Arvad; arvaditter

ar'-vad, ar'-vad-its ('arwadh; Arados; moderne Ruad): En øby ud for Syriens kyst, omkring 30 miles nord for Tripolis, samt den folkestamme, der boede der. Den var en gold klippe dækket af fæstningsværker og huse i flere etager. Øen var omtrent 800 fod lang og 500 fod bred, omgivet af en massiv mur, og der blev anlagt en kunstig havn mod øst, ind mod fastlandet. Den udviklede sig tidligt til en handelsby, ligesom de fleste af de fønikiske byer på denne kyst. Den havde en stærk flåde, og dens skibe nævnes i monumenterne fra Egypten og Assyrien. Den synes at have haft en slags overherredømme over de nordlige fønikiske byer, fra bjerget Cassius til Libanons nordlige grænser, noget i retning af Sidons i syd. Den havde sit eget lokale dynasti og sin egen møntudstedelse, og nogle af navnene på dens konger er blevet genfundet. Dens indbyggere nævnes i de tidlige lister i 1 Mos 10,18, og Ez 27,8; Ez 27,11 omtaler dens søfolk og soldater i Tyrus' tjeneste. Den lagde nogle af nabobyerne på fastlandet ind under sin myndighed, såsom Marathus og Simyra, den første næsten lige over for øen og den sidste nogle miles mod syd.

Thothmes III af Egypten indtog den under sit felttog i det nordlige Syrien (1472 f.Kr.), og den omtales i Ramses II's felttog i den tidlige del af det 13. århundrede f.Kr. (Breasted, Ancient Records). Den nævnes også i Tell el-Amarna-brevene som værende i forbund med amoritterne i deres angreb på de egyptiske besiddelser i Syrien (44 og 28, B.M. Tell el-Amarna Letters). Omkring år 1200, eller senere, blev den plyndret af angribere fra Lilleasien eller øerne, ligesom de fleste af byerne på kysten (Paton, Syria and Palestine, 145), men den kom sig, da de blev drevet tilbage. Dens maritime betydning fremgår af de assyriske kongers indskrifter. Tiglat-Pileser I (circa 1020) praler af, at han sejlede i Arvads skibe. Asshur-nazir-pal (circa 876) gjorde den skattepligtig, men den gjorde oprør, og vi finder 200 mænd fra Arvad nævnt blandt Ben-Hadad af Damaskus' allierede ved det store slag ved Quarqar, da hele Syrien synes at have været i forbund mod Shalmaneser II (circa 854). På dette tidspunkt var Arvads konge Mattan Baal.

Den blev senere skattepligtig under Tiglat-Pileser III og Sankerib; den konge, der betalte den til sidstnævnte, var Abd-ilihit (circa 701). Ashurbanipal (circa 664) tvang dens konge Yakinlu til at underkaste sig og sende en af sine døtre for at blive medlem af det kongelige harem (Rawlinson, Phoenicia, 456-57). Under perserne fik Arvad lov til at indgå i et forbund med Sidon og Tyrus, med et fælles råd i Tripolis (ib 484). Da Alexander den Store invaderede Syrien i 332 f.Kr., underkastede Arvad sig uden kamp under sin konge Strato, som sendte sin flåde for at hjælpe Alexander med at undertvinge Tyrus. Den synes at have nydt gunst hos de seleukidiske konger i Syrien og haft asylret for politiske flygtninge. Den nævnes i et reskript fra Rom omkring 138 f.Kr., i forbindelse med andre byer og herskere i Østen, for at vise velvilje mod jøderne. Det var efter, at Rom var begyndt at blande sig i Judæas og Syriens anliggender, og det viser, at Arvad var af betydelig betydning på den tid (se 1 Makk 15,16-23). Byen nævnes ikke i Det Nye Testamente og er i moderne tid sunket ned til en lille landsby, hovedsagelig beboet af fiskere. Se Aradus.

H. Porter