Almisser

Findes ikke i Det Gamle Testamente, men gentagne gange i Det Nye. Moseloven (3 Mos 25,35; 5 Mos 15,7) havde til formål at fremme en barmhjertig ånd og at forhindre, at der opstod nød blandt folket. Sådanne steder som disse, Sl 41,1; 112,9; Ordsp 14,31; Es 10,2; Am 2,7; Jer 5,28; Ez 22,29, ville også naturligt fremme den samme velgørende ånd.

På vor Herres tid var tiggeri almindeligt (Mark 10,46; ApG 3,2). Farisæerne var meget prangende i deres almissegivning (Matt 6,2). Den ånd, som den kristne bør drives af i denne pligt, fremstilles i 1 Joh 3,17. Omsorg for de fattiges og trængendes tilstand påbydes som en kristen pligt (Luk 3,11; 6,30; Matt 6,1; ApG 9,36; 10,2, 4), en pligt som de første kristne ikke forsømte (Luk 14,13; ApG 20,35; Gal 2,10; Rom 15,25-27; 1 Kor 16,1-4). De tog sig ikke kun af de fattige blandt sig selv, men bidrog også til behovene hos dem, der var langt borte (ApG 11,29; 24,17; 2 Kor 9,12). Vor Herre og hans ledsagere viste også et eksempel i dette (Joh 13,29).

I moderne tid har “fattiglovene” indført et element, som i betydelig grad ændrer den form, hvori vi kan opfylde denne kristne pligt.