Førstefødselsret

burth'-rit (bekhorah, fra bekhor, "førstefødt"; prototokia): Førstefødselsret er den ret, som naturligt tilkom den førstefødte søn. Hvor der var mere end én hustru, var den førstefødte den søn, som tidsmæssigt blev født før de andre, tilsyneladende uanset om hans mor var hustru eller medhustru. Sara protesterer mod, at Ismael skulle være arving sammen med Isak, men det er muligt, at tildelingen af den førstefødtes rettigheder til Isak ikke skyldtes nogen lov, men snarere en yndlingshustrus indflydelse (1 Mos 21,10). Den førstefødtes førstefødselsret bestod først og fremmest i en dobbelt del af det, hans far havde at efterlade sig. Dette betyder sandsynligvis, at han fik en dobbelt andel af den ejendom, som kunne deles. Vi har ingen sikker viden om, hvordan ejendom blev arvet i patriarkernes tid, men det synes sandsynligt, at de jorder og hjorde, som var familiens ejendom som helhed, forblev det efter faderens død. Den førstefødte blev familiens overhoved og overtog således ansvaret for familiens ejendom; han blev ansvarlig for underholdet af de yngre sønner, enken eller enkerne og de ugifte døtre. Som overhoved overtog han også en betydelig myndighed over de øvrige medlemmer. Desuden modtog han i almindelighed velsignelsen, som satte ham i et nært og begunstiget pagtsforhold til Jahve. Ifølge de beretninger, der er overleveret til os, kunne alle disse gaver og privilegier føres bort fra den førstefødte søn. Det kunne ske med hans eget samtykke, som i Esaus tilfælde, da han solgte sin førstefødselsret til Jakob (1 Mos 25,29-34), eller ved faderens beslutning, som i Rubens tilfælde (1 Mos 48,22; 1 Mos 49,3; 1 Mos 49,4; 1 Krøn 5,1; 1 Krøn 5,2) og Shimris (1 Krøn 26,10). I den deuteronomiske udgave af loven findes en bestemmelse, som forbyder faderen at gøre den yngre søn til indehaver af førstefødselsretten blot fordi hans mor var særligt elsket (5 Mos 21,15-17). Også velsignelsen kunne føres bort fra den ældste søn. Dette skete, da Jakob velsignede Josefs børn og bevidst satte den yngre foran den ældre (1 Mos 48,13; 1 Mos 48,14; 1 Mos 48,17-19); selv når velsignelsen blev opnået af den yngre søn på svigagtig måde, kunne den ikke kaldes tilbage (1 Mos 27). Jakob synes ikke at have arvet noget af sin fars ejendom, selv om han havde opnået både førstefødselsretten og velsignelsen.

I Det Nye Testamente nævnes "førstefødselsret", prototokia, kun én gang (Hebr 12,16), hvor henvisningen gælder Esau. I forskellige passager, hvor vor Herre omtales som den førstefødte, som i Kol 1,15-19; Hebr 1,2, er det let at spore idéforbindelsen med Det Gamle Testamentes forestilling om førstefødselsret.

Se også førstefødt; familie; arving; arv; lov.

J. Macartney Wilson

1. Anerkendelse af læren:

Den førstefødtes ret til at arve overhovedstillingen i familien, hvilket medførte visse ejendomsrettigheder og som regel sådanne titler som ypperstepræstedømmet eller kongemagten. Hebræernes skrifter forudsætter, at en lære om førstefødselsret var anerkendt fra de tidligste tider. I de ældste slægtstavler skelnes der mellem den førstefødte og den anden søn (1 Mos 10,15; 1 Mos 22,21; 1 Mos 25,13; 1 Mos 35,23; 1 Mos 36,15). Når forældrevelsignelser blev givet i patriarktiden, blev der lagt stor vægt på at foretrække den førstefødte (1 Mos 25,31; 1 Mos 27,29; 1 Mos 48,13; 1 Mos 49,3). Fejden mellem Jakob og Esau (1 Mos 27,1-28) voksede ud af, at den yngre bror stjal den førstefødtes velsignelse. Josef blev misfornøjet, da Jakob i sin velsignelse syntes at foretrække Efraim frem for Manasse, hans førstefødte (1 Mos 48,18). Faderen synes i sådanne tilfælde at have haft ret til at overføre førstefødselsretten fra én søn til en anden, fra Abrahams dage i tilfældet med Ismael og Isak, over Jakobs dage i sagen om Ruben og Josef og i sagen om Efraim og Manasse, ned til Davids dage ved valget af en efterfølger til kongemagten. Ikke desto mindre forbød Moseloven, som erklærede (snarere end indførte) loven om førstefødselsret, misbrug af dette forældreprivilegium til fordel for en yngre søn med en yndlingshustru (5 Mos 21,16).

2. Den dobbelte del:

Den måde at anerkende den førstefødte på, som tilfældigt omtales i Femte Mosebog, er »ved at give ham en dobbelt del af alt, hvad han har« (5 Mos 21,17), det vil sige dobbelt så stor en andel som hver af de andre brødre. Jødisk tradition (Bekho. 46a, 47b, 51a, 51b; Babha' Bathra' 122a, 122b, 123a, 124a, 142b) accepterer og uddyber denne ret for den førstefødte søn. Således gælder den kun den førstefødte og ikke den ældste overlevende søn; den gælder ikke døtre; den angår kun faderens bo og ikke arv efterladt af en mor eller anden slægtning, heller ikke forbedringer eller tilvækster, der er tilført et bo efter faderens død.

3. Grunde til skikken:

Formålet med læren kan være, at den ældste søn skulle sættes i stand til at lede familiens anliggender med passende værdighed, eller at han skulle påtage sig yderligere ansvar, såsom underhold af ugifte søstre. Derfor kunne ens førstefødselsret frasiges eller sælges (1 Mos 25,31; 1 Mos 25,34). På den anden side kan den i sidste instans bygge på den primitive følelse af forkærlighed for den førstefødte, som afspejles i Jakobs skuffelse, når han taler om Ruben som sin førstefødte, sin kraft og begyndelsen på sin styrke (re'shith 'on, 1 Mos 49,3; sammenlign 5 Mos 21,17). Denne teori ville stemme overens med forælderens ret til at overføre retten til en yngre søn. Den antydning af forkærlighed, som det hebraiske bekhor rummer, viser sig i dets billedlige brug: om Israel (2 Mos 4,22), om Efraim (Jer 31,9), om en højt elsket (Zak 12,10); (sammenlign billedlig brug i Det Nye Testamente: Rom 8,29; Hebr 12,23; Hebr 1,6; Åb 1,5).

4. Den førstefødte i det gamle samfund; offer og forløsning:

Lys kastes over oldtidens verdens holdning til den førstefødte, og dermed over førstefødselsrettens historie, af det sprog, der bruges i forbindelse med plagen over de førstefødte: »fra Faraos førstefødte, som sidder på hans trone, helt til trælkvindens førstefødte, som er bag kværnen« eller »fangen, som var i fangehullet«. Tilsyneladende kunne man ikke forestille sig nogen mere frygtelig katastrofe for alle samfundsklasser end dette drab på de førstefødte (2 Mos 11,5; 2 Mos 12,29). Den vildledte iver hos oldtidens semitter, som ofrede deres førstefødte som det dyrebareste, de havde, til deres guder, må forstås i dette lys, hvad enten den viser sig blandt moabitterne, fønikerne eller hebræerne selv (Jer 32,35; Ez 20,26; Ez 20,31; 2 Krøn 28,3). Det er vanskeligt at fastslå en forbindelse mellem grundlaget for læren om førstefødselsret og grundlaget for forløsningen af den førstefødte ud over, at begge i sidste ende bygger på betydningen af en førstefødt søn og hans forældres kærlighed til ham. Det er dog interessant at bemærke, at traditionen om forløsning og loven om førstefødselsret holdes så adskilte, at mens den sidstnævnte kun angår en fars førstefødte, angår den førstnævnte kun en mors førstefødte (Bekho, viii. l, 46a; sammenlign peTer rechem, »alt, hvad der åbner moderskødet«, 2 Mos 13,2). I et polygamt samfund som det, der forudsættes i 5 Mos 21, er det naturligt at antage, at skellet mellem fædrene og mødrene førstefødselsret stod klart for folket.

Se BIRTHRIGHT; FIRSTBORN.

Nathan Isaacs