Arving

Under patriarkerne blev en fars ejendom delt mellem sønnerne af hans lovformelige hustruer (1 Mos 21,10; 24,36; 25,5), hvor den ældste søn fik en større del end de øvrige. Moseloven fastsatte særlige bestemmelser om overdragelse af fast ejendom; de gives i detaljer i 5 Mos 21,17; 4 Mos 27,8; 36,6; 27,9-11. Arv til ejendom var et spørgsmål om ret og ikke om gunst. Kristus er “arving til alle ting” (Hebr 1,2; Kol 1,15). Troende er arvinger til “løftet,” “retfærdigheden,” “riget,” “verden,” “Gud,” “medarvinger” med Kristus (Gal 3,29; Hebr 6,17; 11,7; Jak 2,5; Rom 4,13; 8,17).