Allestedsnærværelse

om-ni-prez'-ens:

1. Udtrykket forekommer ikke i Skriften:

Hverken substantivet "allestedsnærværelse" eller adjektivet "allestedsnærværende" forekommer i Skriften, men tanken om, at Gud er nærværende overalt, forudsættes gennemgående og formuleres undertiden udtrykkeligt. Guds allestedsnærværelse er nært forbundet med hans almagt og alvidenhed: at han er overalt, gør ham i stand til at handle overalt og kende alle ting, og omvendt har han gennem almægtig handling og alvidende kundskab adgang til alle steder og alle hemmeligheder (jf. Sl 139). Således forstået er denne egenskab blot den tilsvarende side af den monoteistiske opfattelse af Gud som universets uendelige Skaber, Opretholder og Hersker, iboende i sine værker såvel som hævet over dem.

2. Filosofiske og folkelige forestillinger om allestedsnærværelse:

Den filosofiske idé om allestedsnærværelse er idéen om fritagelse fra rummets begrænsninger, både subjektivt og objektivt; subjektivt, for så vidt som rummet, der er en nødvendig form for al skabt bevidsthed inden for sanseiagttagelsens område, ikke på denne måde er konstitutionelt iboende i Guds sind; objektivt, for så vidt som rumrelationernes virkelighed i den skabte verden ikke pålægger Guds nærvær og virke nogen grænse. Denne metafysiske opfattelse af ophøjethed over alt rum er naturligvis fremmed for Bibelen, som med hensyn til dette, ligesom med hensyn til de andre transcendente egenskaber, iklæder åbenbaringens sandhed et folkeligt sprog og taler om fritagelse fra rummets begrænsninger i udtryk og billeder hentet fra rummet selv. Således rummer selve ordet "allestedsnærværelse" i sine to bestanddele "overalt" og "nærværende" en dobbelt utilstrækkelighed i udtrykket, idet både forestillingen om "overalt" og forestillingen om "nærvær" er rumlige begreber. Et andet punkt, hvor man må holde sig den folkelige karakter af Skriftens lære om dette emne for øje, angår måden for den guddommelige allestedsnærværelse. Når begrebet behandles filosofisk, er det vigtigt at skelne mellem dets anvendelse på Guds væsen, på hans virksomhed og på hans kundskab. Bibelen drager ikke disse skel i abstrakt form. Selv om den undertiden taler om Guds allestedsnærværelse med henvisning til hans væsens gennemtrængende immanens, nøjes den ofte med at bekræfte den universelle udstrækning af Guds magt og kundskab (5 Mos 4,39; 5 Mos 10,14; Sl 139,6-16; Ordsp 15,3; Jer 23,23; Jer 23,24; Am 9,2).

3. Teorier der benægter væsenets allestedsnærværelse:

Denne iagttagelse har givet anledning til teorier om en blot allestedsnærværelse i kraft af magt eller allestedsnærværelse ved en viljesakt, til forskel fra en allestedsnærværelse i væsen. Men det er klart, at en sådan skelnen i denne antitetiske form er fremmed for hensigten med de pågældende bibelske udsagn. Forfatterne i disse passager nøjes med at beskrive egenskabens praktiske virkninger uden at reflektere over forskellen mellem dette og dens ontologiske aspekt; det sidstnævnte bliver hverken bekræftet eller benægtet. At der ikke er tilsigtet nogen benægtelse af væsenets allestedsnærværelse, kan ses af Jer 23,24, hvor allestedsnærværelsen fra 23,23 i versets første halvdel udtrykkes med alvidenhedens begreber, mens tanken i anden halvdel får et ontologisk udtryk. Tilsvarende i Sl 139, sammenlign vers 2 med vers 7 ff. og vers 13 ff. Som her bliver Guds nærvær med sit væsen i hele rummet også i andre passager udtrykkeligt bekræftet (1 Kong 8,27; 2 Krøn 2,6; Es 66,1; ApG 17,28).

4. Benægtelse af, at tanken findes i de tidligere dele af Det Gamle Testamente:

Da allestedsnærværelse er monoteismens korrelat, benægtes tankens tilstedeværelse i de tidligere dele af Det Gamle Testamente af alle dem, der henlægger monoteismens udvikling i Det Gamle Testamentes religion til profetperioden fra det 8. århundrede og frem. Det er utvivlsomt sandt, at de tidligste fortællinger taler meget antropomorfisk om Guds forhold til rummet; de beskriver ham som en, der kommer og går, i et sprog som kunne bruges om et menneske. Men deraf følger det ikke, at de forfattere, der gør dette, opfatter Guds væsen som afgrænset af rummet. Hvor sådanne udtryksformer forekommer, er der ikke tale om Guds nærvær i almindelighed, men om hans synlige nærvær i en teofani. Hvis man ud fra det lokale element, der indgår i beskrivelsen, skulle slutte, at Gud er underlagt rummets begrænsninger, kunne man med lige så stor ret, på grundlag af de fysiske, sanselige elementer, der indgår i fremstillingen, tillægge forfatterne den opfattelse, at den guddommelige natur er legemlig.

5. Guds særlige forløsende og åbenbarende nærvær:

Den teofaniske fremtrædelsesform åbenbarer ikke, hvad Gud ontologisk er i sig selv, men blot hvordan han nedlader sig til at vise sig og virke for sit folks forløsning. Den etablerer et forløsende og åbenbarende nærvær på bestemte steder, hvilket i forfatterens tanke ikke trækker noget fra den guddommelige allestedsnærværelse. Derfor er den ikke begrænset til ét sted; de altre, der bygges som anerkendelse af den, opføres i patriarkhistorien flere steder og eksisterer side om side, idet hvert enkelt og alle tilsammen giver adgang til det særlige guddommelige nærvær. Det er betydningsfuldt, at disse teofanier og de altre, der er forbundet med dem, allerede i patriarktiden er begrænset til Det hellige land. Dette viser, at den tanke, der er indeholdt i dem, ikke har noget at gøre med en rå forestilling om Guddommen som lokalt afgrænset, men markerer begyndelsen på den gradvise genoprettelse af Guds nådige nærvær hos den faldne menneskehed, hvis fuldendelse udgør forløsningens mål. Således siges Gud at bo i arken, i tabernaklet, på Zions bjerg (4 Mos 10,35; 2 Sam 6,2; 2 Kong 19,15; Sl 3,4; Sl 99,1); i templet (Sl 1; Sl 20,2; Sl 26,8; Sl 46,5; Sl 48,2; Es 8,18; Joel 3,16; Joel 3,21; Am 1,2); i Det hellige land (1 Sam 26,19; Hos 9,3); i Kristus (Joh 1,14; Joh 2,19; Kol 2,9); i kirken (Joh 14,23; Rom 8,9; Rom 8,11; 1 Kor 3,16; 1 Kor 6,19; Ef 2,21; Ef 2,22; Ef 3,11; 2 Tim 3,15; Hebr 10,21; 1 Pet 2,5); i den eskatologiske forsamling af hans folk (Åb 21,3). I lyset af det samme princip må Guds nærvær i himlen fortolkes. Også dette skal ikke forstås som et ontologisk nærvær, men som et nærvær af en særlig teokratisk manifestation (1 Kong 8,27; Sl 2,4; Sl 11,4; Sl 33,13; Sl 104,3; Es 6,1; Es 63,15; Es 66,1; Hab 2,20; Matt 5,34; Matt 6,9; ApG 7,48; ApG 17,28; Ef 1,20; Hebr 1,3). Hvor lidt dette er ment som en udelukkelse af Guds nærvær andre steder, kan ses af den kendsgerning, at de to fremstillinger, den om Guds selvåbenbaring i himlen og den i den jordiske helligdom, forekommer side om side (1 Kong 8,26-53; Sl 20,2-6; Am 9,6). Det er blevet hævdet, at tanken om Guds bolig i himlen markerer en forholdsvis sen opnåelse i Israels religion, som der i den førprofetiske periode endnu ikke kan opdages noget spor af (således Stade, Bibl. Theol. des Altes Testament, I, 103, 104). Der findes imidlertid en række passager i Pentateuken, som vidner om denne tros tidlige eksistens (1 Mos 11,1-9; 1 Mos 19,24; 1 Mos 21,17; 1 Mos 22,11; 1 Mos 28,12). Jahve kommer, ifølge troen i den tidligste periode, med skyerne (2 Mos 14,19; 2 Mos 14,20; 2 Mos 19,9; 2 Mos 19,18; 2 Mos 24,15; 4 Mos 11,25; 4 Mos 12,5). At Jahves lokale nærvær i en jordisk helligdom selv efter folkets opfattelse ikke behøvede at udelukke ham fra himlen, følger også af den uforbeholdne tro på hans samtidige nærvær i en flerhed af helligdomme. Hvis der ikke var tale om et lokalt afgrænset nærvær mellem helligdom og helligdom, behøvede der heller ikke at være det mellem jord og himmel (sammenlign Gunkel, Gen, 157).

6. Religiøs betydning:

Både fra et alment religiøst og fra et særligt soteriologisk synspunkt er Guds allestedsnærværelse af stor praktisk betydning for det religiøse liv. I den første henseende rummer den garantien for, at Guds faktiske nærhed og et virkeligt fællesskab med ham kan nydes overalt, selv bortset fra de steder, der er helliget til et sådant formål ved en særlig nådig selvåbenbaring (Sl 139,5-10). I den anden henseende forsikrer den guddommelige allestedsnærværelse den troende om, at Gud er nær for at frelse på ethvert sted, hvor hans folk har brug for frelse fra nogen fare eller fjende (Es 43,2).

LITTERATUR.

Oehler, Theologie des A T (3), 174 ff; Riehm, Alttestamentliche Theologie, 262 ff; Dillmann, Handbuch der alttestamentlichen Theologie, 246 ff; Davidson, Old Testament Theology, 180 ff; Konig, Geschichte der alttestamentlichen Religion, 197 ff.

Geerhardus Vos