Almagt

om-nip'-o-tens:

1. Udtryk og brug:

Substantivet "almagt" findes ikke i den engelske Bibel, og heller ikke noget substantiv, der nøjagtigt svarer til det, i den oprindelige hebraiske eller græske tekst.

Adjektivet "omnipotent" forekommer i Åb 19,6 i King James Version; det græske ord for dette, pantokrator, forekommer også i 2 Kor 6,18; Åb 1,8; Åb 4,8; Åb 11,17; Åb 15,3; Åb 16,7; Åb 16,14; Åb 19,15; Åb 21,22 (i alle disse gengiver King James Version og Revised Version (britisk og amerikansk) det med "almighty"). Det findes også ofte i Septuaginta, især som gengivelse af de guddommelige navne Yahweh tsebha'oth og 'El Shadday. I pantokrator gør elementet af "myndighed", "suverænitet", side om side med elementet af "magt", sig tydeligere gældende, end det gør for det moderne øre i "omnipotent", selv om det også er tænkt indeholdt i dette. Sammenlign desuden ho dunatos i Luk 1,49.

2. Indeholdt i Det Gamle Testamentes gudsnavne:

Den formelle opfattelse af almagt, sådan som den er udarbejdet i teologien, forekommer ikke i Det Gamle Testamente. Selve idéens indhold formidles på forskellige indirekte måder. Forestillingen om "styrke" er fra begyndelsen indbygget i Det Gamle Testamentes gudsopfattelse, idet den allerede er repræsenteret i et af de to guddommelige navne, som Israel arvede fra gammel semitisk religion, navnet 'El. Ifølge én etymologi er den også indbygget i det andet, navnet 'Elohim, og i så fald ville flertalsformen, ved at fremhæve fylden af magt hos Gud, markere en tilnærmelse til tanken om almagt.

Se GOD, NAMES OF.

I patriarkernes religion indtager forestillingen om "vælde" en fremtrædende plads, som det fremgår af det navn, der er karakteristisk for denne periode, 'El Shadday; sammenlign 1 Mos 17,1; 1 Mos 28,3; 1 Mos 35,11; 1 Mos 43,14; 1 Mos 48,3; 1 Mos 49,24; 1 Mos 49,25; 2 Mos 6,3. Dette navn betegner dog den guddommelige magt som stående i tjeneste for hans pagtsforhold til patriarkerne, som hævet over naturen og som overvinder den i forløsningens interesse.

Et andet guddommeligt navn, som fremhæver denne egenskab, er Yahweh tsebha'oth, Hærskarers Yahweh. Dette navn, der er karakteristisk for den profetiske periode, beskriver Gud som kongen, omgivet og fulgt af de himmelske hære, og da en orientalsk konges vælde måles efter glansen i hans følge, som en konge med stor, uforlignelig magt, den almægtige konge (Sl 24,10; Es 2,12; Es 6,3; Es 6,5; Es 8,13; Jer 46,18; Mal 1,14).

Endnu et navn, der udtrykker samme tanke, er 'Abhir, "Den Stærke", sammensat med Jakob eller Israel (1 Mos 49,24; Sl 132,2; Sl 132,5; Es 1,24; Es 49,26; Es 60,16). Desuden 'El Gibbor, "Gud-Helt" (Es 9,6 (om Messias); sammenlign adjektivet gibbor, Jer 20,11); og den billedlige betegnelse af Gud som Tsur, "Klippe", som især forekommer i henvendelser til Gud i Salmernes Bog (Es 30,29, King James Version "Mighty One"). Den særlige energi, hvormed den guddommelige natur virker, kommer også til udtryk i navnet 'El Chay, "den levende Gud", som Gud bærer i modsætning til de afmægtige afguder (1 Sam 17,26; 1 Sam 17,36; 2 Kong 19,4; 2 Kong 19,16; Sl 18,46; Jer 23,36; Dan 6,20; Dan 6,26). En antropomorf beskrivelse af Guds magt findes i billederne af "hånd", hans "arm", hans "finger".

Se GOD.

3. Andre udtryksmåder:

Nogle af Yahwehs egenskaber har en nær forbindelse med hans almagt. Under dette punkt kommer især Guds natur som Ånd og hans hellighed i betragtning. Fremstillingen af Gud som Ånd i Det Gamle Testamente henviser ikke primært til den guddommelige naturs ulegemlighed, men til dens iboende energi. Det fysiske element, der ligger til grund for forestillingen om Ånd, er luft i bevægelse, og i dette er det i første omgang ikke usynligheden, men kraften, der danner sammenligningspunktet. Modsætningen til "Ånd" i denne betydning er "kød", som udtrykker skabningens svaghed og afmagt over for Gud (Es 2,22; Es 31,3).

Guds hellighed i dens tidligste og videste betydning (ikke begrænset til den etiske sfære) beskriver hans værens majestætiske, særligt guddommelige karakter, det, som vækker religiøs ærefrygt i mennesket. Den er ikke en enkelt egenskab sideordnet med andre, men en særlig synsvinkel, hvorunder alle egenskaberne kan betragtes, det som gør dem forskellige fra noget som helst tilsvarende hos skabningen (1 Sam 2,2; Hos 11,9). På denne måde bliver hellighed nært forbundet med Guds magt, ja bliver undertiden synonym med guddommelig magt lig med almagt (2 Mos 15,11; 4 Mos 20,12), og især i Ezekiel, hvor Guds "hellige navn" ofte svarer til hans ry for magt og derfor kan ombyttes med hans "store navn" (Ez 36,20-24). Den objektive Ånd som en særskilt hypostase og som Guddommens udøvende kraft på dens ene side repræsenterer også den guddommelige magt (Es 32,15; Matt 12,28; Luk 1,35; Luk 4,14; ApG 10,38; Rom 15,19; 1 Kor 2,4).

4. Den guddommelige magts ubegrænsede omfang:

I alle disse udtryksformer tillægges Gud en stor og specifikt guddommelig magt. Udsagn, hvori denne magts absolut ubegrænsede omfang udtrykkeligt bekræftes, er sjældne. Grunden ligger dog ikke i nogen faktisk begrænsning, der er lagt på denne magt, men i den konkrete, praktiske form for religiøs tænkning, som hindrer en abstrakt formulering af princippet. Det, der skal bemærkes, er, at der intet sted fremsættes noget udsagn, som undtager noget som helst fra den guddommelige magts rækkevidde. Nærmest en almen formel kommer sådanne udsagn som, at intet er »for vanskeligt for Jahve« (1 Mos 18,14; Jer 32,17); eller »Jeg ved, at du kan gøre alt?« eller »Gud .... har gjort alt, hvad han ville« (Sl 115,3; Sl 135,6), eller, negativt, at ingen »kan hindre« Gud i at gennemføre sit formål (Es 43,13), eller at Guds hånd ikke er »blevet for kort« (4 Mos 11,23); i Det Nye Testamente: »For Gud er alle ting mulige« (Matt 19,26; Mark 10,27; Luk 18,27); »Intet er umuligt for Gud« (Revised Version (britisk og amerikansk) »Intet ord fra Gud skal være uden kraft«, Luk 1,37). Indirekte ligger Guds almagt i den virkning, der tillægges troen (Matt 17,20 »Intet skal være umuligt for jer«; Mark 9,23 »Alt er muligt for den, der tror«), fordi troen stiller den guddommelige magt til den troendes rådighed. På sin subjektive side finder princippet om uudtømmelig kraft udtryk i Es 40,28: Gud er ikke underlagt træthed. Fordi Gud er bevidst om sine ressourcers ubegrænsede omfang, er intet underfuldt i hans øjne (Zak 8,6).

5. Fremtrædelsesformer:

Det er især gennem dens fremtrædelsesformer, at den særlige egenskab ved den guddommelige magt, som gør den almægtig, bliver tydelig. Den guddommelige magt virker ikke blot i enkelte konkrete handlinger, men står i et omfattende forhold til verden som sådan. Både i naturen og i historien, i skabelsen og i forløsningen, frembringer, kontrollerer og leder den alt, hvad der sker. Intet i de virkelige eller tænkelige tings område er unddraget den (Am 9,2; Am 9,3; Dan 4,35); selv til de mindste og mest skjulte rækker af årsag og virkning strækker den sig og behersker alle virkelighedens detaljer (Matt 10,30; Luk 12,7). Der findes ingen tilfældighed (1 Sam 6,9; sammenlign med 1 Sam 6,12; Ordsp 16,33). Den behøver ikke at virke gennem sekundære årsager; den ligger selv til grund for alle sekundære årsager og gør dem til det, de er.

Det er skabende magt, som frembringer sin virkning ved et blot ord (1 Mos 1,3; 5 Mos 8,3; Sl 33,9; Rom 4,17; Hebr 1,3; Hebr 11,30). Blandt profeterne fremhæver især Esajas denne måde, hvorpå den guddommelige magt virker, i dens umiddelbarhed og pludselighed (Es 9,8; Es 17,13; Es 18,4-6; Es 29,5). Alle naturens processer tilskrives Jahves årsagsvirken (Job 5,9; Job 9,5; Job 9,38; Job 9,39; Es 40,12; Am 4,13; Am 5,8; Am 5,9; Am 9,5; Am 9,6); især nævnes Guds herredømme over havet som illustration af dette (Sl 65,7; Sl 104,9; Es 50,2; Jer 5,22; Jer 31,35). Det Gamle Testamente siger sjældent »det regner« (Am 4,7), men som regel at Gud lader det regne (3 Mos 26,4; 5 Mos 11,17; 1 Sam 12,17; Job 36,27; Job 36,29; Job 36,65; Matt 5,45; ApG 14,17).

Det samme gælder historiens processer. Gud råder suverænt, ikke blot over Israel, men over alle andre folkeslag, selv over de mægtigste, f.eks. assyrerne, som sine redskaber til at gennemføre sit formål (ApG 1-2; ApG 7; Es 10,5; Es 10,15; Es 28,2; Es 45,1; Jer 25,9; Jer 27,6; Jer 43,10). Profeterne tilskriver ikke blot Jahve forholdsvis større magt end folkeslagenes guder, men hans magt rækker ind i folkeslagenes sfære, og de hedenske guder lades ude af betragtning i vurderingen af hans vælde (Es 31,3).

Endnu mere end naturens og historiens sfære åbenbarer forløsningens sfære den guddommelige almagt, set fra det overnaturliges og mirakuløses synspunkt. Således lovpriser 2 Mos 15 Jahves magt i udvandringens undere. Det er Guds enestående forret at gøre undere (Job 5,9; Job 9,10; Sl 72,18); han alene kan skabe »noget nyt« (4 Mos 16,30; Es 43,19; Jer 31,22). I Det Nye Testamente er den store legemliggørelse af denne forløsende almagt de troendes opstandelse (Matt 22,29; Mark 12,24) og særlig Kristi opstandelse (Rom 4,17; Rom 4,21; Rom 4,24; Ef 1,19); men den kommer til syne i hele forløsningsprocessen (Matt 19,26; Mark 10,27; Rom 8,31; Ef 3,7; Ef 3,20; 1 Pet 1,5; Åb 11,17).

6. Betydning for bibelsk religion:

Idéens betydning kan spores langs to adskilte linjer. På den ene side fremstår den guddommelige almagt som en støtte for troen. På den anden side frembringer den den specifikt religiøse bevidsthedstilstand, som Skriften kalder »Jahves frygt«. Almagt hos Gud er det, som menneskelig tro henvender sig til. I den ligger grunden til visheden om, at han er i stand til at frelse, ligesom grunden i hans kærlighed ligger til, at han er villig til at frelse (Sl 65,5; Sl 65,6; Sl 72,18; Sl 118,14-16; Ef 3,20).

Hvad angår det andet aspekt af dens betydning, fremkalder den guddommelige almagt i sig selv, og ikke blot af soteriologiske grunde, en bestemt religiøs respons. Dette gælder ikke kun Det Gamle Testamente, hvor elementet gudsfrygt forholdsvis står i forgrunden, men det gælder også fortsat Det Nye Testamente. Selv i vor Herres undervisning udelukker den fremtrædende plads, der gives Guds faderskab og kærlighed, ikke, at den guddommelige naturs transcendente majestæt, herunder almagt, fastholdes klart og gøres til en virksom faktor i opdyrkelsen af det religiøse sind (Matt 6,9). Skønheden i Jesu undervisning om Guds natur består i dette, at han holder Guds ophøjethed over enhver skabning og hans kærlige nedladenhed mod skabningen i fuldkommen ligevægt og lader dem gensidigt befrugte hinanden. Religion er mere end at indlemme Gud i den menneskelige tankes almindelige altruistiske bevægelse; den er en hengivenhed, der på ethvert punkt er præget af bevidstheden om den guddommelige eneståenhed, hvori Guds almagt indtager en fremtrædende plads.

LITTERATUR.

Oehler, Theologie des A T (3), 131, 139 ff; Riehm, Alttestamentliche Theologie, 250 ff; Dillmann, Handbuch der alttestamentlichen Theologie, 244; Davidson, Old Testament Theology, 163 ff; Konig, Geschichte der alttestamentlichen Religion, 127, 135 ff, 391, 475.

Geerhardus Vos