Arsakes

ar-sa'-sez ar'-sa-sez (Arsakes): Det fælles navn, som alle de parthiske konger antog, nævnes i 1 Makk 14,1-3 og i 15,22 i forbindelse med historien om Demetrios, en af de græske, eller seleukidiske, konger i Syrien og efterfølger til Antiokus Epifanes, jødernes undertrykker, som fremkaldte opstanden mod det syriske herredømme under makkabæernes ledelse. Denne bestemte Arsakes var den sjette i rækken af uafhængige parthiske herskere, som var blevet grundlagt i 250 f.Kr. af Arsakes I, der gjorde oprør mod Antiokus Theos, dræbte de syriske satrapper og sammen med sin efterfølger Tiridates I fast grundfæstede det parthiske riges uafhængighed. Omkring 243 f.Kr. føjede Tiridates Hyrkanien til sine besiddelser; men det var først under Arsakes VI's regering, hvis navn før tronbestigelsen var Mithridates, at Parthien gennem erobringen af Baktrien, Medien, Persien, Armenien, Elymais og Babylonien truede selve det seleukidiske riges eksistens og blev en farlig konkurrent til Rom selv.

Det var denne konge, som omkring 141 f.Kr. blev angrebet af Demetrios Nicator, konge af Syrien. Ifølge beretningen, der er bevaret i 1 Makk 14,1-3, sendte Arsakes en af sine hærførere, som drog af sted og slog Demetrios' hær, tog ham levende og førte ham til Arsakes, af hvem han blev sat i forvaring. Først blev den fangne konge behandlet med stor hårdhed, idet han blev ført i triumf fra by til by og fremvist for sine fjender. Senere gav Arsakes ham dog sin datter til ægte og tildelte ham en bolig i Hyrkanien. Nogen tid efter Arsakes' død blev Demetrios sendt tilbage til Syrien af Fraates, Mithridates' søn, og regerede fra 128 til 125 f.Kr. Arsakes VI nævnes også i 1 Makk 15,22 som en af de konger, som romerne forbød at føre krig mod deres jødiske allierede.

LITTERATUR.

Se 1 Makk 14,1-3 og 15,22; Ant, XIII, v, 11; XIV, viii, 5; Appian, Syria, 67; Strabo, XI, 515; XV, 702; Justin, XLI, 5, 6; XXXVI, 1; Orosius, V, 4; Rawlinsons Parthia, i serien Story of the Nations, og Die Herrschaft der Parther i Justis Geschichte des alten Persiens i Onckens Allgemeine Geschichte, I, 4.

R. Dick Wilson