Siraks Bog

si'-rak, eller Visdommen af Jesus, Siraks søn:

I. NAVN

II. KANONICITET

III. INDHOLD

IV. LÆRE

1. Religion

2. Moral

3. Sæder

4. Klogskabsråd

V. LITTERÆR FORM

VI. FORFATTER

1. Jesus, Siraks søn

2. Andre synspunkter

VII. ENHED OG INTEGRITET

VIII. DATERING

1. De mest sandsynlige synspunkter

2. Kort redegørelse for andre synspunkter

IX. ORIGINALSPROG

1. Skrevet på hebraisk

2. Margoliouths synspunkt

X. VERSIONER

1. Græsk

2. Syrisk

3. Latin

4. Engelsk

LITTERATUR

Sirak er det største og mest omfattende eksempel på visdomslitteratur (se WISDOM LITERATURE), og den har desuden den særlige status at være den ældste bog i Apokryferne; den er faktisk ældre end mindst to bøger (Daniel, Ester), som har fået plads i kanon både i de østlige og vestlige kirker.

I. Navn.

Den hebraiske kopi af bogen, som Hieronymus kendte, bar ifølge hans udtrykkelige vidnesbyrd (se hans forord til sin version af Libri Sol.) den samme titel som de kanoniske Ordsprog, dvs. meshalim, "ordsprog" (Parabolae er Hieronymus' ord). Den citeres i rabbinsk litteratur med entalsformen af dette navn, mashal = aramæisk mathla', men i Talmud citeres den ved forfatterens navn, "Ben Sira" (ben cira'). De hebraiske fragmenter, der er fundet i de senere år, har ingen titel knyttet til sig. I de græske håndskrifter er overskriften Sophia Iesou huiou Sirach (eller Seirach), "Visdommen af Jesus, Siraks søn" (således "A"); eller ganske enkelt Sophia Seirach (B), "Siraks visdom". Fædrene kaldte den enten (som Euseb. osv.) he panaretos sophia, "den altdydige visdom", eller blot he panaretos, "den altdydige", eller (Klemens af Alexandria) paidagogos, "lærer". Den første hebraiske og de flere græske titler beskriver emnet, én hebraisk titel (ben cira') forfatteren. Men det latinske navn Ecclesiasticus blev givet bogen, fordi den var en af de bøger, der måtte læses i Ecclesia, eller kirken, til opbyggelse (libri ecclesiastici), selv om den ikke var en af kanonens bøger (libra canonici), som kunne citeres til bevis eller gendrivelse af lære. Den foreliggende bog kaldes Ecclesiasticus i særlig forstand fra Cyprians tid (Testimon. 2 osv.). Den syriske (Peshitta) titel, som den gives i London Polyglot, er "Bogen om Jesus, søn af Simon 'Acira', også kaldet Bogen om Baruchs (= hebraisk ben, "søn af") 'Aciras' visdom." Der kan ikke være nogen tvivl om, at Asira (undertiden oversat "bundet") blot er en forvansket form af Sira. For andre forklaringer se Ryssel i Kautzsch, AT Apocrypha, 234.

Lagarde sætter i sin korrigerede tekst titlen foran: "Baruchs visdom = hebraisk ben, "søn af") Sira." Hvordan kan det være, at det hebraiske cira' på græsk er blevet til Sirach (eller Seirach)? Hvordan skal vi forklare den afsluttende chapter på græsk? Nærværende forfatter mener, at det skyldes et forsøg på skriftligt at gengive den gutturale lyd af slutbogstavet 'aleph (') i det hebraiske navn, som i det græske Akeldamach, for aramæisk chaqal dema' (ApG 1,19). Dalman derimod (Aramaic Grammar, 161, note 6), fulgt af Ryssel, hævder, at den afsluttende chapter ganske enkelt er et tegn på, at ordet er ubøjeligt; sammenlign Iosech (Luk 3,26), for hebraisk yoce.

II. Kanonicitet.

Skønt denne bog er ældre end både Da og Ester, blev den aldrig optaget i den jødiske kanon. Der er imidlertid talrige citater fra den i talmudisk og rabbinsk litteratur (se en liste hos Zunz, Die Gottesdiensilichen Vortrage(2), 101 f; Delitzsch, Zur Geschichte der jud. Poesie, 204 f; Schechter, JQR, III, 682-706; Cowley og Neubauer, The Original Hebrew of a Portion of Ecclesiasticus, xix-xxx). Der henvises ikke udtrykkeligt til den i Skriften, men den citeres dog altid af jødiske og kristne forfattere med respekt og måske undertiden som Skrift. Den udgør en del af Vulgata (Hieronymus' latinske Bibel, 390-405 e.Kr.) fra Tridentinerkoncilet og derfor af den romersk-katolske kanon, men de protestantiske kirker har aldrig anerkendt den som kanonisk, selv om flertallet af moderne protestantiske forskere tillægger den langt højere værdi, end de gør mange bøger i den protestantiske kanon (Krønikebøgerne, Ester osv.). Den blev accepteret som havende kanonisk rang af Augustin og af koncilerne i Hippo (393) og Karthago (397, 419), men den udelades fra de lister over anerkendte bøger, der gives af Melito (omkring 180 e.Kr.), Origenes, i De Apostolske Kanoner og i listen fra koncilerne i Laodikea (341 og 381). Hieronymus skriver i Libri Sol.: "Lad kirken læse disse to bøger (Visdommen og Sirak) til folkets belæring, ikke til at fastslå autoriteten af kirkens dogmer." Den mistede i manges agtelse, fordi den normalt ikke var forbundet med et stort navn; sammenlign de såkaldte "Salomos Ordsprog". Sirak citeres eller henvises til ofte i Jakobsbrevet (Jak 1,2-4--sammenlign Sirak 2,1-5; Jak 1,5--sammenlign Sirak 1,26; 41,22; 51,13 f; Jak 1,8 ("dobbelt sindet")--sammenlign Sirak 1,28 osv.). Bogen citeres ofte i fædrenes værker (Klemens af Alexandria, Origenes, Augustin osv.) og også i De Apostolske Konstitutioner med den formel, der indleder skriftsteder: "Skriften siger" osv. Reformatorerne satte Sirak højt, og dele af den er blevet indarbejdet i den anglikanske bønnebog.

III. Indhold.

Det er helt umuligt i bogen, som den foreligger, at spore nogen enkelt tankegang, for forfatterens sind bevæger sig let fra emne til emne, vender ofte tilbage til samme tema og gentager ikke sjældent samme idé. Det er dog for meget at sige med Sonntag (De Jesu Siracidae, osv.), at bogen er en blanding af udsagn uden forbindelse, eller med Berthold, at »værket kun er en rapsodi«, for helheden er gennemtrængt og styret af én hovedtanke: Visdommens højeste værdi for enhver. Ved dette sidste mener forfatteren den jødiske religion, sådan som oplyste jøder opfattede den hen imod begyndelsen af det 2. århundrede f.Kr., og sådan som den afspejles i Moseloven (se Sirak 24,23-34), og i mindre grad i Profeternes bøger og i de øvrige skrifter (se Prolog). Bogen følger linjerne i den kanoniske Ordsprogenes Bog og består af korte, fyndige udsagn med lejlighedsvise længere drøftelser, i vid udstrækning samlet, men delvis forfattet, og alt er gennemtrængt og styret af bogens dominerende tone: sand visdom, menneskets vigtigste mål. Det meste af bogen er poetisk i form, og selv i prosadelene findes den hebraiske poesis parallelisme. Der er gjort mange mislykkede forsøg på at spore en bestemt, sammenhængende argumentationslinje i bogen, men de afgørende forskelle i de foreslåede skemaer antyder, hvad en undersøgelse af selve bogen bekræfter: at samleren og forfatteren satte sit materiale sammen med ringe eller ingen hensyntagen til logisk forbindelse, selv om han aldrig mister sit hovedtema af syne — Visdommen, det vigtigste.

Eichhorn (Einleitung, 50 ff) deler bogen i tre dele (Sirak 1-23; 24-42,14; 42,15-50,24) og hævder, at hver af disse oprindelig var et selvstændigt værk, som siden blev forenet af forfatteren. Julian deler værket i tre, Scholz i tolv, Fritzsche (Einleitung, xxxii) og Ryssel (op. cit., 240) i syv, Edershelm (op. cit., 19 f) og R.G. Moulton (Modern Reader's Bible: Ecclus, xvi ff) i fem dele, og mange andre opdelinger er blevet foreslået og forsvaret, som af Ewald, Holzmann, Bissell, Zockler osv. At der findes små selvstændige afsnit, små essays, digte osv., blev set af de tidlige skrivere, som Septuaginta i dens nuværende form i vid udstrækning skyldes; for de har sat overskrifter foran de afsnit, der begynder med følgende vers: Sirak 18,30 (»Sjælens mådehold«); 20,27 (»Ordsprog«); 23,7 (»Mundens tugt«); 24,1 (»Visdommens pris«); 30,1 (»Om børn«); 30,14 (»Om sundhed«); 30,16 (»Om fødevarer«; denne mangler i mange håndskrifter, selv om den er bevaret af Swete, som dog udelader den foregående overskrift); 30,24 (English Versions of the Bible 33,24, »Om tjenere«); Sirak 35 (English Versions of the Bible 32,1, »Om herskere«); 44,1 (»Fædrenes pris«); 51,1 (»Jesu, Siraks søns, bøn«). Sandsynligvis havde hele bogen sådanne overskrifter på et tidspunkt, og det er ganske muligt, at de opstod af behovet for at vejlede læsere, efter at bogen var blevet en af kirkens vigtigste oplæsningsbøger (således W. J. Deane ii The Expositor, II, vi, 327). Disse overskrifter er gengivet på engelsk i den egentlige King James Version (i marginen), men i moderne genoptryk, ligesom også i Revised Version (British and American), er de desværre udeladt. Hele bogen er blevet ordnet i afsnit med overskrifter af H. J. Holzmann (Bunsen's Bibelwerk, IX, 392 ff) og af R. G. Moulton (op. cit.).

IV. Lære.

Generelt kan det siges, at de principper, der fremsættes i denne bog, stemmer overens med visdomsskolen i jødedommen i Israels land omkring 200 f.Kr., selv om der ikke findes et ord i bogen om et messiansk håb eller om oprettelsen af et messiansk rige. Ingen af de synspunkter, der er karakteristiske for den alexandrinske jødedom og fraværende fra læren i jødedommen i Israels land, findes i denne bog, selv om i det mindste nogle af dem er repræsenteret i Visdommens Bog (se WISDOM OF SOLOMON, VI; TEACHING). Girorer (Milo und die jud.-alex. Philo., II, 18 ff) og Dahne (Gesch. der jud.-alex. rel. Phil., II, 141 ff) mener, at bogen indeholder mange alexandrinske udtryk og talrige udsagn, der er særlige for den alexandrinske filosofi. Men bortset fra nogle sene interpolationer, for det meste kristne, er det, disse tyske forskere siger, usandt, som Drummond (Philo Judaeus, I, 144 ff), Deane (Expos, II, v, 334 ff) og andre har vist. De fremtrædende træk ved alexandrinsk tænkning er den allegoriske fortolkning af Skrifterne, dens forestilling om det ekstatiske syn af Gud, dens lære om formidlende magter mellem mennesket og Gud og dens overtagelse af rent græske idéer. Ingen af disse kan spores i Sirak. Hebræerne udviklede aldrig en teoretisk eller spekulativ teologi eller filosofi: al deres tænkning samlede sig om liv og adfærd; de pligter, mennesker skyldte Gud og hinanden; de håb, de nærede, og den frygt, som drev dem. Dette er den eneste filosofi, som Bibelen og de såkaldte apokryfer lærer, og den ses på sit højeste punkt i den såkaldte WISDOM LITERATURE (se denne). Hovedlinjerne i Siraks lære kan fremstilles som følger under de tre overskrifter religion, moral og manerer.

1. Religion:

(1) Gud.

Det syn på Gud, som gives i denne bog, stemmer i det store og hele med det, der fremsættes af de senere forfattere i Det Gamle Testamente fra eksilet (Anden Esajas, Job osv.) og fremefter, selv om denne bogs Gud mangler den kærlighed og ømhed, som kendetegner Jahve hos Det Gamle Testamentes profeter. Gud er nærværende overalt (Sirak 16,17-23); han skabte verden som en ordnet helhed (Sirak 16,26-30) og gjorde mennesket intelligent og ophøjet over alt kød. De udtryk, der bruges, er uden tvivl formet efter 1 Mos 1, og man kan med rimelighed slutte, at der menes skabelse af intet. Visdommen lærer derimod den alexandrinske lære, at materien (hule) er evig, og at Skaberens gerning bestod i at forme, tilpasse og forskønne. Verden er en skabning af Gud, ikke (som hos Filon osv.) en udstrømning fra ham. Dog er han barmhjertig og tilgivende (Sirak 17,24 ff). Hans gerninger kan ikke udforskes (Sirak 18,2 ff); men hans barmhjertighed er over alt kød (Sirak 18,13), dvs. over alle, der tager imod hans tugt og søger at gøre hans vilje (Sirak 18,14). I Sirak 43,27 siges Gud at være “altet” (to pan), hvilket ganske enkelt betyder, at han gennemtrænger og er grundlaget for alt. Det er ikke alexandrinsk panteisme, der læres. Gfrorer og andre indtager det modsatte synspunkt.

(2) Åbenbaring.

I overensstemmelse med andre produkter af “de vise mænd” tillægger Sirak den naturlige religion størst værdi, den religion, der åbenbares i menneskets instinkter, fornuft og samvittighed samt ved solen, månen, stjernerne osv. Dog giver Sirak langt større vægt end Ordsprogene til den tanke, at den guddommelige vilje på særlig måde er gjort kendt i Mose lov (Sirak 24,23; 45,1-4). Vi møder ikke en eneste gang ordet “lov” i Prædikeren, heller ikke lov i teknisk forstand (Mose lov) i hverken Job, Visdommen eller Ordsprogene. I den sidstnævnte er det blot et af mange synonymer, der betegner “visdom”. I Sirak forekommer ordet over 20 gange, dog ikke altid, selv når udtrykket “Mose lov” bruges, i betydningen “de fem bøger” (Pentateuken). Det omfatter i almindelighed også “profetierne og resten af bøgerne” (Prologen); se Sirak 32 (Septuaginta 35),24; 33 (Septuaginta 36),1-3.

(3) Synd.

Synd skyldes den forkerte brug af menneskets frie vilje. Mennesker kan, hvis de vil, holde budene, og når de bryder med dem, er de alene selv at bebrejde (Sirak 15,14-17). Dog var det gennem en kvinde (Eva), at synden kom ind i verden, og døden ved synden (Sirak 25,24; sammenlign 1 Tim 2,14). Se Rom 5,12, hvor “ét menneske”, strengt taget “menneskevæsen” (5,14, “Adam”), gøres til syndens første årsag. Men intetsteds i Sirak læres arvesyndslæren.

(4) Prædestination.

På trods af den vægt, der lægges på “fri vilje” (se (3) ovenfor), lærer Sirak prædestinationslæren, for Gud har bestemt, at nogle mennesker skal være høje og andre lave, nogle velsignede og andre forbandede (33,10 ff).

(5) Satan.

Ordet “Satan” (Satanas) i Sirak 21,27 (det forekommer intet andet sted i Apokryferne) betegner ens eget onde hjerte, som parallelismen viser.

(6) Frelse.

Der findes ingen frelse undtagen gennem gode gerninger fra menneskets side (Sirak 14,16 f) og tilgivelse fra Guds side (Sirak 17,24-32). Den eneste forsoning sker gennem ens egne gode gerninger (Sirak 5,5 f), ved at ære forældre (Sirak 32,14 f), almissegivning osv. (Sirak 3,30; 17,19 ff). Der findes ingen objektiv forsoning (“soning”, bogstaveligt “formildelse”; det græske verbum exilaskomai er Septuagintas store ord for det hebraiske kipper, “at sone”).

(7) Offer.

De ugudeliges offer er en vederstyggelighed for Gud (Sirak 34,18 ff), selv om han selv har indstiftet ofre og førstegrøde (Sirak 45,20 f), og når de retfærdige bringer ofre til Gud, bliver de modtaget og husket i den kommende tid (Sirak 35,1-12).

(8) Fester.

Højtider såvel som årstider er indstiftet af Gud til at blive iagttaget af mennesket (Sirak 33 (Septuaginta 36),8 f; sammenlign 1 Mos 1,14).

(9) Bøn.

Pligten til bøn påpeges ofte (Sirak 37,15 osv.), den nødvendige forberedelse defineres (Sirak 17,25; 18,20.23), og dens vellykkede udfald loves (Sirak 35,17). Der må ikke være nogen tomme gentagelser (Sirak 7,14; sammenlign Matt 6,7), og der bør heller ikke være nogen modløshed i sagen (Sirak 5,10; sammenlign Jak 1,6). Mennesker skal bede under sygdom (Sirak 38,9), men lægen bør alligevel rådspørges, og hans råd følges (Sirak 38,1 f.12 ff).

(10) Angelologi.

Sirak udtrykker intetsteds klart sin tro på engle eller bruger et sprog, der antyder en sådan tro. For “en engel (ho aggelos) ødelagde dem” har hebraisk i det oprindelige sted (2 Kong 19,35) maggephah, “plage”, og det samme har syrisk, selv om Septuaginta (fulgt af Vulgata) har “engel”.

(11) Eskatologi.

Intetsteds i denne bog læres læren om et fremtidigt liv, og hele bogens undervisning giver ikke plads for en sådan lære. Mennesker vil ganske vist blive belønnet eller straffet efter deres adfærd, men i denne verden (se Sirak 2,10 f; 9,12; 11,26 f). Gengældelsen er dog ikke begrænset til enkeltpersonerne i deres levetid; den strækker sig til deres børn og omfatter deres eget ærefulde eller vanærende navn efter døden (se Sirak 11,28; 40,15; 41,6; 44,11-13). Afsnittet om Gehenna (Sirak 7,17) er uden tvivl uægte og mangler i den syriske, etiopiske osv. Da bogen tier om et fremtidigt liv, tier den nødvendigvis også om spørgsmålet om en opstandelse. Der antydes intet om et liv hinsides graven, ikke engang i Sirak 41,1-4, hvor forfatteren tager afstand fra frygten for døden. I disse forhold stemmer Sirak overens med Pentateuken og Det Gamle Testamentes profetiske og poetiske bøger (Salmerne, Job osv.), hvoraf ingen giver nogen antydning af et liv hinsides graven. Der siges lidt eller intet om det messianske håb, som må have været udbredt blandt jøder i Israels land på forfatterens tid, skønt forfatteren i Sirak 36 (Septuaginta 33),1-17 beder om Israels og Jerusalems genoprettelse, dvs., mener R.H. Charles (Eschatology, osv., 65), om indførelsen af det messianske rige.

(12) Siraks lære om visdommen.

For en almindelig drøftelse af visdomsbegrebets opkomst og udvikling i Det Gamle Testamente og i Apokryferne, se WISDOM LITERATURE. Her kan kun gives en kort redegørelse for, hvad ordet indebærer hos Sirak. Det er især i kapitlerne 1 og 24, at Ben Siras lære findes.

Visdommen er fra Gud: Han skabte den, og den må derfor have en særskilt eksistens. Alligevel er den afhængig af ham. Den er allestedsnærværende, skønt den i en særlig forstand bor hos alt kød. Visdommens rod og begyndelse, dens fylde og krone, er gudsfrygt (Sirak 1,14.16.18.21); derfor er det kun de lydige og fromme, der ejer den (Sirak 1,10.26); ja, visdommen identificeres med frygten for Herren og overholdelsen af loven (Sirak 19,20); den gøres endda til ét med Moses’ lov (Sirak 24,23), dvs. den består af praktiske principper, af forskrifter, der regulerer livet. I denne lære har vi en kombination af universalisme, fornuftsprincipper og jødisk partikularisme som den åbenbarede lovs undervisning. Det første har vi i Sirak 24,3-21; det andet i 24,23-34. Har vi i dette kapitel, ligesom i Ordsprogene, intet uden for den lære, der hører jødedommen i Israels land til? Gfrorer (op. cit., II, 18 ff) benægter dette og hævder, at hele Sirak 24 blev skrevet af en alexandrinsk jøde og optaget uændret af Ben Sira. Men hvad findes der i dette kapitel, som en ortodoks, velinformeret jøde fra Israels land på Ben Siras tid ikke udmærket kunne have skrevet? Det er et helt andet spørgsmål, om hele denne visdomsopfattelse i de såkaldte visdomsbøger ikke i et vist mål skyldes græsk, om end ikke alexandrinsk, indflydelse, medmindre den græske indflydelse virkelig kom ad vejen gennem Alexandria. I Sokrates’ filosofi, og i mindre udelukkende forstand hos Platon og Aristoteles, er det gode menneske den vise. Cheyne (Job and Solomon, 190) går sandsynligvis for vidt, når han siger: »Af græsk filosofi var Sirak, så vidt vi kan se, helt upåvirket.«

2. Moral:

Det etiske princip hos Sirak er hedonisme eller individuel utilitarisme, ligesom det er i Ordsprogene og Det Gamle Testamente i almindelighed, skønt taknemmelighed mod Gud for den kærlighed, han har vist, og de gode gerninger, han har gjort, i Salmerne og i de profetiske skrifter er grundlaget for utallige appeller og løfter. Desuden nås det individuelle synspunkt kun i de sene dele af Det Gamle Testamente. I de ældre gammeltestamentlige bøger, ligesom hos Platon osv., er det staten, der udgør enheden, ikke det enkelte menneske. Belønningerne og straffene for adfærd, god og dårlig, hører denne nuværende verden til. Se hvad der er sagt i (11) »Eskatologi« ovenfor; se også Sirak 2,7 f; 11,17; 16,6 f; 40,13 f osv.

Det hedonistiske princip føres så vidt, at vi opfordres til at hjælpe de gode, fordi de med størst sandsynlighed vil vise sig nyttige for os (Sirak 12,2); til at hjælpe vores medmenneske i nød, for at han i sine velmagtsdage kan være vores ven (Sirak 22,23); sammenlign Jesu Kristi lære (Luk 6,30-36). Venner skal begrædes for syns skyld (Sirak 38,17). Alligevel er mange af forskrifterne ophøjede. Vi formanes til at vise venlighed og overbærenhed mod de fattige og til at hjælpe vores medmenneske (Sirak 29,8.20); til at give almisse (Sirak 12,3); tale venligt (Sirak 18,15-18); herrer bør behandle tjenere som brødre, ja som de selv ville behandles (Sirak 7,20-22; 33,30 f); forældre bør give agt på den rette oplæring af deres børn (Sirak 3,2; 7,23; 30,1-13); og børn bør respektere og adlyde deres forældre (Sirak 3,1-16). Det er menneskers pligt at forsvare sandheden og kæmpe for den. Så skal Herren kæmpe for dem (Sirak 4,25.28). Hovmod fordømmes (Sirak 10,2 ff), og ydmyghed (Sirak 3,18) såvel som tilgivelse (Sirak 28,2) anbefales.

3. Sæder:

Sirak er lige så meget en etikettekodeks som en etisk vejledning; motivet er næsten altid den enkeltes eget bedste. Der gives langt mere opmærksomhed til »manerer« i Sirak end i Ordsprogenes Bog, fordi der i Israels land var opstået et mere komplekst og kunstigt samfundsliv. Når man indbydes til et festmåltid, må man ikke vise grådighed eller være for ivrig efter at tage for sig af de gode ting, der er sat frem. Man skal være den første til at gå og ikke være umættelig (Sirak 31,12-18). Mådehold i spisning er nødvendigt både for helbredets og for anseelsens skyld (Sirak 31,19-22). Sorg over de døde er en social sømmelighed, og den bør derfor udføres omhyggeligt, eftersom forsømmelse af dette bringer dårligt rygte (Sirak 38,16 f). Det er helt forkert at stå foran folks døre og kigge og lytte: kun tåber gør dette (Sirak 21,23 f). Musik og vin prises; ja, selv en »musikkoncert« og et »vinmåltid« er gode i rette tid og med måde (Sirak 32 (Septuaginta 35),5 f). Forfatteren har ikke høje tanker om kvinden (Sirak 25,13). En mand skal være strengt på vagt over for syngende og dansende piger og skøger, og ægteskabsbrud er et onde, der skal frygtes og undgås (Sirak 36,18-26). Fra en kvinde begyndte synden, og det er gennem hende, at vi alle dør (Sirak 25,4). Alligevel har ingen brugt mere lovprisende udtryk om den gode hustru end Ben Sira (Sirak 26,1 ff), eller om hjemmets lykke, når mand og hustru »vandrer sammen i enighed« (Sirak 25,1).

4. Klogskabsråd:

Lån aldrig penge til en mand, der er mægtigere end dig selv, ellers vil du sandsynligvis miste dem (Sirak 8,12). Det er uklogt at gå i borgen for en anden (Sirak 29,18; 8,13), men for en god mand ville man gå i borgen (Sirak 29,14), og man ville endda låne ham (Sirak 29,1 ff). Man bør huske, at udlån og det at påtage sig økonomisk ansvar i de tider var venlige handlinger, ganske enkelt: den jødiske lov forbød at tage rente i enhver form (se Century Bible, »Ezra«, osv., 198). »Et fejltrin på en stenbro er bedre end et fejltrin med tungen«, så vogt din mund (Sirak 20,18); »Den, der er vis i ord, skal bringe sig selv frem; og den, der er klog, vil behage stormænd« (Sirak 20,27). Skribenten har sin klasses stolthed, for han mener, at det almindelige, uoplærte sind, som hos plovmanden, tømreren og lignende, kun har ringe evne til at behandle intellektets problemer (Sirak 38,24-34).

V. Litterær form.

Størstedelen af bogen er poetisk i form og er rig på den parallelisme, som kendetegner hebraisk poesi, skønt den er mindre antitetisk og regelmæssig end i Ordsp. Intet bestemt versemål er blevet påvist, selv om Bickell, Margoliouth og andre hævder det modsatte (se POETRY, HEBREW). Selv i prosadelene findes parallelisme. Den eneste strofiske ordning er den, der antydes af emnernes lighed.

Bickell (Zeitschr. far katholische Theol., 1882) oversatte Sirak 51,1-20 tilbage til hebraisk og forsøgte at bevise, at det er en alfabetisk akrostisk salme, og Taylor støtter denne opfattelse gennem en undersøgelse af de nyligt fundne fragmenter af den hebraiske tekst (se The Wisdom of Ben Sira, osv., af S. Schechter og C. Taylor, lxxix ff). Efter Sirak 51,12 i den græske og andre versioner har hebraisk en salme på 15 vers, der ligner Sl 136 nært; men den hebraiske version af Sirak 51,1-20 støtter ikke Bickells opfattelse, og heller ikke den salme, der kun findes i hebraisk, giver megen støtte til det, som enten Bickell eller Taylor siger. Pladsen udelukker detaljerede beviser.

VI. Forfatter.

1. Jesus, Siraks søn:

Forfatterens egentlige navn var Jesus (Jeshua, græsk Iesous(?)), mens familienavnet var »Ben Sira«. Det fulde navn ville derfor være »Jesus Ben Sira«. I Talmud og andre jødiske skrifter er han kendt som »Ben Sira«, bogstaveligt »søn (eller efterkommer?) af Sira«. Hvem Sira var, vides ikke. Ingen anden bog i Apokryferne giver sin forfatters navn sådan, som prologen til Sirak gør. I de bedste græske håndskrifter (Vaticanus, Sinaiticus, Alexandrinus) til Sirak 50,27 fremtræder forfatterens navn som 'Iesous huios Seirach Eleazar ho Hierosolumeites, »Jesus, Siraks søn, (søn af) Eleazar, jerusalemiten«. For de sidste to ord har Codex Sinaiticus ved en afskriverfejl ho hiereus ho Solumeites, »den Salomo-lignende præst«. Den hebraiske tekst til Sirak 50,27 og 51,30 giver følgende slægtslinje: Simeon, søn af Jesus, søn af Eleazar, søn af Sira, hvilket gør forfatteren til Siras sønnesøn og ikke hans søn, og sådan kaldes han af Saadia; se HDB (Nestle) og EB, II, 1165 (Toy). Vi ved intet om Ben Sira ud over det, der kan udledes af selve bogen. Han boede i Israels land (24,10 f), var en ortodoks jøde, velbevandret i i det mindste jødisk litteratur, en skarpsindig iagttager af livet med et filosofisk anlæg, men tro mod den nationale tro. Han havde rejst langt og set meget (34,11 f). Hans interesser var for almene og hans udsyn for bredt til, at han kunne være enten præst eller skriftlærd.

2. Andre opfattelser:

Mange formodninger er blevet fremsat om forfatterens identitet.

(1) At forfatteren var præst:

Sådan i Codex Sinaiticus (Sirak 50,27). I Sirak 7,29-31 taler han meget om præsteskabet, og der er talrige henvisninger til ofre i bogen. I 45,6-26 har han et langt digt til pris for Aron og hans ypperstepræstedømme. Alligevel skriver Ben Sira i det store og hele ikke som en præst.

(2) At han var ypperstepræst:

Sådan Syncellus (Chronicles, udgave Dindf., 1 525) gennem en misforståelse af et sted hos Eusebius. Men bogens lære og ånd gør denne formodning endnu mere usandsynlig end den foregående.

(3) At han var læge:

En slutning draget af Sirak 38,1 f,12 ff og andre henvisninger til den professionelle helbreder af kroppen (10,10). Men dette er et meget spinkelt grundlag at bygge en så stor bygning på.

(4) At han var en af de 72 oversættere (Septuaginta):

Sådan Lapide (Comm.), Calmer, Goldhager, en helt uunderbygget hypotese.

(5) Ingen tror naturligvis, at Salomo skrev bogen:

Skønt mange af de tidlige kirkefædre mente, at han var forfatter til de fem visdomsbøger – Ordsprogene, Prædikeren, Højsangen, Sirak og Visdommens Bog.

VII. Enhed og integritet.

Der er i det store og hele en sådan ensartethed i bogens stil og lære, at de fleste forskere er enige om at tilskrive hele bogen (bortset fra Prologen, som er oversætterens værk) til Ben Sira. Det betyder ikke, at han formulerede hver eneste linje; han må have overtaget gængse ordsprog, både skriftlige og mundtlige, og det forklarer de tilsyneladende modsigelser, som om at gå i borgen (Sirak 29,14) og at nægte at gå i borgen (Sirak 8,13; 29,18); ord til pris (Sirak 25,1; 26,1 ff.) og fordømmelse af kvinder (Sirak 25,4.13; 36,18-26); de varierende vurderinger af livet (Sirak 36,16-35; 40,1-11) osv. Men i disse tilsyneladende modsætninger har vi sandsynligvis ikke andet end supplerende principper, hvor helheden udgør den fulde sandhed. Intet er mere tydeligt i bogen end den altgennemtrængende tanke fra ét dominerende sind. Nogle har benægtet ægtheden af Sirak 51, men vidnesbyrdet er i det mindste ikke afgørende. Der er intet i dette kapitel, som er uforeneligt med resten af bogen.

I de nyligt opdagede fragmenter af den hebraiske tekst findes der en salme mellem Sirak 51,12 og 13 i de græske og engelske bibelversioner, som synes at være en kopi af Sl 136. Den mangler i versionerne, og dens ægthed er tvivlsom. Men både i de hebraiske og græske tekster findes der utvivlsomme tilføjelser og udeladelser. I den græske tekst er der hyppige glosser fra kristne redaktører eller afskrivere og andre ændringer (foretaget af oversætterne?) i retning af alexandrinsk jødedom; se Speaker's Apocrypha og andre kommentarer for detaljer.

VIII. Datering.

I selve bogen findes der ét bestemt dateringsmærke (Sirak 50,1), og i Prologen findes der et andet. Desværre er begge tvetydige. I Prologen siger oversætteren, hvis bedstefar eller forfader (græsk pappos) skrev bogen (den yngre Siracides, som han kaldes), at han kom til Egypten, hvor han fandt og oversatte denne bog i Euergetes', Egyptens konges, regeringstid. Men der var to egyptiske konger, som blev kaldt Euergetes, nemlig Ptolemaios Euergetes, eller Euergetes I (247-222 f.Kr.), og Ptolemaios VII Fyskon, eller Euergetes II (218-198 f.Kr.). Sirak 50,1 nævner, blandt de store mænd, som han priser, ypperstepræsten Simon, søn af Onias, som nævnes sidst på listen og sandsynligvis levede nær den ældre Siracides' tid. Men der var to ypperstepræster, som blev kaldt Simon, og hver af dem var søn af Onias, nemlig Simon I, søn af Onias I (ca. 310-290 f.Kr.), og Simon II, søn af Onias II (ca. 218-198 f.Kr.). Forskere er uenige om, hvilken Euergetes der menes i Prologen, og hvilken Simon i 50,1.

1. De mest sandsynlige opfattelser:

De konklusioner, som vidnesbyrdet har ført nærværende forfatter til, er disse: (1) at Simon I (død 290 f.Kr.) er den ypperstepræst, der menes; (2) at Ptolemaios VII Fyskon (218-198 f.Kr.) er den Euergetes, der menes.

(1) Til støtte for den første påstand gælder følgende:

(a) Bogen må være skrevet et stykke tid efter Simons død, for i mellemtiden havde der samlet sig et kunstigt ry omkring navnet, og selve hentydningen til ham som en fortidig helt gør det klart, at han havde været død længe. Hvis man antager, at Simon døde i 290 f.Kr., sådan som det synes sandsynligt, er det en rimelig konklusion, at det oprindelige hebraiske værk blev udarbejdet noget senere end 250 f.Kr. Hvis Simon II er den person, der sigtes til, kan bogen næppe være udarbejdet før 150 f.Kr., en umulig datering; se nedenfor.

(b) I listen over store mænd i Sirak 44-50 synges Simons lovprisninger (50,1 ff.) efter Nehemias' (Sirak 49,13), hvilket antyder, at tidsrummet mellem dem ikke var særlig stort.

(c) Josefus' »Simon den Retfærdige« var bestemt Simon I, idet denne jødiske historiker siger, at han blev kaldt sådan (Ant., XII, ii, 5) på grund af sin fromhed og godhed.

(d) Det er sandsynligt, at »Simon den Retfærdige« i Mishna ('Abhoth i.2) også er Simon I, skønt dette ikke er sikkert. Det siges om ham, at han var et af de sidste medlemmer af den store synagoge, og i Talmud er han helten i mange forherligende legender. Den såkaldte store synagoge har aldrig virkelig eksisteret, men den datering, som den får i jødisk tradition, viser, at det er Simon I, der tænkes på.

(e) I den syriske version (Pesh) lyder Sirak 50,23 således: »Lad den (freden) blive grundfæstet med Simon den Retfærdige,« osv. Nogle håndskrifter har »Simon den Gode«. Denne tekst kan naturligvis være forkert, men Graetz og Edersheim støtter den. Dette er netop den titel, som Josefus (anf. værk), Mishna og den jødiske tradition i almindelighed giver Simon I.

(f) De eneste henvisninger til Simon II i jødisk historie og tradition fremstiller ham i et ugunstigt lys. I 2 Makk 3 er han den, der forråder templet til syrerne. Selv hvis episoden i det ovennævnte kapitel var uhistorisk, må der have været et eller andet grundlag for legenden. Josefus (Ant., XII, iv, 10 f.) lader ham tage parti med Tobias' sønner imod Hyrkanos, Josefs søn, den forkerte side set fra et ortodokst jødisk synspunkt.

(g) Ypperstepræsten Simon siges (Sirak 50,1-13) at have istandsat templet og befæstet byen. Edersheim siger, at templet og byen havde behov for det, der her beskrives, på Simon I's tid, men ikke på Simon II's tid, for Ptolemaios I (247-222 f.Kr.) ødelagde i sine krige mod Demetrios mange befæstninger i Israels land for at forhindre, at de faldt i fjendens hænder; blandt disse nævnes Akko, Joppe og Gaza, og det er naturligt at tænke, at hovedstaden og dens helligdom var indbefattet. Dette er dog kun a priori-ræsonnement, og Derenbourg hævder, at Simon II må være ment, eftersom Antiokus den Store (223-187 f.Kr.) ifølge Josefus (Ant., XII, iii, 3) skrev et brev, hvori han påtager sig, at byen og templet i Jerusalem skal genoprettes fuldt ud. Dette er dog ikke det samme som at sige, at Simon II eller nogen anden på den tid faktisk genoprettede nogen af delene.

(h) Af de talrige fejl i den græske tekst synes i det mindste nogle at skyldes, at oversættelsen til dette sprog blev foretaget så længe efter affattelsen af den hebraiske original, at betydningen af flere hebraiske ord var gået tabt blandt de alexandrinske jøder. Hvis vi antager, at Simon i kapitel 50 var Simon I (død 290 f.Kr.), således at det hebraiske værk blev affattet omkring 250 f.Kr.; hvis vi yderligere antager, at Euergetes i prologen var Ptolemaios VII (død 198 f.Kr.), er der et rimeligt tidsrum til, at betydningen af det hebraiske i mange tilfælde kunne gå tabt (se Halevy, Revue semitique, juli 1899). Det må indrømmes, at der ikke findes afgørende bevis på den ene eller den anden side, men efter nærværende forfatters mening vejer vægtskålen til fordel for Simon I.

(2) Euergetes i prologen:

At prologens Euergetes, i hvis regeringstid oversættelsen blev foretaget, må have været Ptolemaios VII Physcon, Euergetes II, synes bevist af oversætterens udsagn om, at han kom til Egypten i det 38. år, epi tou Euergetou basileos, dvs. næsten med sikkerhed i Euergetes’ regeringstid; for hvilken grund kunne den yngre Sirakide have til at oplyse sin egen alder? Euergetes I regerede nu kun 25 år, men Euergetes II (Physcon) regerede i alt 54 år, fra 170 til 145 f.Kr. som regent sammen med sin far, og fra 145 til 116 f.Kr. som enehersker. Hvis vi accepterer denne fortolkning af ordene ovenfor, er spørgsmålet afgjort. Westcott siger imidlertid (DB, 1863, I, 479, note c), at “ordene kun kan betyde, at oversætteren i sit 38. år kom til Egypten under Euergetes’ regering.” Den anden gengivelse, som Eichhorn antog, er, tilføjer han, “absolut i strid med sætningens grammatiske struktur.” I anden udgave af DB (1893) er denne note blevet fjernet, og artiklen, som redigeret af D.S. Margoliouth (I, 841), lærer det modsatte synspunkt, som nu accepteres af næsten alle forskere (Schurer osv.). Vi kan derfor antage, at den oprindelige hebraiske bog blev affattet omkring 240-200 f.Kr., eller omtrent 50 år eller mere efter Simon I’s død, og at oversættelsen blev foretaget omkring 130 f.Kr.; for den yngre Sirakide kom til Egypten i 132 f.Kr., og han lader os forstå i prologen, at han oversatte sin bedstefars hebraiske værk næsten umiddelbart efter sin ankomst til dette land. Hvis Simon II (død 198 f.Kr.) menes i Sirak 50, er vi tvunget til at antage en datering af det oprindelige værk til omkring 150 f.Kr. for at give tid til, at den glorie af legende, som havde samlet sig omkring Simon, kunne vokse frem. Oversættelsen må i så fald være blevet fuldført omkring 20 år efter affattelsen af det hebraiske, en konklusion som vidnesbyrdet taler imod. Bogens lære hører hjemme omkring 200 f.Kr., eller lidt tidligere. Læren om opstandelsen, som læres i Daniel (165 f.Kr.), ignoreres i Sirak, da den endnu ikke er blevet jødisk lære.

2. Kort redegørelse for andre synspunkter:

(1) At Euergetes i prologen og Simon i kapitel 50 i begge tilfælde er den første af dette navn. Således Hug, Scholz, Welt, Keil, Edersheim (Speaker's Apocrypha) og mange andre. Bogen blev følgelig skrevet efter 290 f.Kr., måske i 250 f.Kr. eller senere, og oversættelsen blev foretaget engang efter 220 f.Kr., lad os sige 200 f.Kr.

(2) At Euergetes II (død 116 f.Kr.) og Simon II (død 198 f.Kr.) er de to personer, der henvises til. Således Eichhorn, De Wette, Ewald, Franz Delitzsch, Hitzig, Schurer.

(3) Hitzig (Psalms, 1836, II, 118) gjorde det oprindelige værk til et produkt af makkabæertiden--en umulig antagelse, for bogen siger slet intet om makkabæerne. Desuden prises Zadoks præstelige hus i denne bog (Sirak 50 osv.); det blev kun lidet respekteret under makkabæerkrigenes tid på grund af den sympati, det viste over for det helleniserende parti.

IX. Originalsprog.

1. Affattet på hebraisk:

Allerede før opdagelsen af de betydelige fragmenter af det, der sandsynligvis er denne bogs oprindelige hebraiske tekst, var næsten alle forskere nået til den konklusion, at Sirak blev affattet på hebraisk.

(1) Det forhold, at der fandtes en hebraisk original, angives udtrykkeligt i prologen.

(2) Hieronymus (Praef. in vers. libri Sol.) siger, at han havde set den hebraiske original--sandsynligvis den samme tekst, som ligger til grund for de nyligt offentliggjorte fragmenter, skønt vi ikke kan være sikre på dette.

(3) Citater, tilsyneladende fra den samme hebraiske tekst, forekommer ikke sjældent i talmudisk og rabbinsk litteratur.

(4) Der er nogle ordspil i bogen, som går tabt i græsk, men som dukker op igen i den opdagede hebraiske tekst, f.eks. (Sirak 43,8) ho men kata to onoma autes estin auxanomene (læs ananeomene), “måneden kaldes efter hendes navn,” chodhesh kishemo hu' mitchadhes, “månen fornyer sig i overensstemmelse med sit navn”; de hebraiske ord for “måne” og “fornyer sig” kommer fra én rod, som om vi på dansk sagde--hvad der naturligvis ikke er dansk--“månen måner sig.”

Der er andre tilfælde, hvor fejl og udeladelser i græsk forklares ved henvisning til den nyfundne hebraiske tekst.C, eller omtrent 50 år eller mere efter Simon I’s død, og at oversættelsen blev foretaget omkring 130 f.Kr.; for den yngre Sirakide kom til Egypten i 132 f.Kr., og han lader os forstå i prologen, at han oversatte sin bedstefars hebraiske værk næsten umiddelbart efter sin ankomst til dette land. Hvis Simon II (død 198 f.Kr.) menes i Sirak 50, er vi tvunget til at antage en datering af det oprindelige værk til omkring 150 f.Kr. for at give tid til, at den glorie af legende, som havde samlet sig omkring Simon, kunne vokse frem. Oversættelsen må i så fald være blevet fuldført omkring 20 år efter affattelsen af det hebraiske, en konklusion som vidnesbyrdet taler imod. Bogens lære hører hjemme omkring 200 f.Kr., eller lidt tidligere. Læren om opstandelsen, som læres i Daniel (165 f.Kr.), ignoreres i Sirak, da den endnu ikke er blevet jødisk lære.

Den stærkt underbyggede formodning fra tidligere år om, at bogen var skrevet på hebraisk, blev gjort til en praktisk vished gennem dr. S. Schechters og andres opdagelse i 1896 og senere af fragmenterne af en (sandsynligvis den) hebraiske tekst, som nu kaldes A B C og D. Disse indeholder langt over halvdelen af hele bogen, og at teksten i dem, som næsten altid er identisk, når de samme passager findes i mere end én af dem, er den oprindelige tekst, er i det mindste overordentlig sandsynligt.

2. Margoliouths synspunkt:

D. S. Margoliouth (Origin of the Original Hebrew of Ecclesiasticus, 1899) har forsøgt at bevise, at fragmenternes hebraiske tekst er en oversættelse af en persisk version, som selv er afledt af græsk og syrisk. De beviser, han fremlægger, har ikke overbevist forskerne.

(1) Han henviser til ord på hebraisk, som på dette sprog er meningsløse, og han forsøger at vise, at de er forklædte persiske ord. I virkeligheden er afskriveren i sådanne tilfælde kommet helt på afveje, eller ordet er ulæseligt.

(2) Der synes ganske vist at være persiske glosser, men de er ikke nogen del af den oprindelige tekst, og der kan ikke være nogen rimelig tvivl om, at de skyldes en persisk læser eller afskriver.

(3) Der er mange tilfælde, hvor det kan bevises, at hebraisk har en bedre og ældre tekst end græsk eller syrisk (se Konig, The Expository Times, XI, 170 ff).

(4) Hvad sprogets karakter angår, kan det siges, at det i syntaks i det store og hele stemmer overens med Det Gamle Testamentes klassiske hebraisk, men dets ordforråd forbinder det med de seneste gammeltestamentlige bøger. Således har vi brugen af "waw-consecutive" med imperfektum (Sirak 43,23; 44,9.23; 45,2 f osv.) og med perfektum (Sirak 42,1.8.11), skønt brugen af det simple waw med begge tider også forekommer. Denne blandede brug er netop, hvad vi møder i den seneste del af Det Gamle Testamente (Prædikeren, Ester osv.). Hvad ordforrådet angår, har ordet chephets betydningen "ting", "sag" i Sirak 20,9, ligesom i Præd 3,1; Præd 5,7; Præd 8,6. Generelt kan det siges, at hebraisk her er fra den tidlige efterbibelske tid. Margoliouth hævder, at den bevarede hebraiske version ikke er ældre end det 11. århundrede, hvilket er umuligt. Hans fejl skyldes, at han forveksler håndskrifternes alder med alderen på den version, de indeholder.

(5) Det indrømmes ikke desto mindre, at i nogle tilfælde bevarer syrisk eller græsk eller begge tilsammen en ældre og korrekt tekst end hebraisk, men dette skyldes, at sidstnævnte undertiden er blevet fejlafskrevet og bevidst ændret.

(6) De talrige hebraismer i den græske version, som i den hebraiske har deres oprindelige udtryk, peger på den samme konklusion--at denne hebraiske tekst er bogens oprindelige form.

Margoliouth er blevet imødegået af Smend (TLZ, 1889, sp. 506), Konig (Expository Times, X, XI, 1899-1900), Noldeke (ZATW, XX, 81-94) og af mange andre. Bickell (Zeitschrift fur katholische Theol., III, 387 ff) hævder også, at den bevarede hebraiske Sirak er en oversættelse fra græsk eller syrisk eller begge.

X. Versioner.

1. Græsk:

Septuaginta-oversættelsen blev lavet direkte fra hebraisk; den er temmelig korrekt, skønt teksten i alle de bevarede håndskrifter flere steder er meget fordærvet. (1) Bogen findes i majuskelhåndskrifterne Vaticanus, Sinaiticus, Ephraemi og en del af Alexandrinus, forholdsvis fri for glosser, skønt den vrimler med åbenlyse fejl.

(2) Teksten findes i en langt renere form i Codex Venetus og også i Codex Sinaiticus (ca) og en del af Codex Alexandrinus.

Alle bevarede græske håndskrifter undtagen det sene kursivhåndskrift 248 synes at gå tilbage til ét oprindeligt håndskrift, eftersom de to afsnit Sirak 30,25-33,15 og 33,16-36,11 i dem alle har byttet plads, således at 33,16-36,11 følger efter 30,24, og 30,25-33,15 kommer efter 36,11. De fleste forskere accepterer Fritzsches forklaring (Exeg. Handbuch zu den Apok, V, 21 f), nemlig at de to blade, hvorpå disse to dele (af omtrent samme størrelse) var skrevet, blev blandet sammen, så det forkerte blev sat først. Derimod har kursivhåndskriftet 248 (14. århundrede) disse afsnit i deres rette rækkefølge, og det samme gælder de syriske (Peshitta), latinske og armenske versioner og den græske version i den Complutensiske Polyglot (som overalt følger 248 og ikke majuskelhåndskrifterne) samt English Versions of the Bible, som er lavet ud fra denne Polyglot. 248's overlegenhed i forhold til det ældre håndskrift (B S A C V) ses også i andre dele af den græske tekst. I de andre græske håndskrifter er Sirak 3,25 udeladt, ligesom hos Edersheim og de fleste kommentatorer før opdagelsen af den hebraiske tekst. Men denne sidste støtter 248 i at bevare verset, og det beholdes nu almindeligvis. I 43,23 læses "øer" korrekt af 248, Vulgata, syrisk, 23 og hebraisk, men ældre græske håndskrifter læser "Jesus", hvilket giver nonsens ("Og Jesus plantede hende" [auten] i stedet for "han plantede øer deri"). De andre håndskrifter har en tekst, som ikke giver nogen mening i 43,26: English Versions of the Bible: "På grund af ham lykkes hans ende." Græsken i 248 og hebraisk giver denne mening: "Englen er udrustet til sin opgave," osv.

2. Syrisk:

Den syriske (Peshitta) version anerkendes nu næsten universelt som værende lavet fra hebraisk, hvoraf den i det store og hele er en trofast gengivelse. Nogle steder stemmer den dog overens med Septuaginta imod hebraisk, sandsynligvis under indflydelse af den unøjagtige forestilling, at den græske tekst er den oprindelige. I denne version står de to afsnit Sirak 30,25-33,5 og 33,16-36,11 i den rette rækkefølge, som i hebraisk, et nyt bevis på, at syrisk ikke er oversat fra græsk

3. Latin:

Vulgata (Hieronymus' latinske bibel, 390-405 e.Kr.) stemmer overens med den gammellatinske, som nøje følger Septuaginta. Lapide, Sabatier og Bengel forsøgte at bevise, at Vulgata (Hieronymus' latinske bibel, 390-405 e.Kr.) byggede på den tabte hebraiske original, men de beviser, de fremlægger, er langt fra at udgøre et bevis, og nyligt opdagede hebraiske fragmenter viser, at de tog fejl. De to afsnit, som er ombyttet i Septuaginta (undtagen 248), er også ombyttet i den latinske tekst, hvilket viser, at denne bygger på den græske tekst. Den latinske tekst til både Sirak og Visdommen efter codex Amiant gives af Lagarde i hans Mittheilungen, I, 243-84. Den følger nøje den græske tekst.

4. Engelsk:

King James Version følger kursivhåndskrifterne og gentager ofte deres fejl. Revised Version (britisk og amerikansk) bygger for størstedelen på uncialhåndskrifterne og afviger derfor ofte fra hebraisk. Sirak 3,19 bevares af King James Version, men udelades af Revised Version (britisk og amerikansk). For versets sidste led ("hemmeligheder åbenbares for de sagtmodige") støttes King James Version af codex 248, syrisk og hebraisk. Begge engelske bibeloversættelser bør rettes efter hebraisk i Sirak 7,26 og 38,1.15.

For fyldigere oplysninger om oversættelser, se Speaker's Apocrypha, II, 23-32 (Edersheim); Kautzsch, Die Apok. des Altes Testament, I, 242 ff (Ryssel), og artiklen af Nestle i HDB, IV, 544 ff.

LITTERATUR.

Ud over bøger nævnt under Apokryfer og i løbet af denne artikel bemærkes følgende:

(1) Teksten til de hebraiske fragmenter:

For beretninger om opdagelsen og tydningerne af disse, se HDB, IV, 546 f (Nestle); Bible Polyglotte (F. Vigoureux), V, 4 ff; Schurer GJ V4, III, 221 ff. Den hidtil kendte hebraiske tekst er bekvemt trykt i følgende: H. L. Strack, Die Spruche Jesus, etc. (med noter og glossar), Leipzig, 1903; Isaac Levi, The Hebrew Text of Ecclesiasticus (med noter og glossar), Leiden, 1906; Rudolf Smend, Die Weisheit des Jesus Sirach, Hebrew und Deutsch (med noter og glossar), Berlin, 1906. Hebraisk findes også i Bible Polyglotte, udgave F. Vigoureux, med Septuaginta, Vulgata (Hieronymus' latinske bibel, 390-405 e.Kr.) og en fransk oversættelse i parallelle spalter. (Ingen anden polyglot er udkommet siden opdagelsen af hebraisk.) Der er paralleltekster på hebraisk, syrisk, græsk og engelsk, og desuden nyttige noter og tabeller i The Original Hebrew of Sirach 39:15-49:11, af Cowles og Neubauer, Oxford, 1897. Endnu senere og fyldigere er The Wisdom of Ben Sira in Hebrew and English, med noter til hebraisk af Schechter og Taylor, Cambridge, 1899.

(2) Kommentarer:

Værkerne af Fritzsche (1859), som forsømmer vidnesbyrdet fra syrisk og ignorerer de hebraiske idiomer i bogen, og af Bissell (1880) og Edersheim (1888) udkom før opdagelsen af de hebraiske fragmenter. Den sidstnævnte viser både lærdom og opfindsomhed i at opspore de hebraiske idiomer og i at forklare vanskeligheder ved hjælp af hebraisk. Følgende kommentarer tager fuldt hensyn til den hebraiske tekst, så langt den er opdaget: Israel Levi, L'Ecclesiastique ou la sagesse de Jesus fils de Sira: traduit et commente, Paris, 1898, 1901; Ryssel i Kautzschs Apok. des Altes Testament, I, 280-475, særdeles værdifuld, især for teksten og indledningen, men han tager kun hensyn til de hebraiske fragmenter, som Cowley og Neubauer udgav i denne bog. For at fuldstændiggøre hans behandling af de hebraiske dele, der blev udgivet efter at han skrev, se yderligere artikler af ham i Stud. u. Krit., 1900-1-2; Knabenbaur, Commentarius in Ecclesiasticum, Paris, 1902; Peters, Der jungst wieder aufgefundene hebraische Text des Buches Ecclesiasticus, 1902 (sammenlign omtalen af Smend, Theologische Literaturzeitung, 1903, 72-77); Smend, Die Weisheit des Jesus Sirach erklart, 1906 (fuld drøftelse af bogen i det nyeste lys; sammenlign omtale af Julicher i TLZ, 1908, 323-29). The New Oxford Apocrypha (Introduction and Notes), udgivet af R. H. Charles (1913), indeholder en fyldig indledning og kommentar. J. H. A. Hart har særskilt udgivet en kritisk udgave af codex 248, hvori han sammenholder de vigtigste autoriteter, både håndskrevne og trykte.

(3) Leksika:

Af leksikonartiklerne er dem i HDB (Nestle, stærk i det kritiske, men svag og mangelfuld på den historiske og eksegetiske side); Encyclopedia Biblica (C. H. Toy, solid og velafbalanceret); se også Jewish Encyclopedia (Israel Levi) og Encyclopedia Britannica (11. udgave) (W. Baxendale). For et detaljeret register over litteraturen, se HDB (Nestle); Jew Encyclopedia, "Sirach" (Israel Levi); og især Schurer, GJ V4, III, 219 ff.

T. Witton Davies