Arv

in-her'-i-tans (nahalah, "noget arvet," "beboelse," "arvestykke," "ejendom," "andel"): Ordet bruges i sin videste betydning i Det Gamle Testamentes skrifter og henviser ikke blot til en ejendom, som et barn modtager fra sine forældre, men også til det land, som Israels børn modtog som en gave fra Jahve. Og i billedlig og poetisk betydning anvendes udtrykket om Guds rige, sådan som det er repræsenteret i hans efterfølgeres indviede liv. I en lignende betydning fremstilles salmisten som en, der taler om Herren som hans arvelods del. Ud over det ovennævnte ord oversætter King James Version som arv: morashah, "en besiddelse," "arvegods" (5 Mos 33,4; Ez 33,24); yerushshah, "noget besat," "en fædrenearv," "besiddelse" (Dom 21,17); cheleq, "glathed," "tildeling" (Sl 16,5); kleronomeo, "at arve" (Matt 5,5, osv.); kleronomos, "arving" (Matt 21,38, osv.); kleronomia, "arveret," "fædrenearv," "besiddelse"; eller kleros, "en erhvervelse," "andel," "arvegods," fra kleroo, "at tildele," "at udlodde," "at opnå en arv" (Matt 21,38; Luk 12,13; ApG 7,5; ApG 20,32; ApG 26,18; Gal 3,18; Ef 1,11; Ef 1,14; Ef 1,18; Ef 5,5; Kol 1,12; Kol 3,24; Hebr 1,4; Hebr 9,15; Hebr 11,8; 1 Pet 1,4).

Pentateuken skelner klart mellem fast ejendom og løsøre; den grundlæggende tanke om den førstnævnte er, at landet tilhører Gud, givet af ham til hans børn, Israels folk, og derfor ikke kan afhændes (3 Mos 25,23; 3 Mos 25,28). For at der ikke skulle tages hensyn til personer ved fordelingen, skulle loddet afgøre det særlige stykke, som hvert familieoverhoved skulle eje (4 Mos 26,52-56; 4 Mos 33,54). Hvis en fædrenegård på grund af omstændighedernes nødvendighed blev solgt, kunne ejendomsretten kun overgå midlertidigt; for i jubelåret skulle hver fædrenegård igen vende tilbage til den oprindelige ejer eller arving (3 Mos 25,25-34). Fast ejendom, der blev givet til præsteskabet, skulle vurderes og kunne løses tilbage ved betaling af den vurderede værdi, hvorved overdragelse af fast ejendom selv i dette tilfælde blev forhindret (3 Mos 27,14-25). Arv blev reguleret af følgende bestemmelser:

(1) Den førstefødte søn arvede en dobbelt andel af hele faderens ejendom (5 Mos 21,15-17);

(2) døtrene havde ret til en arv, forudsat at der ikke var sønner i familien (4 Mos 27,8);

(3) hvis der ikke var direkte arvinger, blev brødrene eller fjernere slægtninge anerkendt (27,9-11); under ingen omstændigheder måtte en ejendom overgå fra én stamme til en anden.

De ovennævnte punkter blev gjort til genstand for lovbestemmelser på foranledning af Selofhads døtre; hele sagen fremstilles klart i 4 Mos 27; 4 Mos 36.

Frank E. Hirsch