Almisser; almissegivning

ams, ams-giv'-ing:

Det engelske ord "alms" er en forkortet form af det græske ord eleemosune (jf. "eleemosynary"), der optræder i gradvist forkortede former i tysk Almosen, Wyclifs Almesse, skotsk Aw'mons og vores alms.

De senere jøder brugte ofte "retfærdighed", tsedhaqah, i betydningen almisser, da dette efter deres opfattelse var den fremmeste retfærdighed. (Jf. vores moderne brug af "velgørenhed" om almissegivning.) Denne brug ses i Talmud og i de hyppige oversættelser af det hebraiske ord for "retfærdighed" (tsedhaqah) med "almisser" (eleemosune) i Septuaginta, skønt der ikke findes noget, der berettiger dette, i Det Hebraiske Gamle Testamente eller i Det Nye Testamentes sande tekst. Denne opfattelse af retfærdighed som almisser, der var næsten universel blandt jøder på Jesu tid og endda bredte sig blandt kristne, forklarer "almisser" i Matt 6,1, hvor den sande tekst har "retfærdighed": "Vogt jer for at øve jeres retfærdighed for menneskene for at blive set af dem" (Revised Version (British and American) med Codex Vaticanus, Codex Sinaiticus, Codex Bezae, de latinske oversættelser osv.). De orientalske oversættelser, som almindeligvis læser "almisser", kan forklares ud fra den antagelse, at "almisser" først blev skrevet i randen som en forklaring af den formodede betydning af "retfærdighed" og derefter, fordi det stemte med denne accepterede orientalske idé, blev sat i stedet for det i teksten af afskriverne.

Dikaiosune og eleemosune bruges begge i Septuaginta til at oversætte chesedh, "godhed", og bruges også begge til at oversætte tsedhaqah, "ret". Almissegivning blev ikke blot betragtet som et tydeligt bevis på retfærdighed i almindelighed, men også som en retfærdighedshandling, en retmæssig skyld til de trængende. "Ingen nægter direkte," siger Mackie; deraf, muligvis, Kristi lære i Luk 11,41: "Lad jeres retfærdighed (velgørenhed) komme indefra," "Giv jeres hjerter til almissegivning."

Med tiden gav tilskyndelsen og befalingen om at give almisser på en sandt menneskelig måde, af medlidenhed, sådan som det kommer til udtryk i 5 Mos 15,11 i King James Version: "Du skal åbne din hånd vidt for din bror, for din fattige og for din trængende i dit land," plads for en formel, fortjenstfuld praksis, som, ligesom offeret, efterhånden som mennesker kom til at mene, havde kraft til at sone menneskets synder og løskøbe det fra ulykke og død. For eksempel blev Ordsp 11,4 (jf. Ordsp 16,6; Ordsp 21,3) udlagt således: "Vand slukker flammende ild; således soner almissegivning synder" (Siraks Bog 3,30). "Saml almisser i dit forrådskammer; det skal fri dig fra nød" (Siraks Bog 29,12). Fortællingen om Tobit er særlig relevant: den er ganske enkelt en belæring om almissegivning og dens forløsende kræfter: "Almisser frelser fra døden og vil rense al synd bort" (Tobit 1,3.16; 2,14; 4,7-11; 12,8.9. Jf. Sirak 29,11 ff.). Beslægtet lære findes i rigt mål i Talmud: "Almissegivning er mere fremragende end alle offergaver," er "lig med hele loven," vil "fri fra helvedes fordømmelse," vil "gøre én fuldkommen retfærdig" osv. Ifølge Rabbi Assi er "almissegivning en mægtig paraklet mellem israelitterne og deres Fader i himlen; den bringer forløsningens tid nær" (Babha' Bathra' Talmud 10a).

Romersk-katolikkerne, som regner Tobits Bog og Siraks Bog for kanoniske, finder i dem bevistekster for deres lære om almissegivning og tillægger ligeledes gaver til de fattige stor værdi som soning for synder. Protestanter har ved en naturlig modreaktion ikke altid formået at fastholde den rette værdi af det, som var og er en vigtig kristen pligt (se Luk 12,33 i King James Version, og jf. Matt 6,19-24: "Sælg, hvad I har, og giv almisser" osv.). Det synes at være blevet betragtet sådan og opretholdt i de kristne fællesskaber indtil begyndelsen af det 4. århundrede (Apos Const II 36; Cyprian, De Opera and Eleemos. xiv).

Jesu lære om emnet er vigtig, for det første fordi den vedrører jødiske idéer og praksisser, og for det andet fordi den vedrører nutidige kristne idéer og praksisser.

Denne lære fremtræder tydeligst i Bjergprædikenen. Mens han viser, hvad der kræves af undersåtterne under det messianske herredømme, fremsætter han åbent en højere og mere åndelig moral end den, de skriftkloge og farisæerne lærte og praktiserede: "Hvis jeres retfærdighed ikke overgår de skriftkloges og farisæernes retfærdighed, skal I på ingen måde komme ind i himlenes rige" (Matt 5,20). Der fastlægger han også det almindelige princip, der er indeholdt i ordene i Matt 6,1: "Vogt jer for at øve jeres retfærdighed for menneskene for at blive set af dem," og illustrerer det ved at anvende det på de tre øvelser, der blev sat højest blandt jøderne (anbefalet samlet i Tobit 12,8), nemlig almissegivning (Matt 6,2; Matt 6,4), bøn (Matt 6,5-15) og faste (Matt 6,16-18). Jødiske forfattere hævder, at disse er "de tre hoveddiscipliner, som synagogen overdrog til den kristne kirke og den muhammedanske moské" (jf. Koranen, sura 2 40, 104; 9 54).

Det er klart, at det, Jesus her generelt forbyder, ikke er offentlighed ved udførelsen af gode gerninger, hvilket ofte er nødvendigt og passende, men pralende offentlighed med det formål at tiltrække sig opmærksomhed. (Græsken udtrykker tydeligt denne tanke om hensigt, og verbet for "at blive set" er det, hvorfra vores ord "teater" kommer.)

Jødiske forfattere, ligesom også græske og romerske filosoffer, har mange bemærkelsesværdige sentenser om skønheden og vigtigheden af at være uden pralen i dyd, især i velgørende handlinger. Essenerne havde deres skatkammer i et særligt kammer i templet, for at både det at give og det at tage skulle ske ubemærket (Mishnah, Sheq., v.6). Rabbi Eleazer sagde: "Almissegivning bør ske i hemmelighed og ikke for menneskers øjne, for den, der giver for menneskers øjne, er en synder, og Gud skal også bringe den gode gerning frem for sin dom" (B.B. 9a; jf. Præd 12,14).

Når Jesus anvender dette princip på almissegivning, lærer han sin discipel: »Når ... du giver almisse, skal du ikke lade blæse i trompet foran dig, som hyklerne gør« (Matt 6,2). Calvins formodning, som Stier og andre fulgte, og som nævnes allerede hos Euthymius, nemlig at det blandt jøder var skik, at en pralende almissegiver bogstaveligt blæste i trompet eller lod blæse i trompet foran sig på offentlige steder for at kalde de trængende sammen, er uden grundlag (Lightfoot); det samme gælder den opfattelse, som rabbinerne gjorde almindelig, og som Edersheim antog (The Temple osv., 26), at Jesus med »at blæse i trompet« hentydede til de trompetlignende beholdere af messing i templets skatkammer.

Der er intet bevis for, at disse fandtes »i synagogerne« eller »på gaderne«. »Blæs i trompet« er ifølge de græske kommentatorer og de bedste moderne autoriteter blot et billedligt udtryk, almindeligt i mange sprog, for selvfremhævelse—forsøg på at tiltrække opmærksomhed og vinde bifald (jf. vores folkelige engelske udtryk om at »blæse i sit eget horn«). Det betydningsfulde er kontrasten til den almindelige praksis, som Jesus indstiftede: »Men når du giver almisse«—»du« står efter sin placering i græsk med eftertryk—»lad da ikke din venstre hånd vide, hvad din højre gør« osv., dvs. »Langt fra at udbasunere din almissegivning for offentligheden skal du end ikke lade den være kendt for dig selv.« Calvin siger med rette, at Jesus her »i stilhed hentyder til en slags dårskab, som råder overalt blandt mennesker, at de tror, de har mistet deres møje, hvis der ikke har været mange tilskuere til deres dyder.« (Det traditionelle udsagn af Muhammed: »Ved almissegivning bør venstre hånd ikke vide, hvad højre har givet,« er tydeligvis lånt fra dette Jesu udsagn.) Det er værd at bemærke, at det, trods den folkelige praksis, både blandt de bedste af jøderne og blandt kristne var genstand for særlig omsorg og undervisning at give almisse med rette motiver og kun til dem, der var værdige til at modtage. Salmistens ord: »Salig er den, der tager sig af den fattige,« forstås som en formaning om at »vise personlig interesse for ham og ikke blot give ham almisse« (Lev. R. xxxiv). »Når du vil gøre godt, så vid, hvem du gør det mod. Giv til den gode og hjælp ikke synderen« (Siraks Bog 12,1-6; jf. Didache 1,5.6). »Den, der giver en frivillig gave, bør give med et velvilligt øje« (Yer. B.D. 4 11). Jesu ord om det »enkle« og det »onde« øje (jf. Luk 11,34-36) og Paulus’ lære: »Gud elsker en glad giver« (2 Kor 9,7-9), har deres modstykker i jødisk undervisning. Rabbi Eleazer lærte, med henvisning til Hos 10,12, denne ophøjede lære: »Den godhed, der vises ved at give almisser, afgør den endelige belønning« (Suk. 49b). Anden beslægtet undervisning foregreb på en måde Jesu højeste lære: »for at din almisse kan være i det skjulte; og din Fader, som ser i det skjulte, skal gengælde dig« (Matt 6,4).

LITTERATUR.

Kommentarer til stedet. Relevant rabbinsk litteratur. D. Cassel, Die Armenverwaltung des alten Israel, 1887.

George B. Eager