Evangelierne

Det centrale faktum i den kristne forkyndelse var meddelelsen om, at Frelseren var kommet til verden (Matt 4,23; Rom 10,15); og de første kristne forkyndere, som kaldte deres beretning om Kristi person og mission med betegnelsen evangelion_ (= godt budskab), blev kaldt _evangelistai (= evangelister) (Ef 4,11; ApG 21,8).

Der findes fire historiske beretninger om Kristi person og gerning: “den første ved Matthæus, som forkynder Forløseren som den lovede konge i Guds rige; den anden ved Markus, som erklærer ham for ‘en profet, mægtig i gerning og ord’; den tredje ved Lukas, om hvem man kunne sige, at han fremstiller Kristus i den særlige egenskab af synderes Frelser (Luk 7,36; 15,18); den fjerde ved Johannes, som fremstiller Kristus som Guds Søn, i hvem guddom og menneskelighed bliver ét. Den gamle kirke gav Matthæus løvens symbol, Markus et menneskes, Lukas oksens og Johannes ørnens: dette var kerubernes fire ansigter” (Ez 1,10).

Datering. Evangelierne blev alle skrevet i den sidste del af det første århundrede, og der findes tydelige historiske vidnesbyrd, som viser, at de blev brugt og anerkendt som autentiske før slutningen af det andet århundrede.

Indbyrdes forhold. “Hvis omfanget af alle overensstemmelserne sættes til 100, vil deres forholdsmæssige fordeling være: Matthæus, Markus og Lukas, 53; Matthæus og Lukas, 21; Matthæus og Markus, 20; Markus og Lukas, 6. Ser man kun på det samlede resultat, kan man sige, at af indholdet i de synoptiske evangelier [dvs. de første tre evangelier] er omkring to femtedele fælles for de tre, og at de dele, der er særlige for den ene eller den anden af dem, kun er lidt mere end en tredjedel af helheden.”

Oprindelse. Kopierede evangelisterne fra hinanden? Den opfattelse er velbegrundet, at evangelierne blev offentliggjort mundtligt af apostlene, før de blev nedskrevet, og at hvert af dem havde en uafhængig oprindelse.