Talmud

tal'-mud (talmudh):

I. INDLEDENDE BEMÆRKNINGER OG ORDFORKLARINGER

II. TALMUDS BETYDNING

III. DEN TRADITIONELLE LOV INDTIL MISHNAS TILBLIVELSE

IV. MISHNAS (OG TALMUDS) INDDELING OG INDHOLD

1. Zera`im, "Sædekorn"

2. Mo`edh, "Fester"

3. Nashim, "Kvinder"

4. Neziqin, "Skader"

5. Kodhashim, "Hellige ting"

6. Teharoth, "Rene ting"

V. TALMUD FRA ISRAELS LAND

VI. DEN BABYLONISKE TALMUD

VII. DE IKKE-KANONISKE SMÅ TRAKTATER OG TOSEPHTA'

1. Traktater efter den 4. Cedher

2. Syv små traktater

LITTERATUR

Nærværende forfatter er for kortheds skyld nødt til at henvise til sin Einleitung in den Talmud, 4. udgave, Leipzig, 1908. Den citeres her som Introduction.

Der er meget få bøger, som nævnes så ofte og dog er så lidt kendt som Talmud. Det er måske sandt, at man nu ikke kan finde nogen, som, ligesom kapucinermunken Henricus Seynensis, mener, at "Talmud" er navnet på en rabbiner. Alligevel hersker der stadig megen uvidenhed om dette emne i mange kredse. Mange er bange for at sætte sig ind i det, da det kan være for vanskeligt eller for trættende; andre (antisemitterne) ønsker ikke, at korrekt information om dette emne skal udbredes, fordi det i alvorlig grad ville gribe forstyrrende ind i deres brug af Talmud som middel i deres agitation mod jøderne.

I. Indledende bemærkninger og ordforklaringer.

(1) Mishnah, "den mundtlige lære og studiet af den" (fra shanah, "at gentage", "at lære", "at undervise"), især

(a) hele den mundtlige lov, som var blevet til indtil slutningen af det 2. århundrede e.Kr.;

(b) hele læren fra en af de rabbinere, der levede i de første to århundreder e.Kr. (tanna', flertal tanna'im);

(c) en enkelt læresætning;

(d) en samling af sådanne læresætninger;

(e) frem for alt den samling, som blev udarbejdet af Rabbi Jehudah (eller Judah) ha-Nasi'.

(2) Gemara', "det stof, der læres" (fra gemar, "at fuldføre", "at lære"), betegner siden det 9. århundrede samlingen af Amoraimernes drøftelser, dvs. af de rabbinere, der underviste fra omkring 200 til 500 e.Kr.

(3) Talmudh, "studiet" eller "undervisningen", blev i ældre tid brugt om Amoraimernes drøftelser; nu betyder det Mishna med drøftelserne dertil.

(4) Halakhah (fra halakh, "at gå"): (a) livet, for så vidt som det styres af Loven; (b) en lovbestemt forskrift.

(5) Haggadhah (fra higgidh, "at fortælle"), den ikke-halakhiske eksegese.

II. Talmuds betydning.

Almindeligvis siges Talmud at være den jødiske lovbog. Men det er ikke tilfældet, ikke engang for de traditionelle eller "ortodokse" jøder. I virkeligheden er Talmud den kilde, hvorfra den jødiske lov skal udledes. Enhver, der vil vise, hvad den jødiske lov siger om et bestemt tilfælde (punkt, spørgsmål), må først sammenligne Shulchan `arukh med dens kommentar, dernæst de andre lovsamlinger (Maimonides, Alphasi osv.) og responsa-litteraturen og til sidst de talmudiske drøftelser; men han har ikke lov til at afsige en afgørende kendelse alene på Talmuds autoritet (se Intro, 116, 117; David Hoffmann, Der Schulchan-Aruch, 2. udgave, Berlin, 1894, 38, 39). På den anden side er ingen afgørelse gyldig, hvis den strider imod resultatet af den talmudiske drøftelse. De liberale (reformerte) jøder siger, at Talmud, skønt den er interessant og som et jødisk værk fra oldtiden altid ærværdig, i sig selv ikke har nogen autoritet for tro og liv.

For både kristne og jøder har Talmud værdi af følgende grunde:

(1) på grund af sproget, idet hebraisk bruges i mange dele af Talmud (især i haggadiske stykker), aramæisk fra Israels land i Talmud fra Israels land, østaramæisk i den babyloniske Talmud (sammenlign "Litteratur", (7), nedenfor). Talmud indeholder også ord af babylonisk og persisk oprindelse;

(2) for folklore, historie, geografi, natur- og lægevidenskab, retslære, arkæologi og forståelsen af Det Gamle Testamente (se "Litteratur", (6), nedenfor, og Introduction, 159-75). Særligt for kristne indeholder Talmud meget, som kan hjælpe til forståelsen af Det Nye Testamente (se "Litteratur", (12), nedenfor).

III. Den traditionelle lov indtil Mishnas tilblivelse.

Den lov, som fandtes i Moses' Torah, var den eneste skrevne lov, som jøderne besad efter deres hjemkomst fra det babyloniske eksil. Denne lov var hverken fuldstændig eller tilstrækkelig for alle tider. På grund af livsvilkårenes stadige forandringer blev nye bestemmelser nødvendige. Hvem der udformede dem, ved vi ikke. Der må have eksisteret en myndighed til at gøre dette; men den påstand, som mange har fremsat, at der efter Ezras dage fandtes et kollegium på 120 mænd kaldet "Den Store Synagoge", kan ikke bevises. Helt uholdbar er også den påstand, som de traditionelt ortodokse jøder fremsætter, at der lige siden Moses' dage ved siden af den skrevne lov også havde eksisteret en mundtlig lov med alle nødvendige forklaringer og tilføjelser til den skrevne lov.

Det, der blev føjet til den pentateukiske Torah, blev i lang tid overleveret mundtligt, som det tydeligt kan ses hos Josefus og Filon. Væksten i dette materiale gjorde det nødvendigt at ordne det. En ordning efter emne kan spores tilbage til det 1. århundrede e.Kr.; meget gammel, måske endnu ældre, er også den formelle tilpasning af dette materiale til den pentateukiske lov, eksegesens form (Midrash). Sammenlign Introduction, 19-21.

En omfattende samling af traditionelle love blev udarbejdet af Rabbi Aqiba omkring 110-35 e.Kr., hvis ikke af en tidligere lærd. Hans arbejde dannede grundlag for Rabbi Me'irs, og dette blev igen grundlaget for Rabbi Jehudah ha-Nasi's udgave af Mishna. I denne Mishna, Mishna par excellence, gengiver de anonyme dele i almindelighed, om end ikke altid, Rabbi Me'irs synspunkter.

Se Tiberias.

Forgængerne for Rabbi (som R. Jehudah ha-Nasi', "fyrsten" eller "den hellige", sædvanligvis kaldes) nedskrev, så vidt vi ved, ikke deres samlinger; ja, det er blevet benægtet af mange, især af tyske og franske rabbinere i middelalderen, at Rabbi nedskrev den Mishna, som han redigerede. Sandsynligvis forholder sagen sig sådan, at den overleverede lov ikke måtte bruges i skriftlig form til undervisningsformål og ved afgørelser i lovspørgsmål, men at skriftlige samlinger af privat karakter, samlinger af notater, for at bruge et moderne udtryk, allerede fandtes på et tidligt tidspunkt (se Intro, 10 ff).

IV. Mishnaens (og Talmuds) inddeling og indhold.

Mishnaen (ligesom også Talmud) er inddelt i seks "ordener" (cedharim) eller hoveddele, hvis navne angiver deres hovedindhold, nemlig Zera`im, landbrug; Moe`dh, fester; Nashim, kvinder; Neziqin, civil- og strafferet; Qodhashim, ofre; Teharoth, urene ting og deres renselse.

"Ordenerne" er inddelt i traktater (maccekheth, flertal maccikhtoth), nu 63, og disse igen i kapitler (pereq, flertal peraqim), og disse igen i paragraffer (mishnayoth). Det er sædvanligt at citere Mishna efter traktat, kapitel og paragraf, f.eks. Sanh. (Sanhedhrin) x.1. Den babyloniske Talmud citeres efter traktat og side, f.eks. (babylonisk Talmud) Shabbath 30b; ved citering af den jerusalemitiske Talmud angives sædvanligvis også kapitelnummeret, f.eks. (jerusalemitiske Talmud) Shabbath vi.8d (i de fleste udgaver af den jerusalemitiske Talmud har hver side to spalter, og arket har derfor fire).

1. Zera`im, "Sædekorn":

(1) Berakhoth, "Velsignelser": "Hør, Israel" (5 Mos 6,4, shema`); de 18 velsignelser, bordbøn efter måltider og andre bønner.

(2) Pe'ah, markens "Hjørne" (3 Mos 19,9; 5 Mos 24,19).

(3) Dema'i, "Tvivlsomme" frugter (korn osv.), hvor det er usikkert, om afgiften til præsterne og, i de fastsatte år, den 2. tiende er betalt.

(4) Kil'ayim, "Uensartet," to slags, forbudte blandinger (3 Mos 19,19; 5 Mos 22,9).

(5) Shebhi`ith, "Syvende år," sabbatsår (2 Mos 23,11; 3 Mos 25,1); Shemiqqah (5 Mos 15,1).

(6) Terumoth, "Løfteofre" til præsterne (4 Mos 18,8; 5 Mos 18,4).

(7) Ma`aseroth eller Ma`aser ri'shon, "Første tiende" (4 Mos 18,21).

(8) Ma`aser sheni, "Anden tiende" (5 Mos 14,22).

(9) Challah, (offer af en del af) "Dejen" (4 Mos 15,18).

(10) `Orlah, frugttræers "Forhud" i de første tre år (3 Mos 19,23).

(11) Bikkurim, "Førstegrøde" (5 Mos 26,1; 2 Mos 23,19).

2. Mo`edh, "Fester":

(1) Shabbath (2 Mos 20,10; 2 Mos 23,12; 5 Mos 5,14).

(2) `Erubhin, "Blandinger," dvs. en ideel sammenslutning af lokaliteter med det formål at lette overholdelsen af sabbatslovene.

(3) Pesachim, "Påske" (5 Mos 12; 3 Mos 23,5; 4 Mos 28,16; 5 Mos 16,1); Fjerde Mosebog 9, den anden påske (4 Mos 9,10). (4) Sheqalim, "Sekel" til templet (jf. Neh 10,33; 2 Mos 30,12 ff).

(5) Yoma', forsoningens "Dag" (3 Mos 16).

(6) Cukkah, "Hytte," løvhyttefesten (3 Mos 23,34; 4 Mos 29,12; 5 Mos 16,13).

(7) Betsah, "Æg" (traktatens første ord) eller Yom Tobh, "Fest," om forskellen mellem sabbatten og festerne (jf. 2 Mos 12,10).

(8) Ro'sh ha-shanah, "Nytår," den første dag i måneden Tishri (3 Mos 23,24; 4 Mos 29,1).

(9) Ta`anith, "Faste."

(10) Meghillah, Esters "Rulle," Purim (Est 9,28).

(11) Mo`edh qatan, "Mindre fest," eller Mashqin, "De vander" (traktatens første ord), dagene mellem den første dag og den sidste dag i påskefesten, og ligeledes i løvhyttefesten.

(12) Chaghighah, "Festoffer," bestemmelser vedrørende de tre valfartsfester (påske, ugefest, løvhyttefest); jf. 5 Mos 16,16 f.

3. Nashim, "Kvinder":

(1) Yebhamoth, "Svigerinder" (måske bedre, Yebhamuth, leviratsægteskab; 5 Mos 25,5 ff; jf. Ruth 4,5; Matt 22,24).

(2) Kethubhoth, "Ægteskabsdokumenter."

(3) Nedharim, "Løfter," og deres ophævelse (4 Mos 30).

(4) Nazir, "Nasiræer" (4 Mos 6).

(5) Gittin, "Skilsmissebreve" (5 Mos 24,1; jf. Matt 5,31).

(6) Cotah, "Den mistænkte kvinde" (4 Mos 5,11).

(7) Qiddushin, "Trolovelser."

4. Nezikin, "Skadeserstatninger":

(1), (2) og (3) Babha' qamma', Babha' metsi`a', Babha' bathra', "Den første port," "Den anden port," "Den sidste port," var i oldtiden kun én traktat kaldet Neziqin: (a) skader og kvæstelser og ansvaret; (b) og (c) ejendomsret.

(4) og (5) Sanhedhrin, "Domstol," og Makkoth, "Slag" (5 Mos 25,1 ff; jf. 1 Kor 11,24). I oldtiden kun én traktat; strafferet og straffeproces.

(6) Shebhu`oth, "Eder" (3 Mos 5,1 ff).

(7) `Edhuyoth, senere læreres "Vidnesbyrd" om tidligere autoriteters opfattelser.

(8) `Abhodhah zarah, "Afgudsdyrkelse," handel og omgang med afgudsdyrkere.

(9) 'Abhoth, (udsagn af) "Fædrene"; Tanna'im'ernes udsagn.

(10) Horayoth, (fejlagtige) "Afgørelser," og det syndoffer, der skal bringes i et sådant tilfælde (3 Mos 4,13 ff).

5. Qodhashim, "Hellige ting":

(1) Zebhahim, "Ofre" (3 Mos 1 ff).

(2) Menachoth, "Afgrødeofre" (3 Mos 2,5; 3 Mos 2,11; 3 Mos 6,7; 4 Mos 5,15, osv.).

(3) Chullin, "Almindelige ting," ikke-hellige ting; slagtning af dyr og fugle til almindelig brug.

(4) Bekhoroth, "De førstefødte" (2 Mos 13,2; 2 Mos 13,12; 3 Mos 27,26; 3 Mos 27,32; 4 Mos 8,6, osv.).

(5) `Arakhin, "Vurderinger," "ansættelser" af personer og ting, der er viet til Gud (3 Mos 27,2).

(6) Temurah, "Udskiftning" af en almindelig (ikke-hellig) ting med en hellig (jf. 3 Mos 27,10; 3 Mos 27,33).

(7) Kerithoth, "Udryddelser," straffen at blive afskåret fra Israel (1 Mos 17,14; 2 Mos 12,15, osv.).

(8) Me`ilah, "Troløshed," med hensyn til hellige ting, underslæb (4 Mos 5,6; 3 Mos 5,15).

(9) Tamidh, "Det daglige morgen- og aftenoffer" (2 Mos 29,38; 4 Mos 38,3).

(10) Middoth, "Mål" for templet.

(11) Qinnim, "Reder," ofringen af to turtelduer eller to unge duer (3 Mos 1,14; 3 Mos 5,1; 3 Mos 12,8).

6. Teharoth, "Rene ting":

Denne titel bruges eufemistisk om "urene ting":

(1) Kelim, "Kar" (3 Mos 6,20; 3 Mos 11,32; 4 Mos 19,14; 4 Mos 31,20).

(2) 'Oholoth, "Telte," den urenhed, der stammer fra et lig eller en del af det (jf. 4 Mos 19,14).

(3) Negha`im, "Spedalskhed" (4 Mos 13; 4 Mos 14).

(4) Parah, "Rød kvie"; dens aske brugt til renselse (4 Mos 19,2).

Se RØD KVIE.

(5) Teharoth, "Rene ting," eufemistisk om besmittelser.

(6) Mikwa'oth, "Dukkebade" (3 Mos 15,12; 4 Mos 31,33; 3 Mos 14,8; 3 Mos 15,5 ff; jf. Mark 7,4).

(7) Niddah, "Den menstruerende" (3 Mos 15,19; 3 Mos 15,12).

(8) Makhshirin, "Forberedere," eller Mashqin, "Væsker" (traktatens første ord). Syv væsker (vin, honning, olie, mælk, dug, blod, vand), som har tendens til at få korn osv. til at blive urent (jf. 3 Mos 11,34; 3 Mos 11,37 f).

(9) Zabhim, "Personer med udflåd," flåd (3 Mos 15).

(10) Tebhul yom, "En person, som har taget det rituelle bad i løbet af dagen," og som er uren indtil solnedgang (3 Mos 15,5; 3 Mos 22,6).

(11) Yadhayim, "Hænder," hænders rituelle urenhed og deres renselse (jf. Matt 15,2; Matt 15,20; Mark 7,22 ff).

(12) `Uqtsin, "Stilke," overførsel af rituel urenhed ved hjælp af planters stilke og skaller.

V. Talmud fra Israels land.

Et andet navn, Talmudh Yerushalmi ("Jerusalem-Talmud"), er også gammelt, men ikke nøjagtigt. Talmud fra Israels land gengiver drøftelserne hos amoræerne i Israels land, som underviste fra det 3. århundrede e.Kr. indtil begyndelsen af det 5., især i skolerne eller akademierne i Tiberias, Cæsarea og Sepphoris. Udgaverne og Leyden-håndskriftet (i de andre håndskrifter findes der kun få traktater) indeholder kun de fire cedharim i-iv og en del af Niddah. Vi ved ikke, om de andre traktater på noget tidspunkt havde en Gemara fra Israels land. "Den Mishna, som Talmud fra Israels land hviler på," siges at findes i håndskriftet Add. 470,1 i universitetsbiblioteket i Cambridge, England (udg. W.H. Lowe, 1883). Traktaterne `Edhuyoth og 'Abhoth har ingen Gemara i Talmud fra Israels land eller i den babyloniske.

Nogle af de mest berømte amoræere fra Israels land kan nævnes her (jf. Introduction, 99 ff): 1. generation: Chanina bar Chama, Jannai, Jonathan, Osha'ya, haggadisten Joshua ben Levi; 2. generation: Jochnnan bar Nappacha, Simeon ben Lackish; 3. generation: Samuel bar Nachman, Levi, Eliezer ben Pedath, Abbahu, Ze`ira (i); 4. generation: Jeremiah, Acha', Abin (i), Judah, Huna; 5. generation: Jonah, Phinehas, Berechiah, Jose bar Abin, Mani (ii), Tanhuma'.

VI. Den babyloniske Talmud.

Den babyloniske Talmud er senere og mere omfattende end Talmud fra Israels land og har højere autoritet for jøderne. I den første cedher er det kun Berakhoth, der har en Gemara; Sheqalim i den 2. cedher har i håndskrifterne og i udgaverne Gemaraen fra Israels land; Middoth og Qinnim i den 5. cedher har ingen babylonisk Gemara. De største jødiske akademier i Babylonien lå i Nehardea, Cura, Pumbeditha og Mahuza.

Blandt de største babyloniske amoræere er følgende (jf. Introduction, 99 ff): 1. generation: Abba Arikha eller, kort, Rab i Cura (død 247 e.Kr.). Mar Samuel i Nehardea (død 254 e.Kr.). 2. generation: Rab Huna, Rab Judah (bar Ezekiel). 3. generation: Rab Chisda, Rab Shesheth, Rab Nachman (bar Jacob), Rabbah bar Chana, fortælleren, Rabbah bar Nahmai, Rab Joseph (død 323 e.Kr.). 4. generation: Abaye, Raba' (bar Joseph). 5. generation: Rab Papa. 6. generation: Amemar, Rab Ashi.

VII. De ikke-kanoniske små traktater og Tocephta'.

I udgaverne af den babyloniske Talmud efter den 4. cedher finder vi nogle traktater, som vi ikke vil forbigå i tavshed, da de ikke er uden nogen interesse, skønt de ikke hører til Talmud selv (jf. Introduction, 69 ff).

1. Traktater efter den 4. Cedher:

(1) 'Abhoth deRabbi Nathan, en udvidelse af traktaten 'Abhoth, udgave. S. Schechter, Wien, 1887.

(2) Copherim, udgave Joe Muller, Leipzig, 1878.

(3) 'Ebhel Rabbathi, "Sorg," eller, eufemistisk, Semachoth, "Glæder."

(4) Kallah, "Brud."

(5) Derekh 'erets, "Verdens vej," dvs. opførsel; Rabba' og Zuta', "Stor" og "Lille."

2. Syv små traktater:

Septem Libri Talmudici parvi Hierolymitani, udgave. R. Kirchheim, Frankfurt a. Main, 1851: Cepher Torah, Mezuzah, Tephillin, Tsitsith, `Abhadhim, Kuthim (samaritanere), Gerim (proselytter).

Tocephta', et værk parallelt med Rabbis Mishna, siges at repræsentere synspunkterne hos R. Nehemiah, discipel af R. Aqiba, udgave. M. S. Zuckermandel, Posewalk, 1880. Zuckermandel forsøger at vise, at Tocephta' indeholder resterne af den gamle Mishna fra Israels land, og at det værk, der almindeligvis kaldes Mishna, er produktet af en ny revision i Babylonien (jf. hans Tosephta, Mischna und Boraitha in ihrem Verhaltnis zu einander, 2 bind, Frankfurt a. Main, 1908, 1909).

LITTERATUR.

(1) Indledninger:

Hermann L. Strack, Einleitung in d. Talmud, 4. udgave, Leipzig, 1908, hvor andre bøger om dette emne nævnes, s. 139-44.

(2) Håndskrifter (Introduction, 72-76):

Der findes håndskrifter af hele Mishna i Parma, i Budapest og i Cambridge, England (det sidstnævnte er udgivet af W.H. Lowe, 1883). Den eneste codex af den palæstinensiske Talmud findes i Leyden; Louis Ginsberg, Yerushalmi Fragments from the Genizah, bind I, tekst med forskellige læsemåder fra editio princeps, New York, 1909 (372 s., 4to). Den eneste codex af den babyloniske Talmud blev udgivet i sin helhed i 1912 af nærværende forfatter: Talmud Babylonian codicis Hebrew Monacensis 95 phototypice depictum, Leyden (1140 tavler, royal folio). Om håndskrifterne i Vatikanet se S. Ochser, ZDMG, 1909, 365-93,126, 822 f.

(3) Udgaver (Introduction, 76-81):

(a) Mishna, editio princeps, Napoli, 1492, folio, med kommentaren af Moses Maimonides; Riva di Trento, 1559, folio, indeholder også kommentaren af Obadiah di Bertinoro. Den nye udgave trykt i Wilna indeholder et stort antal kommentarer

(b) Den jerusalemitiske Talmud, editio princeps, Venedig, 1523 f, folio; Krakow, 1609, folio. Af en ny udgave, påbegyndt af Asia Minor Luncz, Jerusalem, 1908 ff, er to bøger, Berakhoth og Pe'ah, allerede udgivet. En anden ny kritisk udgave, med tysk oversættelse og noter, blev påbegyndt i 1912 af G. Beer og O. Holtzman (Die Mischna, Giessen). Sammenlign også B. Ratner, Ahabath Tsijjon Wirushalayim, Varianten und Erganzungen des Jerusalem Talmuds, Wilna, 1901 ff.

(c) Babylonisk Talmud, editio princeps, Venedig, 1520-23. Udgaven, Basel, 1578-81, er stærkt skamferet af Marcus Marinus' censur; Amsterdam, 1644-48, Berlin 1862-66. Sammenlign R. Rabbinowicz, Variae Lectiones in Mishna et in Talmud Babylonicum, München, 1868-86, Przemysl, 1897 (cedharim 3, 6 og 5 mangler delvis).

(4) Oversættelser:

E. Bischoff, Krit. Geschichte d. Tal-mudubersetzungen, Frankfurt a. Main, 1899.

(a) Mishna, latin: Gull. Surenhusius, Amsterdam, 1698-1703 (indeholder også en oversættelse af Maimonides og Obadiah di Bertinoro); tysk: J.J. Rabe, Onolzbach, 1760 ff; A. Saminter, D. Hoffmann og andre, Berlin, 1887 ff (endnu ikke fuldstændig); engelsk: De Sola og Raphall, 18 Treatises from the Mishna, London, 1843; Josephus Barclay, The Talmud, a Translation of 18 Treatises, London, 1878 (men 7 traktater findes også hos De Sola og Raphall); Fiebig, Ausgewahlte Mischnatractate, Tübingen, 1905 ff (annoteret tysk oversættelse).

(b) Den jerusalemitiske Talmud, latin: 20 traktater i B. Ugolini, Thesaurus antiquitatum sacrarum, bind XVII-XXX, Venedig, 1755 ff. Fransk: M. Schwab, Paris, 1878-89 (i 1890 udkom en 2. udgave af bind I).

(c) Babylonisk Talmud, tysk: L. Goldschmidt, Berlin (Leipzig), 1897 ff; giver også teksten fra den 1. venetianske udgave og nogle variantlæsninger (cedharim 1, 2 og 4 er fuldstændige); A. Wunsche, Der Babylonian Talmud in seinen haggadischen Bestandteilen ubersetzt, Leipzig, 1886-89. Engelsk: M.L. Rodkinson, New Edition of the Babylonian Talmud .... Translated into English, New York, 1896 ff (er snarere en forkortelse (upålidelig)).

(5) Kommentarer (Introduction, 146-51):

(a) Mishna:

Moses Maimonides (1135-1204), Obadiah di Bertinoro (død 1510), Yom-Tobh Lipmann Heller (1579-1654), Israel Lipschutz.

(b) Babylonisk Talmud:

Rashi eller Solomon Yitschaqi (død 1105); The Tosaphoth (se L. Zunz, Zur Geschichte und Literatur, Berlin, 1845, 29-60); Menahem ben Solomon eller Me'-iri (1249-1306); Solomon Luria (død 1573), almindeligvis kaldt Maharshal; Bezaleel Ashkenazi (16. århundrede), forfatter til Shittah Mequbbetseth; Samuel Edels (1559-1631) eller Maharsha'; Meir Lublin (død 1616); Elijah Wilna (død 1797); Aqiba Eger (død 1837).

(6) Enkelte traktater (sammenlign Introduction, 151-55):

(a) Mishna:

Nærværende forfatter udgiver: Ausgewahlte Misnatraktate, nach Handschriften und alten Drucken (Text vokalisiert, Vokabular), ubersetzt und mit Berucksichtigung des Neuen Testaments erlautert, Leipzig (J. C. Hinrichs); Yoma', 3. udgave, 1912, `Abhodhah Zarah, 2. udgave, 1909, Pirqe 'Abhoth, 4. udgave, 1914, Shabbath, 2. udgave, 1914, Sanhedhrin, Makkoth, 1910, Pecachim 1911, Berakhoth, 1914. Denne serie skal fortsættes (H. Laible skriver f.eks. Nedharim); Ch. Taylor, Sayings of the Jewish Fathers, på hebraisk og engelsk, 2. udgave, Cambridge, 1897; W. A. L. Elmslie, The Mishna on Idolatry, with Translation, Cambridge, 1911.

(b) Gemara, Berakhoth, tysk:

E. M. Pinner, Berlin, 1842, fol; Pe'ah (jerusalemitiske Talmud), tysk: J. J. Rabe, Ansbach, 1781; Cukkah, latin: F. B. Dachs, Utrecht, 1726, 4to; Ro'sh ha-shanah, tysk: M. Rawicz, Frankfurt a. Main, 1886; Ta`anith tysk: Straschun Halle, 1883; Chaghighah, engelsk: A. W. Streane Cambridge, 1891; Kethubhoth, tysk: M. Rawicz, 1891; Cotah, latin: J. Chr. Wagenseil, Altdorf, 1674-78; Babha' Metsi`a', tysk: A. Sammter, Berlin, 1876, fol; Sanhedhrin, latin: Ugolini, Thesaurus, bind XXV, tysk: M. Rawicz, 1892; `Abhodhah Zarah, tysk: F. Chr. Ewald, Nürnberg, 1856; Zebhachin og Menachoth, latin: Ugolini, Thesaurus, bind XIX; Hullin, tysk: M. Rawicz, Offenburg, 1908; Tamidh, latin: Ugolini, Thesaurus, bind XIX.

(7) Hjælpemidler til grammatisk forståelse (Introduction, 155-58):

(a) Mishna:

M. H. Segal, "Misnaic Hebrew," JQR, 1908, 647-737; K. Albrecht, Grammatik des Neuhebraischen (Sprache der Mishna), München, 1913;

(b) Talmud:

J. Levy, Neuhebr. und chald. Worterbuch, Leipzig, 1876-89; M. Jastrow, Dictionary of the .... Talmud Babylonian and Yerushalmi, New York, 1886-1903; W. Bacher, Die Terminologie der jud. Traditionsliteratur, Leipzig, 1905; G. Dalman, Grammatik des judischpalastin. Aramaisch, 2. udgave, Leipzig, 1905; C. Levias, Grammar of the Aramaic Idiom Contained in the Babylonian Talmud, Cincinnati, 1900; Max L. Margolis, Grammar of the Aramaic Language of the Babylonian Talmud with a Chrestomathy, München, 1909.

(8) Haggada (Introduction, 159-62):

De haggadiske elementer i Jerusalem-talmud er samlet af Samuel Jaffe i Yepheh Mar'eh, Konstantinopel, 1587 osv.; dem i den babyloniske af Jacob ibn Chabib i `En Ya`aqobh, Saloniki, omkring 1516 osv.; W. Bacher, Die Agada der Tannaiten, 2 bind, Strassburg, 1884, 1890 (1. bind, 2. udgave, 1903); Die A. der babylon. Amoraer, 1878; Die A. der Amoraer fra Israels land, 1892-99, 3 bind; P. T. Hershon, A Talmudic Miscellany or 1001 Extracts, London, 1880; Treasures of the Talmud, London, 1882.

(9) Teologi (Introduction, 162-65):

F. Weber, Judische Theologie, 2. udgave, Leipzig, 1897; J. Klausner, Die messianischen Vorstellungen des jud. Volkes im Zeitalter der Tannaiten, Berlin, 1904; R.T. Herford, Christianity in Talmud and Midrash, London, 1903; H.L. Strack, Jesus, die Haretiker und die Christen nach den altesten jud. Angaben (tekster, oversættelse, kommentar), Leipzig, 1910; L. Blau, Das altjudische Zauberwesen, Budapest, 1898; M. Lazarus, Die Ethik des Judentums, 2 bind, Frankfurt a. Main, 1898, 1911.

(10) Talmud og Det Gamle Testamente (Introduction, 167 f):

G. Aicher, Das Altes Testament in der Mischna, Freiburg i. Baden, 1906; V. Aptowitzer, Das Schriftwort in der rabbin. Literatur, 4 dele, Wien, 1906-11 (fortsættes; forskellige læsemåder i citaterne); P.T. Hershon, Genesis, with a Talmudical Commentary, London, 1883.

(11) Talmud og Det Nye Testamente (Introduction, 165-67):

Joh. Lightfoot, Horae hebraicae et talmudicae, udgave Leusden, 2 bind, fol T, Franeker, 1699; Chr. Schottgen, Horae hebraicae et talmudicae in universum Novum Test., 2 bind, 4to, Dresden, 1733; Franz Delitzsch, “Horae hebraicae et talmudicae,” i Zeitschrift fur die gesammte luther. Theologie u. Kirche, 1876-78; Aug. Wunsche, Neue Beitrage zur Erlauterung der Evangelien aus Talmud und Midrash, Goettingen, 1878; Th. Robinson, The Evangelists and the Mishna, London, 1859; W.H. Bennett, The Mishna as Illustrating the Gospels, Cambridge, 1884; Erich Bischoff, Jesus und die Rabbinen, Jesu Bergpredigt und “Himmelreich” in ihrer Unabhangigkeit vom Rabbinismus, Leipzig, 1905.

(12) Retsvidenskab (Introduction, 169-71):

J. L. Saalschtitz, Das Mosaische Recht, 2. udgave, Berlin, 1853; Josephus Kohler, “Darstellung des talludischen Rechts,” i Zeitschrift fur vergleichende Rechtswissenschaft, 1908, 161-264; Z. Frankel, Der gerichtliche Beweis nach mosaisch-talmud. Rechte, Berlin, 1846; P.B. Benny, The Criminal Code of the Jews, London, 1880; S. Mendelsohn, The Criminal Jurisprudence of the Ancient Hebrews, Baltimore, 1891; H.B. Fassel, Das mosaisch-rabbinische Civilrecht, Gross-Kanischa, 2 bind, 1852-54; Das mos.-rabb. Gerichtsverfahren in civilrechtl. Sachen, 1859; M. Mielziner, The Jewish Law of Marriage and Divorce, Cincinnati, 1884; D.W. Amram, The Jewish Law of Divorce, Philadelphia, 1896; M. Rapaport, Der Talmud und sein Recht, Berlin, 1912.

(13) Historie (Introduction, 171 f):

J. Derenbourg, Historie om Israels land fra Kyros til Hadrian, Paris, 1867; L. Herzfeld, Handelsgeschichte der Juden des Altertums, 2. udgave, Braunschweig, 1894; A. Buchler, The Political and the Social Leaders of the Jewish Community of Sepphoris, London, 1909; S. Funk, Die Juden in Babylonien 200-500, 2 bind, Berlin, 1902, 1908.

(14) Lægevidenskab (Intro, 173):

Jul. Preuss, Biblisch-talmudische Medizin, Berlin, 1911 (735 s.); L. Kotelmann, Die Ophthalmologie bei den alten Hebraern, Hamburg, 1910 (436 s.).

(15) Arkæologi:

Sam. Krauss, Talmudische Archaologic, 3 bind, Leipzig, 1910-1912.

Hermann L. Strack