningernes pagt (s.d.).

Derfor arver også alle hans efterkommere en fordærvet natur. Hos alle findes der af naturen en iboende og herskende tilbøjelighed til synd. Denne universelle fordærvelse læres af den universelle erfaring. Alle mennesker synder, så snart de er i stand til moralske handlinger. Skriftens vidnesbyrd med samme virkning er overmåde rigt (Rom 1; 2; 3,1-19, osv.).

Denne medfødte fordærvelse er total: vi er af naturen “døde i overtrædelser og synder” og må “fødes på ny”, før vi kan komme ind i riget (Joh 3,7, osv.).

Som følge af denne “fordærvelse af hele vor natur” er vores absolutte moralske manglende evne til at ændre vor natur eller til at adlyde Guds lov.

I sin kommentar til Joh 9,3 bemærker Ryle træffende: “Der ligger et dybt og lærerigt princip i disse ord. De kaster sikkert noget lys over det store spørgsmål om det ondes oprindelse. Gud har fundet det passende at tillade det onde at eksistere, for at han kan have en platform til at vise sin barmhjertighed, nåde og medlidenhed. Hvis mennesket aldrig var faldet, ville der ikke have været nogen mulighed for at vise guddommelig barmhjertighed. Men ved at tillade det onde, hvor gådefuldt det end synes, er Guds nådes, barmhjertigheds og visdoms gerninger i at frelse syndere blevet vidunderligt åbenbaret for alle hans skabninger. Forløsningen af kirken af udvalgte syndere er midlet til at ‘vise magter og myndigheder Guds mangfoldige visdom’ (Ef 3,10). Uden faldet ville vi intet have vidst om korset og evangeliet.”

På Egyptens monumenter findes afbildninger af en guddom i menneskeskikkelse, som gennemborer en slanges hoved med et spyd. Dette betragtes som en illustration af den vide udbredelse af traditionen om faldet. Fortællingen om “guldalderen”, som viger for “jernalderen”, renhedens og uskyldens tidsalder, som efterfølges af en tid, hvor mennesket bliver et bytte for synd og elendighed, sådan som det fremstilles i Grækenlands og Roms mytologi, er også blevet betragtet som en tradition om faldet.